Klage over Lægernes Pensionskasses afvisning af omtegning af pensionsordning med bevarelse af ægtefællepension

Sagen drejer sig om en klage fra et medlem af Lægernes Pensionskasse (LPK), der er født i 1944 og har en arbejdsmarkedspensionsordning kaldet "Pensionsordning 2". Klageren er utilfreds med, at LPK har afvist at give medlemmer af Pensionsordning 2 mulighed for at omtegne deres nuværende garanterede pensionsordning til en pensionsordning med en betinget rentegaranti, samtidig med at de bevarer ægtefællepensionen opsparet før 1993.

Baggrund

• I foråret 2012 tilbød LPK sine medlemmer at omtegne deres garanterede pensionsordninger til ordninger med en betinget rentegaranti. For medlemmer af Pensionsordning 2 var dette tilbud betinget af, at de accepterede bortfald af ægtefællepension opsparet før 1993.
• Klageren har været medlem af LPK siden 1970. I 1993 valgte han Pensionsordning 2, hvor han bevarede den allerede opsparede ægtefællepension, men stoppede de fremtidige indbetalinger hertil. Han anførte, at han ikke blev informeret om, at dette valg kunne stille ham ringere ved senere ændringer i pensionsforholdene.
• Klageren fremhævede, at medlemmer af Pensionsordning 1 kunne bevare deres ægtefællepension ved omtegning, mens medlemmer af Pensionsordning 2 skulle give afkald på den. Han mente, at dette udgjorde en urimelig forskelsbehandling.

Parternes argumenter

• Klageren anførte, at han i mere end halvdelen af sin medlemstid i LPK havde opsparet ægtefællepension, og at han ikke kunne give afkald herpå. Han mente, at LPK burde have tilbudt en omtegning, der bevarede den opsparede ægtefællepension.
• LPK fastholdt, at det ikke var muligt inden for det gældende pensionsregulativ at omtegne til en ordning med betinget rentegaranti og samtidig bevare ægtefællepension opsparet før 1993. Selskabet anførte, at manglende tilbud om omtegning med bevarelse af ægtefællepension ikke var i strid med lighedsgrundsætningen, og at selskabet ikke havde ydet mangelfuld rådgivning i 1993.

Nævnet afgjorde med stemmeflertal, at klageren ikke fik medhold. Flertallet fandt, at selskabet ikke kunne pålægges at tilbyde klageren og andre i samme ordning en yderligere valgmulighed, da klageren kunne bevare retten til ægtefællepension ved at forblive i den ordning, han havde valgt i 1993.

Flertallet fandt desuden, at selskabet ikke havde overtrådt den foreningsretlige lighedsgrundsætning, da medlemmer, der ikke havde indbetalt til ægtefællepension siden 1993, ikke var i samme situation som dem, der fortsatte indbetalingerne. Der var heller ikke grundlag for at antage, at selskabet havde inddraget usaglige hensyn, eller at klagers bidrag til ægtefællepensionen indtil 1993 ikke var kommet klageren til gode.