Klage over Mariagerfjord Kommunes afgørelse om manglende påbud vedrørende vedligeholdelse af privat rørlagt vandløb

Klager var enig i, at afvandingsproblemerne skyldtes rørledningens manglende kapacitet, men var utilfreds med selv at skulle ansøge om og betale for en reguleringssag. Klager mente, at kommunen havde svigtet i etableringsfasen ved ikke at informere sommerhusejerne om de mangelfulde afvandingsforhold. Kommunen præciserede, at udstykningen var foretaget af en privat bygherre.

Miljø- og Fødevareklagenævnet forstod klagen således, at uenigheden ikke drejede sig om vedligeholdelsen af det private rørlagte vandløb, men derimod om, hvorvidt klager selv skulle ansøge om og afholde udgifterne til et eventuelt reguleringsprojekt.

Nævnets afgørelse

Nævnet bemærkede, at der ikke var truffet en afgørelse om regulering af det private rørlagte vandløb. På dette grundlag afviste Miljø- og Fødevareklagenævnet at realitetsbehandle klagen over Mariagerfjord Kommunes afgørelse af 22. august 2016 om ikke at udstede påbud om manglende vedligeholdelse af vandløbet.

Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne i henhold til Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8 og er endelig, idet den ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17.

Klagerens Anbringender

Klageren påklagede afgørelsen og anførte, at annekset blev bygget før Landvæsenskendelsen fra 1972, og at der ikke var gravet eller bygget siden. Klageren hævdede desuden, at annekset ikke var placeret ovenpå rørledningen, men ca. 1,5 meter vest for den, hvilket gav fri adgang til drænet. Klageren gjorde gældende, at vedligeholdelses- og reparationsarbejder påhvilede kommunen i henhold til 1972-kendelsen, og at kommunen manglede hjemmel til at træffe det pågældende påbud. Klageren havde selv foretaget en undersøgelse, der ikke viste forhindringer på det af kommunen angivne sted, men pegede på større avnbøge i skel som en mulig årsag. Klageren fastholdt klagen, da det ønskedes klarlagt, om kommunens fortolkning af lovgrundlaget var korrekt, og henviste til en ombudsmandsudtalelse vedrørende skelnen mellem vedligeholdelse og regulering.

Kommunens Svar

Syddjurs Kommune oplyste, at rørbruddet var blevet repareret af Ahl Drænlaug, og at sagen derfor var afsluttet, da afvandingsevnen var genetableret. Kommunen forklarede sin praksis for løbende vedligeholdelse, som omfattede frigravning af udløb, tilsyn, rensning og punktvise reparationer, herunder udskiftning af enkelte rørstykker. Kommunen anførte, at udskiftning af længere ledningsstrækninger blev betragtet som en regulering og dermed den enkelte grundejers ansvar, især da mange dræn var gamle og i dårlig teknisk stand.