Parallelimport af lægemidler: Krav om angivelse af varemærkeindehaver på emballage

Sagen krævede en dybdegående vurdering af proportionalitetsprincippet og balancen mellem varemærkeindehaverens eneret og princippet om fri bevægelighed for varer i EØS-området.

Sø- og Handelsretten frifandt Orifarm for de rejste påstande om varemærkekrænkelse.

Retten lagde vægt på princippet om varemærkeudtømning, jf. Varemærkeloven § 6, stk. 1. Retten skulle herefter vurdere, om Sagsøgerne kunne modsætte sig videresalget i medfør af stk. 2, hvilket krævede, at Sagsøgerne beviste, at ompakningen ikke var objektivt nødvendig for at opnå effektiv markedsadgang.

Rettens begrundelse:

• Retten henviste til fast retspraksis fra EU-Domstolen (Bristol-Myers Squibb-sagerne), som fastslår, at ompakning er tilladt, hvis den er objektivt nødvendig for at opnå reel adgang til markedet.
• Selvom Lægemiddelstyrelsen formelt kan godkende lægemidler med udenlandske etiketter, fandt Retten, at manglen på dansk tekst og tilpasning til danske standardpakninger udgjorde en reel og væsentlig handelshindring i Danmark.

• Retten fandt, at Orifarm A/S havde godtgjort, at ompakningen til en pakning med fuld dansk tekst og tydeligt angivet importør var nødvendig for at overvinde den reelle markedshindring i Danmark og dermed sikre effektiv adgang til markedet.

Orifarms handlinger faldt således inden for de tilladte undtagelser fra varemærkeindehaverens ret til at modsætte sig yderligere salg. Orifarm blev derfor frifundet, og MSD blev pålagt at betale sagens omkostninger.

Østre Landsret har den 15. december 2025 afsagt dom i to ankesager, som blev behandlet sammen vedrørende Intersport Partner Service A/S’ (tidligere OBI Sport A/S) ordvaremærke SPORT DIRECT.

Sagsøgernes Hovedargumenter

Sagsøgerne anførte, at de havde en legitim grund til at modsætte sig videresalget, jf. Varemærkeloven § 8, stk. 1, nr. 2, da importørernes ompakning ikke opfyldte to essentielle kriterier:

• Nødvendighedskriteriet: Importen hævdedes ikke at være objektivt nødvendig for at opnå reel markedsadgang i Danmark. Sagsøgerne argumenterede for, at de kunstige markedsopdelinger, som ompakning skal afhjælpe, enten ikke eksisterede, eller at importørerne kunne have anvendt mindre indgribende metoder end fuld ompakning, såsom påsætning af en tillægsetikette.
• Notifikationskriteriet: Sagsøgerne hævdede, at de i flere tilfælde ikke havde modtaget rettidig og fyldestgørende notifikation om den påtænkte ompakning fra parallelimportørerne, hvilket forhindrede dem i at kontrollere produktets kvalitet og potentielle skade på varemærket.

Sagsøgtes Forsvar

Parallelimportørerne krævede frifindelse og påberåbte sig princippet om varernes frie bevægelighed (EU/EØS-retten). Deres primære argumenter var:

• Obligatorisk Nødvendighed: De gjorde gældende, at fuld ompakning var nødvendig for at overholde danske lovkrav vedrørende lægemiddelemballage og for at sikre patientaccept og apotekernes villighed til at håndtere produkterne, da udenlandske indlægssedler og emballage ville skabe usikkerhed.
• Korrekt Notifikation: De fastholdt, at de havde foretaget den nødvendige notifikation over for varemærkeindehaverne i overensstemmelse med gældende praksis. De hævdede, at sagsøgernes modstand udelukkende havde til formål at begrænse den lovlige parallelhandel.

Rettens Fokus

Retten skulle foretage en konkret vurdering af hvert enkelt lægemiddel og ompakningsmetode for at afgøre, om importøren havde levet op til de strenge krav, der gælder for undtagelsen fra varemærkeindehaverens eneret. Dette indebar en dybdegående analyse af, hvilke barrierer for handel der fandtes på det danske marked for de specifikke lægemidler, og om de anvendte ompakningsmetoder var den mindst indgribende nødvendige foranstaltning.