Jordforureningsloven § 48

Med bestemmelsen i stk. 1 gives miljømyndighederne mulighed for at meddele den, der på tidspunktet for udstedelsen af et påbud efter § 48 ejer den olietank, hvorfra forureningen antages at stamme fra, påbud om undersøgelser og foranstaltninger efter en jordforurening, forårsaget af en utæthed i eller spild i forbindelse med en olietank under 6000 liter, hvor 50% af det areal, der opvarmes af olie fra den pågældende olietank, anvendes til beboelse.

    Der kan meddeles påbud om afgivelse af oplysninger og foretagelse af undersøgelser i samme omfang som i medfør af § 40. Ligeledes fastlægges det, hvilke afhjælpende foranstaltninger et påbud kan indeholde. Dette kan såvel være fjernelse af den olieforurenede jord, genopretning af den hidtidige tilstand som afhjælpende foranstaltninger, som f.eks. afværgepumpning, jf. bemærkningerne til § 41. Med hensyn til oprydningsomfanget henvises ligeledes til bemærkningerne til § 41, hvor bl.a. det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip er omtalt. Herefter skal afværgeforanstaltningers omfang og omkostninger være i rimeligt forhold til det miljøproblem, der søges løst ved påbudet.

    Påbud kan meddeles, uanset hvordan forureningen er sket, og muligheden for at udstede påbud er således ikke betinget af, at myndighederne kan påvise en uforsvarlig adfærd hos tankejeren. Herved indføres der et ubetinget ansvar for oprydninger.

    Det er nærmere fastlagt i stk. 3, hvilke ejere der kan være adressater for et påbud udstedt i medfør af stk. 1.

    Bestemmelsen i stk. 1 omfatter alene olieforureninger, der konstateres efter en af ministeren nærmere fastsat dato. Det er ikke et krav, at forureningens fulde omfang og styrke er klarlagt, men blot at der er konstateret en forurening fra tanken. For forureninger, der allerede er erkendt inden denne dato, kan der ikke meddeles påbud i medfør af § 48, stk. 1.

    Det er således tidspunktet for forureningens konstatering, der er afgørende for, om der kan udstedes påbud efter det ubetingede forureneransvar. Efter de almindelige regler er det afgørende tidspunkt ikke, hvornår forureningen er konstateret, men derimod tidspunktet hvor forureningen er sket. Da påbud udstedt i medfør af stk. 1 således kan omhandle forureninger, der kan være sket inden lovens ikrafttræden, har bestemmelsen tilbagevirkende kraft, jf. afsnit 3 i de almindelige bemærkninger.

    Baggrunden for, at konstateringstidspunktet er valgt, er, at det i praksis er yderst vanskeligt teknisk at fastlægge tidspunktet for, hvornår en olieforurening er opstået, da måleresultater påvirkes af jordbundsforholdene på ejendommen, grundvandsstrømning, nedbørsmængder m.m. Ved at fastsætte tidspunktet for, hvornår der kan udstedes påbud, til konstateringstidspunktet undgås ligeledes komplicerede diskussioner mellem miljømyndigheden og den nuværende ejer om, hvorvidt forureningen er sket i den nuværende eller den tidligere ejers tid, og om hvem der kan anses som ansvarlig for forureningen.

    Det forventes, at datoen tidligst bliver fastsat til 1. januar 2000. Meddelelse af påbud i medfør af forslagets § 48, stk. 1, er betinget af, at den i § 49 nævnte forsikringsordning er etableret, jf. bemærkningerne til § 49. Baggrunden for, at det overlades til ministeren at fastsætte den nærmere dato, er, at det skal være muligt at iværksætte den i § 49 fastsatte forsikringsdækning. Derunder skal den forsikringsordning, der etableres, eventuelt godkendes i overensstemmelse med såvel de nationale som EU s konkurrenceregler.

    Da der i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 21, består en pligt for enhver ejer eller bruger af fast ejendom, der konstaterer en forurening af jorden, til at underrette kommunalbestyrelsen herom, regnes tidspunktet for forureningens konstatering i denne situation som underretningstidspunktet.

    Der kan ikke udstedes påbud i medfør af § 48, stk. 1, såfremt forureningen er sket før lovens ikrafttræden, og der foreligger en situation omfattet af § 49, stk. 2. Dvs. at forureningen er sket ved tankejerens forsætlige handlinger, eller hvor tankejeren vidste eller burde vide at installationerne ikke opfyldte olietankbekendtgørelsen eller hvor tankejeren ikke har fået leveret olie i henhold til regler herom. Baggrunden for denne undtagelse i påbudsadgangen er ønsket om at begrænse det med tilbagevirkende kraft ubetingede ansvar for tankejeren, til at omfatte de situationer, hvor der er mulighed for forsikringsdækning efter forslagets § 49. Der vil dog eventuelt være grundlag for at meddele påbud efter de øvrige bestemmelser, jf. henvisningen til stk. 6.

    Myndighederne er i dag pålagt en bevisbyrde, der i jordforureningssammenhæng kræver en omfattende indsats, idet myndigheden skal bevise, hvordan forureningen er sket, om dens opståen skyldes uforsvarlig adfærd samt om et eventuelt ansvar er forældet. Det har vist sig i praksis at være yderst vanskeligt at løfte denne bevisbyrde, specielt i de situationer hvor forureningen først opdages længe efter den er opstået.

    Ligeledes har der ikke i de egentlige hændelige uheldstilfælde været mulighed for at udstede lovlige påbud til tankejeren. Af andre eksempler på situationer, hvor det ikke har været muligt at udstede påbud, kan nævnes forureninger, som følge af hærværk eller brand, der opstår uden ejerens skyld.

    Resultatet har været, at mange tankejere ikke har kunnet påbydes at rydde en forurening op, og at der nu i langt færre sager meddeles påbud i disse sager. Det bestående regelgrundlag og dettes fortolkning i retspraksis har medført, at mens forsikringsselskaberne tidligere som regel afholdt udgifterne til en oprensning efter utætte villatanke, nu afviser dette generelt.

    Denne tilstand har således medført problemer for boligejere med olietanke, der må leve med forureningen på grunden eller selv bekoste en oprydning, medmindre miljømyndigheden finder forureningen så alvorlig, at den på et tidspunkt ryddes op på det offentliges regning.

    Miljø- og Energiministeriet finder denne udvikling uhensigtsmæssig, set fra såvel tankejerens, miljøets og myndighedernes side, og dette er baggrunden for forslaget om, at indføre et ubetinget ansvar for ejere af de i bestemmelsen omfattede olietanke. Da udgifterne kan være tyngende, og da der dermed kan være risiko for manglende dækning for udgifterne til afhjælpning af forureningen, foreslås det samtidig i § 49, at boligejernes pligt til oprydning af forurening fra utætte olietanke skal dækkes af en lovpligtig forsikring.

    I modsætning til miljøbeskyttelsesloven indføres der en mulighed for miljømyndighederne til på objektivt grundlag at udstede påbud om oprydning eller andre afhjælpende foranstaltninger. Dette udvidede ansvar begrænses til kun at gælde forureninger, der konstateres efter den af ministeren fastsatte dato, jf. ovenfor.

    At påbud om undersøgelser kan meddeles, uanset om der er handlet ansvarspådragende fra tankejerens side eller ej, er en fortsættelse af Miljøstyrelsens hidtidige praksis.

    Der verserer på tidspunktet for lovforslagets fremsættelse to sager ved domstolene vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt en villatank til boligopvarmning er omfattet af virksomhedsbegrebet i miljøbeskyttelseslovens § 72, samt om hvorvidt anvendelse af denne bestemmelse er betinget af, om forureningen er forårsaget ved ansvarspådragende adfærd. Såfremt retsgrundlaget for påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 72 af domstolene afgrænses således, at der enten af miljømyndighederne skal være påvist ansvarspådragende adfærd, eller at villatanke ikke er omfattet af virksomhedsbegrebet i § 72, så vil forslagets § 48 om påbud om undersøgelser have tilbagevirkende kraft, jf. afsnit 3 i de almindelige bemærkninger.

    Force majeure situationerne krig, borgerlige uroligheder, atomskader og naturkatastrofer er dog ikke omfattet, hvorimod hærværkstilfælde og brand er omfattet af det ubetingede ansvar. Det betyder, at i tilfælde, hvor der begås hærværk på en villaolietank, vil ejeren komme til at betale for genopretning af miljøet, selvom denne ikke kan bebrejdes noget.

    I stk. 3 fastlægges, hvem der kan være adressat for et påbud.

    Ejere af boligejendomme med olietanke med et rumindhold under 6000 liter kan meddeles påbud, hvis forureningen stammer fra anlægget eller er sket ved spild, fx. i forbindelse med påfyldning. Det er således den nuværende tankejer påbud gives til, uanset at forureningen eller en del heraf kan være opstået i en tidligere ejers ejertid. Det er dog en forudsætning, at mindst 50% af det areal, der opvarmes af olie fra tanken anvendes til beboelse, herunder varmtvandsopvarmning, samt at tanken har været eller kunne have været anvendt umiddelbart før konstateringen af forureningen.

    Ved køb af en ejendom, med blandet bolig og erhverv, må køber således beregne hvor stor en del af arealet, der anvendes til henholdsvis bolig og erhverv for derved at afklare, hvorvidt der er pligt til at være dækket af en forsikring, jf. § 49, stk. 1.

    Det er som udgangspunkt ligeledes en forudsætning, at tanken har været anvendt efter den af miljø- og energiministeren fastsatte dato, jf. stk. 1. Dog fastsættes det, at der kan meddeles påbud efter stk. 1 for forureninger, der konstateres i kalenderåret efter den af miljø- og nergiministeren fastsatte dato, blot anlægget har været i brug inden for de sidste 12 måneder før konstateringen af forureningen.

    Tanken skal have været brugt eller kunne have været brugt umiddelbart før konstateringen. Ordet "umiddelbart" er indsat, da tanken på tidspunktet for konstateringen i mange tilfælde ikke kan anvendes, fx. fordi den er tom, da olien er løbet ud i jorden, eller der er hul på rørsystemet, og fyret derfor ikke kan tændes.

    Det er ligeledes ikke hensigten, at der skal kunne udstedes påbud efter § 48, stk. 1 til en ejer af en olietank mange år efter, at denne er blevet sløjfet. I et sådant tilfælde kan anlægget have været anvendt efter den af ministeren fastsatte dato, men ikke i perioden før konstateringen af forureningen.

    Ordet "umiddelbart" skal derfor forstås således, at tanken skal have været funktionsdygtig op til tidspunktet for en pludselig skades indtræden. I det tilfælde, hvor forureningen skyldes en siveskade - der kan have stået på i en længere periode før den opdages - skal ordet "umiddelbart" forstås således, at tanken skal have været eller kunne have været anvendt frem til tidspunktet for konstateringen af forureningen.

    Selvom en tank i en periode ikke har været anvendt, uden at denne dog er taget varigt ud af brug, og derfor ikke er sløjfet efter de gældende regler, vil den således være omfattet af stk. 3.

    Såfremt ejeren af hus og tilhørende olietank har udlejet dette, vil det være ejeren, som påbud skal rettes til, idet lejerens brug af tanken anses som ejers brug. Det er i medfør af § 49 ejeren af tanken, der har pligt til at være dækket af en forsikring, og dette gælder således også, selvom ejendommen, hvorpå hans tank ligger, er udlejet.

    Med bestemmelsen i stk. 4 indføres der en hjemmel til at meddele påbud, uanset om tankejeren har rådighed over den forurenede ejendom. Bestemmelsen tager sigte på eksempelvis tilfælde, hvor olieforureningen har bredt sig til naboarealer eller hvor ejendommen, hvor tanken er placeret, er udlejet.

    Det fremgår af forslaget til § 48, stk. 4, at myndigheden i påbudet skal fastsætte en pligt for påbudsadressaten til reetablering af den forurenede ejendom. For så vidt angår retsstridige skader henvises der i øvrigt til bestemmelsen i forslagets § 76.

    Med forslaget fraviges den forvaltningsretlige grundsætning om, at påbud vedrørende gennemførelse af foranstaltninger på en fast ejendom kun kan udstedes til ejeren eller brugeren af ejendommen, idet det skal være muligt for påbudsadressaten at efterkomme påbudet.

    Det følger af bestemmelsen i stk. 5, at myndighederne kan påbyde en grundejer eller anden rådighedsindehaver at tåle, at tankejeren rydder op. Formålet med stk. 5 er at sikre, at en ejer eller bruger ikke kan forhindre en oprydning med den virkning, at myndigheden eventuelt selv måtte foretage den nødvendige oprydning. I langt de fleste tilfælde må det dog forventes, at en grundejer frivilligt vil medvirke til, at oprydningen kan ske, således at miljøproblemet på ejendommen vil blive løst.

    Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 44.

    Det præciseres i stk. 6, at lovgivningens øvrige bestemmelser om påbud i forbindelse med jordforurening finder anvendelse, når tankejeren ikke er omfattet af det ubetingede forureneransvar i stk. 1.

    Med lovgivningen om jordforurening sigtes først og fremmest til de øvrige påbudsbestemmelser i dette forslag og miljøbeskyttelsesloven. Der vil være tale om tilfælde, hvor en olieforurening er konstateret før den af ministeren i stk. 1 fastsatte dato. I disse tilfælde finder forslagets § 40 om undersøgelser anvendelse. Der vil i konsekvens af lovens begrebsmæssige afgræsning af en forurener, jf. § 41, stk. 3, nr. 2, kun kunne udstedes påbud om undersøgelser, hvis tankejeren har udvist en uforsvarlig adfærd. Dette kan, som det fremgår af forslagets almindelige bemærkninger, afhængigt af udfaldet af verserende retssager, eventuelt indebære at forslaget med tilbagevirkende kraft lemper undersøgelsesansvaret for olietankejere.

    For forureninger der sker den 1. januar 2000 eller senere, vil der kunne meddeles påbud efter forslagets § 41 på samme grundlag, som der gælder for undersøgelsespåbud. Er forureningen sket før 1. januar 2000 skal bestemmelserne i miljøbeskyttelsesloven anvendes, jf. bemærkningerne til § 90 om de samtidig foretagne ændringer til miljøbeskyttelsesloven.

    I medfør af stk. 7 kan miljø- og energiministeren fastsætte nærmere regler om, hvilke påbud der skal tinglyses på en ejendom med forurening fra en olietank under 6000 liter til boligopvarmning.