Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Tilknyttede dokumenter
Sagen omhandler en klage fra en vindmølleejer (herefter klager) over Energitilsynets afgørelse af 19. september 2012. Afgørelsen vedrørte Energitilsynets manglende grundlag for at pålægge HEF Net A/S (herefter HEF) at genoptage en sag om betaling for udvidelse af leveringsomfanget i forbindelse med tilslutning af klagers vindmølle til elnettet i 2008.
Klager modtog i juli 2008 en faktura fra HEF for tilslutning af sin vindmølle, herunder en såkaldt ampereafgift. I august 2011 henvendte klager sig til HEF med krav om tilbagebetaling af afgiften. Klager henviste til Energiklagenævnets afgørelse af 20. december 2010 (j.nr. 1011-10-3), som havde ændret praksis for tilslutningsafgifter for vindmøller, således at kun dokumenterede omkostninger måtte opkræves. HEF afviste kravet med henvisning til, at en relateret sag vedrørende Nyfors Net A/S endnu ikke var endeligt afgjort.
Efter at Energitilsynet den 6. juli 2011 traf fornyet afgørelse i Nyfors Net A/S-sagen, som blev stadfæstet af Energiklagenævnet den 5. december 2011 (j.nr. 1131-11-13), rettede klager igen henvendelse til HEF den 10. december 2011. Klager fastholdt kravet om tilbagebetaling af ampereafgiften. HEF svarede den 21. december 2011, at afgiften var opkrævet i henhold til gældende retningslinjer og praksis på tilslutningstidspunktet, og at ændringer i grundlaget ville være fremadrettede. HEF afviste derfor tilbagebetaling.
Klager klagede herefter til Energitilsynet den 27. december 2011. Energitilsynet anmodede HEF om redegørelse for den opkrævede betaling og dokumentation for faktiske nettilslutningsomkostninger i henhold til Bekendtgørelse om nettilslutning af vindmøller og pristillæg for vindmølleproduceret elektricitet m.m. § 8, stk. 2-4.
Energitilsynet traf den 19. september 2012 afgørelse om, at der ikke var grundlag for at pålægge HEF at genoptage sagen. Energitilsynet anerkendte, at Energiklagenævnets kendelse af 20. december 2010 havde ændret praksis, så vindmølleejere nu skulle betale dokumenterbare omkostninger. Tilsynet vurderede dog, at denne ændring var fremadrettet, og at der ikke fandtes lovbestemmelser, der gav borgere ret til at få genoptaget ældre, endeligt afgjorte sager på energiområdet. Energitilsynet henviste til almindelige forvaltningsretlige principper og retspraksis, hvorefter ny retspraksis som udgangspunkt ikke medfører krav på tilbagesøgning i afsluttede mellemværender, især hvis den tidligere praksis ikke var åbenbart retsstridig, og betalingen skete uden protest.
Klager mente, at Energitilsynets afgørelse skulle ændres, så HEF skulle tilbagebetale ampereafgiften med renters rente, og klager alene skulle betale for HEF's faktiske udgifter. Klager anførte, at sagen var identisk med Energiklagenævnets afgørelse af 20. december 2010, som burde danne præcedens. Klager forklarede, at afgiften blev betalt under pres, da HEF ellers ikke ville tilslutte møllen, og at klager afventede udfaldet af Nyfors Net A/S-sagen efter aftale med Dansk Vindmølleforening. Klager bestred også omfanget af HEF's arbejde og hævdede, at HEF's forsinkelse med tilslutningen havde forårsaget skader på vindmøllen.
HEF fastholdt, at Energitilsynets afgørelse skulle stadfæstes. Selskabet henviste til, at det på tilslutningstidspunktet var almindelig praksis at opkræve for forøgelse af leveringsomfanget, hvis det eksisterende ikke var tilstrækkeligt. HEF henviste til Elforsyningsloven §§ 73, 73 a og 76 samt Bekendtgørelse om netvirksomheders, regionale transmissionsvirksomheders og Energinet.dk’s metoder for fastsættelse af tariffer m.v. og Bekendtgørelse om regler for anmeldelse af priser og betingelser for levering af elektricitet samt betingelser og vilkår for anvendelse af transmissionsog distributionsnet, herunder tariffer. HEF anførte, at dokumentation for faktiske omkostninger ikke kunne fremskaffes retrospektivt, og at ny praksis kun ville gælde fremadrettet. Selskabet argumenterede, at den tidligere praksis ikke var åbenbart retsstridig, og at klager ikke havde klaget rettidigt eller taget forbehold. En genoptagelse af sagen kunne få vidtrækkende konsekvenser for andre lignende anlæg og netselskabernes økonomi.
Energiklagenævnet ophævede Energitilsynets afgørelse af 19. september 2012.
Energiklagenævnet fastslog, at HEF Net A/S er en privat netvirksomhed og ikke en forvaltningsmyndighed. Derfor er det ikke de forvaltningsretlige regler om genoptagelse af offentlige myndigheders afgørelser, der er afgørende for, om klager har krav på tilbagebetaling. Spørgsmålet om tilbagebetaling skal derimod afgøres ud fra almindelige obligationsretlige regler.
Nævnet bemærkede, at HEF's afvisning af at tilbagebetale tilslutningsbidraget er en privatretlig tilkendegivelse vedrørende et civilretligt forhold mellem klager og HEF. Energitilsynet har ikke kompetence til at behandle civilretlige tvister, jf. Elforsyningsloven § 78, stk. 1.
Selvom Bekendtgørelse om nettilslutning af vindmøller og pristillæg for vindmølleproduceret elektricitet m.m. § 19, stk. 1 anvender ordet "afgørelse" om netvirksomhedens beslutninger vedrørende nettilslutning og omkostningsfordeling, vurderede Energiklagenævnet, at der ikke er tale om offentligretlige afgørelser. Der er snarere tale om vilkårsfastsættelse, som kan indbringes for Energitilsynet i tilfælde af uenighed. Bekendtgørelsen regulerer dog ikke spørgsmål om tilbagebetalingskrav af den karakter, som denne sag omhandler.
På denne baggrund fandt Energiklagenævnet, at HEF's afvisning af klagers tilbagebetalingskrav ikke var en afgørelse omfattet af Bekendtgørelse om nettilslutning af vindmøller og pristillæg for vindmølleproduceret elektricitet m.m.'s regler, der kan indbringes for Energitilsynet. Energitilsynet havde derfor ikke kompetence til at behandle klagers klage og burde have afvist den.
Energitilsynets afgørelse af 19. september 2012 blev ophævet på grund af manglende hjemmel. Spørgsmålet om eventuel tilbagebetaling må eventuelt indbringes for de almindelige domstole til afgørelse. Energiklagenævnets afgørelse er truffet i henhold til Lov om fremme af vedvarende energi § 66, stk. 1 og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Søgsmål ved domstolene skal anlægges inden 6 måneder efter meddelelse af afgørelsen, jf. Lov om fremme af vedvarende energi § 66, stk. 6.
Energiklagenævnet har fastslået, at der er hjemmel til at opkræve omkostninger for fjernvarmeunitordninger, og har derfor ophævet Forsyningstilsynets tidligere afgørelse i en sag om Halsnæs Varme A/S.
Ankenævnet på Energiområdet
Sagen omhandler en klage fra en privat husstand (klager) over Energitilsynets afgørelse vedrørende omkostninger til nettilslutning af en vindmølle hos Nyfors Net A/S. Klager, der allerede havde en standard 25 ampere husstandstilslutning, erhvervede en brugt 55 kW Vestas vindmølle i 2008 med ønske om at tilslutte den som en installationstilsluttet husstandsvindmølle. Dette indebar, at vindmøllen skulle tilsluttes klagers eksisterende elinstallation, så klager kunne forbruge egenproduceret elektricitet og levere overskydende strøm til det kollektive elnet.
Nyfors Net A/S vurderede, at installationstilslutningen af vindmøllen krævede en forstærkning af klagers elinstallation fra 25 ampere til 100 ampere for at håndtere vindmøllens fulde effekt. På baggrund heraf fremsatte Nyfors et tilbud i efteråret 2009, der omfattede:
Ankenævnet på Energiområdet har afgjort fire principielle sager om ulovlige rykkergebyrer, dyre tilslutningsbidrag og grænsen mellem private aftaler og erhvervsaftaler.
Evida ændrer praksis for fastsættelse af pris for tilslutning af biogasanlæg til gasdistributionssystemet fra fast pris til afregning af faktiske omkostninger for at overholde Gasforsyningsloven.
Klager indbragte sagen for Energitilsynet, idet klager fandt prisen urimelig og henviste til, at andre husstandsvindmøller i landet ikke betalte lignende tilslutningsbidrag, hvilket skabte diskrimination. Klager argumenterede, at husstanden ikke havde behov for mere end de eksisterende 25 ampere, og at den øgede kapacitet udelukkende var nødvendig for at afsætte overskydende strøm fra vindmøllen. Klager henviste også til, at Energinet.dk havde oplyst, at den eneste forskel for installationstilsluttede vindmøller var behovet for flere målere, ikke et grundlag for yderligere tilslutningsbidrag. Danmarks Vindmølleforening støttede klagers synspunkt om, at kun faktiske omkostninger skulle dækkes i henhold til Bekendtgørelse om nettilslutning af vindmøller og pristillæg for vindmølleproduceret elektricitet m.m. § 8, stk. 1.
Energitilsynet fandt i sin afgørelse af 16. marts 2010, at Nyfors' opkrævning var i overensstemmelse med Elforsyningsloven § 73 om rimelige, objektive og ikke-diskriminerende priser samt Bekendtgørelse om nettilslutning af vindmøller og pristillæg for vindmølleproduceret elektricitet m.m. § 8, stk. 1 vedrørende betaling for afregningsmålere. Energitilsynet lagde vægt på, at Nyfors havde baseret omkostningerne på selskabets tilslutningsbidrag, som svarer til Dansk Energis standardbidrag, der var taget til efterretning af Energitilsynet i medfør af Elforsyningsloven § 73 b.
Sagen omhandler en klage fra en borger over Energitilsynets afgørelse vedrørende de omkostninger, som netselskabet Nyfor...
Læs mere
Sagen omhandler to vindmølleejeres krav om tilbagebetaling af engangsbeløb, som de betalte til Nordvestjysk Elforsyning ...
Læs mere