Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse om dispensation fra lokalplan vedrørende etageantal og terrænregulering

Kommunen oplyste, at ingen af klagerne fik tilsendt afgørelsen, da naboen ikke havde indsigelser, og grundejerforeningens bemærkninger ikke blev opfattet som negative. Kommunen erkendte, at det var en fejl, at terrænregulering ikke var medtaget i høringsbrevet, men fandt ikke fejlen væsentlig nok til at medføre bortfald af byggetilladelsen. Kommunen havde inddraget nabohensyn i vurderingen.

Bygherres advokat anførte, at dispensationerne ikke var i strid med lokalplanens principper, da bebyggelsen ikke afveg væsentligt fra øvrige bebyggelser i området. Det blev desuden fremført, at klagerne alene angik et af kommunen udøvet skøn, som ikke kunne påklages, og at nævnet i en lignende sag (NMK-33-02519) havde konkluderet, at det ikke var i strid med lokalplanens principper at dispensere fra § 7.1.4 og § 9.5. Kommunens sagsbehandlingsfejl havde ikke påvirket klagernes mulighed for at påklage afgørelsen.

Natur- og Miljøklagenævnet traf afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 4, som begrænser nævnets kompetence til retlige spørgsmål. Nævnet kan således efterprøve, om kommunens afgørelse har hjemmel i loven, om forvaltningslovens regler om partshøring er iagttaget, og om afgørelsen er sagligt begrundet. Nævnet kan derimod ikke efterprøve kommunens skønsmæssige vurdering af, om afgørelsen er hensigtsmæssig.

Sagsbehandlingsfejl og partshøring

Nævnet bemærkede, at kommunen i henhold til Planloven § 20, stk. 3 og Forvaltningsloven § 25 skulle have underrettet grundejerforeningen om afgørelsen med klagevejledning. Selvom dette ikke skete rettidigt, havde grundejerforeningen klaget rettidigt, og nævnet inddrog klagepunkterne i sin afgørelse. Manglen førte derfor ikke til afgørelsens ugyldighed.

Vedrørende den manglende orientering om terrænregulering i partshøringen fandt nævnet ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skønsmæssige vurdering af, at forudgående orientering om den tilladte terrænregulering var af underordnet betydning, jf. Planloven § 20, stk. 2. Nævnet fastslog desuden, at grundejerforeningen ikke havde en sådan væsentlig, retlig relevant og individuel interesse i sagen, at den kunne anses for part i henhold til Forvaltningsloven § 19. Kommunen var derfor ikke forpligtet til at partshøre foreningen.

Dispensation fra lokalplanens principper

Nævnet vurderede, at bestemmelserne i en lokalplan er bindende over for borgerne, jf. Planloven § 18. Dispensationer fra en lokalplan kan meddeles, hvis de ikke er i strid med planens principper, jf. Planloven § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver en ny lokalplan, jf. Planloven § 19, stk. 2.

Nævnet fastslog, at principperne i en lokalplan typisk omfatter formålsbestemmelsen, anvendelsesbestemmelser og den planlagte struktur. De omfatter derimod som hovedregel ikke detaljerede bestemmelser om bebyggelsens omfang, udformning og placering, medmindre disse er fastlagt for at fastholde en særlig udformning.

• Etageantal (§ 7.1.4): Lokalplanens § 7.1.4 om maksimalt 1½ etage blev anset for en sædvanlig bebyggelsesregulerende bestemmelse. Med henvisning til lokalplanens formåls- og anvendelsesbestemmelser i §§ 1 og 3, herunder en generel henvisning til maksimalt 2 beboelseslag, fandt Natur- og Miljøklagenævnet, at det ikke var i strid med planens principper at tillade byggeri i op til 2 etager.
• Terrænregulering (§ 9.5): Bestemmelsen i lokalplanens § 9.5 om terrænregulering blev anset for en såkaldt kompetencenorm, som kommunen kan udnytte efter en dispensationsprocedure i henhold til Planloven § 19 og under iagttagelse af Planloven § 20 om naboorientering. Nævnet kunne ikke efterprøve kommunens skøn i denne henseende.

Præcedensvirkning og saglig begrundelse

Nævnet bemærkede, at en dispensation i et konkret tilfælde ikke i sig selv skaber præcedens, der afskærer kommunen fra at håndhæve bestemmelserne i fremtiden.

Kommunens begrundelse for afgørelsen, herunder vanskelige terrænforhold og inddragelse af nabohensyn, blev anset for saglig. Nævnet fandt ikke grundlag for at fastslå, at afgørelsen var begrundet i usaglige hensyn.

Konklusion

Natur- og Miljøklagenævnet kunne således ikke give medhold i klagerne over Rudersdal Kommunes afgørelse af 23. juni 2014.