Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse om dispensation fra byplanvedtægt og bevaringsdeklaration

Kommunen fastholdt, at dispensationerne var givet for at minimere nabogener og var i overensstemmelse med lokalplanens intentioner. Kommunen anførte, at bevaringsdeklarationen var overholdt, og at kommuneplanen ikke er umiddelbart bindende for borgere. Klagerne kritiserede kommunens sagsbehandling som tendentiøs og efterrationaliserende, idet de mente, at dispensationerne var for vidtgående og i strid med byplanvedtægtens formål.

Natur- og Miljøklagenævnet kunne kun tage stilling til retlige spørgsmål i sagen, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 4. Nævnet bemærkede indledningsvis, at bestemmelser i en kommuneplan ikke er umiddelbart bindende over for borgere, men alene danner grundlag for efterfølgende lokalplanlægning, jf. Planlovens § 13, stk. 1, nr. 1.

Gældende retsgrundlag

Byplanvedtægt nr. 32 og den tinglyste bevaringsdeklaration er fortsat gældende i medfør af Planlovens § 68, stk. 2. Nævnet fastslog, at kommunens udnyttelse af kompetencenormer i sådanne planer skal ske via en dispensationsprocedure efter Planlovens § 19 og under iagttagelse af Planlovens § 20 om forudgående naboorientering.

Dispensation fra byplanvedtægten

Nævnet vurderede, at byplanvedtægtens § 3, stk. 3 (tagvinkel), § 3, stk. 4 (byggefelt), og § 5, stk. 3 (tagmateriale), ikke udgør en del af byplanvedtægtens principper. Principperne omfatter planens formålsbestemmelse, anvendelsesbestemmelser og den planlagte struktur, men som hovedregel ikke detaljerede bestemmelser om bebyggelsens omfang, udformning og placering, medmindre disse er fastlagt for at fastholde en særlig udformning. Da de pågældende bestemmelser ikke var en del af principperne, havde kommunen hjemmel i Planlovens § 19, stk. 1, til at meddele dispensation herfra efter naboorientering. En dispensationsbestemmelse i en byplanvedtægt, som byplanvedtægtens § 9, er fortrængt af planlovens § 19.

Derfor kunne Natur- og Miljøklagenævnet ikke give medhold i den del af klagen, der vedrørte den meddelte dispensation fra Byplanvedtægt nr. 32.

Bevaringsdeklarationen

Nævnet fandt, at bevaringsdeklarationen, der kræver kommunens forudgående godkendelse af ændringer i bebyggelsens ydre fremtræden, er en kompetencenorm. En godkendelse heraf forudsætter gennemførelse af en dispensationsprocedure efter Planlovens § 19 og Planlovens § 20 samt en konkret vurdering. Kommunen havde ikke fulgt denne procedure i relation til bevaringsdeklarationen.

Afgørelse

Natur- og Miljøklagenævnet gav delvist medhold i klagen vedrørende bevaringsdeklarationen. Den del af sagen, der omhandler bevaringsdeklarationen, blev hjemvist til Roskilde Kommunes fornyede behandling efter Planlovens § 19 og Planlovens § 20.

Nævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Planlovens § 62, stk. 1.

Klagen fra grundejerforeningen og naboejendommen

Grundejerforeningen og ejerne af en naboejendom påklagede kommunens afgørelse. Deres hovedargumenter var:

• Bygherren er en professionel entreprenør, der burde kende byplanvedtægtens bestemmelser.
• Kommunen havde ikke hjemmel i byplanvedtægtens § 10 til at meddele dispensationen, da områdets karakter skal fastholdes. Klagerne mente, at de dispenserede forhold var af så markant betydning, at en fysisk lovliggørelse eller en ny lokalplan var nødvendig.
• Arealet omfattet af strandbeskyttelseslinjen burde ikke medregnes i grundarealet ved beregning af udnyttelsesgraden.
• Den markante overskridelse af facadehøjden (§ 5.2) og den tætte placering af det hævede opholdsareal (§ 5.3) og udhuset (§ 5.4) ved skel var generende for privatlivets fred og naboerne.
• Ejerne af naboejendommen anførte desuden, at en del af kystsikringen var fjernet i forbindelse med bebyggelsens opførelse, hvilket kunne føre til oversvømmelser.