Klage over Helsingør Kommunes miljøscreening af forslag til lokalplan 1.159

Kommunens baggrund og bemærkninger

Natur- og Miljøklagenævnet havde den 15. juli 2014 ophævet Helsingør Kommunes tidligere afgørelse om miljøscreening af forslag til lokalplan 1.128, primært på grund af en betydelig sænkning af grundvandspejlet og behov for at klarlægge vibrationspåvirkninger på omkringliggende bygninger. Det nye forslag til lokalplan 1.159 adskilte sig ved ikke at indeholde en parkeringskælder, hvilket eliminerede behovet for grundvandssænkning.

Lokalplan 1.159 udlægger området til boliger (maks. 15 stk.), privat service, liberalt erhverv, offentlige og kulturelle formål samt en udvalgsvarebutik. Planen fastlægger to byggefelter med bygninger på op til 16,4 m og 13 m i højde og et bruttoetageareal på henholdsvis 1.575 m² og 1.145 m². Området er omfattet af kommuneplanens rammeområde 1.B.13 og ligger inden for kirkebeskyttelseslinjen og Kronborgs bufferzone.

Kommunen havde foretaget en miljøscreening og vurderet en række miljøparametre, herunder kulturarv, kystnærhed, jordforurening og vibrationer. Vedrørende vibrationer havde kommunen fastsat en grænseværdi på 3 mm/s for følsomme bygninger, baseret på tysk standard DIN 4150-3 og Miljøstyrelsens orientering nr. 9/1997. Kommunen krævede desuden forsikring, fotodokumentation og monitorering af vibrationer under byggeriet, jf. Byggeloven § 12.

Kommunen afviste klagernes retlige interesse for Danmarks Naturfredningsforening og Skt. Olai Menighedsråd, men oplyste, at den nye plan ikke indeholdt den parkeringskælder, der tidligere nødvendiggjorde en miljøvurdering. Kommunen fastholdt, at byggeriet ikke ville medføre en negativ ændring af byens profil eller kystlandskabet, og at det var i overensstemmelse med kommuneplanens retningslinjer for bufferzoner. Kommunen bemærkede desuden, at der ikke var truffet afgørelse efter Naturbeskyttelsesloven § 19, og at Stiftsøvrigheden ikke havde nedlagt veto mod planforslaget efter Planloven § 29, stk. 3.

Planklagenævnet behandlede klagen i henhold til Miljøvurderingsloven § 16, stk. 1, som henviser til klagereglerne i Planloven. Nævnet kunne alene tage stilling til retlige spørgsmål, herunder om der burde have været udarbejdet en miljøvurdering, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3.

Klageberettigelse

Planklagenævnet fandt, at Danmarks Naturfredningsforening, Helsingør, og Skt. Olai Menighedsråd var klageberettigede. Nævnet lagde vægt på deres tilknytning til lokalområdet, hvilket i praksis anses for tilstrækkeligt i sager om planlægning og miljøvurdering, da det understøtter offentlighedens inddragelse i planprocessen.

Miljøscreeningen

Nævnet vurderede planforslagene efter Miljøvurderingsloven § 3, stk. 1, nr. 3, som kræver en vurdering af, om planer kan få væsentlig indvirkning på miljøet. Kriterierne i Miljøvurderingsloven § 4, stk. 2 (der henviser til lovens bilag 2) blev inddraget i vurderingen.

Planklagenævnet bemærkede, at den tidligere afgørelse fra Natur- og Miljøklagenævnet, der krævede en miljøvurdering af lokalplan 1.128, ikke var relevant for det nye forslag 1.159, da sidstnævnte ikke indeholdt en parkeringskælder og dermed ikke medførte grundvandssænkning.

Vedrørende vibrationspåvirkninger fandt Planklagenævnet, at Helsingør Kommune i tilstrækkeligt omfang havde redegjort for fastsættelsen af grænseværdier for vibrationspåvirkningerne af de omkringliggende følsomme bygninger. Kommunen havde fastsat grænseværdierne til maksimalt 3 mm/s for følsomme bygningskonstruktioner, baseret på anerkendte standarder og Miljøstyrelsens vejledning.

Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens faglige vurdering af forholdene vedrørende vibrationspåvirkninger af omgivelserne. Nævnet fandt heller ikke i øvrigt grundlag for at tilsidesætte Helsingør Kommunes vurdering af, at der ikke var tale om en så væsentlig påvirkning af miljøet, at der var pligt til at udarbejde en miljøvurdering. Dette blev begrundet med, at der var tale om et begrænset byggeri (i alt 2.720 m²) i et allerede fuldt udbygget boligområde, der i den hidtidige planlægning var udlagt til boligformål.

Afgørelse

Planklagenævnet kunne på denne baggrund ikke give medhold i klagen. Helsingør Kommunes afgørelse om ikke at udarbejde en miljøvurdering af forslag til lokalplan 1.159 og kommuneplantillæg nr. 25 stod derfor ved magt. Det blev bemærket, at afgørelsen alene vedrørte forholdet til miljøvurderingsloven og ikke overensstemmelse med planloven i øvrigt. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.

De miljøscreenede planforslag, der blev endeligt vedtaget den 22. januar 2020, udlægger området til centerområde og offentlige formål, herunder boliger, sundhedsinstitutioner, fitnesscentre, offentlig administration, klinikker, caféer, restauranter og et bytorv. Planerne muliggør byggeri i 2 til 7 etager, med en maksimal højde på 23 m og en bebyggelsesprocent på 150 %. Regnvand skal håndteres lokalt via nedsivning eller afledning til forsinkelsesbassiner, der leder vandet til et tilløb til Råkildegrøften og Mastrup Bæk.

Kommunens screeningsafgørelse og klagepunkter

Kommunen vurderede i sin screeningsafgørelse, at planerne ikke ville have en væsentlig indvirkning på miljøet. Specifikt blev følgende parametre vurderet:

• Natura 2000-områder: Vurderet som 'ikke relevant/ingen indvirkning' grundet afstanden på 1,5 km.
• Rekreative arealer: Vurderet som 'ikke relevant/ingen indvirkning', da der sikres grønne områder og et torv.
• Begrænsninger og gener over for befolkningen: Vurderet som 'ikke relevant/ingen indvirkning', da etageantallet trappes ned mod tilstødende områder for at mindske skygge- og indbliksgener.
• Landskab: Vurderet som 'mindre indvirkning', da området er omkranset af bymæssig bebyggelse og har den eksisterende by som baggrund.
• Overfladevand: Vurderet som 'ikke relevant/ingen indvirkning', da området er planlagt til separatkloakering, og regnvand ledes til Mastrup Bæk og Råkildegrøften.
• Biologisk mangfoldighed samt flora og fauna: Vurderet som 'mindre indvirkning', da der ikke er § 3-beskyttede arealer inden for planområdet, og det meste har været landbrugsmæssigt dyrket.
• Kirke: Vurderet som 'mindre indvirkning', da den større byggehøjde ikke forventes at have væsentlig indvirkning på Støvring Kirke.

Klageren anførte, at screeningen var mangelfuld og ikke fyldestgørende. Klagepunkterne fokuserede på, at de rekreative arealer ville blive væsentligt indskrænket, at byggeriet ville medføre gener for naboer i form af skygge, indblik og udsyn, at kommunen ikke havde bevist, at planerne var uden betydning for Natura 2000-området, at bebyggelsen ville påvirke landskabet væsentligt, at regnvand ledes i en § 3-beskyttet sø uden tilstrækkelig redegørelse for forhindring af miljøfremmede stoffer, og at byggeri i 7 etager ville få betydning for Støvring Kirke som monument.