Stadfæstelse af VVM-tilladelse til opstilling af to vindmøller på Tendrup Vestermark

Miljø- og Fødevareklagenævnet har meddelt afslag på anmodningen om at tillægge klagen over Odder Kommunes VVM-tilladelse opsættende virkning. Dette betyder, at VVM-tilladelsen og den tilhørende VVM-redegørelse forbliver gældende, mens nævnet behandler klagen over afgørelsens indhold.

Nævnets vurdering af opsættende virkning

Nævnet har lagt vægt på, at udgangspunktet i Planloven § 60, stk. 7 er, at en klage i en VVM-sag ikke har opsættende virkning. For at fravige denne hovedregel skal der foreligge særlige forhold, typisk hvis det er overvejende sandsynligt, at der er sket en væsentlig overtrædelse af loven, og at udnyttelse af tilladelsen vil forhindre fysisk lovliggørelse, hvis klager får medhold. Nævnet har vurderet, at der ikke er sådanne forhold i den aktuelle sag, der kan begrunde en fravigelse af hovedreglen.

Vurdering af EU-domme og SMV-direktivet

Miljø- og Fødevareklagenævnet har specifikt forholdt sig til klagernes henvisning til EU-dommen i sag C-290/15, Patrice D’Oultremont m.fl. mod Région Walonne. Nævnet bemærker, at vurderingerne i denne EU-dom, som omhandler Valloniens vindmøllebekendtgørelse, ikke uden videre kan overføres til den danske sag. Nævnet forstår EU-dommen således, at den vallonske vindmøllebekendtgørelse ikke havde været genstand for en strategisk miljøvurdering i overensstemmelse med SMV-direktivet, og at der var sket en omgåelse af direktivets forpligtelser.

I modsætning hertil konstaterer Miljø- og Fødevareklagenævnet, at der efter dansk lovgivning gælder et krav om SMV-screening og eventuelt udarbejdelse af en strategisk miljøvurdering forud for vedtagelsen af en kommunal vindmølleplan eller kommuneplantillæg. Da vindmølleprojektets placering ved Tendrup Vestermark har været underkastet en strategisk miljøvurdering i forbindelse med vedtagelsen af kommuneplanen og dens retningslinjer for vindmøller, er det nævnets foreløbige vurdering, at der ikke foreligger en væsentlig overtrædelse af EU-retten.

Konklusion

Nævnet har i sin afgørelse lagt vægt på følgende:

• Vurderingerne i den nævnte EU-dom kan ikke uden videre overføres til denne sag.
• Vindmølleprojektets placering har været underkastet en strategisk miljøvurdering i forbindelse med kommuneplanens vedtagelse.
• Nævnet kan ikke på et foreløbigt grundlag konkludere, at der foreligger en væsentlig overtrædelse af SMV-direktivet.
• Der vil ikke ske uoprettelig skade, hvis klagen ikke tillægges opsættende virkning.

Det bemærkes, at ansøger selv bærer risikoen, hvis den meddelte tilladelse udnyttes, mens klagesagen verserer. Afgørelsen om opsættende virkning begrænser ikke nævnets adgang til senere at ændre eller ophæve den påklagede afgørelse. Nævnet vil senere tage stilling til de øvrige spørgsmål rejst i klagen i forhold til VVM-reglerne. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1.

Støjpåvirkningerne blev beregnet efter danske regler, idet der blev taget højde for eksisterende danske og tyske vindmøller samt seks planlagte tyske vindmøller. Beregningerne viste, at støjgrænseværdierne for både udendørs (42/44 dB(A)) og indendørs (20 dB(A) lavfrekvent) opholdsarealer ville blive overholdt. Klager påpegede uoverensstemmelser mellem danske og tyske støjdata, en mulig opstilling af ni tyske vindmøller i stedet for seks, og at bløde undergrundsforhold kunne øge lavfrekvent støj. Kommunen fastholdt, at beregningerne var baseret på de bedst tilgængelige data og gældende regler, og at forskelle skyldtes nationale standarder. Kommunen afviste desuden, at undergrundsforholdene havde væsentlig betydning for støjudbredelsen.

Vedrørende vibrationer anførte klager, at VVM-redegørelsen ikke indeholdt en vurdering af vibrationsmæssige påvirkninger fra de bløde undergrundsforhold. Tønder Kommune bemærkede, at der ikke eksisterer praksis eller forskning, der dokumenterer, at undergrundsforhold har væsentlig betydning for vibrationsudbredelse fra vindmøller i drift.

For overfladevand og grundvandsforhold fremgik det af VVM-redegørelsen, at vindmøllerne opstilles på lavbundsarealer med lav risiko for okkerudledning. Der skulle foretages jordbundsundersøgelser, og midlertidig grundvandssænkning ville kræve tilladelse efter Okkerloven og Miljøbeskyttelsesloven. Klager påpegede problemer med overfladevand ved vindmølle nr. 3's placering, hvilket kommunen afviste som en generel tilstand, idet september 2017 var usædvanlig regnfuld.

VVM-tilladelsen og øvrige klagepunkter

Tønder Kommune meddelte VVM-tilladelse den 30. august 2017. Tilladelsen indeholdt vilkår om støjmålinger seks måneder efter idriftsættelse, med krav om støjdæmpning eller indstilling af drift, hvis grænseværdierne overskrides. Klager anførte, at der burde fastsættes vilkår om grundvandssænkning og overfladevand i tilladelsen. Kommunen svarede, at overholdelse af anden lovgivning er gældende uanset specifikke vilkår i VVM-tilladelsen.

Klager anførte desuden, at kommunen havde ophævet en registrering af en eng efter Naturbeskyttelseslovens § 3, hvilket klager mente havde forhindret projektet. Klager bemærkede også, at en ansvarsfraskrivelse i støjberegningerne skabte tvivl om deres gyldighed, og at den nuværende værditabsordning var utilstrækkelig. Tønder Kommune afviste, at ansvarsfraskrivelsen ugyldiggjorde redegørelsen, da kommunen stod inde for indholdet, og at værditabsordningen ikke var et spørgsmål under miljøvurderingsloven.