Frifindelse af likvidator for konkurskarantæne påstand grundet manglende bevis for groft uforsvarlig forretningsførelse

Sagen omhandlede en kurators påstand om, at advokat Ole Spiermann skulle pålægges konkurskarantæne i tre år i forbindelse med hans virke som likvidator for Virksomhed ApS 1. Virksomhed ApS 1 trådte i likvidation den 26. juni 2013 som følge af et stort erstatningskrav fra de britiske skattemyndigheder, der udsprang af momssvig i perioden 2004-2006. Advokat Ole Spiermann var registreret som likvidator fra den 26. juni 2013 til den 20. februar 2015.

Kurators påstande om groft uforsvarlig forretningsførelse

Kurator gjorde gældende, at advokaten havde udvist groft uforsvarlig forretningsførelse ved:

• Etablering af låne- og kautionsforhold: Mellem nærtstående selskaber (Virksomhed ApS 6, Virksomhed ApS 4 og Virksomhed ApS 1), der begunstigede Virksomhed ApS 6 på bekostning af kreditorerne i Virksomhed ApS 4 og Virksomhed ApS 1. Dette inkluderede et lån på 16.650.200 kr. fra Virksomhed ApS 4 til Virksomhed ApS 6, som blev videreudlånt til Virksomhed ApS 1 til en højere rente, samt en selvskyldnerkaution fra Virksomhed ApS 4 for Virksomhed ApS 1's gæld til Virksomhed ApS 6. Kurator mente, at dette skabte et modregningsmiljø, der forringede kreditorernes mulighed for fyldestgørelse.
• Manglende overholdelse af bogførings- og selskabsloven: Ved at bogføre identiske udgifter i flere selskaber (dobbeltbogføring) og undlade at føre tilstrækkeligt tilsyn med selskabets økonomiske forhold, herunder låneoptagelse. Kurator henviste til Bogføringsloven § 6, § 10 og § 13 samt Selskabsloven § 210 og § 219.
• Afholdelse af uvedkommende udgifter: For ansatte, ledelse og tredjemænd, der ikke vedrørte selskabets drift, herunder betydelige beløb til advokatomkostninger, lønninger og pensionsindbetalinger til familiemedlemmer, samt rejseomkostninger.
• Manglende tilsyn: Reelt at have overladt driften til andre uden tilstrækkeligt tilsyn.

Advokatens forsvar

Advokaten bestred påstandene og anførte, at hans handlinger som likvidator var forsvarlige og nødvendige for at forsvare selskabet mod de britiske skattemyndigheders krav. Han fremhævede, at:

• Låne- og kautionsforholdene var etableret på markedsvilkår og med det formål at sikre selskabets likviditet til at finansiere forsvaret mod de britiske skattemyndigheder.
• Eventuelle bogføringsfejl var mindre og korrigeret, og han havde ikke til opgave at forestå selskabets bogføring.
• De afholdte udgifter til advokater, lønninger og pensioner var forretningsmæssigt begrundede og nødvendige for at opretholde forsvaret i den komplekse sag mod de britiske skattemyndigheder.
• Han havde ikke medvirket til omstødelige dispositioner, og der var ikke lidt et tab for kreditorerne som følge af hans handlinger.
• Fristdagen for konkursen var den 9. september 2013, og hans handlinger som likvidator lå inden for den relevante periode for vurdering af konkurskarantæne, jf. Konkursloven § 1, stk. 1, nr. 1.

Advokaten argumenterede desuden for, at konkurskarantænereglerne ikke var tiltænkt at ramme en advokats virke som likvidator, især når formålet var at forsvare selskabet mod et uberettiget krav.

Sø- og Handelsretten frifandt advokat Ole Spiermann for påstanden om konkurskarantæne.

Retten lagde til grund, at fristdagen for konkursen var den 9. september 2013, hvilket betød, at advokatens handlinger som likvidator fra den 26. juni 2013 til den 20. februar 2015 faldt inden for den relevante periode for vurdering af konkurskarantæne, jf. Konkursloven § 157, stk. 1.

Retten fandt, at advokaten i sin egenskab af likvidator ikke havde udvist groft uforsvarlig forretningsførelse. Begrundelsen var følgende:

• Låne- og kautionsforhold: Retten fandt, at advokaten alene havde bistået de finansierende selskaber i egenskab af rådgiver. Den omstændighed, at han samtidig var likvidator i Virksomhed ApS 1, fandtes at være uden betydning. Retten fandt, at selskabet var berettiget til at fastholde sine indsigelser mod det engelske krav, og at likvidators standpunkt i den forbindelse ikke kunne anses for groft uforsvarligt. Fastlæggelsen af vilkårene for lånene kunne heller ikke anses for groft uforsvarlige.
• Bogføring: Retten fandt det ikke godtgjort, at likvidator i væsentligt omfang havde tilsidesat sine pligter i henhold til Bogføringsloven. Det blev heller ikke godtgjort, at der var foretaget dobbelt bogføring.
• Afholdelse af udgifter: Retten lagde til grund, at selskabet havde afholdt advokatudgifter, lønudbetalinger, pensionsindbetalinger og rejseomkostninger, der var forretningsmæssigt begrundede og nødvendige for at forsvare selskabet mod de britiske skattemyndigheders krav. Mindre udgifter, der muligvis var afholdt med urette, blev anset for bagatelagtige og ændrede ikke den samlede vurdering af advokatens handlemåde.

Samlet set fandt retten, at advokatens handlinger som likvidator ikke havde karakter af groft uforsvarlig forretningsførelse, og han blev derfor frifundet. Statskassen blev pålagt at betale sagens omkostninger.