Klage over Energitilsynets afgørelse om tilslutningsomkostninger for vindmølle

Energiklagenævnet ophævede Energitilsynets afgørelse af 16. marts 2010 og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Nævnets vurdering af retsgrundlaget

Energiklagenævnet fastslog, at Energitilsynet havde anvendt et forkert retsgrundlag ved sin vurdering af sagen. Sagen, der omhandler omkostninger ved nettilslutning af en vindmølle, skulle vurderes efter bestemmelserne i vindmøllebekendtgørelsen, navnlig Bekendtgørelse om nettilslutning af vindmøller og pristillæg for vindmølleproduceret elektricitet m.m. § 8, og ikke efter Elforsyningsloven § 73 og Elforsyningsloven § 77, stk. 1. Nævnet bemærkede, at Energitilsynets afgørelse led af en hjemmelsmangel og derfor var ugyldig.

Fortolkning af vindmøllebekendtgørelsen

Nævnet fandt, at den dagældende Bekendtgørelse om nettilslutning af vindmøller og pristillæg for vindmølleproduceret elektricitet m.m. § 8, stk. 1 skulle fortolkes i overensstemmelse med den nugældende Bekendtgørelse om nettilslutning af vindmøller og pristillæg for vindmølleproduceret elektricitet m.m. § 8, stk. 2 og Bekendtgørelse om nettilslutning af vindmøller og pristillæg for vindmølleproduceret elektricitet m.m. § 8, stk. 4. Denne fortolkning indebærer, at nettilslutningsomkostninger alene skal dække dokumenterede, faktiske udgifter, som net- eller transmissionsvirksomheden har afholdt i forbindelse med tilslutningen af vindmøllen. Standardiserede tariffer, som dem Nyfors anvendte, kan ikke bruges til opgørelse af omkostninger ved tilslutning af vindmøller, da disse tariffer er beregnet for elforsyning og ikke elproduktion.

Nævnet understregede, at vindmøllebekendtgørelsens bestemmelser om omkostninger ikke skelner mellem forskellige former for netinstallation af vindmøller (direkte tilslutning eller installationstilslutning). Det forhold, at klager fik mulighed for at aftage strøm med en effekt op til 100 ampere, ændrede ikke resultatet, da den øgede kapacitet udelukkende var nødvendiggjort af vindmøllens afsætning af overskydende elektricitet til elnettet, og ikke af klagers eget øgede forbrugsbehov.

Hjemvisning

Sagen blev hjemvist til Energitilsynet for fornyet behandling, hvor tilsynet skal vurdere sagen i forhold til det relevante retsgrundlag og de retningslinjer, som Energiklagenævnet har fastsat. Afgørelsen blev truffet i henhold til Elforsyningsloven § 89.

Efter at Energitilsynet den 6. juli 2011 traf fornyet afgørelse i Nyfors Net A/S-sagen, som blev stadfæstet af Energiklagenævnet den 5. december 2011 (j.nr. 1131-11-13), rettede klager igen henvendelse til HEF den 10. december 2011. Klager fastholdt kravet om tilbagebetaling af ampereafgiften. HEF svarede den 21. december 2011, at afgiften var opkrævet i henhold til gældende retningslinjer og praksis på tilslutningstidspunktet, og at ændringer i grundlaget ville være fremadrettede. HEF afviste derfor tilbagebetaling.

Klager klagede herefter til Energitilsynet den 27. december 2011. Energitilsynet anmodede HEF om redegørelse for den opkrævede betaling og dokumentation for faktiske nettilslutningsomkostninger i henhold til Bekendtgørelse om nettilslutning af vindmøller og pristillæg for vindmølleproduceret elektricitet m.m. § 8, stk. 2-4.

Energitilsynets afgørelse

Energitilsynet traf den 19. september 2012 afgørelse om, at der ikke var grundlag for at pålægge HEF at genoptage sagen. Energitilsynet anerkendte, at Energiklagenævnets kendelse af 20. december 2010 havde ændret praksis, så vindmølleejere nu skulle betale dokumenterbare omkostninger. Tilsynet vurderede dog, at denne ændring var fremadrettet, og at der ikke fandtes lovbestemmelser, der gav borgere ret til at få genoptaget ældre, endeligt afgjorte sager på energiområdet. Energitilsynet henviste til almindelige forvaltningsretlige principper og retspraksis, hvorefter ny retspraksis som udgangspunkt ikke medfører krav på tilbagesøgning i afsluttede mellemværender, især hvis den tidligere praksis ikke var åbenbart retsstridig, og betalingen skete uden protest.

Klagers synspunkter

Klager mente, at Energitilsynets afgørelse skulle ændres, så HEF skulle tilbagebetale ampereafgiften med renters rente, og klager alene skulle betale for HEF's faktiske udgifter. Klager anførte, at sagen var identisk med Energiklagenævnets afgørelse af 20. december 2010, som burde danne præcedens. Klager forklarede, at afgiften blev betalt under pres, da HEF ellers ikke ville tilslutte møllen, og at klager afventede udfaldet af Nyfors Net A/S-sagen efter aftale med Dansk Vindmølleforening. Klager bestred også omfanget af HEF's arbejde og hævdede, at HEF's forsinkelse med tilslutningen havde forårsaget skader på vindmøllen.

HEF's synspunkter

HEF fastholdt, at Energitilsynets afgørelse skulle stadfæstes. Selskabet henviste til, at det på tilslutningstidspunktet var almindelig praksis at opkræve for forøgelse af leveringsomfanget, hvis det eksisterende ikke var tilstrækkeligt. HEF henviste til Elforsyningsloven §§ 73, 73 a og 76 samt Bekendtgørelse om netvirksomheders, regionale transmissionsvirksomheders og Energinet.dk’s metoder for fastsættelse af tariffer m.v. og Bekendtgørelse om regler for anmeldelse af priser og betingelser for levering af elektricitet samt betingelser og vilkår for anvendelse af transmissionsog distributionsnet, herunder tariffer. HEF anførte, at dokumentation for faktiske omkostninger ikke kunne fremskaffes retrospektivt, og at ny praksis kun ville gælde fremadrettet. Selskabet argumenterede, at den tidligere praksis ikke var åbenbart retsstridig, og at klager ikke havde klaget rettidigt eller taget forbehold. En genoptagelse af sagen kunne få vidtrækkende konsekvenser for andre lignende anlæg og netselskabernes økonomi.