Afslag på lovliggørende dispensation til sommerhus og udhus inden for strandbeskyttelseslinjen

Sagen omhandler et sommerhus og et udhus på en ejendom i Nordfyns Kommune, som er beliggende inden for strandbeskyttelseslinjen. Sommerhuset, der er 35 m² stort, blev opført i 1952, og et 10 m² udhus er også til stede på ejendommen. Ejendommen ligger i landzone, cirka 85 meter fra Båring Vig.

Historisk Baggrund og Dispensation

I 1964 blev sommerhusgrunden udstykket, og den daværende ejer købte arealet. I forbindelse hermed blev der meddelt en 15-årig dispensation, som løb frem til 1979. Denne dispensation blev tinglyst som en deklaration på ejendommen og indeholdt et vilkår om pligt til nedrivning af bygningerne ved dispensationens udløb. Bygningerne blev dog ikke revet ned, da ejeren mente, at myndighederne havde tilkendegivet en vilje til at forlænge dispensationen. Deklarationen er fortsat tinglyst på ejendommen.

Ansøgning og Kystdirektoratets Afgørelse

I august 2015 ansøgte klagers advokat Naturstyrelsen (nu Kystdirektoratet) om dispensation fra afstandskravet i henhold til Naturbeskyttelsesloven § 15 samt tilladelse til aflysning af den tinglyste deklaration. Ansøgningen argumenterede for, at bygningerne oprindeligt var lovligt opført, og at myndighederne havde udvist retsfortabende passivitet.

Kystdirektoratet meddelte den 1. december 2016 afslag på ansøgningen og påbud om at fjerne bygningerne. Direktoratet begrundede afslaget med, at sommerhuset ifølge luftfoto fra 1954 lå inden for den daværende 100-meter kystbeskyttelseslinje, hvilket også var lagt til grund af Ministeriet for Kulturelle Anliggender i 1964. Kystdirektoratet fandt desuden, at der ikke forelå myndighedspassivitet, da ejeren selv havde tinglyst deklarationen, og en dispensation ville kunne medføre uhensigtsmæssig præcedensvirkning.

Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet

Kystdirektoratets afgørelse blev påklaget den 22. december 2016. Klager anførte, at bygningerne på baggrund af private optegnelser kunne antages at være lovligt opført, og at kysterosion havde reduceret afstanden til kysten. Klager fremhævede også, at myndighederne havde udvist passivitet i 40 år, hvilket havde skabt en berettiget forventning om, at forholdene kunne opretholdes, og at der måtte være vundet hævd over tilstanden. Endelig blev det anført, at opretholdelse af forholdene ikke ville skade omgivelserne, og at en dispensation ikke ville skabe præcedens.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har stadfæstet Kystdirektoratets afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation til sommerhus og udhus inden for strandbeskyttelseslinjen. Nævnet vurderede sagen efter Naturbeskyttelsesloven § 15, stk. 1, som forbyder ændringer i tilstanden af arealer inden for strandbeskyttelseslinjen, og Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1, der kun tillader dispensation i særlige tilfælde.

Vurdering af Bygningernes Lovlighed og Passivitet

Nævnet lagde til grund, at bygningerne blev opført inden for den oprindelige 100-meter beskyttelseslinje. Dette blev understøttet af, at der i 1964 blev meddelt en dispensation, hvilket ikke ville have været nødvendigt, hvis bygningerne lå uden for linjen. Den tinglyste deklaration fra 1965, som den daværende ejer selv fik tinglyst, blev anset som en accept af, at dispensationen var fornøden.

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt ikke, at tilsynsmyndigheden havde fortabt retten til at kræve det ulovlige forhold lovliggjort på grund af den forløbne tid. Nævnet lagde vægt på, at den tinglyste deklaration tydeligt gjorde det klart for enhver ejer, at bebyggelsen var ulovlig fra 1979. Nævnet bemærkede desuden, at tilsynsmyndigheden ikke har pligt til at føre tilsyn med, at forholdene på ejendommen var bragt i overensstemmelse med den givne dispensation, og at myndighederne ikke havde foretaget sig noget, der kunne give klager en berettiget forventning om, at forholdet var lovliggjort. Nævnet afviste også, at der kunne vindes hævd over en ulovlig tilstand, da det i praksis ikke er muligt at vinde hævd over tilstande, som strider imod offentligretlige forskrifter.

Afslag på Dispensation

Nævnet vurderede, at der ikke forelå et særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation. Dette skyldes den restriktive praksis på området og den uønskede præcedensvirkning, en dispensation ville kunne medføre. Det forhold, at bebyggelsen ligger inden for den oprindelige 100-meter strandbeskyttelseslinje, var også afgørende. Nævnet fandt, at det forhold, at klager kunne have flyttet bebyggelsen ind bag 100-meter linjen i perioden indtil beskyttelseslinjen blev udvidet i 2001, ikke kunne føre til et andet resultat. Ligeledes kunne den lange tid uden håndhævelse ikke begrunde en dispensation, især da der var tinglyst deklaration om forholdet på ejendommen. Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Naturbeskyttelsesloven § 88, stk. 1.