Afgørelse om ménprocent efter fodboldskade: Tvist om nakkesmerter

Klageren var omfattet af en kollektiv ulykkesforsikring i Alm. Brand Forsikring A/S og klagede over, at selskabet alene havde udbetalt erstatning for et varigt mén på 5 % efter en skade, han pådrog sig under en fodboldkamp den 25. maj 2015.

Sagens omstændigheder

Klageren stødte sammen med en modspiller under en fodboldkamp, hvor han fik et vrid i nakken og efterfølgende oplevede et blackout. Han blev tilset af egen læge den 28. maj 2015 på grund af vedvarende hovedpine og flimren for øjnene. En speciallæge i neurologi udarbejdede en speciallægeerklæring den 23. september 2016.

Alm. Brand vurderede oprindeligt ménprocenten til 5 % og udbetalte erstatning svarende hertil. Klageren klagede over denne vurdering, da han mente, at ménprocenten var for lav.

Sagen blev efterfølgende behandlet af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), som i en vejledende udtalelse af 28. marts 2017 fastsatte ménprocenten til 10 %. Alm. Brand anmodede efterfølgende AES om en revurdering, idet de anførte, at klageren ikke tidligere havde klaget over nakkesmerter.

Klageren bestred Alm. Brands sagsfremstilling og anførte, at han løbende havde klaget over nakkesmerter. AES revurderede herefter afgørelsen og fastsatte méngraden til 5 % med henvisning til méntabellens punkt A.4.1.1.

Klageren var uenig i denne vurdering og mente, at hans tilfælde burde kategoriseres under punkt A.4.1.2 eller et værre punkt, da han dagligt havde hovedpine og var besværet i sit arbejde og daglige gøremål.

Klagerens advokat anmodede om, at klageren fik medhold i, at forholdet kategoriseres med en ménprocent på 10 %, svarende til det påståede beløb.

Parternes argumenter

• Klageren anførte, at der var tidsmæssig overensstemmelse mellem traumet, de aktuelle problemstillinger og klagerne, idet han havde fået et hovedtraume samt vrid i nakken. Han henviste til journalnotater af 29. april 2016, hvor hans læge nævnte hovedpine og nakkesmerter med en varighed på 9 måneder, samt en speciallægeerklæring af 23. september 2016.
• Selskabet anførte, at de havde udbetalt erstatning for klagerens hovedpine svarende til et varigt mén på 5 % i henhold til méntabellens punkt A.4.1.1. De henviste til, at der ikke var lægelig dokumentation for nakkesmerterne i umiddelbar tilknytning til skaden, og at oplysninger om nakkesmerter først optrådte 11 måneder efter skaden. De anførte, at AES efter revurdering var enige i, at der ikke med tilstrækkelig sikkerhed var dokumenteret strakssymptomer til nakkegenerne.

Ankenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere, at selskabet havde afvist at yde forsikringsdækning for klagerens nakkesmerter. Nævnet lagde vægt på, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i sin udtalelse af 10/8 2017 fastsatte det varige mén til 5 %, idet de anførte, at klageren ved første lægebesøg den 28. maj 2015 klagede over hovedpine og flimren for øjnene, mens de første klager over nakkesmerter fremkom den 29. april 2016, cirka 11 måneder efter skaden. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vurderede derfor ikke, at der var tilstrækkeligt sandsynliggjort strakssymptomer til nakkegenerne.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at nakkesmerter ikke blev omtalt i speciallægeerklæringen af 8/9 2015, selvom det fremgik, at "Nakkefæsterne er ømme", og der derfor måtte antages at have været fokus på klagerens nakke under konsultationen. Nævnet lagde også vægt på, at klageren alene henviste til gener i form af hovedpine i sin anmeldelse af 7/4 2016 til selskabet, og at han i perioden fra maj 2015 til april 2016 havde været til læge flere gange uden at klage over nakkesmerter.

Som følge heraf fik klageren ikke medhold.