Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Sagen omhandler en klage over Skive Kommunes afgørelse af 11. marts 2015, der vedrører et reguleringsprojekt for Grøft på Stengård samt tilhørende vedligeholdelsesbestemmelser. Kommunen ophævede samtidig en tidligere afgørelse fra 1994, da den blev anset for utilstrækkelig og svær at administrere.
Grøft på Stengård er en privat grøft på cirka 230 meter, der starter i en skovbevokset mose, som er beskyttet efter Naturbeskyttelseslovens § 3. Grøften løber gennem flere matrikler og udmunder i skrænten mod Sallingsund. Den er oprindeligt etableret for at optimere landbrugsjordens udnyttelse og er ikke målsat i vandplanerne.
I 1981 fastsatte landvæsensnævnet grøftens skikkelse og vedligeholdelse. I 1994 traf Sallingsund Kommune afgørelse om, at grøften skulle henligge i sin daværende tilstand uden uddybning eller opstemning, og kendelsen fra 1981 blev ophævet. Siden da har der været uenigheder om grøftens vedligeholdelse.
Skive Kommune genoptog sagen i 2013, da de fandt 1994-afgørelsen utilstrækkelig. Kommunen vurderede, at grøften havde en begrænsende effekt på mosens grundvandsstand, men at en oprensning til den oprindelige bundkote kun ville have en mindre effekt på afvandingsproblemerne i de tilstødende matrikler, som ligger i et lavningsområde. Kommunen fastsatte derfor grøftens fremtidige skikkelse og vedligeholdelse i overensstemmelse med dens nuværende dimensioner for at undgå at sænke grundvandsstanden yderligere eller ændre mosens tilstand. Den eksisterende rørbro skulle fjernes, da den udgjorde en potentiel spærring.
Klageren, bredejeren, anførte primært, at grøften er et enkeltmandsvandløb og derfor ikke omfattet af Vandløbslovens § 17. Klageren bestred også kommunens begrundelse for at ophæve 1994-afgørelsen og mente, at reguleringsprojektet var i strid med lovgivningen og foreliggende fakta. Klageren påpegede, at en ulovlig udgravning på anden mands ejendom, der forlænger grøften, ikke burde medføre, at grøften anses for at have interesse for flere. Klageren mente desuden, at rørbroen ikke var en spærring og ikke behøvede at blive fjernet.
Skive Kommune fastholdt, at grøften ikke var et enkeltmandsvandløb, da den havde en effekt på nabogrundene og dermed interesse for flere. Kommunen henviste til, at grøften oprindeligt blev anlagt for at afvande et moseområde, der strakte sig over flere matrikler med forskellige ejere, hvilket understøttede, at grøften havde interesse for flere end en enkelt. Kommunen kunne ikke finde bevis for den påståede ulovlige opgravning i år 2000 og bemærkede, at klageren kunne ansøge om en ny bro, der ikke ville fungere som en spærring.
Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet klagen over Skive Kommunes afgørelse om regulering af Grøft på Stengård, truffet med henvisning til Vandløbslovens § 17.
Nævnet vurderede sagen ud fra Vandløbslovens § 2, stk. 1 og Vandløbslovens § 2, stk. 2, som definerer, hvornår grøfter og lignende er omfattet af loven. Ifølge nævnets praksis er der tre retningsgivende kriterier for, hvornår en grøft er et vandløb i lovens forstand efter Vandløbslovens § 2, stk. 1:
Derudover skal der være tale om et vandløb, hvis tilstedeværelse og vedligeholdelse flere end en enkelt har interesse i, jf. Vandløbslovens § 2, stk. 2. Nævnet har tidligere fastslået, at grøfter er omfattet af loven, hvis de anvendes til at bortlede eller opsamle vand med en vis regelmæssighed, og der er et tilbagevendende behov for deres funktion, selvom dette behov ikke nødvendigvis er til stede størstedelen af året.
Miljø- og Fødevareklagenævnet konstaterede, at grøften er beliggende på klagers ejendom og forbundet til en mose, der berører flere ejendomme. Nævnet fandt, at det ikke kunne udelukkes, at grøften havde interesse for flere, og at den derfor ikke nødvendigvis var et enkeltmandsvandløb. Dog kunne nævnet ikke entydigt vurdere ud fra de foreliggende oplysninger, om grøften opfyldte kriterierne i Vandløbslovens § 2, stk. 1, da konkrete oplysninger om grøftens afstrømning manglede.
Nævnet bemærkede desuden, at der ikke forelå en tilladelse eller godkendelse efter Naturbeskyttelseslovens § 3 for den øverste strækning i mosen. Dette betød, at det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at en eventuel afstrømning fra mosen til grøften var lovligt tilvejebragt. Kommunen havde heller ikke tilstrækkeligt begrundet sin vurdering af, at afvandingen var lovlig.
Samlet set fandt nævnet, at Skive Kommune ikke i tilstrækkelig grad havde oplyst, om grøften var omfattet af Vandløbslovens § 2, stk. 1 og Vandløbslovens § 2, stk. 2. På baggrund heraf ophævede Miljø- og Fødevareklagenævnet Skive Kommunes afgørelse af 11. marts 2015 og hjemviste sagen til fornyet behandling.
En ny arbejdsgruppe med repræsentanter for en lang række organisationer og kommuner skal pege på en mulig løsning for Tange Sø. Vandmiljøet omkring søen er påvirket af spærringen ved Tangeværket.
Klimatilpasning
Sagen omhandler en klage over Fredericia Kommunes afslag på at påbyde oprensning af en privat skovgrøft på matrikel [matrikel1]. Klagen blev oprindeligt indgivet til Natur- og Miljøklagenævnet den 15. marts 2015 og er pr. 1. februar 2017 overført til Miljø- og Fødevareklagenævnet i henhold til Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 24, stk. 6.
Klager, der er nabo til den omhandlede ejendom, har anført, at kommunens vurdering af vedligeholdelsesbehovet er forkert, idet grøftens bund er hævet over tid på grund af manglende oprensning. Klager købte sin ejendom, matrikel [matrikel2], i 2013 af Fredericia Kommune, som ikke havde vedligeholdt grøften i de 6-7 år, de ejede arealet. Den tidligere private ejer af matrikel [matrikel1] har oplyst, at han heller ikke vedligeholdt grøften, selvom han mente, den trængte til oprensning.
Energistyrelsen har givet den endelige etableringstilladelse til Danmarks største havvindmøllepark, der med en kapacitet på 1 GW skal stå klar i Nordsøen i 2027.
Siden 1. januar 2021 har spildevandsselskaber håndteret klimatilpasning af tag- og overfladevand efter nye regler. Nu vurderes den praktiske anvendelse af reguleringen i en ny evaluering udarbejdet af Energistyrelsen og Miljøstyrelsen.
Den omhandlede skovgrøft er privat og er hverken beskyttet efter naturbeskyttelsesloven § 3 eller omfattet af et vandløbsregulativ. Ejerne af naboejendommen har ejet denne i over 30 år og har kun foretaget håndkraftig oprensning (fjernelse af blade og grene), aldrig opgravning. De mener, at grøften på klagers ejendom er gravet dybere end den oprindelige grøftebund.
Ved besigtigelser i januar efter en kraftig nedbørsperiode blev der konstateret vand i grøften på hele strækningen, men den var kun vandførende på den ca. 100 meter lange strækning mod søen. I november var hovedparten af strækningen tør. Dybden af den opgravede/oprensede grøft på matrikel [matrikel2] varierede fra 30 cm til 50 cm. Kommunen vurderede, at oprensningen på matrikel [matrikel2] var udført for dybt, hvilket resulterede i et for ringe fald mod nabomatrikel [matrikel1].
Det blev konstateret, at rørføringen under overkørslen og grøftens bund på matrikel [matrikel2] ligger ca. 30 cm lavere end naboens grøftebund. På nabomatrikel [matrikel1] svarer grøftens bund til underkanten af den gamle rørføring under overkørslen, hvilket indikerer, at grøftens lovlige dybde må ligge i samme kote. På baggrund heraf fandt Fredericia Kommune, at der ikke var grundlag for at påbyde yderligere oprensning.
Natur- og Miljøklagenævnet behandlede en klage over Furesø Kommunes godkendelse af et reguleringsprojekt i Enghaven, der...
Læs mereMiljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage fra Danmarks Naturfredningsforening over Silkeborg Kommunes afgørelse ...
Læs mere