Afslag på dækning for tyveri af leaset bil grundet manglende bevis og regreskrav

Selskabet fastholdt, at klageren ikke havde løftet bevisbyrden for en dækningsberettiget begivenhed. Selskabet påpegede, at klageren ikke havde bidraget med tilstrækkelige oplysninger, herunder kontoudtog, der kunne dokumentere klagerens brug af bilen. Selskabet fremhævede, at bilen blev meldt stjålet samme dag, som den første leasingaftale udløb, og at klageren havde restgæld på bilen. Det blev også anført, at klageren underskrev en forlængelse af leasingaftalen, efter at bilen angiveligt var bortkommet.

Selskabet henviste til, at leasingaftalens betingelser (§ 3) forbød udlån til tredjemand (udover husstandsmedlemmer), hvilket vennen var. Dette udgjorde en misligholdelse af aftalen. Selskabet henviste til Forsikringsaftaleloven § 22 vedrørende klagerens pligt til at give oplysninger.

Nævnet finder, efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, at der ikke er grundlag for at kritisere selskabets afgørelse om, at klageren ikke har løftet bevisbyrden for, at der foreligger en dækningsberettigende forsikringsbegivenhed. Nævnet har derfor ikke grundlag for at pålægge selskabet at udbetale erstatning i henhold til kaskoforsikringen. Nævnet har blandt andet lagt vægt på, at klageren et par måneder forud for tyveriet var i rykkerforløb hos leasingselskabet og havde restgæld på 165.000 kr. i bilen. Desuden blev der lagt vægt på, at klageren underskrev og forlængede leasingaftalen umiddelbart efter, at vennen meldte bilen stjålet i udlandet. Det blev også tillagt vægt, at bilen er blevet meldt stjålet to gange i samme land i løbet af leasingperioden, imens den var i vennens varetægt, og at vennen på lydfilen – uanset hvilke omstændigheder, tidspunkt og kontekst dette end måtte være sket under – omtaler planer om at begå forsikringssvindel i forbindelse med klagerens bil. Endelig blev det fremhævet, at bilen var forsynet med startspærre, at vennen var i besiddelse af bilens eneste nøgle, og at der ikke blev fundet spor efter tyveriet.

Regreskrav

Vedrørende regreskravet bemærker nævnet, at erstatningen til leasingselskabet er udbetalt efter F-deklarationens dækning for bortkomst, som må anses for at være en tingsforsikring. Det følger af Erstatningsansvarsloven § 22, stk. 1 og Erstatningsansvarsloven § 19, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 1, at selskabet alene har regres mod klageren for den udbetalte erstatning til leasingfirmaet, såfremt bortkomsten af bilen kan tilregnes klageren som forsætligt eller som grov uagtsom adfærd. Nævnet finder, at det er selskabet, der skal bevise, at klageren har handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Selskabet har på det foreliggende grundlag ikke bevist, at bortkomsten af bilen kan tilskrives klagerens forsætlige eller groft uagtsomme handlinger. Selskabet har derfor ikke været berettiget til at kræve selskabets skadesudgift på 96.000 kr. i regres fra klageren.

Afgørelse: Selskabet, Købstædernes Forsikring GS, skal anerkende, at selskabet ikke har et berettiget regreskrav vedrørende selskabets skadesudgift på 96.000 kr. mod klageren. Klageren får ikke medhold i øvrigt. Klagegebyret tilbagebetales.

Parternes argumenter

Klagerens påstande

Klageren krævede fuld erstatning og anfægtede regreskravet. Klageren mente at have sandsynliggjort tyveriet og fremhævede følgende punkter:

• Fundet af GPS og nummerplader med uidentificerede fingeraftryk og DNA pegede på et professionelt tyveri.
• Det var muligt at omgå bilens startspærre med det rette udstyr.
• Bilen kunne være transporteret ud af landet uden at blive registreret af politiets automatiske nummerpladegenkendelse (ANPG).
• Klageren bestred, at bilen var parkeret et uvant sted, og afviste selskabets øvrige mistankemomenter.

Selskabets påstande

Selskabet fastholdt afvisningen og regreskravet med henvisning til, at klageren ikke havde løftet bevisbyrden for tyveriet. Selskabet pegede på en række omstændigheder, der skabte tvivl om hændelsesforløbet:

• Effektiv sikring: Bilen havde en fabriksmonteret startspærre, der gør spontant tyveri usandsynligt.
• Uvant placering: Et vidne oplyste til politiet, at bilen normalt ikke stod parkeret på klagerens adresse.
• Brug af nøgle: Dataudlæsning viste, at klagerens nøgle blev brugt kl. 22.00, tre timer efter klageren selv oplyste at have parkeret bilen kl. 19.00.
• Politiets efterforskning: Politiet betegnede bilen som en "puljebil" med tilknytning til mange forskellige personer, og ANPG-systemet havde ikke registreret bilen på vej ud af landet.
• Subsidiært argument: Selskabet anførte, at hvis tyveriet skulle dækkes, skulle erstatningen nedsættes pro rata, da bilen havde et væsentligt højere kørselsforbrug end oplyst ved forsikringens tegning. Dette ville medføre en opgørelse i henhold til forsikringsaftaleloven § 45, stk. 2.