Stadfæstelse af afslag på ansøgning om kystbeskyttelse i Frederikssund Kommune

Sagen omhandler en klage over Kystdirektoratets afslag på ansøgning om kystbeskyttelse ud for to matrikler, [adresse1] og [adresse2], i Frederikssund Kommune. Ansøgningen blev indsendt af Kyst-havneviden på vegne af den selvejende institution Løjerthuset, der ejer matriklerne.

Ansøgningens indhold og Kystdirektoratets varsling

Den oprindelige ansøgning fra maj 2014 omhandlede etablering af en lav skræntfodsbeskyttelse samt sandfodring. Formålet var forebyggende reetablering af skrænterne og genetablering af adgangstrapper, da stormen Bodil havde forøget risikoen for yderligere skred. Kystdirektoratet varslede i november 2014 afslag på den ansøgte stenrække, men tilbød tilladelse til opfyldning af erosionsskår.

Opsplitning af sagen og Kystdirektoratets afgørelse

Efter varslingen valgte de fleste ansøgere at ændre ansøgningen til kun at omfatte sandfodring. Klageren fastholdt dog ønsket om en stenrække og anmodede om en særskilt afgørelse for deres matrikler. Kystdirektoratet meddelte den 24. april 2015 afslag på klagerens ansøgning om kystbeskyttelse. Afgørelsen blev truffet med henvisning til Kystbeskyttelseslovens § 16, stk. 1, nr. 1 og lagde vægt på behovet for kystbeskyttelse, foranstaltningernes tekniske og miljømæssige kvalitet, kystlandskabets bevarelse og naturens frie udfoldelse. Kystdirektoratet vurderede, at der ikke var en aktuel trussel mod bebyggelsen på [adresse2] inden for ca. 25 år, da den lå 40-45 meter fra kystskråningen, og at [adresse1] var et ubebygget areal. Det blev også anført, at det ikke er praksis at meddele erosionsbeskyttelse af skove, haver, skrænter og naturarealer, og at kystbeskyttelse bør ske med bløde materialer.

Klagerens anbringender

Klageren påklagede afgørelsen og anførte, at andre grundejeres tilkørsel af sten mod nord havde medvirket til skaderne efter stormen Bodil. Klageren bestred Kystdirektoratets vurdering af erosionen og henviste til et væltet grantræ, der havde efterladt et dybt krater, samt underminering af skrænten ved [adresse2]. Klageren fandt sandfodring nytteløst og mente, at en stenrække var nødvendig. Endvidere blev det anført, at kyststrækningen var livsfarlig, og at børn ikke længere kunne opholde sig der uden voksenledsagelse, hvilket begrænsede den rekreative udnyttelse.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har stadfæstet Kystdirektoratets afgørelse om afslag på ansøgning om kystbeskyttelse.

Nævnets kompetence og vurdering

Nævnet bemærkede, at afgørelser efter Kystbeskyttelseslovens § 16, stk. 1, nr. 1 kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet i henhold til , for så vidt angår retlige spørgsmål. Dette omfatter, hvorvidt afgørelsen har hjemmel i loven og er i overensstemmelse med forvaltningsretlige principper. Derimod er skønsmæssige spørgsmål, såsom behovet for kystbeskyttelse, den tekniske vurdering og den rekreative benyttelse, ikke klageberettigede.