Sag om påstået overtrædelse af Markedsføringsloven ved videregivelse af erhvervshemmeligheder i møbelbranchen

Sagen omhandlede en tvist mellem en møbelproducent (sagsøger) og en tidligere ansat (sagsøgte 2) samt en konkurrerende møbelproducent (sagsøgte 1). Sagsøger producerede fyrretræsmøbler til hjemmekontorer under navnene Morsø og Bornholm, primært afsat i Tyskland. Sagsøgte 1 producerede lignende møbelserier, Skagen og Sunny, også i fyrretræ og til hjemmekontorer.

Sagsøgte 2's Rolle

Sagsøgte 2 var ansat hos sagsøger fra april 1996 til december 1998 som sælger i det sydvestlige Tyskland, herunder til møbelkæden Innatura. Efter sin fratræden indgik sagsøgte 2 en agentaftale med Rasch Møbelagentur, der solgte sagsøgte 1's møbler, herunder Sunny-serien, til de samme tyske kunder, som sagsøgte 2 tidligere havde betjent for sagsøger. Sagsøger hævdede, at sagsøgte 2 havde videregivet erhvervshemmeligheder og fortrolige oplysninger til sagsøgte 1, hvilket havde ført til udviklingen af Sunny-serien, der lignede sagsøgerens produkter og forårsagede et fald i sagsøgerens omsætning.

Sagsøgte 2 havde ikke underskrevet en konkurrenceklausul i den seneste ansættelseskontrakt, men havde underskrevet tidligere kontrakter med lignende klausuler. Sagsøgte 2 forklarede, at salgsmateriale var tilbageleveret, og at hun ikke havde videregivet fortrolige oplysninger. Ideen til Sunny-serien kom ifølge sagsøgte 1 og Jens Rasch fra Innatura-kædens programudviklere, som ønskede et kontormøbel i Skagen-stil.

Produktligheder og Forskelle

Sagsøger anførte, at Sunny-serien lignede Morsø og Bornholm i modulopbygning, koncept og mål, og at de var substituerbare. Sagsøgte 1 og vidner fremhævede dog også forskelle i design, materialetykkelse, og funktionalitet (f.eks. greb, hyldedybde, skuffesystemets placering). Sagsøgte 1 hævdede, at Sunny var en videreudvikling af deres egen Skagen-serie og ikke en kopi af sagsøgerens produkter.

Sagsøgerens Påstande

Sagsøger nedlagde følgende påstande:

Sagsøgte 1 og sagsøgte 2 påstod frifindelse.

Sø- og Handelsretten frifandt sagsøgte 1 og sagsøgte 2.

Værneting

Retten fandt, at Sø- og Handelsretten var rette værneting for sagen mod sagsøgte 1 og sagsøgte 2, jf. Markedsføringsloven § 14, stk. 1, da der var sammenhæng mellem kravene.

Vurdering af Erhvervshemmeligheder og Illloyalitet

Retten fandt det ikke bevist, at sagsøgte 2 ubeføjet havde benyttet salgsmateriale eller sat andre i stand hertil. Det blev heller ikke godtgjort, at sagsøgte 1 havde modtaget erhvervshemmeligheder fra sagsøgte 2. Retten lagde til grund, at sagsøgte 2's adfærd skulle bedømmes efter markedsføringsloven, idet hun ikke havde underskrevet den relevante samarbejdsaftale med virksomhedsbeskyttelsesklausul.

Vurdering af Produktligheder

Retten fandt, at der var både ligheder og forskelle mellem møbelserierne Sunny og Morsø/Bornholm. Mange ligheder var dikteret af kutymer i møbelbranchen vedrørende funktionalitet og dimensionering. Retten fandt ikke, at ideen om en modulopbygget kontormøbelserie i fyrretræ med gennemgående dæk og bund var ny eller havde sådanne kvaliteter, at det kunne konkluderes, at sagsøgte 1 havde benyttet sig af erhvervshemmeligheder eller handlet i strid med god markedsføringsskik, jf. Markedsføringsloven § 1 eller Markedsføringsloven § 10, stk. 3 og stk. 4.

Retten bemærkede, at Sunny-serien efter rettens opfattelse var udviklet af Poul Bøgsted (direktør for sagsøgte 1) baseret på hans egen erfaring inden for branchen og uden udnyttelse af erhvervshemmeligheder eller betroet materiale fra sagsøger. Sammenfaldet mellem sagsøgte 1's udvikling af Sunny og sagsøgte 2's ansættelse hos Jens Rasch (agent for sagsøgte 1) åbnede for muligheden for videregivelse af oplysninger, men retten lagde vægt på forklaringerne om, at ideen til Sunny kom fra Innatura-kædens programudviklere.

Konklusion

Retten fandt det ikke bevist, at sagsøgte 1 eller sagsøgte 2 havde handlet i strid med god markedsføringsskik eller overtrådt Markedsføringsloven § 1 eller Markedsføringsloven § 10, stk. 3 og stk. 4. Der var derfor ikke grundlag for at dømme de sagsøgte.

Sagsøger blev pålagt at betale sagsomkostninger på 20.000 kr. til hver af de sagsøgte inden 14 dage.

Parterne i sagen er anonymiseret til Sagsøger, Sagsøgte 1 og Sagsøgte 2.