Stadfæstelse af påbud om yderligere undersøgelse af forurening fra villaolietank

Kommunen lod i juli 2013 foretage en yderligere trykprøvning af sugeledningerne. Denne afslørede en utæthed på et 10 mm kobberrør under gulvet mellem køkken og bageri, lige op til kælderen med den konstaterede forurening. Dette var i modstrid med den første trykprøvning.

Kommunens andet undersøgelsespåbud og klage

Den 28. januar 2014 udstedte kommunen et nyt undersøgelsespåbud, denne gang med hjemmel i Jordforureningsloven § 48, stk. 1, da 68,7% af det opvarmede areal nu blev vurderet anvendt til beboelse. Begrundelsen var, at forureningen ikke var tilstrækkeligt afgrænset, der kun var én runde grundvandsprøver, og risikovurderingen var mangelfuld. Klager påklagede påbuddet og anførte, at kommunen ikke havde foretaget tilstrækkelige undersøgelser, at den senere trykprøvning var foretaget på rør, der potentielt var beskadiget, og at påbuddet var i strid med proportionalitetsprincippet. Klager havde desuden anlagt retssag mod sit forsikringsselskab, men tabte sagen i byretten i september 2015, da betingelserne for forsikringsdækning ikke var opfyldt.

Kommunen fastholdt, at forureningen stammede fra oliefyringsanlægget, baseret på forureningens art, placering nær de gamle føderør, og et beregnet overforbrug af olie. Kommunen afviste, at påbuddet var i strid med proportionalitetsprincippet, da de yderligere undersøgelser var nødvendige, og udgifterne var af mindre omfang.

Opgørelse af olieforbrug

Miljø- og Fødevareklagenævnet graddagskorrigerede olieforbruget for perioden 17. april 2008 – 22. maj 2012 for at belyse et eventuelt overforbrug. Nævnets opgørelse viste et betydeligt overforbrug af olie, især i perioden marts 2011 til december 2011, hvor sugeledningerne blev udskiftet. Dette understøttede, at en af de gamle sugeledninger var kilden til forureningen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærkede, at det graddagskorrigerede forbrug i måneder med lavt varmeforbrug var relativt højt, hvilket skyldtes forbruget til ovnene i bageriet. Graddagskorrektion giver derudover kun en indikation af et eventuelt overbrug, idet olie, der siver ud i jorden og bruges i ovnene, er uafhængigt af udetemperaturen.

Sagen blev overført til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 1. februar 2017, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 24, stk. 6. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 12 måneder, jf. Jordforureningsloven § 87, stk. 1.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæster Morsø Kommunes påbud af 28. januar 2014 om yderligere undersøgelse af forurening fra villaolietank. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17.

Det retlige grundlag

Sagen er behandlet med hjemmel i Jordforureningsloven § 48, stk. 1, som omhandler olieforureninger fra olietanke under 6.000 liter til boligopvarmning. Påbud kan gives, hvis der er risiko for skadelig virkning på grundvand, menneskers sundhed og miljøet i øvrigt, jf. Jordforureningsloven § 2. Påbudshjemlen skal administreres under hensyn til proportionalitetsprincippet, hvilket indebærer, at oprensning kan fraviges, hvis udgifterne ikke står i rimeligt forhold til faren. Højesteret har fastslået, at en restforurening som udgangspunkt ikke kan påbydes fjernet, hvis der er høj grad af sikkerhed for, at den ikke indebærer en miljø- eller sundhedsmæssig risiko. Enhver risiko for skadelig påvirkning af grundvandet kan begrunde et oprensningspåbud.

Miljø- og Fødevareklagenævnets bemærkninger

Forureningskilden

Nævnet vurderer, at forureningen sandsynligvis stammer fra ejendommens oliefyrsinstallation. Den utæthed, der blev konstateret ved trykprøvningen i juli 2013, og de høje koncentrationer af totalkulbrinter i nærheden af den formodede utæthed, understøtter dette. Det er usandsynligt, at forureningen med det observerede spredningsmønster og kildestyrke (2.700 – 4.500 liter olie) stammer udefra. Ophøret af olieopsamling efter udskiftning af sugeledningerne og et konstateret overforbrug af olie er ligeledes konsistent med, at en af de gamle sugeledninger var kilden.

Afgrænsning af forureningen og forureningsmængden

Nævnet finder, at forureningen ikke er endeligt afgrænset horisontalt under bygningen, og at den heller ikke er vertikalt afgrænset i jorden under bygningen. Der er påvist overskridelser af kvalitetskriterier i bunden af flere boringer. På grund af denne usikkerhed kan hverken oliespildet eller forureningsmængden fastslås med tilstrækkelig sikkerhed på det foreliggende grundlag, selvom restforureningen vurderes at udgøre en betragtelig oliemængde.

Risikovurdering

Grundvand

Nævnet bemærker, at der ikke er udtaget vandprøver i det område, hvor jordforureningen er kraftigst. Risikovurderingen kan derfor ikke alene baseres på eksisterende filtersatte boringer. Det kan ikke med høj grad af sikkerhed fastslås, at forureningen ikke udgør en risiko for det primære eller et sekundært grundvandsmagasin. Fremtidige risikovurderinger bør inddrage fugacitetsmæssige betragtninger, JAGG-beregninger og en mulig opadrettet gradient mellem grundvandsmagasinerne.

Kontaktrisiko

Nævnet tilslutter sig, at der ikke er umiddelbar risiko for kontakt med forureningen ved den nuværende boliganvendelse, men at der er risiko ved omfattende gravearbejde. Risikovurderingen bør også omfatte en situation, hvor der etableres en ny bolig på ejendommen.

Indeklima

Nævnet tiltræder, at forureningen udgør en risiko for indeklimaet i den nuværende bolig. De udførte poreluftmålinger er dog ikke foretaget i de kraftigste forureningsområder, hvilket betyder, at den maksimale påvirkning ikke er vurderet. Målingerne bør suppleres, og risikovurderingen bør også omfatte en situation med etablering af en ny bolig.

Proportionalitet

Nævnet finder, at de påbudte yderligere undersøgelser er nødvendige for at opnå den fornødne klarhed omkring forureningens omfang og de risici, den indebærer. Da hverken oliespildet eller forureningsmængden kan fastslås med tilstrækkelig sikkerhed, og da det ikke med høj grad af sikkerhed kan fastslås, at restforureningen ikke udgør en risiko for grundvand eller indeklima, er yderligere undersøgelser berettigede. Omkostningerne til de påbudte undersøgelser, estimeret til under 75.000 kr., vurderes at være af mindre omfang og dermed ikke i strid med det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip, især set i lyset af forureningens omfang og de potentielle risici.

• Kommunen vurderede, at ejerne kunne pålægges at undersøge forureningen i henhold til Jordforureningslovens § 40.
• Kommunen henviste til, at ejendomme med nedgravede olietanke over 6.000 liter har et skærpet ansvar ifølge miljøskadeerstatningsloven.
• Kommunen afviste, at forureningen skyldtes spild fra entreprenørmaskiner.