Tvisten om præmiebetalinger og betalingsvilkår for flere forsikringer

Klageren har klaget over, at hun mener at have betalt for meget i præmie for sine forsikringer hos Topdanmark Forsikring A/S. Selskabet afviser, at klageren har betalt for meget.

Sagens omstændigheder

Klageren har bl.a. bilforsikring og husejerforsikring i Topdanmark. Klagen drejer sig om 16 forsikringer, der er eller har været oprettet. Selskabet har redegjort for betalinger og opkrævninger i et brev af 24/6 2013, hvor de beskriver interne overførsler mellem forsikringer og afskrivning af rykkergebyrer.

Klageren mener, at hun har betalt mere end aftalt og ønsker differencen tilbagebetalt. Hun ønsker desuden at skifte selskab uden gebyr.

Topdanmark mener ikke, at klageren har krav på tilbagebetaling, men har accepteret gebyrfri kortopsigelse. Selskabet har slettet gebyrer for flyttede forsikringer og rykkergebyrer. De fremhæver, at priserne er indeksregulerede, og at der er tillagt en skadesforsikringsafgift til staten.

Selskabet anfører, at to af priserne fra det oprindelige tilbud blev ændret i tilbudsfasen, og at præmierne er ændret grundet ændret betalingsmetode fra helårlig til kvartårlig betaling med et terminstillæg på 10 %. De har dog givet en rabat, så terminstillægget er reduceret. Topdanmark beklager det forvirrende forløb.

Klageren fastholder, at hun ikke er blevet informeret om de 10 % ved kvartårlig betaling og bestrider selskabets beregninger. Hun spørger specifikt til en opkrævning på 2454,50 kr. og en stigning på 200 kr. på bilforsikringen.

Topdanmark forklarer, at opkrævningen på 2454,50 kr. dækker husforsikringen for en periode, inklusiv stempelafgift og stormflodsafgift. Prisstigningen på bilforsikringen skyldes indeksregulering og skadesforsikringsafgift. Selskabet har efterfølgende sat prisen ned pga. mindre kilometerforbrug.

Nævnet kan ikke afgøre sagen.

Nævnet finder, at det ikke er muligt at vurdere, hvem der har ret ud fra de oplysninger, der er i sagen. Det vil kræve en bevisførelse, eventuelt med parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for nævnet. I givet fald må bevisførelsen ske for domstolene. Det følger af vedtægternes § 4, stk. 1, at nævnet derfor må afvise at afgøre sagen.