Afgørelse om forældelse af krav på erstatning for psykiske følger efter overfald

Parternes påstande og argumenter

Klagerens synspunkt

Klageren anerkender, at kravet vedrørende vansir er forældet, men bestrider, at kravet for psykisk mén er forældet. Hun anfører, at forældelsesfristen først begyndte at løbe den 12. juli 2017, da hendes læge noterede, at hun formentlig altid ville have lette psykiske mén efter episoden. Klageren var ikke sygemeldt efter overfaldet, og hendes lægejournal fra april 2014 angav, at hun havde det "psykisk godt". Klageren henviser til U2006.2535H og Forældelsesloven § 3, stk. 2, som fastslår, at forældelsesfristen begynder, når skadelidte vidste eller burde vide, at overfaldet havde medført eller måtte forventes at medføre en varig psykisk lidelse. Klageren mener, at First A/S har bevisbyrden for, at kravet er forældet, og at denne ikke er løftet.

Selskabets synspunkt

First A/S fastholder, at klagerens krav er forældet. Selskabet anfører principalt, at de psykologiske skadefølger var klare fra sommeren 2014, baseret på de lægelige bilag og hændelsens voldsomme karakter. Subsidiært anfører selskabet, at generne fortsat var åbenbare fra sommeren 2015, som beskrevet i speciallægeerklæringen. Selskabet mener, at klageren allerede i sommeren 2014 vidste eller burde have været klar over, at der kunne være et krav mod forsikringen, og at et eventuelt krav derfor blev forældet i sommeren 2017. Selskabet henviser til Forsikringsaftaleloven § 29 og Lov om Forældelse.

Klageren får ikke medhold i sin klage. Ankenævnets flertal finder, at klagerens krav på erstatning for psykisk mén er forældet.

Nævnets flertal udtaler

Flertallet har lagt vægt på, at overfaldet var af en meget voldsom og livstruende karakter, begået i klagerens private bolig. Efter overfaldet fik klageren fri fra arbejde i 14 dage eller 1 måned og gennemgik psykologsamtaler, der omhandlede de normale og forventelige reaktioner på hændelsen. På baggrund heraf burde klageren have været klar over, at en så ekstraordinær hændelse var egnet til at medføre varige psykiske gener.

Det fremgår desuden af den psykiatriske speciallægeerklæring af 10. september 2018, at psykiske symptomer var "åbenlyse allerede med det samme efter overfaldet", og at klageren "umiddelbart oplever voldsomme reaktioner". Symptomerne persisterede 4½ år efter overfaldet. Dette indikerer, at de psykiske symptomer var til stede i væsentligt omfang tidligt i forløbet. Klageren burde derfor, i hvert fald inden den 9. oktober 2015, have været klar over, at hun konkret led af psykiske eftervirkninger efter overfaldet.

Det følger af Forældelsesloven § 3, stk. 1, at der gælder en 3-årig forældelsesfrist for erstatningskrav. Fristen regnes fra det tidligste tidspunkt, hvor skadelidte vidste eller burde vide, at de kunne få varige skader af ulykkestilfældet, og derfor havde rimelig anledning til at anmelde skaden til selskabet. Da klageren burde have haft kendskab til sine psykiske gener og muligheden for varig skade forud for den 9. oktober 2015, var forældelsesfristen begyndt at løbe forud for denne dato. Flertallet kan herefter ikke kritisere, at selskabet har afvist at yde dækning for psykisk mén med henvisning til, at klagerens krav er forældet.

Nævnets mindretal udtaler

Mindretallet finder det betænkeligt at lægge til grund, at klageren forud for den 9. oktober 2015 havde eller burde have haft kendskab til sin psykiske skade, og at den kunne være varig. Der foreligger ikke oplysninger om konkrete lægefaglige vurderinger før lægeerklæringen af 12. juli 2017, der beskriver muligheden for varig psykisk skade. Det kan derfor ikke lægges til grund, at klageren blev oplyst af en fagkyndig om, at en varig psykisk skade kunne påregnes.

Selvom overfaldet var voldsomt og livstruende, og der var umiddelbare psykiske symptomer, kan dette – i fravær af lægefaglige udtalelser om mulig varig psykisk skade – ikke i sig selv føre til, at klageren burde have vidst, at en varig psykisk skade var påregnelig. Klageren var ikke sygemeldt og genoptog arbejdet efter en kort periode. Psykolognotatet af 1. maj 2018 omhandlede normale og forventelige reaktioner, hvilket ikke indikerer en unormal psykisk påvirkning. Mindretallet bemærker, at umiddelbare psykiske reaktioner på livsbegivenheder ikke er usædvanlige, og det kan være vanskeligt for en person i klagerens situation at erkende, at der er tale om en varig skade frem for en sædvanlig og forbigående tilstand.

Idet klageren har indbragt sagen for nævnet den 5. december 2019, og dermed inden 1 år efter selskabets afvisning af 10. januar 2019, jf. Forsikringsaftaleloven § 29, stk. 5, 1. punktum, finder mindretallet, at selskabet ikke er berettiget til at afvise klagerens krav med henvisning til forældelse. Da selskabet i øvrigt har tiltrådt Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vurdering af en méngrad på 15% for psykiske gener, finder mindretallet, at selskabet skal yde erstatning for 15% varigt mén.

Parternes hovedpåstande og centrale argumenter

Selskabets påstand: Selskabet afviste at yde dækning med den begrundelse, at klagerens krav var forældet på anmeldelsestidspunktet den 27. juni 2018. Selskabet henviste til Forsikringsaftaleloven § 29 og Forældelsesloven § 3, som fastsætter en 3-årig forældelsesfrist. Selskabet argumenterede for, at forældelsesfristen begyndte at løbe senest den 8. september 2014 (første lægekontakt og sygemelding) eller den 15. januar 2015 (henvisning til psykiatrien), da klageren på disse tidspunkter havde kendskab til eller burde have haft kendskab til kravet. Selskabet fremhævede, at det ikke er en betingelse, at omfanget af skaden er klageren bekendt, for at forældelsesfristen begynder at løbe.

Klagerens påstand: Klagerens advokat var uenig i selskabets afgørelse og anførte, at forældelsesfristen tidligst burde begynde at løbe fra den 13. november 2015, hvor en psykiatrisk speciallægeerklæring præciserede diagnosen til længerevarende depressiv reaktion, eller subsidiært fra den 26. september 2016, som følge af et psykologforløb, hvor de psykiske gener blev konstateret vedvarende. Klageren argumenterede for, at en 'tilpasningsreaktion' er en midlertidig tilstand, og at forældelsesfristen først bør løbe, når skaden har vist sig på en sådan måde, at den ikke længere kan forventes at gå i sig selv, altså når den kan siges at være vedvarende. Klageren mente, at anmeldelsen i juni 2018 dermed var indgivet inden forældelsesfristens udløb.