Afgørelse om påstået forskelsbehandling på grund af køn i sagsbehandling

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med indklagedes sagsbehandling af en bidragssag. Klager, en mand, gjorde gældende, at han var blevet udsat for grov forskelsbehandling, idet han ikke blev orienteret om sin tidligere ægtefælles anmodninger om udstedelse af eksigibilitetserklæringer i 2010 og 2011, mens hans tidligere ægtefælle blev orienteret om udfaldet af klagers egen klagesag i 2014.

Klager anførte, at denne forskel i orientering var udtryk for kønsdiskrimination, især da de involverede myndigheder primært havde kvindelige ansatte. Indklagede afviste påstanden om forskelsbehandling og forklarede, at det er fast praksis at sende en kopi af afgørelsen i en klagesag til modparten, uanset køn. De fremhævede desuden, at udfærdigelsen af eksigibilitetserklæringer ikke er en afgørelse i forvaltningslovens forstand, men blot en beskrivelse af en allerede truffet afgørelse.

Ligebehandlingsnævnet, der behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn i henhold til Ligestillingsloven § 2, stk. 1, fandt ikke, at klager havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at køn var indgået i beslutningen om at sende kopi af afgørelsen af 10. april 2014 til klagers tidligere ægtefælle. Formålet med Ligestillingsloven § 1 er at modvirke direkte og indirekte forskelsbehandling på grund af køn, og loven gælder for myndigheder og organisationer inden for den offentlige forvaltning, jf. Ligestillingsloven § 1a, stk. 1, nr. 1. Hvis en person påviser faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er krænket, jf. Ligestillingsloven § 2, stk. 4.

Nævnets vurdering af sagens omstændigheder

Nævnet lagde til grund, at der var tale om to forskellige situationer, som ikke var sammenlignelige: den første vedrørte udfærdigelse af dokumenter om en allerede gældende retsstilling, mens den anden angik en egentlig klagesag. Nævnet fandt, at klager ikke havde påvist, at køn var indgået i indklagedes beslutninger om konkrete sagsbehandlingsskridt. Det forhold, at der er flere kvindelige end mandlige ansatte i de omhandlede myndigheder, kunne ikke tillægges selvstændig betydning. Ligebehandlingsnævnet har kompetence til at behandle sådanne klager i henhold til Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 1 og 2.

Klager fik derfor ikke medhold i sin klage.