Stadfæstelse af afslag på lovliggørende dispensation vedrørende naturbeskyttelseslinje

Miljø- og Fødevareklagenævnet (MFKN) traf den 12. november 2018 afgørelse om at afvise realitetsbehandling af en klage over Kystdirektoratets afslag på lovliggørende dispensation til en pavillon inden for strandbeskyttelseslinjen. Afvisningen skyldtes, at klagefristen angiveligt var overskredet, da klagen blev indgivet via klageportalen den 6. oktober 2018, efter fristens udløb den 2. oktober 2018.

Klager anmodede gentagne gange om genoptagelse, idet det blev anført, at klagen var sendt rettidigt til Kystdirektoratet via e-boks den 2. oktober 2018, og at der var vanskeligheder med at uploade klagen til klageportalen. Klager henviste også til eksisterende bebyggelse inden for strandbeskyttelseslinjen på omkringliggende ejendomme.

MFKN afviste oprindeligt genoptagelsesanmodningerne. Imidlertid vurderede Folketingets Ombudsmand i en udtalelse af 12. juni 2020, at en klage skal anses for rettidig, hvis den først er indgivet på en anden måde end via Klageportalen inden for fristen, og klager derefter retter op på fejlen efter vejledning fra myndigheden. På baggrund heraf besluttede MFKN at genoptage behandlingen af klagesagen.

Ejendommen og pavillonen

Ejendommen er et sommerhus beliggende direkte ud til Roskilde Fjord i Jægerspris, delvist omfattet af strandbeskyttelseslinjen. Ca. 1.350 m² af ejendommens kystnære arealer ligger inden for denne linje, herunder en pavillon opført i 2002. Pavillonen er ca. 5,5 m² og ligger ca. 60 meter fra kysten og 62 meter fra beboelsen. Den anvendes til opbevaring af haveredskaber og havemøbler samt til fugleobservation.

Kystdirektoratets afgørelse

Kystdirektoratet meddelte den 4. september 2018 afslag på lovliggørende dispensation til pavillonen i medfør af Naturbeskyttelsesloven § 15, stk. 1 og Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 3, nr. 1. Direktoratet vurderede, at pavillonen ikke var omfattet af undtagelsen i Naturbeskyttelsesloven § 15 a, stk. 3, da den ligger mere end 15 meter fra boligen. Desuden fandt direktoratet, at pavillonens fremskudte placering mod kysten medførte en negativ påvirkning af kystlandskabet, og den var derfor ikke omfattet af den lempeligere dispensationshjemmel.

Klagerens argumenter

Klager anførte, at pavillonen er en naturlig installation i haven, der ikke påvirker kystlandskabet negativt, og at den ikke er synlig fra den nærliggende sti. Klager mente, at der burde gives dispensation, da der i områdets omkringliggende ejendomme i forvejen er bebyggelse inden for strandbeskyttelseslinjen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet (MFKN) stadfæstede Kystdirektoratets afgørelse af 4. september 2018 om afslag på lovliggørende dispensation til pavillonen inden for strandbeskyttelseslinjen.

Nævnets prøvelse og bemærkninger

MFKN har i denne klagesag behandlet, om der kan gives lovliggørende dispensation til pavillonen. Nævnet bemærkede, at Kystdirektoratets tilsynsafgørelser efter Naturbeskyttelsesloven § 73, stk. 5 ikke kan påklages til MFKN, jf. Naturbeskyttelsesloven § 78, stk. 1, medmindre det drejer sig om fortolkningen af lovgrundlaget.

Nævnet henviste til Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, som indeholder et generelt forbud mod ændringer i tilstanden af arealer inden for strandbeskyttelseslinjen. Formålet er at friholde strandene og de umiddelbart bagvedliggende kystområder mod indgreb. Ved vurdering af lovliggørelse af et allerede etableret forhold skal det vurderes, om der ville være blevet dispenseret på forhånd, eller om der foreligger særlige forhold.

MFKN fandt, at undtagelsesbestemmelsen i Naturbeskyttelseslovens § 15 a, stk. 3 ikke finder anvendelse, da pavillonen ligger mere end 15 meter fra boligen. Ligeledes fandt nævnet, at pavillonen ikke er omfattet af Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 3, nr. 1, da den ikke kan anses for et mindre haveanlæg, og der er tungtvejende kystlandskabelige hensyn, der taler imod.

Forholdet skulle derfor vurderes efter den almindelige, restriktive dispensationshjemmel i Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, som kun tillader dispensation i særlige tilfælde. Nævnet lagde vægt på, at pavillonens fremskudte og fritliggende placering mod kysten medfører en negativ påvirkning af kystlandskabet. Det forhold, at pavillonen ikke er synlig fra stranden, blev ikke anset for et særligt forhold, da strandbeskyttelseslinjen også beskytter de bagvedliggende kystområder. Nævnet fremhævede den særligt restriktive praksis inden for den oprindelige 100 m-strandbeskyttelseslinje og risikoen for uønsket præcedensvirkning.

Klagerens henvisning til andre ejendomme i området med bebyggelse inden for strandbeskyttelseslinjen kunne ikke føre til et andet resultat, da der ikke forelå oplysninger om konkrete dispensationer til lignende anlæg, der kunne begrunde forskelsbehandling.

Afgørelse og gebyr

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Kystdirektoratets afgørelse. Som følge af afgørelsen tilbagebetales de indbetalte klagegebyrer fra nævnets tidligere afgørelser af 28. februar 2019 og 6. maj 2019, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 6.