Dom om gyldigheden af Århus Kommunes beslutninger om gårdforbedring i to karréer

Denne sag omhandler en anke over en dom fra Retten i Århus, hvor en ejendomsejer (appellant) anfægtede Århus Kommunes beslutninger om gårdforbedring i to karréer i Århus.

Sagens Baggrund

Århus Kommune havde truffet byfornyelsesbeslutninger vedrørende gårdforbedring i Karré 1 og Karré 2. Appellanten, en ejendomsejer i området, var utilfreds med resultatet af gårdforbedringen og de forpligtelser, der fulgte med.

Appellantens Påstande

Appellanten gentog sin principale påstand fra byretten og nedlagde subsidiære påstande for begge sager:

• Karré 1: Århus Kommune skulle anerkende, at byfornyelsesbeslutningen om gårdforbedring i Karré 1 skulle begrænses, så appellanten hverken pligtmæssigt skulle være medlem af gårdlavet eller betale udgifter til ren- og vedligeholdelse samt fornyelse af det byfornyede område.
• Karré 2: En tilsvarende subsidiær påstand blev nedlagt for Karré 2.

Kommunens Påstand

Århus Kommune påstod dommen fra byretten stadfæstet.

Appellantens Forklaringer

Appellanten udtrykte stor skuffelse over gårdforbedringen i Vej 1 83. Han fremhævede flere kritikpunkter:

• Manglende Fjernelse: En stor erhvervsbygning og jordvolde, som burde være fjernet, var ikke blevet det, hvilket medførte øgede vedligeholdelsesudgifter for gårdlavet.
• Utilfredshed blandt lejere: Lejerne havde ikke udtrykt positiv feedback, og projektet stemte ikke overens med det, der var stemt ja til.
• Funktionelle Problemer: Skraldespande var placeret uhensigtsmæssigt tæt på siddeområder, og der var ikke indrettet cykelparkering. Tidligere fredelige haver var blevet forstyrret.
• Økonomiske Byrder: Appellanten oplevede øgede udgifter til tyverisikring efter indbrud, revisorudgifter og tvungent medlemskab af gårdlavet, hvilket medførte betaling for vedligeholdelse af arealer, der tilhørte andre ejendomme. Han anfægtede også kommunens brug af 130.000 kr. til et overdækket parkeringsanlæg.

Kommunens Forklaringer (Vidner)

Kommunen fremlagde vidneforklaringer, der belyste baggrunden for beslutningerne:

• Vidne 3 (Kommuneansat): Forklarede, at gårdforbedringer typisk tilfører ejendomme en fordel, selvom der i visse tilfælde kan være behov for erstatning, f.eks. ved nedlæggelse af indtægtsgivende parkeringspladser. Det blev understreget, at det ikke var ekspropriation.
• Vidne 1 (Arkitekt): Forklarede, at terrænet i Karré 1 var skrånende, og at det store erhvervsbyggeri begrænsede friarealet. Kommunen ydede tilskud til parkeringsanlægget, og der var opnået betydelige besparelser ved at fjerne visse elementer fra det oprindelige projekt, såsom legeområder og amfiteater. De væsentligste elementer, som private terrasser og adgang til solbeskinnede områder, blev dog fastholdt. Det var ikke muligt at etablere nedgravede affaldsbeholdere i Vej 1 på grund af ledninger, og det var ikke muligt at undtage appellantens ejendom fra gårdforbedringen.
• Vidne 2 (Sagsbehandler): Forklarede om de forskellige karréers karakteristika og den frivillige tilslutning til gadeordningen for renovation. Gårdforbedringer kræver ikke lokalplaner og omfatter primært omlægning af havearealer.

Landsrettens Begrundelse og Afgørelse

Landsretten stadfæstede boligrettens dom og fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Århus Kommunes skøn vedrørende behovet for gårdforbedring i de to karréer. Retten lagde vægt på følgende:

• Kommunens Skøn og Formål: Beslutningerne om gårdforbedring var ikke truffet på baggrund af usaglige hensyn, herunder dagrenovation, og det var ikke uproportionalt at inddrage appellantens ejendomme i projektet, set i lyset af lovens formål.
• Planlægningsgrundlag: De gennemførte gårdforbedringer blev ikke anset for større bygge- eller anlægsarbejder i henhold til Planloven § 13, stk. 2. Der forelå det nødvendige plangrundlag i henhold til Byfornyelsesloven § 2, stk. 4, og kommunen havde i Kommuneplan 2001 tilkendegivet, hvordan udendørs opholdsarealer i gårdrum skulle indrettes.
• Projektets Gyldighed: Projektet, der blev gennemført i Karré 1, var grundlæggende i overensstemmelse med det oprindelige projektforslag, som ejere og beboere blev orienteret om. Besparelserne havde ikke berørt de væsentligste elementer, og manglende orientering om det ændrede projekt medførte ikke ugyldighed i henhold til Byfornyelsesloven § 41.
• Erstatningsspørgsmål: Kommunens beslutninger om gårdforbedring var hjemlet i Byfornyelsesloven § 39 og Byfornyelsesloven § 40, som giver mulighed for at begrænse ejernes råden over ejendomme. Retten bemærkede, at Byfornyelsesloven § 44 berettiger ejere til erstatning, hvis indskrænkningerne medfører et tab. Spørgsmålet om erstatning indgik dog ikke i denne sag, og retten tog derfor ikke stilling til, om indgrebene havde karakter af ekspropriation.
• Foreningsfrihed: Appellantens pligter i henhold til deklarationerne blev ikke anset for omfattet af EMRK artikel 11 om forsamlings- og foreningsfrihed.

Landsretten fandt på denne baggrund ikke grundlag for at tage appellantens subsidiære påstande til følge og stadfæstede boligrettens dom.

Sagsomkostninger

Appellanten blev pålagt at betale sagsomkostninger for landsretten til Århus Kommune med 32.500 kr. i hver sag, i alt 65.000 kr. Beløbet dækkede udgifter til advokatbistand og skulle forrentes efter Renteloven § 8a og betales inden 14 dage.