Afgørelse i sag mellem forsikringstager og Topdanmark Forsikring A/S vedrørende lønsikring og forsinkede rykkere

Relevante forhold og dokumentation

Sagen omfatter e-mails fra selskabet af 21. og 23. februar 2020 med rykkere og varsel om opsigelse, samt selskabets juridiske redegørelse af 6. marts 2020. Forsikringsbetingelserne, herunder Punkt 10 om betaling og Punkt 11 om ophør af forsikringen, er også fremlagt.

Klageren får ikke medhold i sin klage. Ankenævnet finder, at selskabet er berettiget til at opkræve den manglende præmie for andet og tredje kvartal 2019 hos klageren, selv efter udløbet af den periode, som opkrævningen vedrørte. Nævnet lægger vægt på, at klageren havde forsikringsdækning i den pågældende periode, og at forsikringen ikke var opsagt. Præmiekravet er desuden ikke forældet.

Ankenævnet bemærker, at selvom det havde været ønskeligt, at selskabet havde sendt en forklaring på forsinkelsen af rykkerskrivelserne i februar 2020, fører den manglende information ikke til, at selskabet har fortabt sit krav på præmie. Selskabets rykkerskrivelser, sendt pr. mail den 21. og 23. februar 2020 med varsel om opsigelse af forsikringen, opfylder tidsfristerne i Forsikringsaftaleloven § 13, stk. 1 og informationskravet i Forsikringsaftaleloven § 13, stk. 2.

Da klageren ikke har betalt den skyldige præmie, kan nævnet ikke kritisere, at selskabet har slettet klagerens lønsikring pr. 1. april 2020.

Efter den 2. juli 2018 fortsatte selskabet med at sende kommunikation til klageren. Den 4. juli 2018 sendte selskabet et varslingsbrev om kørelængde, der meddelte, at forsikringen blev ændret til at dække over 45.001 km/år gældende fra 4. juli 2018, og at en ny police ville blive sendt. Den 20. august 2018 sendte selskabet en opkrævning for præmiedifference på 6.255,09 kr. med varsel om, at forsikringen ville ophøre pr. 18. september 2018, hvis beløbet ikke blev betalt. Den 31. august 2018 anmeldte klageren den i sagen omhandlede kaskoskade. Den 12. september 2018 sendte selskabet en ny police gældende fra 4. juli 2018 med ansvar- og kaskodækning. Den 19. september 2018 sendte selskabets taksator en e-mail, der bekræftede værdiansættelsen af det skadede køretøj til 100.000 kr. og anmodede om kontooplysninger for udbetaling. Den 25. oktober 2018 sendte selskabet en opkrævning på 11.104,18 kr., hvoraf det fremgik, at forsikringen var afgangsført pr. 13. september 2018. Klageren indbetalte 11.304,18 kr. den 14. januar 2019.

En tidslinje over de vigtigste begivenheder og beløb:

Parternes påstande og argumenter

Klagerens påstand og argumenter

Klageren fastholder, at forsikringen var i kraft på skadestidspunktet den 31. august 2018, og at selskabet derfor skal dække den skete skade. Klageren anfører, at selskabet skriftligt har bekræftet, at forsikringen var i kraft på skadestidspunktet, og henviser til opkrævningen af 20. august 2018, policen af 12. september 2018 og e-mailen fra taksator af 19. september 2018. Klageren mener at have handlet i god tro og har betalt det skyldige beløb. Det gøres gældende, at selskabet ikke har løftet bevisbyrden for at have orienteret klageren tilstrækkeligt og retmæssigt om retsvirkningerne af den manglende betaling oprindeligt. Klageren henviser desuden til Forsikringsaftaleloven § 14 og mener at være bibragt en berettiget forventning om dækning.

Selskabets påstand og argumenter

Selskabet afviser dækning med henvisning til, at klagerens forsikring var ophørt den 2. juli 2018 på grund af præmierestance. Selskabet anfører, at de har overholdt rykkerproceduren i Forsikringsaftaleloven og at klageren ikke kunne være i god tro om dækning, da præmien ikke var betalt i over fem måneder. Selskabet forklarer, at de øvrige opkrævninger, breve og policer skyldtes en systemproces, der blev igangsat i forbindelse med den første skade og det ændrede kørselsbehov, og som ved en fejl ikke blev stoppet. Selskabet fastholder, at klageren ikke kan støtte ret på denne "fejlproces".

Subsidiært gør selskabet gældende, at hvis der var dækning, skulle der alene ske pro rata erstatning på grund af klagerens urigtige risikooplysninger om kørselsbehov, jf. Forsikringsaftaleloven § 6, stk. 2. Selskabet afviser desuden at betale klagerens udgifter til lejebil og advokatbistand, da klageren ikke har løftet bevisbyrden for, at selskabet er forpligtet hertil efter almindelige erstatningsretlige betingelser.