Ansvarsbegrænsning for Søretlige Krav: Forholdet mellem Søloven, 1976-Konventionen og 1996-Protokollen

Sagen omhandlede en skibskollision den 11. juli 2002 i Kielerkanalen mellem M/S Uno og prammen "Dettmer Tank 46/116". Kollisionen resulterede i M/S Unos forlis, dødsfald, skade på prammen og lasten, samt omkostninger til bjergning og forurening. Interessentskabet Uno, reder for M/S Uno, og deres P&I-forsikringsselskab, Assuranceforeningen SKULD, var parter i sagen mod Wasser- und Schiffahrtsdirektion Nord (WSN), en tysk myndighed der havde afholdt udgifter til vragfjernelse.

Tyske Retsforfølgning og Fuldbyrdelse

WSN opnåede en dom fra Landgericht Itzehoe den 29. april 2003 for SDR 406.979 til dækning af vragfjernelsesomkostninger. Dette beløb var en begrænset del af WSN's fulde krav, idet Uno havde påberåbt sig ansvarsbegrænsning efter tysk ret og 1976-konventionen. Dommen blev retskraftig den 3. juli 2003. WSN anmodede herefter om fuldbyrdelse af dommen i Danmark. Fogedretten i Fredericia og Vestre Landsret stadfæstede fuldbyrdelsen, idet de fandt, at Uno ikke havde oprettet en ansvarsbegrænsningsfond i Danmark inden dommen blev retskraftig, og at 1976-konventionen havde forrang for EF-domskonventionen i spørgsmål om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser.

Oprettelse af Begrænsningsfond i Danmark

Den 29. marts 2004 begærede Uno oprettelse af en ansvarsbegrænsningsfond ved Sø- og Handelsretten i medfør af Søloven § 177. Retten afsagde kendelse den 2. april 2004, hvorved fondens beløb blev fastsat til 406.979 SDR (baseret på 1976-konventionens regler, jf. Søloven § 175, stk. 3) med tillæg af renter og et beløb til administrationsomkostninger, i alt ca. 3,9 mio. DKK plus 100.000 DKK. Fonden blev formelt oprettet den 5. april 2004, og en bekendtgørelse om fondsoprettelsen blev indrykket i Statstidende med anmeldelsesfrist den 1. juli 2004.

Tvisten for Sø- og Handelsretten

Efter fondsoprettelsen opstod der tvist mellem WSN og Uno om flere spørgsmål, som blev behandlet af Sø- og Handelsretten:

• Om fonden var oprettet med rette.
• Om WSN's anmeldte krav kunne begrænses yderligere end det tyske domsbeløb.
• Om hvilket krav der kunne anmeldes i begrænsningsfonden (det fulde krav, domsbeløbet eller differencen).

WSN anmeldte sit krav på 406.979 SDR den 11. juni 2004, men senere opjusterede det til det fulde krav på 979.856,71 EUR. Andre krav fra Staatliches Umweltamt Itzehoe og Tryg Forsikring blev også anmeldt.

Parternes Påstande og Argumenter

Uno og Skuld påstod:

• WSN's krav skulle begrænses i henhold til sølovens ansvarsbegrænsningsregler gældende på skadestidspunktet (1976-konventionen).
• Fonden var oprettet med rette, da en begæring om udlæg baseret på en EU-dom opfyldte kriteriet i Søloven § 177.
• WSN havde præjudiceret sit krav ved at reducere det i den tyske sag, og kun domsbeløbet skulle anerkendes i fonden.
• Senere anmeldte krav fra WSN var for sent anmeldt og burde bortfalde, jf. Søloven § 238.
• 1976-konventionens regler (Sølovens kapitel 9a) skulle anvendes, da Danmark ikke var internationalt bundet af 1996-protokollen på tidspunktet for fondsoprettelsen, uanset national ikrafttræden af ændringsloven.

WSN påstod:

• Uno skulle anerkende, at det beløb, der var omfattet af Vestre Landsrets afgørelse, skulle afvises som krav i fonden, og at øvrige krav skulle begrænses efter reglerne gældende på begæringstidspunktet (1996-protokollen).
• Tvangsfuldbyrdelse af en dom berettigede ikke til oprettelse af en begrænsningsfond.
• Ansvarsbegrænsningsfonden skulle oprettes for et beløb på 1.000.000 SDR efter 1996-protokollens regler, da Søloven § 170, stk. 1 fastsætter, at disse regler finder anvendelse i alle tilfælde, hvor ansvarsbegrænsning påberåbes ved dansk domstol. Undtagelsen i Søloven § 170, stk. 2 fandt ikke anvendelse, da Danmark var bundet af 1996-protokollen på tidspunktet for begæringen.
• WSN havde ikke præjudiceret sit krav i Tyskland, og den sene anmeldelse var ikke præklusiv.

Sø- og Handelsretten afsagde deldom i sagen og traf afgørelse om fondens oprettelse og begrænsning af WSN's krav.

Rettens Vurdering af Fondens Oprettelse

Retten fandt, at en anmodning om eksekution af en retskraftig dom fra Landgericht Itzehoe, der vedrørte et krav, som efter sin art kunne begrænses, kunne danne grundlag for oprettelse af en begrænsningsfond i Danmark i henhold til Søloven § 177. En modsat fortolkning ville stride mod formålet med 1976-konventionen og 1996-protokollen. Det forhold, at der forelå en retskraftig dom fra et andet EU-land, afskar ikke fra ansvarsbegrænsning ved oprettelse af en fond i Danmark. Retten henviste til EF-domskonventionens artikel 57 og EF-domstolens dom i sagen Mærsk Olie og Gas A/S mod Firma M. de Haan og W. de Boer (C-39/02), som understøttede, at 1976-konventionen og 1996-protokollen har forrang for EF-domskonventionen.

Anvendelse af Ansvarsbegrænsningsregler

Retten fastslog, at ansvarsbegrænsningsfonden af 5. april 2004 skulle oprettes med beløb i henhold til 1976-konventionen (Sølovens kapitel 9a). Selvom de ændrede regler i Søloven § 170 (implementerende 1996-protokollen) trådte i kraft nationalt den 1. januar 2004, var Danmark ikke internationalt bundet af 1996-protokollen før den 13. maj 2004. Derfor var betingelserne for anvendelse af 1976-konventionen opfyldt på tidspunktet for fondsoprettelsen.

WSN's Krav i Fonden

Retten gav Uno medhold i, at WSN's anmeldte krav skulle begrænses i henhold til sølovens ansvarsbegrænsningsregler gældende på skadestidspunktet. WSN's frafald af en del af sit krav over for Landgericht Itzehoe under den tyske retssag afskar ikke WSN fra at gøre det fulde krav gældende i den danske begrænsningsfond. Det tjente ikke et fornuftigt formål at opretholde det fulde krav i Tyskland, da det var uigennemførligt der, og Uno havde endnu ikke oprettet en begrænsningsfond i Danmark. WSN's delkrav på 73.459,30 EUR, anmeldt den 26. november 2004, var ikke udelukket fra dækning på grund af anmeldelsestidspunktet, da det blev anmeldt inden fonden var klar til udlodning, jf. Søloven § 238.