Grundejer anset ikke som part i sag om midlertidig vejafspærring grundet gravearbejde

Juridisk Vurdering

For at blive anset som part i en forvaltningsretlig sag skal man have en væsentlig, individuel og retlig relevant interesse i sagens udfald. Vejdirektoratet vurderede, at grundejeren havde en større interesse end den almene trafikant, men at denne interesse ikke var væsentlig nok.

Begrundelsen hviler på en afvejning af generne over for arbejdets midlertidige karakter. Afgørelsen er i overensstemmelse med praksis, hvor naboer til gravearbejder kun undtagelsesvist anses som parter. Afgørelsen baserer sig på reglerne i Vejlovens § 73 om gravetilladelser og Færdselslovens § 92 om færdselsmæssige bestemmelser, herunder vejafspærring. Selvom klagers adgangsforhold blev midlertidigt forringet, blev det ikke anset for en permanent ændring som beskrevet i Vejlovens § 48.

Vejdirektoratet opretholder K Kommunes afgørelse om, at ejeren af ejendommen N-vej 25 ikke er part i sagen om en gravetilladelse, der medførte en midlertidig afspærring af den offentlige vej for køretøjer.

Vurderingen er, at selvom grundejeren har en større og mere individuel interesse i sagen end offentligheden generelt, er denne interesse ikke tilstrækkelig væsentlig til at give partsstatus. Vejdirektoratet lægger vægt på, at afspærringen var midlertidig (ca. en måned), tidsbegrænset til arbejdstiden på hverdage, og at der var konstant gående adgang til ejendommen. Desuden var der mulighed for alternativ parkering i nærheden, og der kunne træffes aftale om adgang for nødvendige leverancer. De oplevede gener ansås for at være inden for, hvad man som grundejer må tåle i forbindelse med nødvendige ledningsarbejder på en offentlig vej.

Sagens Baggrund

Rosengården er en gågade, hvor der indtil november 2007 var parkeringsforbud. Sagsøgeren, der også udfører el-installationsvirksomhed hos kunder, har behov for at deres varebiler kan standse kortvarigt ved forretningen for af- og pålæsning af materialer og værktøj. Andre forretningsdrivende i Rosengården klagede over Sagsøgerens parkering, som de mente var til gene og blokerede forretningernes synlighed.

Københavns Kommunes Afgørelse

• I juni og september 2007 modtog Københavns Kommune henvendelser fra andre erhvervsdrivende i Rosengården, der klagede over Sagsøgerens parkeringsadfærd og anmodede om indførelse af standsningsforbud.
• Kommunen foretog besigtigelser og konstaterede, at der holdt parkerede biler, men ikke i den voldsomme grad, som beskrevet. De bemærkede dog, at parkeringen var ulovlig og til gene for både erhvervsdrivende og fodgængere.
• På baggrund af henvendelserne og besigtigelserne besluttede Københavns Kommune at ændre parkeringsreguleringen i Rosengården fra parkeringsforbud til standsningsforbud i tidsrummet kl. 11-17. Dette blev gjort med samtykke fra Københavns Politi og med hjemmel i Færdselsloven § 92. Kommunen begrundede afgørelsen med, at Rosengården er en gågade og som sådan skal være et bilfrit areal.
• Rigspolitiet afviste efterfølgende Sagsøgerens klage over afgørelsen med den begrundelse, at virksomheden ikke havde den fornødne væsentlige, direkte og individuelle interesse i sagen, jf. Færdselsloven § 92 c, stk. 2.

Sagsøgerens Argumentation

Sagsøgeren nedlagde påstand om, at kommunens afgørelse var ugyldig og anførte:

• Retlig interesse: Sagsøgeren har en direkte, individuel og væsentlig negativ interesse i sagen, da afgørelsen påvirker virksomhedens drift betydeligt. Begrebet retlig interesse for domstolsprøvelse bør fastlægges bredere end for administrativ klageret, jf. Grundloven § 63, stk. 1.
• Sagsbehandlingsfejl: Kommunen har tilsidesat væsentlige sagsbehandlingsprocedurer og forvaltningsretlige regler, herunder reglerne om partshøring, meddelelse om afgørelsen, begrundelse og klagevejledning. Sagsøgeren burde have været partshørt, jf. Forvaltningsloven § 19, da afgørelsen var baseret på faktiske oplysninger om Sagsøgerens virksomhed, som de ikke fik mulighed for at kommentere.
• Disproportionalitet: Afgørelsen er disproportional i forhold til formålet. Standsningsforbuddet hindrer nødvendige kortvarige standsninger for af- og pålæsning, hvilket er essentielt for virksomhedens drift. Standsning omfatter standsning af biler i op til 3 minutter samt af- og pålæsning, jf. Færdselsloven § 2, nr. 16. Sagsøgeren mente, at der var andre, mindre indgribende reaktionsmuligheder, såsom bedre skiltning eller håndhævelse af det eksisterende parkeringsforbud. Indgrebet har desuden ekspropriativ karakter, jf. Grundloven § 73.

Københavns Kommunes Argumentation

Københavns Kommune påstod afvisning, subsidiært frifindelse, og anførte:

• Manglende retlig interesse: Sagsøgeren har ikke den fornødne retlige interesse til at anlægge sag ved domstolene, da afgørelsen ikke påvirker virksomhedens erhvervsforhold med tilstrækkelig styrke og intensitet.
• Skønsbeføjelser: Kommunen er tillagt vide skønsbeføjelser til at træffe beslutninger på grundlag af færdselsmæssige hensyn i medfør af Færdselsloven § 92. Hensynet til at sikre Rosengården som et bilfrit gågadeareal er et sagligt hensyn.
• Proportionalitet: Kommunen har overholdt de retlige begrænsninger og proportionalitetsprincippet. Standsningsforbuddet rammer Sagsøgeren i samme begrænsede omfang som andre erhvervsdrivende og fodgængere i området. Manglende partshøring eller andre sagsbehandlingsfejl har ikke haft væsentlig betydning for afgørelsens indhold, da den hviler på et sikkert hjemmelsmæssigt grundlag.

Sagen blev anlagt ved Københavns Byret den 28. maj 2008 og henvist til behandling ved landsretten i medfør af Retsplejeloven § 226, stk. 1.