Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation inden for strandbeskyttelseslinjen

Sagen omhandler en klage over Naturstyrelsens afslag på lovliggørende dispensation til et terrasseanlæg med integreret trappe og lamper, en flisenedkørsel, en del af et hegn langs det nordvestlige skel samt lamper langs hegn og terrasse på en ejendom i Slagelse Kommune. Ejendommen er beliggende i et sommerhusområde i første række til kysten, hvoraf 701 m² er omfattet af strandbeskyttelseslinjen.

Sagsforløb og Naturstyrelsens afgørelse

Sagen startede i august 2012 efter anmeldelser om terrasseudvidelse. En besigtigelse i juni 2013 afslørede etablering af et nyt terrasseanlæg, trappe, lamper, flisebelægninger, flisenedkørsel til vandet, jernbanesveller og opsatte lamper. Ejeren oplyste, at der var tale om udskiftning og udvidelse af eksisterende anlæg.

Naturstyrelsen varslede i november 2013 påbud om lovliggørelse af de konstaterede forhold. Klager anførte, at der ikke var tale om tilstandsændringer, der krævede dispensation, men snarere vedligeholdelse, og at lighedsgrundsætningen burde føre til dispensation, da andre lignende anlæg fandtes i området.

Naturstyrelsen meddelte den 7. april 2014 afslag på lovliggørende dispensation. Styrelsen anerkendte, at der tidligere havde været en terrasse og trappe, men fandt ændringerne så omfattende, at de ikke kunne betragtes som vedligeholdelse. Terrassen blev vurderet som dominerende og iøjnefaldende, flisenedkørslen som markant og skæmmende, og lamperne som fremmedelementer i kystlandskabet. Naturstyrelsen fandt ingen særlige forhold, der kunne begrunde dispensation, og lagde vægt på at undgå præcedensvirkning. Samtidig meddelte Naturstyrelsen påbud efter Naturbeskyttelsesloven § 73, stk. 2 og 5, jf. § 74, stk. 1.

Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet

Klager påklagede Naturstyrelsens afgørelse og anførte, at påbuddet var uklart, og at der ikke var foretaget tilstrækkelig partshøring vedrørende flisebelægningen. Klager fastholdt, at terrassen fungerede som kystbeskyttelse, og henviste til andre lignende tiltag på kyststrækningen for at underbygge argumentet om lighedsgrundsætningen. Klager påpegede desuden, at Naturstyrelsen ikke havde forholdt sig til muligheden for at retablere forholdene til det tidligere.

Naturstyrelsen fastholdt, at terrasseanlægget omfattede både træ- og flisedelen, og at påbuddet var klart. Styrelsen henviste til, at en genskabelse af tidligere forhold ville kræve en ny ansøgning med dokumentation.

Klager indsendte yderligere bemærkninger, hvor partshøringen blev fastholdt som utilstrækkelig, og de etablerede forhold blev igen karakteriseret som vedligeholdelse. Klager fremlagde fotos af andre ejendomme med lignende forhold og kritiserede Naturstyrelsens manglende vilje til at drøfte tilpasninger. Naturstyrelsen gennemgik de nævnte adresser og fandt to sager, hvoraf den ene vedrørte renovering af et lovligt bestående trappeanlæg, og den anden en renoveret støttemur til kystsikring.