Afgørelse om opsættende virkning vedrørende VVM-pligt for maskinværksted i Lemvig

Sagen omhandler en klage over Lemvig Kommunes afgørelse af 3. maj 2017 om ikke-VVM-pligt for et projekt vedrørende opførelse af et nyt maskinværksted på [adresse1] i Lemvig. En omboende klagede den 31. maj 2017 til Natur- og Miljøklagenævnet, idet klager mente, at projektet krævede en VVM-redegørelse på grund af dets placering, og at kommunens screening var mangelfuld.

Klager anmodede desuden om, at byggeriet skulle stoppes, indtil en VVM-redegørelse forelå, hvilket Miljø- og Fødevareklagenævnet fortolkede som en anmodning om opsættende virkning.

Gældende lovgrundlag

Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærkede, at selvom planlovens regler om VVM er ophævet og erstattet af den nye miljøvurderingslov, finder de hidtil gældende regler anvendelse i denne sag. Dette skyldes, at klagen vedrører en afgørelse truffet før ikrafttrædelsen af den nye lov, jf. Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter § 57, stk. 7. Sagen behandles derfor efter den dagældende planlov.

Miljø- og Fødevareklagenævnet meddelte afslag på anmodningen om at tillægge klagen over Lemvig Kommunes afgørelse om ikke-VVM-pligt opsættende virkning. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1.

Begrundelse for afslag på opsættende virkning

Nævnet lagde til grund, at en klage efter Planloven § 58 c, stk. 1, nr. 2 som udgangspunkt ikke har opsættende virkning. Nævnet kan dog bestemme, at en tilladelse ikke må udnyttes, eller påbyde arbejdet standset, jf. Planloven § 60, stk. 7. Vurderingen af, om en klage bør tillægges opsættende virkning, beror primært på, om det er overvejende sandsynligt, at der foreligger en væsentlig overtrædelse af loven, samt risikoen for, at udnyttelse af tilladelsen vil påvirke muligheden for fysisk lovliggørelse, hvis klager får medhold.

Nævnet fandt, at der skal foreligge særlige forhold for at fravige lovens hovedregel, eksempelvis hvis det er åbenbart, at udnyttelse af godkendelsen vil medføre meget væsentlige miljøproblemer. På baggrund af de foreliggende oplysninger, herunder om jordforurening og støj, fandt Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke, at der var forhold, der kunne begrunde en fravigelse af hovedreglen om, at klagen ikke har opsættende virkning.

Ansøger bærer selv risikoen, hvis tilladelser udnyttes, mens klagesagen verserer. Afgørelsen om opsættende virkning begrænser ikke nævnets mulighed for senere at ophæve den påklagede afgørelse. Nævnet vil senere tage stilling til de rejste spørgsmål vedrørende VVM-reglerne.