Lovbestemte naturgastariffer udgør en konkurrencehindring, men kan berettiges af hensyn til forsyningssikkerhed og territorial samhørighed

Sagen omhandlede en præjudiciel anmodning fra Conseil d’État (Frankrig) vedrørende den franske lovgivning, der pålagde den oprindelige naturgasleverandør (ENGIE, tidligere GDF Suez) at tilbyde gas til visse slutforbrugere til lovbestemte, regulerede tariffer. De regulerede priser gjaldt for husholdninger og små erhvervskunder, der forbrugte mindre end 30.000 kWh/år.

Klagen blev indgivet af Association nationale des opérateurs détaillants en énergie (ANODE), en sammenslutning af alternative energiforhandlere, der gjorde gældende, at disse lovbestemte priser stred mod målet om et åbent og konkurrencebaseret indre marked for naturgas, som fastsat i direktiv 2009/73/EF.

Sagens hovedspørgsmål

Den forelæggende ret ønskede primært at afklare to spørgsmål:

• Om den nationale ordning med lovbestemte tariffer, som ikke hindrer alternative leverandører i at tilbyde lavere priser, i sig selv udgør en hindring for etableringen af et konkurrencebaseret naturgasmarked i henhold til direktiv 2009/73/EF, artikel 3, stk. 1.
• Hvis det er tilfældet, hvilke kriterier der skal lægges til grund for at vurdere, om indgrebet kan berettiges af hensyn til almindelige økonomiske interesser, herunder forsyningssikkerhed og territorial samhørighed, i medfør af direktivets artikel 3, stk. 2, og artikel 106 TEUF, og om en omkostningsbaseret prismodel er tilladt.

Domstolen fastslog, at en medlemsstats indgreb, der pålægger visse leverandører at tilbyde naturgas til lovbestemte tariffer, uanset omfanget, i sagens natur udgør en hindring for etableringen af et konkurrencebaseret naturgasmarked i henhold til artikel 3, stk. 1, i direktiv 2009/73/EF.

Denne hindring består, selvom andre leverandører frit kan tilbyde konkurrerende priser, da tilstedeværelsen af to prissegmenter (reguleret og frit) påvirker den frie prisfastsættelse og dermed markedskræfternes dynamik.

Berettigelse af prisindgreb

Domstolen præciserede, at selvom prisreguleringen er en hindring, kan den undtagelsesvis tillades, hvis den opfylder de betingelser, der er fastsat i artikel 3, stk. 2, i direktiv 2009/73/EF, sammenholdt med artikel 106 TEUF:

• Indgrebet skal forfølge en almindelig økonomisk interesse.
• Indgrebet skal overholde proportionalitetsprincippet.
• Indgrebet skal være klart defineret, gennemsigtigt, ikke-diskriminerende og kontrollerbart og sikre lige adgang til forbrugerne.

Domstolen bekræftede, at formålene om og kan udgøre gyldige almindelige økonomiske interesser, der kan berettige prisregulering, især i lyset af Lissabontraktaten (Artikel 14 TEUF og Protokol nr. 26).