Sag om fortolkning af Vikarloven og Funktionærloven vedrørende en vikaransættelse af lang varighed

HK/Danmark ([A]) gjorde gældende, at arbejdsforholdets lange varighed (3,5 år) og gentagne forlængelser bevirkede, at det ikke længere kunne anses for at være "midlertidigt" i strid med formålet med Vikarloven og det bagvedliggende EU-direktiv. Det var Adeccos bevisbyrde at påvise en saglig grund for de successive forlængelser, hvilket ikke var løftet. Derfor:

• Skulle ansættelsen sidestilles med en fast funktionæransættelse.
• Havde [A] krav på erstatning for manglende løn i opsigelsesperioden (4 måneder) og løn under sygdom i henhold til Funktionærloven § 2 og Funktionærloven § 5.
• Subsidiært: Hvis Vikarloven ikke fandt anvendelse, var der tale om omgåelse af Lov om tidsbegrænset ansættelse § 8, hvilket gav krav på godtgørelse.

Dansk Erhverv/Adecco A/S påstod frifindelse og fastholdt, at ansættelsen var omfattet af Vikarloven, da [A] var udsendt for at udføre midlertidigt arbejde.

• Da Adecco var dækket af Funktionæroverenskomsten, fandt forbuddet mod successive udsendelser uden saglig begrundelse i Lov om vikarers retsstilling ved udsendelse af et vikarbureau m.v. § 3, stk. 4 ikke anvendelse, jf. § 3, stk. 5.
• [A] havde ikke funktionærstatus, da han ikke indtog en "tjenestestilling" i forhold til vikarbureauet, jf. fast retspraksis (Funktionærloven § 1, stk. 2).
• Lov om tidsbegrænset ansættelse § 2, stk. 2, nr. 1 udelukker vikarer fra lovens anvendelsesområde. Endvidere kræver LTA, at ansættelsen er etableret direkte mellem lønmodtager og arbejdsgiver, jf. § 3, stk. 2.

Adecco A/S blev frifundet.

Retten (flertallet af dommerne) fandt, at [A]s ansættelse var omfattet af Vikarloven, og at betingelsen om "midlertidighed" var opfyldt.

Retten lagde vægt på, at da Adecco A/S ubestridt havde tiltrådt Funktionæroverenskomsten, fandt undtagelsen i Lov om vikarers retsstilling ved udsendelse af et vikarbureau m.v. § 3, stk. 5 anvendelse. Dette betød, at forbuddet mod successive udsendelser uden saglig begrundelse i § 3, stk. 4 ikke gjaldt, og beskyttelsen mod successive udsendelser skulle derfor søges i den kollektive overenskomst, som ikke var brudt.

Med henvisning til forarbejderne til Vikarloven og tidligere Højesteretsdomme (Ufr 1997.1495) fandt retten, at vikarer generelt ikke opnår funktionærstatus, da de ikke indtager en tjenestestilling over for vikarbureauet eller brugervirksomheden, jf. Funktionærloven § 1, stk. 2.

Da ansættelsen var omfattet af Vikarloven, fandt Lov om tidsbegrænset ansættelse § 2, stk. 2, nr. 1 anvendelse, og loven kunne dermed ikke påberåbes. Retten fastslog desuden, at opsigelsesvarslet i [A]s kontrakt alene regulerede opsigelser i løbet af den tidsbegrænsede periode, ikke den automatiske ophør i overensstemmelse med kontraktens ordlyd.

Mindretallet fandt, at 3 år og 8 måneders ansættelse ikke var midlertidig, at [A] var funktionær, og at han var berettiget til løn under sygdom, erstatning for opsigelsesperioden samt godtgørelse efter Lov om tidsbegrænset ansættelse.

Sagsøger 1 og Sagsøger 2 blev tilknyttet Adecco A/S i august 2017 og udsendt til Siemens i september 2017. Deres ansættelser, der oprindeligt var kortvarige, blev forlænget syv gange. Arbejdsopgaverne bestod primært af IT-support og helpdesk-funktioner, som sagsøgerne mente var almindelige driftsopgaver, ikke midlertidige projekter. Siemens var i en periode præget af en fusion og en planlagt outsourcing af IT-afdelingen, hvilket ifølge Adecco A/S begrundede behovet for fleksibel vikaransættelse.

Parternes Påstande

HK/Danmark, som mandatar for sagsøgerne, påstod, at Adecco A/S skulle betale betydelige beløb i erstatning for manglende løn i opsigelsesperioden og under sygdom. De argumenterede for, at sagsøgernes ansættelsesforhold ikke var omfattet af vikarloven, men derimod af funktionærloven, da den lange varighed og de gentagne forlængelser betød, at ansættelsen reelt var tidsubegrænset og ikke midlertidig. De mente, at dette udgjorde en omgåelse af lovgivningen.

Dansk Erhverv, som mandatar for Adecco A/S, påstod frifindelse. De gjorde gældende, at vikarloven var gældende, og at forlængelserne var sagligt begrundede i Siemens' behov for fleksibilitet under fusionen og outsourcingprocessen. De bestred, at sagsøgerne havde funktionærstatus, da de ikke indtog en tjenestestilling i forhold til vikarbureauet eller brugervirksomheden.

Parternes Synspunkter

HK/Danmark argumenterede for:

• At sagsøgernes ansættelser stred mod formålet med vikardirektivet og vikarloven, da de ikke var midlertidige, men reelt tidsubegrænsede.
• At de gentagne forlængelser uden saglig grund udgjorde en omgåelse af lovgivningen, og at sagsøgerne burde have været ansat direkte hos Siemens med funktionærrettigheder.
• At den samlede varighed af udsendelsen (over 2 år) var i strid med begrebet "midlertidigt" i vikarloven.

Dansk Erhverv argumenterede for:

• At vikarloven var gældende for ansættelsesforholdene, da sagsøgerne var ansat som vikarbureauvikarer med henblik på midlertidigt arbejde under Siemens' tilsyn og ledelse.
• At forlængelserne var sagligt begrundede i Siemens' konkrete og skiftende behov som følge af fusionen og outsourcingen, og at der derfor ikke var tale om omgåelse af lovgivningen.
• At sagsøgerne ikke havde funktionærstatus, da de ikke indtog en tjenestestilling, hvilket er en forudsætning for funktionærlovens anvendelse.