Voldgiftsloven § 37

Bestemmelsen angår tilsidesættelse af danske voldgiftskendelser som ugyldige. Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til modellovens art. 34. Der er dog tilføjet et stk. 1, 2. pkt., om den stedlige kompetence for en retssag om tilsidesættelse af en voldgiftskendelse og et stk. 6 om virkningen for voldgifts aftalen af en tilsidesættelse af voldgifts kendelsen.

Det følger af § 1, stk. 1, at bestemmelsen om tilsidesættelse af voldgiftskendelser finder anvendelse, når voldgiften har fundet sted i Danmark. Bestemmelsen gælder således for danske voldgiftskendelser, dvs. voldgiftskendelser, der er afsagt i Danmark. Bestemmelsen gælder både i internationale og nationale voldgiftssager, når blot voldgiften har fundet sted i Danmark.

Det følger af § 4, hvorefter en kompetence for domstolene i relation til voldgift forudsætter en udtrykkelig lovhjemmel, at retssag om tilsidesættelse af udenlandske voldgiftskendelser ikke kan anlægges i Danmark. Derimod kan anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske voldgiftskendelser i Danmark i medfør af den foreslåede § 39 nægtes af grunde, der svarer til de foreslåede ugyldighedsgrunde for danske voldgiftskendelser.

Bestemmelsen kan ikke fraviges ved aftale.

Stk. 1 fastslår, at en voldgiftskendelse kun kan tilsidesættes af domstolene som ugyldig efter reglerne i stk. 2-4. De foreslåede regler herom er således udtømmende. Det kan i den forbindelse særligt fremhæves, at domstolene ikke kan foretage en materiel revision af voldgiftskendelsen. Domstolene kan således ikke tilsidesætte en voldgiftskendelse under henvisning til, at voldgiftsretten har anvendt retsreglerne forkert eller har fejlbedømt sagens faktiske omstændigheder. Fra dette såkaldte materielle revisionsforbud må dog undtages de ekstraordinære tilfælde, hvor der foreligger så overordentlig graverende fejl fra voldgiftsrettens side, at voldgiftskendelsen er åbenbart uforenelig med landets retsorden (ordre public), jf. stk. 2, nr. 2, litra b.

Retssag om tilsidesættelse af en voldgiftskendelse anlægges mod den anden part i voldgiftssagen og behandles efter retsplejelovens almindelige regler om behandlingen af civile søgsmål. Der skal også betales retsafgift efter reglerne om retsafgift af civile søgsmål.

Stk. 1, 1. pkt., indebærer, at retssag om tilsidesættelse af en dansk voldgiftskendelse altid kan anlægges i Danmark, uanset om der ville være værneting i Danmark for en retssag om den tvist, voldgiftskendelsen har afgjort. 2. pkt. indeholder en regel om den stedlige kompetence i de tilfælde, hvor der ikke efter dansk lovgivning i øvrigt er værneting for en sag om tilsidesættelse af en voldgiftskendelse. 2. pkt. bestemmer, at sagen i denne situation anlægges ved sagsøgerens hjemting eller, hvis sagsøgeren ikke har hjemting i Danmark, i København. Den saglige kompetence for sagen afgøres altid efter retsplejelovens almindelige regler.

Stk. 2 opregner de enkelte ugyldighedsgrunde. Opregningen er som nævnt udtømmende. Opregningen er identisk med modellovens tilsvarende opregning af ugyldighedsgrunde og svarer desuden nøje til de foreslåede nægtelsesgrunde for anerkendelse og fuldbyrdelse af voldgiftskendelser, jf. § 39, der igen bygger på New York-konventionens art. V, jf. herom pkt. 3.1.2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Nr. 1 opregner de ugyldighedsgrunde, som er undergivet parternes fri rådighed (dispositive ugyldighedsgrunde). Disse ugyldighedsgrunde kan kun bringes i anvendelse af domstolene efter anmodning fra en part, og bevisbyrden for, at en sådan ugyldighedsgrund foreligger, påhviler den part, der anmoder om, at voldgiftskendelsen tilsidesættes.

Litra a angår voldgiftsaftalens ugyldighed. Hvis voldgiftsaftalen var ugyldig, har der ikke været noget grundlag for, at voldgiftsretten overhovedet skulle behandle sagen, og voldgiftskendelsen vil derfor også være ugyldig.

Gyldighedsspørgsmålet skal for så vidt angår parternes retlige handleevne vurderes efter loven i det land, hvor parten havde domicil i internationalprivatretlig forstand ved aftalens indgåelse. Dette kriterium er i lovteksten i overensstemmelse med sædvanlig sprogbrug i lovtekster angivet ved ordet »bopæl«. Ved domicil i internationalprivatretlig forstand forstås det land eller territoriale retsområde, hvor en person har bopæl eller ophold i den hensigt varigt at forblive der eller i det mindste uden hensigt til, at opholdet kun skal være midlertidigt.

Andre spørgsmål i relation til voldgiftsaftalens indgåelse og gyldighed skal bedømmes efter den lov, som parterne har vedtaget for den. Det er en forudsætning, at parternes vedtagelse er gyldig, hvilket må afgøres efter dansk rets almindelige internationalprivatretlige regler. Parterne kan ikke ved en sådan vedtagelse sætte de foreslåede regler i §§ 6 og 7 ud af kraft. Uanset om voldgiftsaftalens indgåelse og gyldighed i øvrigt i overensstemmelse med parternes vedtagelse skal afgøres efter fremmed ret, er voldgiftsaftalen således under alle omstændigheder ugyldig, hvis den strider mod § 6 om, hvilke tvister der efter deres art kan afgøres ved voldgift, eller mod § 7 om, at en voldgiftsaftale skal angå et bestemt retsforhold, og om, at en forudgående voldgiftsaftale i forbrugerforhold ikke er bindende for forbrugeren. Med andre ord kan §§ 6 og 7 ikke fraviges ved en aftale om anvendelse af fremmed ret (dvs. bestemmelserne er internationalt præceptive).

Har parterne ikke vedtaget, hvilken lov (dvs. hvilket lands lovgivning) der skal anvendes på voldgiftsaftalen, afgøres alle spørgsmål om aftalens indgåelse og gyldighed efter dansk materiel aftaleret, herunder aftalelovens regler. Som nævnt afgøres spørgsmål om parternes retlige handleevne dog efter parternes respektive domicillove (dvs. lovgivningen i det land, hvor parten har domicil i internationalprivatretlig forstand).

Ugyldighedsgrunden efter litra a hører som nævnt til de dispositive ugyldighedsgrunde, og en part kan være afskåret fra at gøre denne ugyldighedsgrund gældende, hvis parten må anses for at have givet afkald herpå. Dette vil navnlig være tilfældet, hvis parten har deltaget i voldgiftssagen uden at gøre indsigelse mod voldgiftsrettens kompetence, jf. § 16, stk. 4, og bemærkningerne hertil. Som det fremgår heraf, kan en indsigelse om, at tvisten efter sin art ikke kan afgøres ved voldgift, dog ikke fortabes, jf. herved også den (indispositive) ugyldighedsgrund, der er nævnt i § 37, stk. 2, nr. 2, litra a. Endvidere mister en forbruger kun en indsigelse om, at voldgiftsaftalen ikke er bindende for forbrugeren, hvis forbrugeren deltager i voldgiftssagen efter at have modtaget oplysning om, at voldgiftsaftalen ikke er bindende, jf. § 16, stk. 4, 2. pkt.

Litra b angår tilfælde, hvor den part, der anmoder om tilsidesættelse af voldgiftskendelsen, ikke fik behørig meddelelse om udpegningen af en voldgiftsdommer eller om voldgiftssagens behandling eller af andre grunde var ude af stand til at fremføre sin sag.

Litra b omfatter navnlig tilsidesættelse af fundamentale retsplejeprincipper om adgang til at gøre sig bekendt med processtoffet i sagen (partsoffentlighed) og til at svare på de påstande og anbringender, som modparten fremfører (kontradiktion). Er voldgiftskendelsen afsagt uden iagttagelse af disse fundamentale retsplejeprincipper, kan den tilsidesættes som ugyldig.

Det afgørende er, om voldgiftskendelsen er afsagt, uden at den part, der anmoder om tilsidesættelse af voldgiftskendelsen, havde behøring adgang til at fremføre sin sag. Selv om der under voldgiftssagens behandling måtte være begået fejl i relation til at underrette en part om en mundtlig forhandling eller om det skriftlige materiale i sagen, kan voldgiftskendelsen ikke tilsidesættes, hvis parten efterfølgende har modtaget behøring underretning og fået adgang til at fremføre sin sag, før voldgiftskendelsen blev afsagt.

Litra c angår tilfælde, hvor voldgiftskendelsen behandler en tvist, der ikke er omfattet af voldgiftsaftalen, eller afgør spørgsmål, som falder uden for voldgiftsaftalen.

I en sådan situation har der ikke været noget grundlag for, at voldgiftsretten overhovedet skulle behandle den pågældende tvist eller det pågældende spørgsmål, og voldgiftskendelsen vil derfor også være helt eller delvis ugyldig. Såfremt voldgiftskendelsen behandler tvister eller spørgsmål både inden for og uden for, hvad voldgiftsretten ifølge voldgiftsaftalen har kompetence til at tage stilling til, er voldgiftskendelsen delvis ugyldig, nemlig for så vidt angår de dele af voldgiftskendelsen, der behandler tvister eller spørgsmål, som falder uden for voldgiftsaftalen, jf. herved også stk. 3.

Ugyldighedsgrunden efter litra c hører som nævnt til de dispositive ugyldighedsgrunde, og en part kan være afskåret fra at gøre denne ugyldighedsgrund gældende, hvis parten må anses for at have givet afkald herpå. Dette vil navnlig være tilfældet, hvis parten har deltaget i voldgiftssagen uden at gøre indsigelse mod voldgiftsrettens kompetence, jf. § 16, stk. 4, og bemærkningerne hertil. Som det fremgår heraf, kan en indsigelse om, at tvisten efter sin art ikke kan afgøres ved voldgift, dog ikke fortabes, jf. herved også den (indispositive) ugyldighedsgrund, der er nævnt i § 37, stk. 2, nr. 2, litra a.

Litra d angår voldgiftsrettens sammensætning og voldgiftssagens behandling. Litra d indebærer, at voldgiftskendelsen kan tilsidesættes, hvis voldgiftsrettens sammensætning eller voldgiftssagens behandling ikke var i overensstemmelse med parternes aftale eller med voldgiftsloven.

Ugyldighedsgrunden efter litra d hører som nævnt til de dispositive ugyldighedsgrunde, og en part kan være afskåret fra at gøre denne ugyldighedsgrund gældende, hvis parten må anses for at have givet afkald herpå. Dette vil navnlig være tilfældet, hvis parten har deltaget i voldgiftssagen uden at gøre indsigelse mod, at voldgiftsaftalen eller voldgiftslovens deklaratoriske regler ikke er blevet overholdt, jf. § 3 og bemærkningerne hertil.

Voldgiftslovens regler om voldgiftsrettens sammensætning, jf. kapitel 3, er som udgangspunkt deklaratoriske. Reglen i § 12 om indsigelser mod en voldgiftsdommer er dog præceptiv. En indsigelse mod en voldgiftsdommer efter § 12 skal imidlertid som udgangspunkt fremsættes under voldgiftssagens behandling, og sker dette ikke, kan indsigelsen ikke senere påberåbes som ugyldighedsgrund, jf. § 13, stk. 4, og bemærkningerne hertil. Hvis en indsigelse mod en voldgiftsdommer bygger på forhold, som parten først er blevet bekendt med efter voldgiftskendelsens afsigelse, kan indsigelsen imidlertid påberåbes som ugyldighedsgrund efter § 37, stk. 2, nr. 1, litra d.

Voldgiftslovens regler om voldgiftsrettens sagsbehandling, jf. kapitel 5, er som udgangspunkt deklaratoriske. Reglen i § 18 om ligebehandling af parterne og om adgang til at fremføre sin sag er dog præceptiv. Med hensyn til parternes adgang til at fremføre deres sag kan der henvises til bemærkningerne til litra b ovenfor. Med hensyn til ligebehandling gælder, at hvis parterne i strid med § 18 ikke blev behandlet lige under voldgiftssagen, kan voldgiftskendelsen tilsidesættes som ugyldig. Der må i den forbindelse anlægges en helhedsvurdering af hele voldgiftssagen. Selv om der under voldgiftssagens behandling i relation til en mundtlig forhandling eller et skriftligt indlæg måtte være sket forskelsbehandling af parterne, kan voldgiftskendelsen ikke tilsidesættes, hvis voldgiftsretten efterfølgende, før voldgiftskendelsen blev afsagt, har rettet op herpå ved at give den forfordelte part de samme muligheder som den anden part.

Nr. 2 opregner de ugyldighedsgrunde, der ikke er undergivet parternes fri rådighed (indispositive ugyldighedsgrunde), og som retten kan anvende af egen drift. En part kan aldrig gyldigt give afkald på at påberåbe sig disse ugyldighedsgrunde, men for at få tilsidesat en voldgiftskendelse som ugyldig skal søgsmålsfristen i stk. 4 overholdes. Herefter vil der kun være mulighed for at modsætte sig anerkendelse og fuldbyrdelse af voldgiftskendelsen af de grunde, som fremgår af nr. 2, jf. herved § 39, stk. 1, nr. 2.

Litra a angår, om tvisten efter sin art kan afgøres ved voldgift. Kan tvisten efter sin art ikke afgøres ved voldgift, jf. herved § 6 og bemærkningerne hertil, og er der anlagt retssag om tilsidesættelse af voldgiftskendelsen inden for fristen efter stk. 4, kan voldgiftskendelsen tilsidesættes som ugyldig. Dette gælder, uanset om den part, der har anlagt retssag om tilsidesættelse af voldgiftskendelsen, påberåber sig ugyldighedsgrunden efter litra a.

Litra b angår tilfælde, hvor voldgiftskendelsen er åbenbart uforenelig med landets retsorden (ordre public). Der er tale om en snæver undtagelse. Foreligger der imidlertid åbenbar modstrid med ordre public, og er der anlagt retssag om tilsidesættelse af voldgiftskendelsen inden for fristen efter stk. 4, kan voldgiftskendelsen tilsidesættes som ugyldig. Dette gælder, uanset om den part, der har anlagt retssag om tilsidesættelse af voldgiftskendelsen, påberåber sig ordre public.

Stk. 3 fastslår, at hvis en ugyldighedsgrund kun angår en del af voldgiftskendelsen, kan kun denne del tilsidesættes.

Stk. 3 har navnlig betydning i relation til ugyldighedsgrunden efter stk. 2, nr. 1, litra c, om tilfælde, hvor voldgiftskendelsen behandler en tvist, der ikke er omfattet af voldgiftsaftalen, eller afgør spørgsmål, som falder uden for voldgiftsaftalen. Det kan nemlig tænkes, at voldgiftskendelsen behandler tvister eller spørgsmål både inden for og uden for, hvad voldgiftsretten ifølge voldgiftsaftalen har kompetence til at tage stilling til, og i så fald er voldgiftskendelsen kun ugyldig for så vidt angår de dele af voldgiftskendelsen, der behandler tvister eller spørgsmål, som falder uden for voldgiftsaftalen.

Stk. 3 kan også have betydning i relation til ugyldighedsgrundene efter stk. 2, nr. 2, hvor det kan tænkes, at voldgiftskendelsen behandler både en tvist, der efter sin art kan afgøres ved voldgift, og en tvist, der efter sin art ikke kan afgøres ved voldgift, eller at kun dele af voldgiftskendelsen er åbenbart uforenelig med landets retsorden (ordre public). I givet fald vil voldgiftskendelsen være delvis ugyldig.

Derimod vil ugyldighedsgrundene efter stk. 2, nr. 1, litra a, b og d, normalt ramme hele voldgiftskendelsen.

Stk. 4 fastsætter, at retssag om tilsidesættelse af en voldgiftskendelse skal anlægges inden tre måneder efter, at den part, der anmoder om tilsidesættelse, har modtaget voldgiftskendelsen. Fristen kan ikke forlænges, heller ikke selv om anmodningen om tilsidesættelse af voldgiftskendelsen støttes på forhold, som parten først er blevet bekendt efter fristens udløb. Efter fristens udløb er parten henvist til i givet fald at modsætte sig anerkendelse og fuldbyrdelse af voldgiftskendelsen, jf. herved § 39.

Stk. 5 giver den domstol, hvor der verserer en retssag om tilsidesættelse af en voldgiftskendelse, mulighed for at udsætte retssagen med henblik på at give voldgiftsretten lejlighed til at genoptage voldgiftssagen eller tage sådanne andre skridt, som efter voldgiftsrettens opfattelse vil fjerne grundlaget for at tilsidesætte voldgiftskendelsen som ugyldig.

Stk. 5 er alene en regel om, at retssagen kan udsættes. Voldgiftsretten afgør selv, om den vil genoptage voldgiftssagen eller tage andre skridt. Det følger af henvisningen i § 32, stk. 3, til § 37, stk. 5, at voldgiftsretten i denne situation har kompetence til at genoptage voldgiftssagen, selv om voldgiftsrettens kompetence som udgangspunkt ophører, når den endelige voldgiftskendelse er afsagt.

Stk. 6 fastslår, at hvis en voldgiftskendelse tilsidesættes, forbliver voldgiftsaftalen virksom mellem parterne, medmindre andet er aftalt mellem parterne eller følger af dommen om tilsidesættelse. Udgangspunktet er således, at i mangel af anden aftale kan hver af parterne indlede en ny voldgiftssag om tvisten, og en eventuel retssag om samme tvist mellem samme parter skal efter påstand afvises eller udsættes, jf. § 8 og bemærkningerne hertil. Andet kan dog følge af dommen om tilsidesættelse af voldgiftskendelsen. Som eksempler kan nævnes, at tilsidesættelsen skyldes, at voldgiftsaftalen er ugyldig, eller at tvisten efter sin art ikke kan afgøres ved voldgift.

Der henvises i øvrigt til pkt. 5.12 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til kapitel 9

Kapitlet angår anerkendelse og fuldbyrdelse af voldgiftskendelser. Kapitlet indeholder en hovedregel, hvorefter voldgiftskendelser, der er afsagt her i landet eller i udlandet, anerkendes og fuldbyrdes (§ 38), og en undtagelsesbestemmelse, der udtømmende angiver, hvornår anerkendelse og fuldbyrdelse af en voldgiftskendelse kan nægtes (§ 39). Kapitlets regler kan ikke fraviges ved aftale.