Afvisning af klage over ikke-påbud vedrørende støj-, røg-, og lugtgener fra restaurant

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage fra en andelsboligforening og en gruppe omboende vedrørende støj-, lugt- og røggener fra en restaurant på [adresse1]. Klagen omhandlede også spørgsmål om kommuneplan og manglende høring i forbindelse med restaurantens etablering.

Restauranten blev etableret i henhold til en byggetilladelse fra 29. juli 2014, som tillod omdannelse af en tidligere bank til en restaurant med plads til 349 gæster samt tilbygninger.

Københavns Kommunes håndtering af klager

Københavns Kommune havde over en længere periode modtaget klager over generne. Kommunen meddelte den 20. december 2016, at den ikke ville foretage sig yderligere i anledning af klager over lugtgener, da observationer ikke havde konstateret væsentlige gener, og restauranten havde etableret filterløsninger. Kommunen oplyste desuden, at den løbende foretog støjmålinger og var i dialog med restauranten om udendørsarealer.

Kommunen vurderede i 2014, at byggetilladelsen ikke udløste lokalplanpligt eller krævede partshøring. Den del af klagen, der vedrørte spørgsmålet om kommuneplanrammen, blev videresendt til Planklagenævnet, da dette er rette myndighed for klager vedrørende plangrundlaget.

Kommunens bemærkninger til klagen

Københavns Kommune henviste til "Forskrift vedrørende miljøkrav i forbindelse med indretning og drift af restaurationer i Københavns Kommune" fra 2003 som regulerende for støj- og lugtgener. Kommunen fastholdt, at filterløsninger havde reduceret lugtgener, og at der efter montering af lydvæg ikke var målt overskridelser af grænseværdierne for støj.

Miljø- og Fødevareklagenævnet vurderede, at Københavns Kommunes brev af 20. december 2016, trods manglende lovhjemmel og klagevejledning, skulle betragtes som en afgørelse om ikke at foretage sig yderligere i anledning af klagerne over lugtgener (et ikke-påbud). Kommunen havde hjemmel til at træffe denne afgørelse i sin lokale forskrift og med hjemmel i Miljøbeskyttelseslovens § 42.

Nævnets kompetence

Nævnet konstaterede, at afgørelser truffet af kommunalbestyrelsen efter lokale forskrifter, jf. Bekendtgørelse om miljøregulering af visse aktiviteter § 20, ikke kan påklages til anden administrativ myndighed, jf. Bekendtgørelse om miljøregulering af visse aktiviteter § 21, stk. 2. Ligeledes kan afgørelser truffet i henhold til Miljøbeskyttelseslovens § 42 om forebyggelse og afhjælpning af forurening og støj ikke påklages til anden administrativ myndighed, såfremt afgørelsen vedrører restaurationer, jf. .