Døgnassistance til hjemmeboende kvinde med Spielmeyer-Vogt Syndrom – Forældrenes rolle og kommunens forpligtelse

En ung kvinde med den progredierende sygdom Spielmeyer-Vogt Syndrom ønskede at fortsætte med at bo hjemme hos sine forældre efter det fyldte 18. år. Hun havde egen separat indgang til sit værelse, der var bygget til den oprindelige bolig. Kommunen vurderede, at kvinden havde behov for hjælp døgnet rundt.

Kommunen bevilligede aflastning i hjemmet 19 timer i døgnet i de uger, kvinden var hjemme, samt en årlig ramme på 110 døgn aflastning. Forældrene skulle selv stå for hjælpen til kvinden 5 timer i døgnet.

Det sociale nævn hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen. Nævnet begrundede afgørelsen med, at kommunen skulle sikre, at de nødvendige opgaver blev varetaget døgnet rundt, og at forældrene ikke kunne pålægges at varetage pasning og pleje. Kommunen var forpligtet til at undersøge alle muligheder for hjælp efter den sociale lovgivning, jf. Retssikkerhedsloven § 5.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse til Ankestyrelsen. Kommunen anførte, at da forældrene ønskede kvinden boende, kunne der alene tilbydes aflastning. De stillede spørgsmål ved kommunernes serviceniveau og borgeres krav på hjælp i eget hjem. Nævnet bemærkede ved genvurdering, at bevilling af nødvendig hjælp ikke er betinget af ophold i et botilbud.

Ankestyrelsen lagde til grund, at kvinden havde behov for hjælp og pleje 24 timer i døgnet, og at hun og hendes forældre ønskede, at hun blev boende i forældrenes bolig. Forældrene ønskede dog ikke længere at passe hende, men alene at være forældre.

Ankestyrelsens vurdering af lovgrundlag

Ankestyrelsen fandt, at Serviceloven § 84 (aflastning) alene finder anvendelse, når ægtefæller, forældre eller andre nære pårørende tilkendegiver at ville passe en person med nedsat funktionsevne. Da forældrene ikke længere ønskede at varetage pasningen, fandt denne bestemmelse ikke anvendelse.

Afgørelsen om personlig hjælp, omsorg og pleje skulle derfor træffes efter Serviceloven § 83 samt den øvrige sociale lovgivning.

Konklusion

Ankestyrelsen vurderede, at kommunen var forpligtet til at sammensætte den nødvendige hjælp til ansøgeren. Ankestyrelsen stadfæstede det sociale nævns afgørelse.