EUIPO vs. Neoperl: Adgang til appel om Rettens kompetence ved ex officio-prøvelse af EU-varemærker

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) har anket Den Europæiske Unions Rets (Retten) dom afsagt i sag T-487/21, hvori Retten annullerede EUIPO’s afgørelse om afslag på registrering af et taktilt positionsmærke, der gengiver en cylinderformet sanitær indsatsdel, som EU-varemærke.

Sagens kerne i appelstadiet var, hvorvidt appellen skulle bevilges i henhold til artikel 58a, stk. 3, i statutten for Domstolen. Denne bestemmelse kræver, at appellen rejser et spørgsmål, der er vigtigt for EU-rettens ensartede anvendelse, sammenhæng eller udvikling.

EUIPO gjorde gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at tilsidesætte artikel 72, stk. 3, i forordning 2017/1001. Retten havde ex officio foretaget en materiel prøvelse af, om tegnet overhovedet kunne udgøre et varemærke (artikel 7, stk. 1, litra a), sammenholdt med artikel 4 i forordning nr. 207/2009), før den behandlede det anbringende, som sagsøgeren i første instans havde rejst om særpræg (artikel 7, stk. 1, litra b)). EUIPO hævdede, at denne fremgangsmåde udgjorde en ulovlig omgåelse af den kompetenceregel, som er fastsat for Retten, og fratog Appelkammeret dets oprindelige undersøgelses- og beslutningsbeføjelser.

Domstolen (afdelingen for bevilling af appel) besluttede at admittere appellen på det grundlag, at EUIPO i tilstrækkelig grad havde godtgjort, at appellen rejser vigtige spørgsmål for EU-rettens ensartede anvendelse, sammenhæng og udvikling.

Domstolens ræsonnement for bevilling

• EUIPO har præcist og klart beskrevet sit anbringende om tilsidesættelse af artikel 72, stk. 3, i forordning 2017/1001, idet Retten angiveligt overskred grænserne for sin kompetence ved at foretage en ex officio undersøgelse af et registreringskrav, som ikke var blevet behandlet af Appelkammeret.
• EUIPO godtgjorde, at den retlige fejl havde indflydelse på resultatet af den appellerede dom, da den førte til en annullation af den omtvistede afgørelse og potentielt fratog Appelkammeret dets kompetence til at prøve undersøgerens afgørelse.
• Domstolen anerkendte, at spørgsmålet om omfanget af og betingelserne for udøvelsen af Rettens beføjelse til at omgøre en afgørelse i henhold til artikel 72, stk. 3, i forordning 2017/1001 er et horisontalt processuelt spørgsmål af strukturel betydning.
• Sagen rejser spørgsmål om forfatningsmæssig karakter vedrørende tildelingen af kompetencer inden for Unionens retsinstanser og agenturer, hvilket har vidtrækkende betydning for retsbeskyttelsessystemet i forhold til afgørelser truffet af EU-agenturer generelt.