Tilsidesættelse af voldgiftskendelse - Konkurrenceretlige spørgsmål

Sagen omhandlede, hvorvidt en voldgiftskendelse afsagt den 20. december 2018 skulle tilsidesættes som ugyldig. Sagsøgerne, Haarslev Invest ApS og Claus Østergaard Nielsen, påstod tilsidesættelse af kendelsen og anerkendelse af, at visse konkurrenceklausuler i "Shareholder's Agreement" og "Management Shareholder's Agreement" fra 2012 var ugyldige. Klausulerne pålagde aktionærerne ikke at udøve konkurrerende virksomhed.

Sagsøgernes Anbringender

Sagsøgerne gjorde gældende, at voldgiftskendelsen var ugyldig i medfør af Voldgiftsloven § 37, stk. 2, nr. 2, litra a (tvisten kan ikke afgøres ved voldgift) og litra b (kendelsen er åbenbart uforenelig med landets retsorden). Deres hovedargument var, at konkurrenceklausulerne var i strid med Konkurrenceloven § 6, stk. 1 og TEUF artikel 101 (nu artikel 101 TFEU), da Claus Østergaard Nielsen var en potentiel konkurrent og havde udøvet erhvervsvirksomhed.

Sagsøgerne henviste til en ekspertvidne, Henrik Ballebye Okholm, der forklarede den samfundsøkonomiske betydning af konkurrence og problematikken ved konkurrencebegrænsende aftaler. Han forklarede, at konkurrenceklausuler kan være berettigede i forbindelse med kontrolskifte for at beskytte goodwill og kunderelationer, men at en længerevarende klausul for en minoritetsaktionær, der ikke længere er direktør, ikke er økonomisk legitim, da det begrænser konkurrencen.

Sagsøgtes Anbringender

Sagsøgte, Haarslev Holding S.à.r.l., påstod frifindelse og afvisning af påstande 2 og 3. De anførte, at voldgiftsretten var kompetent til at behandle tvisten, og at kendelsen ikke indeholdt graverende fejl, der gjorde den åbenbart uforenelig med landets retsorden. De bestred, at Claus Østergaard Nielsens status som potentiel konkurrent i sig selv medførte, at konkurrencelovgivningen fandt anvendelse, da han ikke udøvede økonomisk aktivitet på markedet for renderingmaskiner og -tjenesteydelser.

Sagsøgte fremhævede, at voldgiftskendelsen havde behandlet sagens faktiske omstændigheder og juridiske synspunkter grundigt, og at voldgiftsretten havde konkluderet, at sagsøgerne faldt uden for begrebet 'virksomhed' ('undertaking') i konkurrenceretlig forstand, hvorfor Konkurrenceloven § 6, stk. 1 ikke fandt anvendelse. De argumenterede for, at en voldgiftskendelse kun kan tilsidesættes i ekstraordinære tilfælde med overordentligt graverende fejl, hvilket ikke var tilfældet her.

Sø- og Handelsretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte voldgiftskendelsen som ugyldig i medfør af Voldgiftsloven § 37, stk. 2, nr. 2, litra a eller litra b.

Retten afviste sagsøgernes anmodninger om præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen, da der ikke forelå tvivl om forståelsen af EU-retlige regler af betydning for sagens afgørelse.

Rettens Begrundelse

Retten henviste til Højesteretspraksis (U 2016.1558/2 H), der fastslår, at en voldgiftskendelse kun kan tilsidesættes, hvis den er "åbenbart uforenelig med landets retsorden" på grund af "overordentligt graverende fejl" fra voldgiftsrettens side. Det er ikke tilstrækkeligt, at kendelsen er i strid med ufravigelige retsregler, medmindre disse har karakter af ordre public.

Retten fandt, at voldgiftsretten havde behandlet samtlige sagsøgernes indsigelser mod konkurrenceklausulernes gyldighed, herunder alle juridiske synspunkter om fortolkning af dansk og EU-retlig konkurrenceret. På baggrund heraf og indholdet af voldgiftskendelsen fandt retten ikke grundlag for at fastslå, at voldgiftsretten havde begået sådanne overordentligt graverende fejl, at kendelsen var åbenbart uforenelig med landets retsorden.

Som følge af rettens afgørelse om ikke at tilsidesætte voldgiftskendelsen som ugyldig, blev sagsøgernes påstande 2 og 3 om ugyldighed af kontraktbestemmelserne ikke behandlet.

Afgørelse

Sagsøgerne, Haarslev Invest ApS og Claus Østergaard Nielsen, blev pålagt in solidum at betale 360.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte, Haarslev Holding S.à.r.l., med tillæg af renter i henhold til rentelovens § 8 a.

 Anket til Højesteret, sept. 2020. Sagen sluttet ved Højesteret den 17. juni 2021. Sagen er anket til Østre Landsret den 29. juni 2021. Sagen sluttet ved Østre Landsret den 23. maj 2022.