Afgørelse i sag om krav på varigt mén efter gokartuheld

Relevante forhold og dokumentation

• Skadesanmeldelsen beskriver et kraftigt sammenstød med vrid i nakken og knæk, samt umiddelbare symptomer som hovedpine og kvalme.
• Lægejournaler viser konsultationer den 30. juli 2015 (muskulære nakkesmerter), 6. oktober 2015 (tiltagende nakkesmerter og hovedpine), og 12. januar 2017 (hovedpine og nakkesmerter).
• Fysioterapeutjournaler fra 7. september 2016 og 14. september 2016 beskriver smerter i øvre ryg og nakke, og nævner piskesmæld fra gokartuheldet.
• En neurologisk speciallægeerklæring af 29. marts 2020 konkluderer, at der er årsagssammenhæng mellem uheldet og klagerens symptomer, og at klageren har pådraget sig en kronisk ryglidelse.
• Vejledende udtalelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring af 19. august 2020 vurderer varigt mén til mindre end 5% på grund af manglende brosymptomer og årsagssammenhæng.

Klageren får ikke medhold i sin klage.

Nævnet bemærker, at det efter almindelige forsikringsretlige principper er klageren, der skal bevise rigtigheden og størrelsen af sit krav. Efter en gennemgang af sagen, herunder sagens lægelige bilag og udtalelsen fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), finder nævnet, at klageren ikke har bevist, at der er årsagssammenhæng mellem den anmeldte ulykke og hendes aktuelle gener. Nævnet kan derfor ikke kritisere, at selskabet har vurderet hendes varige mén til mindre end 5%.

Nævnet har blandt andet lagt vægt på, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har vurderet, at klagerens gener med overvejende sandsynlighed skal tilskrives andre forhold end den anmeldte ulykke, idet der ikke i tilstrækkeligt omfang er sandsynliggjort brosymptomer.

Nævnet har videre lagt vægt på, at klageren efter lægebesøgene den 30. juli 2015 og 6. oktober 2015 først henvendte sig til lægen igen den 12. januar 2017 med hovedpine og smerter i nakken, og at det fremgår af journalnotatet, at hovedpinen havde varet 3 dage, og at smerterne i nakken var opstået samme morgen.

Nævnet har også lagt vægt på, at klageren henvendte sig til fysioterapeut med øvre ryg/nakkesmerter den 7. september 2016, og at det fremgår af journalnotatet, at der var tale om øvre rygsmerter igennem 2 uger.

Det, som klageren i øvrigt har anført – herunder blandt andet at fysioterapeutjournalen ikke indgik i méngradsvurderingen hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, at den neurologiske speciallægeerklæring konstaterede årsagssammenhæng, at beskrivelsen af kronisk whiplash fra neurologen passer med hendes symptomer, og at hun ikke har lidt af andre skader – kan ikke føre til et andet resultat.

Klagerens påstande:

• Skaden, en delvist overrevet sene, er en direkte følge af ulykkestilfældet og kan kun være traumeudløst.
• Hun havde ikke haft skuldergener i 13 år op til uheldet, efter en operation i år 2000.
• At uheldet ikke blev noteret i lægejournalen ved første konsultation skyldes travlhed hos lægen, og at hun efterfølgende rettede op på dette.
• Et andet forsikringsselskab har anerkendt skaden og udbetalt 10 % i varigt mén.

Selskabets påstande:

• Klageren har ikke løftet bevisbyrden for, at hendes symptomer skyldes ulykkestilfældet.
• Ved første lægekonsultation efter hændelsen blev uheldet ikke nævnt. Det blev først tilføjet journalen otte måneder senere, i juli 2014.
• Lægejournaler viser, at klageren havde forudbestående og symptomgivende gener i skulderen, som stammede fra en tidligere skade i 1999.
• En vurdering fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) konkluderer, at der ikke er tilstrækkelig sandsynlighed for en årsagssammenhæng, og at et eventuelt mén som følge af hændelsen er under 5 %.