Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Sagen omhandler Randers Kommunes afslag på retlig lovliggørelse af en rørlægning af et vandløb på en matrikel i Helstrup By, samt et påbud om genoprettelse af vandløbets oprindelige tilstand. Sagen har sin begyndelse i 2013, hvor kommunen konstaterede, at klager havde rørlagt en delstrækning af en grøft på ca. 175 meter.
Randers Kommune traf den 10. december 2013 afgørelse om afslag på retlig lovliggørelse af rørlægningen og udstedte samtidig påbud om genoprettelse af vandløbet til dets oprindelige tilstand, jf. Vandløbslovens § 54 a. Afgørelsen blev påklaget til Natur- og Miljøklagenævnet, som den 3. september 2014 hjemviste sagen til kommunens fornyede behandling. Nævnet henviste til Bekendtgørelse om vandløbsregulering og – restaurering m.v. § 18, som fastsætter, at vandløbsmyndigheden skal tage hensyn til samtlige afvandingsinteresser og sikre forenelighed med vandløbets miljømålsætning. Nævnet fandt, at kommunens afgørelse led af en væsentlig mangel, da den ikke konkret havde forholdt sig til projektets forenelighed med vandløbets målsætning i regionplanen.
Randers Kommune meddelte den 7. januar 2015 afslag på retlig lovliggørelse af rørlægningen og udstedte påbud om genoprettelse. Vandløbet var ikke målsat i den dagældende vandplan. Kommunen begrundede afslaget med, at rørlægningen ville forringe vandløbets nuværende kvalitet og være i strid med de generelle retningslinjer i vandplanen, som foreskriver forebyggelse af forringelse af overfladevand. Kommunen henviste til observationer af vandløbsdyr og planter nedstrøms rørlægningen.
Klager, repræsenteret af [virksomhed1], påklagede afgørelsen den 3. februar 2015. Klager gjorde gældende, at vandløbet ikke var målsat i vandplanerne, og at en manglende målsætning måtte betyde, at vandløbet ikke tillagdes nævneværdig miljømæssig værdi. Klager anførte, at rørlægningen ville begrænse okkerproblemer og bestred kommunens observationer af dyre- og planteliv. Klager mente desuden, at påbuddet om genoprettelse stillede klager dårligere end før, da det ikke præcist genskabte den oprindelige tilstand, især vedrørende afløbet under markvejen.
Under klagesagens behandling præciserede Randers Kommune, at genetablering af det åbne vandløb skønnes at være en miljømæssig forbedring, da rørlægningen blot forskyder okkerbelastningen længere nedstrøms. Kommunen vurderede endvidere, at vandkvaliteten opstrøms den rørlagte strækning var god, da den tilføres rent trykvand/kildevæld fra bakkerne. Klager fastholdt, at rørlægningen ville mindske okkerpåvirkningen og henviste til et brev fra Naturstyrelsen, der ifølge klager indikerede, at vandplanernes retningslinjer ikke fandt anvendelse i den konkrete sag.
Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet klagen over Randers Kommunes afslag på retlig lovliggørelse af en rørlagt vandløbsstrækning og det medfølgende påbud om genoprettelse.
Nævnet fastslog, at afgørelser om påbud efter Vandløbslovens § 54 a ikke kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet i sig selv, men at spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger et ulovligt forhold, kan påklages. Nævnet fandt, at klager i strid med Vandløbslovens § 17 havde rørlagt et vandløb og derved ændret dets skikkelse, hvilket kræver tilladelse fra vandløbsmyndigheden. Det ulovlige forhold skulle derfor vurderes som en ansøgning om retlig lovliggørelse.
Ved vurderingen af retlig lovliggørelse henviste nævnet til Bekendtgørelse om vandløbsregulering og – restaurering m.v. § 18, som kræver, at vandløbsmyndigheden tager hensyn til samtlige afvandingsinteresser og sikrer forenelighed med vandløbets miljømålsætning, fastsat i vandområdeplanen jf. Lov om vandplanlægning § 7. Nævnet inddrog også EU-Domstolens dom i sag C-461/13, der fastslår, at der ikke må meddeles tilladelse til rørlægning af et ikke-målsat vandløb, hvis det forringer tilstanden for et målsat vandløb eller risikerer at forhindre opnåelse af god tilstand for et målsat vandløb.
Nævnet bemærkede, at Randers Kommune ikke havde foretaget en egentlig vurdering af de afvandingsmæssige forhold i vandløbet, men alene taget hensyn til miljømæssige krav. Dette blev anset for en væsentlig mangel. Desuden fandt nævnet, at kommunen ikke kunne lægge vægt på en eventuel fremtidig målsætning for vandløbet, men alene den beskyttelse, vandløbet måtte have på afgørelsestidspunktet.
Miljø- og Fødevareklagenævnet vurderede, at de smådyr, der var fundet ved kommunens tilsyn og dannede grundlag for afslaget, ikke påvirkede målsætningen i det nærmeste målsatte vandløb, Nørreå, i positiv retning. Dette skyldtes, at to af arterne var negative diversitetsgrupper, og de øvrige var neutrale i den generelle DVFI-bedømmelse. Smådyrene kunne derfor ikke alene begrunde et afslag på rørlægning.
Nævnet konkluderede, at rørlægningen ikke nødvendigvis ville være i strid med de miljømæssige mål, og da kommunen ikke havde truffet sin afgørelse på baggrund af en konkret vurdering af de afvandingsmæssige hensyn, led afgørelsen af en væsentlig mangel.
På denne baggrund ophævede Miljø- og Fødevareklagenævnet Randers Kommunes afgørelse af 7. januar 2015 og hjemviste sagen til fornyet behandling. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Sagen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8. Sagen blev overført til Miljø- og Fødevareklagenævnet pr. 1. februar 2017, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 24, stk. 6.
En ny arbejdsgruppe med repræsentanter for en lang række organisationer og kommuner skal pege på en mulig løsning for Tange Sø. Vandmiljøet omkring søen er påvirket af spærringen ved Tangeværket.
Miljø- og Ligestillingsministeriet
Natur- og Miljøklagenævnet behandlede en klage over Furesø Kommunes godkendelse af et reguleringsprojekt i Enghaven, der omfatter Hesselbækken. Klagen blev indgivet af en bredejer, der anførte merudgifter til vedligeholdelse af den rørlagte del af Hesselbækken, manglende imødekommelse af et lodsejerforslag om et overfaldsbygværk, og manglende hensyntagen til projektets skadevirkninger.
Sagen omhandler et projekt, der har til formål at genskabe de oprindelige afvandingskanaler i Enghaven. Projektet omfatter oprensning af Hesselbækken, etablering af grøfter, afpropning af Hesselbækken ved indløbet til den rørlagte del, og etablering af et nyt forløb for vandet. Projektet berører et område, der delvist er beliggende indenfor Natura 2000-område N139 Øvre Mølleådal, Furesø og Frederiksdal Skov.
Furesø Kommune vurderede, at projektet ikke var VVM-pligtigt, og meddelte dispensation fra . Kommunen godkendte efterfølgende reguleringsprojektet, idet formålet er at genskabe de oprindelige afvandingskanaler og forbedre afvandingen i området. Klager anførte, at projektet vil medføre øgede vedligeholdelsesudgifter og skadevirkninger.
Med initiativer for knap 2,5 mia. kr. sætter regeringen gang i arbejdet for bedre miljø i vores vandløb og søer.
Den uvildige advokatundersøgelse viser, at der er sket fejl og forsømmelser i kommunens sagsbehandling, men advokatfirmaet finder ikke grundlag for at kritisere kommunens handlinger i forhold til at imødegå risikoen for jordskredet.
Natur- og Miljøklagenævnet bemærkede, at klagen har opsættende virkning i henhold til Vandløbslovens § 82, stk. 6. Nævnet vurderede, at projektet ikke vil påvirke Natura 2000-området væsentligt og fandt, at Furesø Kommune havde taget tilstrækkelig hensyn til afvandingsinteresser og miljømæssige målsætninger. Nævnet bemærkede, at det ikke har kompetence til at afgøre spørgsmål om økonomiske forhold, herunder bidragsfordeling.
Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Holbæk Kommunes afgørelse om, at en rørledning under klagers matr...
Læs mereSagen omhandler et påbud fra Odder Kommune til ejeren af V 1 om retablering af Åkær Å. Påbuddet vedrører en strækning af...
Læs mere