Ligebehandlingsnævnet afviser klage om forskelsbehandling pga. køn ved telefonisk kontakt

Ligebehandlingsnævnet har afvist en klage om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med klagers telefoniske henvendelser til en myndighed. Klageren gjorde gældende, at en sagsbehandler var forudindtaget og handlede udelukkende på grund af klagers køn, hvilket forhindrede telefonisk kontakt.

Nævnets kompetence og vurdering

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over kønsdiskrimination uden for arbejdsmarkedet i henhold til Ligestillingsloven. Loven fastslår et forbud mod direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn, som gælder for organisationer og personer, der leverer varer og tjenesteydelser til offentligheden, jf. Ligestillingsloven § 2. Direkte forskelsbehandling foreligger, når en person behandles ringere på grund af køn i en tilsvarende situation. Indirekte forskelsbehandling opstår, når en tilsyneladende neutral praksis stiller det ene køn særligt ufordelagtigt, medmindre det er objektivt begrundet. Hvis der påvises faktiske omstændigheder, der giver anledning til formodning om forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er krænket.

Nævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at klageren ikke kan få medhold i sagen, hvilket er hjemlet i Lov om Ligebehandlingsnævnet § 8. I den konkrete sag fandt nævnet ingen oplysninger i klagen, der gav anledning til at formode, at klageren var blevet udsat for forskelsbehandling i strid med ligestillingsloven. På baggrund af nævnets faste praksis blev det derfor anset for åbenbart, at klageren ikke kunne få medhold, og klagen blev afvist.