Stadfæstelse af landzonetilladelse til helårsbolig i Gribskov Kommune

Kommunens udtalelse

Kommunen fastholdt sin afgørelse og udtalte, at der var foretaget en konkret vurdering af projektet og dets påvirkning af omgivelserne efter en forudgående besigtigelse. Kommunen afviste, at der var tale om en praksisændring, men snarere en konkret vurdering, der set fra klagers side, kunne opfattes som en udvidelse af bebyggelsesmulighederne sammenlignet med klagerens situation i 2010.

Landzonereglerne

I landzone må der ikke uden tilladelse fra kommunen foretages udstykning, opføres ny bebyggelse eller ske ændring i anvendelsen af bestående bebyggelse og ubebyggede arealer, jf. Planlovens § 35, stk. 1. Der gælder efter loven en række undtagelser fra kravet om landzonetilladelse, jf. Planlovens § 5u, Planlovens § 36, Planlovens § 37 og Planlovens § 38. Hovedformålet med landzonereglerne er at forhindre byspredning i det åbne land og at sikre, at bymæssig udvikling sker, hvor der er planlagt for det. Reglerne skal administreres ud fra landskabelige, rekreative og arealressourcemæssige hensyn samt andre samfundsmæssige interesser. Ved afgørelsen kan der også tages hensyn til, om det ansøgte vil påføre naboer urimelige gener.

Natur- og Miljøklagenævnet stadfæstede Gribskov Kommunes afgørelse af 28. april 2016 om landzonetilladelse til opførelse af en ny helårsbolig. Afgørelsen blev truffet efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 1 og Planlovens § 35, stk. 1.

Nævnet lagde til grund, at kommunen i 2008 havde meddelt landzonetilladelse til udstykning af to nye grunde med henblik på opførelse af helårsboliger, og at denne afgørelse ikke blev påklaget. Selvom der var betingelser i den tidligere landzonetilladelse om udstykning vedrørende byggestil, fandt nævnet, at kommunen ikke var afskåret fra at meddele landzonetilladelse efter en konkret vurdering til den nu ansøgte udformning af boligen.

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at det ansøgte kunne tillades efter landzonereglerne. Nævnet lagde vægt på, at kommunen, efter besigtigelse, havde søgt boligen indpasset i forhold til de omkringliggende ejendomme, herunder med vilkår om farver og taghældning, så boligen ikke ville være afvigende i forhold til den øvrige bebyggelse i nærmiljøet. Nævnet fandt heller ikke, at opførelse af boligen på den ansøgte placering ville medføre urimelige gener for naboejendommen.

Det forhold, at kommunen tidligere måtte have meddelt landzonetilladelse til opførelse af en bolig på klagers ejendom på andre, mere restriktive forudsætninger, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet lagde vægt på, at kommunen havde foretaget en konkret vurdering, og at tilpasningerne af byggeriets udformning var begrundet i planlægningsmæssige og landskabelige hensyn.

Tilladelsen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter meddelelse, eller ikke har været udnyttet i 3 på hinanden følgende år, jf. Planlovens § 56, stk. 1. Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 17. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Planlovens § 62. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 9.

Kommunens vurdering

• Havearealet lå i forbindelse med stuehuset.
• Der var ingen oplysninger om en tidligere havepavillon på arealet.
• Afstanden mellem pavillonen og nærmeste bygning (en garage) var ca. 45 m.
• Det var muligt at opføre pavillonen tættere på eksisterende bebyggelse.
• Afstanden og vejen mellem pavillonen og den øvrige bebyggelse betød, at de ikke oplevedes som en samlet enhed.