Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage fra en andelsboligforening og en gruppe omboende vedrørende støj-, lugt- og røggener fra en restaurant på [adresse1]. Klagen omhandlede også spørgsmål om kommuneplan og manglende høring i forbindelse med restaurantens etablering.
Restauranten blev etableret i henhold til en byggetilladelse fra 29. juli 2014, som tillod omdannelse af en tidligere bank til en restaurant med plads til 349 gæster samt tilbygninger.
Københavns Kommune havde over en længere periode modtaget klager over generne. Kommunen meddelte den 20. december 2016, at den ikke ville foretage sig yderligere i anledning af klager over lugtgener, da observationer ikke havde konstateret væsentlige gener, og restauranten havde etableret filterløsninger. Kommunen oplyste desuden, at den løbende foretog støjmålinger og var i dialog med restauranten om udendørsarealer.
Kommunen vurderede i 2014, at byggetilladelsen ikke udløste lokalplanpligt eller krævede partshøring. Den del af klagen, der vedrørte spørgsmålet om kommuneplanrammen, blev videresendt til Planklagenævnet, da dette er rette myndighed for klager vedrørende plangrundlaget.
Københavns Kommune henviste til "Forskrift vedrørende miljøkrav i forbindelse med indretning og drift af restaurationer i Københavns Kommune" fra 2003 som regulerende for støj- og lugtgener. Kommunen fastholdt, at filterløsninger havde reduceret lugtgener, og at der efter montering af lydvæg ikke var målt overskridelser af grænseværdierne for støj.
Miljø- og Fødevareklagenævnet vurderede, at Københavns Kommunes brev af 20. december 2016, trods manglende lovhjemmel og klagevejledning, skulle betragtes som en afgørelse om ikke at foretage sig yderligere i anledning af klagerne over lugtgener (et ikke-påbud). Kommunen havde hjemmel til at træffe denne afgørelse i sin lokale forskrift og med hjemmel i Miljøbeskyttelseslovens § 42.
Nævnet konstaterede, at afgørelser truffet af kommunalbestyrelsen efter lokale forskrifter, jf. Bekendtgørelse om miljøregulering af visse aktiviteter § 20, ikke kan påklages til anden administrativ myndighed, jf. Bekendtgørelse om miljøregulering af visse aktiviteter § 21, stk. 2. Ligeledes kan afgørelser truffet i henhold til Miljøbeskyttelseslovens § 42 om forebyggelse og afhjælpning af forurening og støj ikke påklages til anden administrativ myndighed, såfremt afgørelsen vedrører restaurationer, jf. .
Som følge af disse bestemmelser havde Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke kompetence til at realitetsbehandle klagen. Nævnet afviste derfor at realitetsbehandle klagen over Københavns Kommunes afgørelse af 20. december 2016.
Ny vejledning beskriver, hvordan kommuner skal vurdere og håndtere støjgener fra idrætsanlæg i forbindelse med klagesager og planlægning.

Sagen drejer sig om en klage over støjgener fra en møbelpolstrervirksomhed. En nabo klagede over støj, lavfrekvent støj og vibrationer fra virksomhedens kompressor, især om natten. Kalundborg Kommune afviste at udstede yderligere påbud efter Miljøbeskyttelseslovens § 42, da en støjrapport viste, at virksomheden overholdt de vejledende støjgrænser.
Dette tillæg fastsætter støjgrænser i transformationsområder for virksomheder og boliger som supplement til den eksisterende vejledning fra 1984.
Trafikstyrelsen er på vej med en ny bekendtgørelse om flystøj fra Københavns Lufthavn. Bekendtgørelsen skal miljøvurderes, før den kan træde i kraft. Første skridt er at sende rammerne for miljøvurderingen i høring hos relevante myndigheder. Fristen for høringssvar er den 6. februar 2026.

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Odense Kommunes afgørelse om ikke at meddele påbud vedrørende stø...
Læs mere
Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en klage over Køge Kommunes dispensation fra støjgrænser i en lokal forskrif...
Læs mereLov om ombygning af Aarhus H