Stadfæstelse af afslag på lovliggørende dispensation til fjernelse af dige på Ærø

Sagen omhandler en klage over Ærø Kommunes afgørelse af 16. januar 2017, hvor kommunen meddelte afslag på en ansøgning om lovliggørende dispensation til fjernelse af et jorddige (D00.038.342) på en ejendom i Voderup By, Tranderup.

Slots- og Kulturstyrelsen havde den 1. november 2016 varslet påbud om retablering af forhold vedrørende overtrædelse af Museumslovens § 29 a, stk. 1, hvorefter ejendommens ejer ansøgte om dispensation.

Dige D00.038.342

Diget er fjernet i sin helhed som følge af fjernelse af rødder og stød fra fældet beplantning samt stærk nedslidning forårsaget af kreaturer i perioden 2010-2014. Digefoden er ligeledes bortpløjet. Diget er et jorddige, opmålt til 1,1 meter i bredden og 0,3-0,4 meter i højden, baseret på sammenlignelige nabodiger.

Odense Museum har vurderet diget til at være et udskiftningsdige, etableret i forbindelse med udskiftningen af jorden i ejerlavet. Diget er indtegnet på historiske kort fra 1866 og 1880.

Klagerens argumenter

Klageren har anført, at han er villig til at bibeholde et andet dige på ejendommen, hvis han kan få dispensation til at opretholde fjernelsen af dige D00.038.342. Det er klagerens opfattelse, at diget lovligt kunne fjernes, da det fremstod som en sort streg på et kort udleveret af Fyns Amt i 2004. Klageren er uenig i Ærø Kommunes fortolkning af kortmaterialet og mener, at den sorte streg indikerer, at diget lovligt kan fjernes, hvilket også var landinspektørens opfattelse.

Ærø Kommunes afgørelse

Ærø Kommune meddelte afslag på dispensationen med den begrundelse, at diget er registreret på det sidste 4 cm-kortværk fra før 1992 og dermed er beskyttet. Kommunen anførte, at en væsentlig jordbrugs- eller anden økonomisk eller rekreativ interesse ikke er tilstrækkelig begrundelse for et indgreb. Diget vurderes at have en høj kulturhistorisk, biologisk og landskabelig værdi. Kommunen afviste klagerens fortolkning af kortet og forklarede, at den sorte streg illustrerer digesignaturer, mens en orangegul streg indikerer beskyttelse. Kommunen afviste også tilbuddet om et erstatningsdige, da det ikke ville kunne erstatte den kulturhistoriske værdi af det oprindelige dige og desuden ikke ville være beskyttet efter museumsloven.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har stadfæstet Ærø Kommunes afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation til fjernelse af dige D00.038.342.

Lovgrundlag for digebeskyttelse

Nævnet bemærker, at der efter Museumslovens § 29 a, stk. 1, ikke må foretages ændringer i tilstanden af sten- og jorddiger eller lignende. Formålet med denne forbudsbestemmelse er at sikre diger som kulturhistoriske spor samt deres biologiske og landskabelige interesser. Bestemmelserne er udmøntet i Bekendtgørelse om beskyttede sten- og jorddiger og lignende § 1, stk. 1, nr. 4, som fastslår, at diger angivet på Geodatastyrelsens kortværk Danmark (1:25.000) i den seneste reviderede udgave før 1. juli 1992 er omfattet af beskyttelsen. Da det aktuelle jorddige er angivet på dette kortværk, er det beskyttet efter museumsloven. Klagerens fortolkning af kortmaterialet kan ikke føre til et andet resultat.

Vurdering af digets værdi

Efter praksis er det tilstrækkeligt, at et dige vurderes værdifuldt i én henseende (landskabeligt, kulturhistorisk eller biologisk) for at være beskyttelsesværdigt. Nævnet lægger til grund, at diget har både kulturhistorisk, landskabelig og biologisk værdi, baseret på oplysninger fra Slots- og Kulturstyrelsen og kommunen.

Dispensation og restriktiv praksis

Dispensation fra forbuddet mod tilstandsændringer kan kun gives "i særlige tilfælde" jf. Museumslovens § 29 j, stk. 2. Dette indikerer, at der kun sjældent kan gøres undtagelser, især ved væsentlige indgreb som nedlæggelse. Nævnets praksis for dispensation til nedlæggelse, flytning m.v. af diger i forbindelse med landbrugets drift er yderst restriktiv. Det er ikke tilstrækkeligt at påvise driftsmæssige eller økonomiske interesser for at opnå dispensation.

Erstatningsdige

Miljø- og Fødevareklagenævnet vurderer, at et erstatningsdige almindeligvis ikke kan erstatte den kulturhistoriske værdi, der knytter sig til den autentiske placering og udformning af et oprindeligt dige. Erstatningsdiger kan derfor normalt ikke i sig selv begrunde dispensation til at fjerne et dige, selv hvis det oprindelige dige har begrænset længde og højde.

Nævnet finder ikke, at der i den konkrete sag foreligger særlige omstændigheder, der kan begrunde en fravigelse af den restriktive praksis på området. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Museumslovens § 29 x.