Search for a command to run...

Myndighed
Dato
Dokumenttype
Resultat
Sted
Emner
Dokument
Parter
Sagsøgere
Sagsøger
Advokat: Lars Sandager
Sagsøgte
Sagsøgte
Advokat: Jens Andersen-Møller
Sagen drejer sig om en sagsøgers krav om erstatning og godtgørelse fra en kommune som følge af seksuelle overgreb begået af hendes far i perioden 1980-1985. Overgrebene fandt sted efter kommunens beslutning om at hjemgive sagsøgeren, der tidligere havde været tvangsanbragt på et børnehjem.
Sagsøgeren blev født i 1966 og anbragt uden for hjemmet i 1971 på grund af skadelige opvækstvilkår. I 1979 anmodede forældrene om hjemgivelse, og kommunen traf afgørelse om hjemgivelse den 27. marts 1980, effektueret den 20. juni 1980. Det fremgik ikke af sagen, om kommunen indhentede udtalelse fra børnehjemmet forud for afgørelsen.
Som led i hjemgivelsesbeslutningen blev en personlig rådgiver (Vidne 1) tilknyttet sagsøgeren. Vidne 1 udarbejdede telefonnotater og en rapport, der udtrykte alvorlig bekymring for faderens adfærd og risikoen for seksuelle overgreb mod sagsøgeren. Blandt andet fremgik det, at faderen ville "gå i seng med Sagsøger" og ønskede, at den 13-årige sagsøger skulle have p-piller. Vidne 1 anbefalede massiv støtte eller anbringelse i familiepleje, men fratrådte sin stilling, da kommunen ikke reagerede tilstrækkeligt.
Sagsøgeren blev i maj 1981 hospitalsindlagt efter et selvmordsforsøg, hvilket faderen over for hospitalet forsøgte at fremstille som sagsøgerens initiativ til samleje. Overgrebene fortsatte efter hjemgivelsen og frem til faderens fængsling i 1985. Faderen blev ved Vestre Landsrets ankedom af 16. januar 1986 dømt til 3 års fængsel for overgreb mod sagsøgeren i perioden 1980-1985.
Sagsøgeren anlagde sag den 15. november 2012 og påstod principalt, at kommunen skulle betale 3.948.446,50 kr. med tillæg af procesrente, og subsidiært 3.122.534,00 kr. med tillæg af procesrente. Sagsøgeren gjorde gældende, at kommunen havde handlet ansvarspådragende ved at tilsidesætte sine forpligtelser, herunder ved ikke at have truffet fornødne foranstaltninger for at sikre hende mod de seksuelle overgreb. Dette udgjorde en krænkelse af sagsøgerens rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 og national dansk ret.
Kommunen påstod frifindelse, subsidiært at erstatningen og godtgørelsen blev fastsat til et mindre beløb og alene tillagt rente fra kravenes indenretlige fremsættelse. Kommunen bestred, at den havde udvist fejl eller forsømmelser og anførte, at sagsbehandlingen havde været sædvanlig og forsvarlig på tidspunktet for sagsforløbet. Kommunen frafaldt dog sin indsigelse om forældelse af kravet efter en lovændring i 2018 (Lov nr. 140 af 28. februar 2018).
Sagen har haft et langt forløb med afgørelser om forældelse ved byretten, Vestre Landsret og Højesteret. Højesteret hjemviste sagen til fortsat behandling ved Retten i Kolding. Retten i Kolding havde tidligere truffet delafgørelse om ansvarsgrundlaget, hvor kommunen blev pålagt at anerkende erstatningsansvar for tilsidesættelse af forpligtelser i perioden 1980-1985. Sagsøgeren har fri proces.
Sagsøgeren har gennemgået flere samtaleforløb og indlæggelser i det psykiatriske system. Hun er diagnosticeret med forstyrrelse af personlighedsstrukturen og PTSD (posttraumatisk belastningsreaktion). Retslægerådet vurderede, at de seksuelle overgreb havde stor betydning for sagsøgerens psykiske gener, og at disse primært var følger efter overgrebene. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) vurderede sagsøgerens méngrad til 20 procent og erhvervsevnetab til 75 procent som følge af overgrebene. Sagsøgeren blev tilkendt førtidspension med virkning fra 1. august 2011.
Retten lagde til grund, at kommunen var bekendt med bekymringer fra børnehjemmet og den personlige rådgiver (Vidne 1) om risikoen for seksuelle overgreb fra faderen, hvis sagsøger blev hjemgivet. Vidne 1 udtrykte gentagne gange over for kommunen, at situationen var "rivende galt" og fratrådte sin stilling, da der ikke blev sat tilstrækkelig massiv støtte ind.
Retten fandt, at der forelå en begrundet mistanke om en påregnelig risiko for seksuelle overgreb ved hjemgivelsen og den fortsatte forbliven i hjemmet. På trods heraf besluttede kommunen at effektuere hjemgivelsen og fjernede ikke sagsøger fra hjemmet igen.
Retten bemærkede, at kravene til kommunens tilsyns- og handlepligt skærpes, når der er tale om udsatte børn i en dårligt fungerende familie med få sociale og personlige ressourcer. Sagsøger havde været anbragt uden for hjemmet i en lang årrække, hvilket yderligere understregede behovet for tæt opsyn og adækvat reaktion på tilbagemeldinger fra kommunalt ansatte.
Retten konkluderede, at kommunens indsats i forhold til at varetage tilsyns- og omsorgsforpligtelsen var utilstrækkelig, da overgrebene fortsatte, og indsatsen ikke blev forøget, heller ikke efter sagsøgers selvmordsforsøg.
Kommunen er erstatningsansvarlig for krænkelsen af sagsøgers rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, da den ikke iværksatte de nødvendige tiltag for at forebygge overgreb. En bedømmelse efter den dagældende sociale lovgivning om tilsyns- og handlepligt ville have ført til samme resultat. Kommunens omsorgs- og handlepligt over for børn og unge er en særlig forpligtelse, som ophørte, da sagsøger fyldte 18 år.
Retten fastslog, at Erstatningsansvarsloven § 28 finder anvendelse, da skaderne indtrådte efter lovens ikrafttræden. Da der var tale om overgreb over en længere periode, og symptomerne indtrådte efter lovens ikrafttræden, er denne lov anvendelig på erstatningsspørgsmålet.
Retten lagde afgørende vægt på Retslægerådets udtalelser, som angav, at de seksuelle overgreb havde stor betydning for sagsøgers psykiske vanskeligheder, og at der primært var tale om følger efter seksuelle overgreb. Dog bemærkede Retslægerådet, at andre psykosociale forhold og livsbegivenheder også kunne have haft betydning, og at det ikke var muligt at udskille årsagsforholdene præcist.
Retten fandt det ikke bevist, at overgrebene isoleret betragtet var den tilstrækkelige betingelse (condictio sine qua non) for sagsøgers nuværende psykiske tilstand, men at flere faktorer, herunder psykosociale forhold og livsbegivenheder, tillige med overgrebene, har medført tilstanden. Sagsøger havde bevisbyrden for årsagsforbindelsen mellem kommunens ansvarspådragende handlinger og de påførte skader, og retten fandt ikke, at denne bevisbyrde var løftet. Derfor blev sagsøgers påstande om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, svie- og smerte, varigt mén og erhvervsevnetab ikke taget til følge.
Retten fastholdt sin kendelse af 15. oktober 2019, der fastslog kommunens ansvar for krænkelsen af sagsøgers rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Krænkelsen indebærer ret til godtgørelse for ikke-økonomisk skade efter Erstatningsansvarsloven § 26. I overensstemmelse med praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) fastsættes godtgørelsen for denne type krænkelse som udgangspunkt til 300.000 kr.
Retten fandt ikke grundlag for at fravige dette udgangspunkt og tog derfor sagsøgers påstand om betaling af 300.000 kr. i godtgørelse til følge. Beløbet forrentes fra sagens anlæg den 15. november 2012.
Sagsøger fik kun medhold i en begrænset del af sin påstand. Statskassen skal betale 250.000 kr. i sagsomkostninger til Sagsøgte (Kommune), da sagsøger havde fri proces. Beløbene skal betales inden 14 dage og forrentes efter Renteloven § 8a.

En kommune blev frifundet for at have krænket en kvindes menneskerettigheder ved ikke at forhindre, at hun i sin barndom blev udsat for seksuelle overgreb



En 49-årig mand blev tiltalt for omfattende seksuelle krænkelser af tre mindreårige piger via sociale medier i 2019. Sagen omfattede syv forhold, herunder forsøg på voldtægt og andet seksuelt forhold med børn under 12 og 15 år, blufærdighedskrænkelse og besiddelse af børnepornografisk materiale.
Tiltalte kom i kontakt med de tre piger - F1 (11 år), F2 (14 år) og F3 (11 år) - gennem platformene OmeTV og Snapchat. Han udgav sig for at være 30 år gammel, selvom han var 49 år. Kontakten udviklede sig hurtigt til seksuelle samtaler, hvor tiltalte bad pigerne om at sende nøgenbilleder og pornografiske videoer af sig selv.
Retten på Bornholm har frifundet kommunen for erstatningsansvar i en sag om alvorlig omsorgssvigt af en pige i perioden 2005-2009.
Retten i Odense har afgjort, at kommunen ikke kan holdes ansvarlig for en mors årelange overgreb mod sine fire børn, da kommunen reagerede korrekt på sagens oplysninger.
F1 (11 år): Tiltalte forsøgte at arrangere møder med F1, herunder i et sommerhus, hvor de skulle have samleje og oralsex. Han indfandt sig flere gange ved hendes skole og boligområde. Kontakten blev opdaget af F1's mor efter ni dage.
F2 (14 år): Tiltalte mødtes fysisk med F2 tre gange. Ved første møde i By4 kørte han hende til en restaurant, hvor han rørte hendes inderlår i bilen. Han dukkede også uanmeldt op på hendes skole flere gange.
F3 (11 år): Kontakten var primært digital, hvor tiltalte sendte videoer af sig selv masturberende og modtog pornografiske billeder fra pigen.
På tiltaltes harddiske og mobiltelefon blev fundet:
Tiltalte hævdede, at han ville hjælpe pigerne med deres problemer, herunder mobning og psykiske vanskeligheder. Han benægtede seksuel tiltrækning til mindreårige og forklarede, at han havde potensproblemer. Han beskrev kontakten som "fiktiv" og sammenlignede det med at læse en novelle.

T, født i marts 2000, stod tiltalt for to forhold, der vedrørte vold og overtrædelse af knivloven. I det første forhold ...
Læs mere
Sagen omhandlede en tiltalt, T (født 1995), der i en tilståelsessag blev dømt for adskillige tilfælde af samleje og ande...
Læs mereLovforslag om styrket tryghed: Nye tiltag mod utryghedsskabende adfærd og seksuelle krænkelser