Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Sagen omhandler en klage over Viborg Kommunes afslag på lovliggørende dispensation fra søbeskyttelseslinjen til at bibeholde en konstruktion på en ejendom ved Nørresø. Konstruktionen, der er 9,3 m² stor og ca. 1,9 m høj, er placeret ca. 1,3 m fra søen og er en del af en tidligere havepavillon, hvor taget nu er fjernet, så den fremstår som en åben konstruktion med en bagvæg og to mindre sidevægge. Klager ansøgte om dispensation den 29. oktober 2015.
Den 9. december 2014 meddelte Viborg Kommune afslag på dispensation til den daværende havepavillon og varslede påbud om fjernelse. Kommunen henviste til en strategi fra 2003 for administration af sønære arealer ved Nørresø, som inddeler områderne i tre zoner:
Den ansøgte konstruktion var placeret i Zone 1, hvor kommunens praksis siden 2003 har været at afslå ansøgninger om byggeri af den ansøgte type. Kommunen fandt ikke, at der var anført forhold, der kunne begrunde en afvigelse fra denne praksis, og anførte, at det ikke var tilstrækkeligt, at konstruktionen ikke var til gene, da søbeskyttelseslinjen er en forbudsbestemmelse.
Kommunens afgørelse blev påklaget til Natur- og Miljøklagenævnet, som den 12. marts 2015 stadfæstede afslaget. Nævnet lagde vægt på, at opførelsen af pavillonen ikke ansås for et nødvendigt formål, der burde gå forud for den generelle beskyttelsesinteresse, samt hensynet til præcedensvirkningen. Efterfølgende påbød kommunen fjernelse af pavillonen, men kun taget blev fjernet.
Klager ansøgte herefter om lovliggørende dispensation til at beholde den resterende del af konstruktionen. Viborg Kommune meddelte den 30. november 2015 afslag med samme begrundelse som i den tidligere sag. Kommunen bemærkede, at konstruktionen let kunne flyttes længere tilbage på grunden, så søbræmmen fortsat friholdes, og at en dispensation ville skabe præcedens for lignende byggeri helt ned til søen.
Klagen blev indgivet den 14. december 2015 og overført til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 1. februar 2017. Klager gjorde gældende, at konstruktionen ikke var i strid med formålene for søbeskyttelseslinjen, da den ikke skæmmede området eller var til gene. Klager henviste desuden til, at der på andre ejendomme langs Nørresø var opført lignende konstruktioner tæt på vandkanten, og at området i forvejen var tæt bebygget. Viborg Kommune oplyste, at de ville undersøge forholdene på naboejendommene og bekræftede, at en pavillon på naboejendommen var fjernet efter kommunens håndhævelse.
Miljø- og Fødevareklagenævnet har stadfæstet Viborg Kommunes afslag på lovliggørende dispensation til at bibeholde konstruktionen på ejendommen ved Nørresø. Afgørelsen er truffet i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2, jf. Naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 1, som forbyder placering af bebyggelse inden for 150 m fra søer på 3 ha og derover (sø- og åbeskyttelseslinjen).
Nævnet fastslår, at den omhandlede konstruktion er omfattet af forbuddet i Naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 1, og at en bibeholdelse derfor kræver dispensation. Det beror på et konkret skøn, om der er en tilstrækkelig tungtvejende grund til at dispensere. Nævnets praksis lægger vægt på, om formålet med det ansøgte er så væsentligt, at den generelle beskyttelsesinteresse bør vige. Hovedformålet med sø- og åbeskyttelseslinjerne er at sikre søer og åer som værdifulde landskabselementer og som levesteder for plante- og dyreliv.
Nævnet lægger også vægt på hensynet til præcedensvirkningen, da en dispensation i én sag kan skabe grundlag for lignende sager i fremtiden, hvilket kan stride mod beskyttelsesformålet. Den generelle beskyttelsesinteresse vejer tungt, selvom den enkelte sag kan have begrænset betydning. Det indgår desuden i vurderingen, om der er mulighed for en alternativ placering af bebyggelsen uden for beskyttelseslinjen eller med større afstand til søen. Hvis en alternativ placering er mulig, kan der meddeles afslag alene på dette grundlag.
Miljø- og Fødevareklagenævnet finder, uagtet at konstruktionens tag nu er fjernet, at formålet med konstruktionen fortsat ikke er så væsentligt, at det bør gå forud for den generelle beskyttelsesinteresse. Nævnet bemærker, at det ifølge kommunens oplysninger vil være muligt at flytte konstruktionen længere tilbage på grunden, så søbræmmen friholdes i overensstemmelse med kommunens strategi. Klagerens argumenter om, at konstruktionen ikke skæmmer området, eller at der findes andre ulovlige konstruktioner, kan ikke føre til et andet resultat. Spørgsmål om andre ulovlige bebyggelser henhører under Viborg Kommune som tilsynsmyndighed. Nævnet finder samlet set ikke grundlag for at tilsidesætte Viborg Kommunes vurdering af sagen og stadfæster derfor afslaget.
Regeringen går nu videre med udpegningen af de første 17 arealer til energiparker, som skal bidrage til en firedobling af grøn strøm fra sol og vind på land.
Kystdirektoratet
Sagen omhandler en klage over Skanderborg Kommunes afslag på dispensation til opførelse af et nyt fritidshus inden for søbeskyttelseslinjen på en sommerhusejendom i landzone. Ejendommen, der er på ca. 975 m², ligger i første række til F2 og er fuldt omfattet af søbeskyttelseslinjen. Der findes et eksisterende fritidshus på ca. 50 m² fra 1925 på ejendommen.
Ejendommens ejer ansøgte om dispensation til at opføre et nyt fritidshus på ca. 64,5 m² med et overdækket areal på ca. 8 m², som erstatning for det eksisterende hus. Det nye hus skulle placeres på ejendommens sydøstlige hjørne og opføres i træ med sorte betonteglsten.
Skanderborg Kommune meddelte afslag på dispensation fra søbeskyttelseslinjen i henhold til og , samt afslag på landzonetilladelse efter . Kommunen begrundede afslaget med, at det ansøgte fritidshus' størrelse ville påvirke søen som landskabselement og forringe udsynet fra den offentlige vej. Kommunen lagde vægt på hensynet til områdets naturmæssige og landskabelige interesser og frygtede en uønsket præcedensvirkning. Kommunen bemærkede desuden, at tidligere tilladelser til helårshuse på naboejendomme ikke skabte præcedens, da praksis for helårshuse er mindre restriktiv end for fritidshuse.
Minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin vil med en ændring af planloven give kommunerne mulighed for at placere nye boliger i det åbne land, fx når boliger må nedrives i forbindelse med etablering af grøn energi eller udvidelse af motorveje mv.
Administrationsgrundlaget for søterritoriet danner grundlag for forvaltningen af havet i forhold til anlæg og aktiviteter, som er omfattet af kystbeskyttelsesloven.
Klageren påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet med følgende hovedpunkter:
Skanderborg Kommune fastholdt sin afgørelse og henviste til, at administrationspraksis for fritidshuse er mere restriktiv end for enfamiliehuse, både efter Planloven § 35 og Naturbeskyttelsesloven § 16. Kommunen understregede, at de tidligere sager om helårshuse ikke var sammenlignelige, da de involverede erstatning af eksisterende huse med samme placering, og at der i et tilfælde løb en vej mellem bebyggelsen og søen. Desuden kræves der dispensation til opførelse af bebyggelser inden for søbeskyttelseslinjen, uanset om de er undtaget krav om byggetilladelse.
Miljø- og Fødevareklagenævnet (MFKN) traf den 12. november 2018 afgørelse om at afvise realitetsbehandling af en klage o...
Læs mereNatur- og Miljøklagenævnet behandlede en klage over Hedensted Kommunes afgørelse om lovliggørende landzonetilladelse og ...
Læs mere