Stadfæstelse af påbud om destruktion af fødevarer på grund af manglende sporbarhed

Sagen omhandler et påbud fra Fødevarestyrelsen om destruktion af en række fødevarer, da en virksomhed ikke kunne dokumentere varernes sporbarhed. Virksomheden klagede over afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Kontrolbesøg og påbud om destruktion

Under et kontrolbesøg den 31. maj 2016 konstaterede Fødevarestyrelsen, at virksomheden ikke kunne fremvise dækkende fakturaer eller følgedokumenter for en række kød- og fiskeprodukter. Virksomheden fik en frist til den følgende dag til at fremskaffe dokumentationen. Den fremsendte dokumentation blev dog vurderet som utilstrækkelig, da den enten ikke matchede de beslaglagte varer eller manglede nødvendige oplysninger for at kunne identificere partierne.

Den 28. juni 2016 udstedte Fødevarestyrelsen et påbud om destruktion af følgende varer:

• 12 pakker fersk kyllingebrystfileter
• 93 pakker sorte tiger rejer
• 73 stk. laksesider
• 53 stk. Tenderloin fra Brasilien
• 3 stk. Ribeye Boneless
• 10 pakker krebsehaler
• 1 stk. Swift oksefilet

Påbuddet blev begrundet med, at manglende sporbarhed udgør en risiko for forbrugernes sundhed, da det umuliggør en effektiv tilbagetrækning af potentielt farlige fødevarer.

Klagerens anbringender

Virksomheden klagede den 12. juli 2016 og anførte, at Fødevarestyrelsen overfortolkede lovgivningen. Klageren mente ikke, der var hjemmel til at kræve, at sporbarhedsdokumentation skulle kunne fremvises straks, især da en datafil med oplysningerne angiveligt var gået tabt. Desuden bestred klageren, at lot-numre skulle påføres direkte på fakturaer. Klagen blev tillagt opsættende virkning med vilkår om, at varerne blev beslaglagt for virksomhedens regning.

Fødevarestyrelsens bemærkninger til klagen

Fødevarestyrelsen fastholdt, at en virksomhed skal have systemer, der sikrer, at sporbarhedsdokumentation kan fremvises straks på anmodning. Styrelsen afviste den efterfølgende fremsendte dokumentation, herunder en mail, som utilstrækkelig, da den ikke entydigt kunne identificere de beslaglagte fødevarer, deres mængde, leverandør og afsendelsesdato.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæster Fødevarestyrelsens påbud af 28. juni 2016 om destruktion af fødevarer, men ændrer den juridiske hjemmel for afgørelsen.

Vurdering af sporbarhed

Nævnet fandt, at virksomheden ikke havde opfyldt sin forpligtelse til at kunne dokumentere, hvorfra fødevarerne var leveret. Dette er et krav i henhold til Fødevareforordningen artikel 18, stk. 2. Nævnet lagde vægt på, at den dokumentation, virksomheden fremsendte efter kontrolbesøget, ikke var tilstrækkelig til at identificere varernes oprindelse. Nævnet bemærkede, at Fødevarestyrelsen havde givet virksomheden en frist til dagen efter kontrolbesøget, og at kravet om dokumentation derfor ikke blev stillet "straks" på en urimelig måde.

Da virksomheden ikke kunne redegøre for fødevarernes oprindelse, var betingelserne for påbuddet om destruktion opfyldt.

Ændring af afgørelsens hjemmel

Fødevarestyrelsen havde oprindeligt henvist til både fødevareforordningen og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 931/2011. Miljø- og Fødevareklagenævnet vurderede, at artikel 3 i sidstnævnte forordning ikke var relevant i denne sag. Bestemmelsen gælder for leverandører af fødevarer, mens virksomheden i dette tilfælde var modtager.

Nævnet ændrede derfor hjemlen for afgørelsen, så den udelukkende er baseret på Fødevareforordningen artikel 18, stk. 2. Denne ændring havde dog ingen betydning for sagens resultat.