Sø- og Handelsretten: Vikarlovens anvendelse ved gentagne forlængelser af ansættelsesforhold

Sagen omhandler et principielt spørgsmål om, hvorvidt to sagsøgere, der var ansat som vikarer gennem vikarbureauet Adecco A/S og udsendt til Siemens Wind Power A/S (senere Siemens Gamesa Renewable A/S), var omfattet af [Vikarloven] eller [Funktionærloven]. Sagsøgernes ansættelsesforhold varede i alt ca. 25 måneder, fra den 11. september 2017 til den 30. september 2019, og blev forlænget syv gange uden afbrydelser.

Sagens Baggrund og Forløb

Sagsøger 1 og Sagsøger 2 blev tilknyttet Adecco A/S i august 2017 og udsendt til Siemens i september 2017. Deres ansættelser, der oprindeligt var kortvarige, blev forlænget syv gange. Arbejdsopgaverne bestod primært af IT-support og helpdesk-funktioner, som sagsøgerne mente var almindelige driftsopgaver, ikke midlertidige projekter. Siemens var i en periode præget af en fusion og en planlagt outsourcing af IT-afdelingen, hvilket ifølge Adecco A/S begrundede behovet for fleksibel vikaransættelse.

Parternes Påstande

HK/Danmark, som mandatar for sagsøgerne, påstod, at Adecco A/S skulle betale betydelige beløb i erstatning for manglende løn i opsigelsesperioden og under sygdom. De argumenterede for, at sagsøgernes ansættelsesforhold ikke var omfattet af vikarloven, men derimod af funktionærloven, da den lange varighed og de gentagne forlængelser betød, at ansættelsen reelt var tidsubegrænset og ikke midlertidig. De mente, at dette udgjorde en omgåelse af lovgivningen.

Dansk Erhverv, som mandatar for Adecco A/S, påstod frifindelse. De gjorde gældende, at vikarloven var gældende, og at forlængelserne var sagligt begrundede i Siemens' behov for fleksibilitet under fusionen og outsourcingprocessen. De bestred, at sagsøgerne havde funktionærstatus, da de ikke indtog en tjenestestilling i forhold til vikarbureauet eller brugervirksomheden.

Parternes Synspunkter

HK/Danmark argumenterede for:

• At sagsøgernes ansættelser stred mod formålet med vikardirektivet og vikarloven, da de ikke var midlertidige, men reelt tidsubegrænsede.
• At de gentagne forlængelser uden saglig grund udgjorde en omgåelse af lovgivningen, og at sagsøgerne burde have været ansat direkte hos Siemens med funktionærrettigheder.
• At den samlede varighed af udsendelsen (over 2 år) var i strid med begrebet "midlertidigt" i vikarloven.

Dansk Erhverv argumenterede for:

• At vikarloven var gældende for ansættelsesforholdene, da sagsøgerne var ansat som vikarbureauvikarer med henblik på midlertidigt arbejde under Siemens' tilsyn og ledelse.
• At forlængelserne var sagligt begrundede i Siemens' konkrete og skiftende behov som følge af fusionen og outsourcingen, og at der derfor ikke var tale om omgåelse af lovgivningen.
• At sagsøgerne ikke havde funktionærstatus, da de ikke indtog en tjenestestilling, hvilket er en forudsætning for funktionærlovens anvendelse.

Sø- og Handelsretten frifandt Adecco A/S. Retten fandt, at sagsøgernes ansættelsesforhold var omfattet af [Vikarloven § 1, stk. 1]. Det blev ikke godtgjort, at udsendelsen og de syv forlængelser, der strakte sig over ca. 25 måneder, var udtryk for et tidsubegrænset ansættelsesforhold, der kunstigt var opretholdt for at omgå vikarloven og vikardirektivet. Retten lagde vægt på, at perioden var præget af en omfattende fusion og efterfølgende outsourcing hos brugervirksomheden Siemens, hvilket skabte et stort behov for fleksibilitet og løbende tilpasning. Disse forhold kunne hverken Siemens eller Adecco A/S forudse eller selvstændigt øve indflydelse på. Det gjorde ingen forskel, at de varetagede opgaver primært var driftsopgaver.

Retten bemærkede endvidere, at sagsøgerne ubestridt var dækket af en overenskomst omfattet af [Vikarloven § 3, stk. 5], hvorfor forbuddet i [Vikarloven § 3, stk. 4] mod successive udsendelser uden saglig begrundelse ikke fandt anvendelse.

For så vidt angår spørgsmålet om funktionærlovens anvendelse fandt retten, at sagsøgernes ansættelser ikke var omfattet af [Funktionærloven § 1, stk. 2], idet de ikke indtog en tjenestestilling i forhold til Adecco A/S eller Siemens. Der var derfor ingen grund til at give godtgørelse efter [Lov om tidsbegrænset ansættelse § 8].

Dissens: Dommer Byrial Rastad Bjørst udtalte, at ansættelse uden tidsbegrænsning er den almindelige ansættelsesform i dansk ansættelsesret. Han mente, at sagsøgernes ansættelse hos Siemens ikke var midlertidig på grund af dens varighed (over 2 år) og opgavernes karakter. Han konkluderede, at sagsøgernes ansættelse hos Siemens ikke var omfattet af vikarloven, men derimod af funktionærlovens almindelige regler. De burde derfor have krav på erstatning for løn i opsigelsesperioden samt løn under sygdom, og [Lov om tidsbegrænset ansættelse] skulle finde anvendelse.