Det følger af færdselslovens § 43, stk. 5, 1. pkt., at for biler og motorcykler, hvortil der er tilkoblet et ikke-registreringspligtigt påhængsredskab, og for traktorer og motorredskaber må hastigheden uanset § 42 ikke overstige 30 km i timen. Derudover følger det af færdselslovens § 43. stk. 5, 2. pkt., at for godkendte eller registrerede traktorer og motorredskaber samt vogntog bestående af en godkendt eller registreret traktor eller et godkendt eller registreret motorredskab tilkoblet godkendte eller registrerede påhængskøretøjer, der opfylder betingelserne fastsat efter den gældende § 43 stk. 12, må hastigheden dog ikke overstige 40 km i timen.

Det foreslås, at § 43, stk. 5, nyaffattes.

Det foreslås med 1. pkt., at for biler og motorcykler, hvortil der er tilkoblet et ikke-registreringspligtigt påhængsredskab, og for traktorer og motorredskaber må hastigheden, uanset § 42, ikke overstige 30 km i timen.

Bestemmelsen er en uændret videreførelse af den gældende § 43, stk. 5, 1. pkt., som alene af lovtekniske hensyn er medtaget i dette lovforslag, fordi hele stykket nyaffattes.

Det foreslås at ændre 2. pkt., således at for traktorer og motorredskaber, som er registreret i Køretøjsregistret, må hastigheden dog ikke overstige 40 km i timen.

Med bestemmelsen fastslås det, at traktorer og motorredskaber, som er registreret i Køretøjsregistret, kan køre op til 40 km i timen. Med indregistreringen i Køretøjsregistret, hvormed køretøjerne får nummerplader på, vil det blive sikret, at køretøjerne enten er typegodkendt eller er individuelt godkendt til at kunne køre med denne hastighed.

Det foreslås med 3. pkt., at for vogntog bestående af en traktor eller et motorredskab, der er registreret i Køretøjsregistret, tilkoblet et påhængskøretøj, må hastigheden dog ikke overstige 30 km i timen.

Bestemmelsen indebærer en maksimal hastighed på 30 km i timen for vogntog bestående af traktorer og motorredskaber, som er registreret i Køretøjsregistret, og dermed godkendt til at køre op til 40 km i timen, men som er tilkoblet påhængskøretøjer, der ikke er godkendt til at køre op til 40 km i timen. Dette er en uændret videreførelse af gældende retstilstand.

Med forslaget til 4. pkt., må hastigheden for vogntog bestående af en traktor eller et motorredskab, som er registreret i Køretøjsregistret og tilkoblet et påhængskøretøj, der opfylder betingelser fastsat efter det foreslåede stk. 12, dog ikke overstige 40 km i timen.

Bestemmelsen vil medføre, at hastigheden for traktor og motorredskab, som er registreret i Køretøjsregistret, og dermed godkendt til at køre op til 40 km i timen, og som er tilkoblet et påhængskøretøj, der opfylder betingelserne fastsat efter det foreslåede stk. 12, må være op til 40 km i timen. Efter den foreslåede bemyndigelse i § 43, stk. 12, vil der således blive fastsat de krav, som et påhængskøretøj skal opfylde, for at kunne blive trukket af en traktor eller et motorredskab med op til 40 km i timen. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 43, stk. 12, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, for en nærmere beskrivelse heraf.

Efter færdselslovens § 43, stk. 12, kan transportministeren fastsætte regler om de betingelser, der skal være opfyldt for en hastighedsgrænse på 40 km i timen for godkendte og registrerede traktorer og motorredskaber samt vogntog bestående af en godkendt og registreret traktor eller et godkendt og registreret motorredskab tilkoblet godkendte eller registrerede påhængskøretøjer.

Det foreslås med § 43, stk. 12, at transportministeren kan fastsætte regler om de betingelser, der skal være opfyldt for, at hastigheden for vogntog bestående af en traktor eller et motorredskab, som er registreret i Køretøjsregistret og tilkoblet et påhængskøretøj, må være op til 40 km i timen, jf. det foreslåede stk. 5, 4. pkt.

Med bestemmelsen vil bemyndigelsen til transportministeren blive tilpasset med den ændring, som følger af det foreslåede § 43, stk. 5, 2. pkt. Med forslaget til sidstnævnte bestemmelse følger, at traktor og motorredskab, som er registreret i Køretøjsregistret, ikke længere vil skulle opfylde andre betingelser i en Tempo 40-bekendtgørelse, men kan køre op til 40 km i timen efter bestemmelsen i færdselsloven. Med den nye bemyndigelse i det foreslåede stk. 12 vil bestemmelsen omfatte krav til de påhængskøretøjer, som skal godkendes til at køre op til 40 km i timen i et vogntog trukket af traktor eller motorredskab, som er registreret i Køretøjsregistret.

Det er hensigten, at der i bekendtgørelsen vil blive fastsat krav til godkendelse af påhængskøretøjet, hvorimod kravet om registrering undlades. Efter bestemmelsen vil der således blive fastsat regler om de betingelser et påhængskøretøj skal opfylde for at blive godkendt til Tempo 40-kørsel. Betingelserne består af tekniske krav, som skal sikre, at de godkendte påhængskøretøjer er udstyret, så de kan køre 40 km i timen uden en øget færdselssikkerhedsmæssig risiko. Derudover vil det fortsat være en betingelse, at der på et påhængskøretøj, som er godkendt til 40 km i timen, påsættes et Tempo 40-klistermærke, så de godkendte påhængskøretøjer kan identificeres i forbindelse med politiets kontrol på vejene.

Efter færdselslovens § 53, stk. 1, straffes for spirituskørsel den, som fører eller forsøger at føre et motordrevet køretøj efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, at alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter kørslen overstiger 0,50 promille, eller at alkoholkoncentrationen i udåndingsluften under eller efter kørslen overstiger 0,25 mg pr. liter luft.

Det foreslås, at der i § 53, stk. 1, indsættes tilføjelsen », jf. dog stk. 2«.

Den foreslåede ændring vil sikre, at opmærksomheden henledes på den foreslåede bestemmelse i § 53, stk. 2, som foreslås indsat ved lovforslagets § 1, nr. 4, om en lavere promillegrænse i visse nærmere bestemte tilfælde. Der henvises nærmere til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 4.

Efter færdselslovens § 53, stk. 1, straffes for spirituskørsel den, som fører eller forsøger at føre et motordrevet køretøj efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, at alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter kørslen overstiger 0,50 promille, eller at alkoholkoncentrationen i udåndingsluften under eller efter kørslen overstiger 0,25 mg pr. liter luft.

”Motordrevet køretøj” er i færdselslovens § 2, stk. 1, nr. 14, defineret som et køretøj, der er forsynet med motor som drivkraft. Motordrevet køretøj inddeles i motorkøretøj (bil og motorcykel), traktor, motorredskab og knallert.

Det følger af færdselslovens § 56, stk. 1, 1. pkt., at motorkøretøj og stor knallert kun må føres af en person, der har erhvervet kørekort.

Det foreslås at indsætte et nyt stk. 2 i færdselslovens § 53, hvorefter det følger, at for spirituskørsel straffes den, som fører eller forsøger at føre almindelig bil (kategori B) efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, at alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter kørslen overstiger 0,20 promille, eller at alkoholkoncentrationen i udåndingsluften under eller efter kørslen overstiger 0,10 mg pr. liter luft, hvis 1) forholdet er begået inden for de første 3 år efter førstegangserhvervelse af retten til at føre almindelig bil (kategori B), eller hvis 2) forholdet udgør en overtrædelse af eller forsøg på overtrædelse af § 56, stk. 1, 1. pkt.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at grænsen for, hvornår kørsel eller forsøg herpå i alkoholpåvirket tilstand skal betragtes som spirituskørsel, vil være 0,21 promille i de specifikke tilfælde, der er nævnt i den foreslåede bestemmelses nr. 1 og 2.

Den foreslåede bestemmelse vil, i lighed med den gældende § 53, stk. 1, omfatte både kørsel og forsøg på kørsel.

I modsætning til den gældende § 53, stk. 1, vil den foreslåede bestemmelse imidlertid kun omfatte kørsel eller forsøg på kørsel med almindelig bil (kategori B). Det betyder, at der i de først tre år efter førstegangserhvervelse af førerret til almindelig bil (kategori B) vil gælde en promillegrænse på 0,20 for kørsel eller forsøg på kørsel med almindelig bil (kategori B), hvorimod promillegrænsen fortsat vil være 0,50 for kørsel eller forsøg på kørsel med alle andre køretøjskategorier.

Førstegangserhvervelse af retten til at føre almindelig bil (kategori B) i den foreslåede § 53, stk. 2, nr. 1, skal forstås i overensstemmelse med det almindelige førstegangserhververbegreb i færdselslovens § 125, stk. 3, og § 127. Der vil således ikke være tale om førstegangserhvervelse ved generhvervelse af førerretten efter en ubetinget frakendelse, ved gengivelse af førerretten efter et kørselsforbud, hvis kørekortet udvides til at omfatte yderligere kategorier, eller hvis der er tale om fornyelse eller ombytning af kørekort. En fører anses imidlertid stadig som førstegangserhverver, hvis den pågældende inden for de tre første år efter førstegangserhvervelse af retten til at føre motorkøretøj eller stor knallert udvider kørekortet til at omfatte yderligere kategorier. En udvidelse af førerretten ophæver eller forkorter således ikke den periode, hvor der i medfør af den foreslåede § 53, stk. 2, nr. 1, vil gælde en promillegrænse på 0,20 promille.

Den foreslåede bestemmelse i § 53, stk. 2, nr. 2, vil medføre, at kørsel eller forsøg på kørsel af almindelig bil (kategori B) med en alkoholpromille, der overstiger 0,20 promille, vil skulle betragtes som spirituskørsel, hvis forholdet udgør en overtrædelse af eller forsøg på overtrædelse af § 56, stk. 1, 1. pkt., om kørsel uden erhvervet kørekort.

Angivelsen i den foreslåede § 53, stk. 2, nr. 2, om at forholdet udgør forsøg på overtrædelse af § 56, stk. 1, 1. pkt., om kørsel uden erhvervet kørekort, er ikke udtryk for en generel kriminalisering i færdselsloven af forsøg på kørsel uden erhvervet kørekort. Angivelsen er alene en konsekvens af, at forsøg på spirituskørsel er kriminaliseret ved færdselslovens § 53, stk. 1, og således også i den foreslåede bestemmelse i § 53, stk. 2, om en lavere promillegrænse på 0,20 promille i særlige tilfælde.

Angivelsen medfører derfor alene, at en person, der forsøger at føre almindelig bil (kategori B) uden at have erhvervet kørekort hertil, vil være underlagt den foreslåede promillegrænse på 0,20 promille. Føreren vil kunne straffes for samtidig overtrædelse af § 56, stk. 1, 1. pkt., hvis forholdet er fuldbyrdet.

Spirituskørsel efter den foreslåede bestemmelse med en alkoholpromille over 0,20, men under 1,21, forudsættes sanktioneret efter de almindelige regler og praksis for spirituskørsel i intervallet 0,51 til 1,20 alkoholpromille. Der er med den foreslåede bestemmelse således ikke, udover den foreslåede nedsættelse af promillegrænsen for førstegangserhververe m.v., tiltænkt en ændring af sanktionsfastsættelsen i spiritussager.

Der er endvidere med den foreslåede bestemmelse ikke tilsigtet ændringer i anvendelsen af færdselslovens § 53, stk. 2, der med lovforslaget bliver stk. 3, vedrørende spirituskørsel på baggrund af føreevnekriteriet.

Ifølge færdselslovens § 56, stk. 1, må motorkøretøj og stor knallert kun føres af en person, der har erhvervet kørekort. Føreren skal under kørslen have kørekortet hos sig og skal på forlangende vise det til politiet.

Aldersgrænsen for erhvervelse af kørekort til motorkøretøj og stor knallert er 18 år, jf. færdselslovens § 56, stk. 2, nr. 1.

Det foreslås, at der i § 56 efter stk. 2 indsættes et nyt stk. 3 og 4.

Det følger af den foreslåede § 56, stk. 3, at kørekort til almindelig bil (kategori B) under samme betingelser som nævnt i stk. 2, nr. 2 og 3, kan udstedes til en person, der er fyldt 17 år, betinget af, at denne under kørsel i tidsrummet fra kl. 20.00 til kl. 05.00 er i følgeskab med en ledsager frem til det fyldte 18. år, jf. dog stk. 4 og § 57. Ledsageren skal under kørslen sidde på forreste passagersæde og skal under kørslen være opmærksom på de omkringværende trafikale forhold og bistå den 17-årige fører med råd og vejledning. §§ 53 og 54, § 55, stk. 1 og 2, og regler fastsat i medfør af § 55, stk. 4, 1. pkt., finder tilsvarende anvendelse for ledsageren. En 17-årig kørekortindehaver har pligt til inden kørslens påbegyndelse at oplyse ledsageren om, at denne fungerer som ledsager og om de betingelser, der stilles til ledsageren, jf. 2. og 3. pkt., og regler fastsat i medfør af stk. 7.

Den foreslåede § 56, stk. 3, 1. pkt., vil medføre, at der vil kunne udstedes kørekort til 17-årige, og at 17-årige kørekortindehavere vil kunne køre uden ledsager i tidsrummet mellem kl. 05.00 til kl. 20.00.

Den 17-årige vil med den foreslåede bestemmelse skulle erhverver kørekort efter de samme betingelser, som gælder for personer, der er fyldt 18 år. Der vil således gælde de samme krav til den 17-åriges synsevne og åndelige og legemlige førlighed, jf. § 56, stk. 2, nr. 2, ligesom den 17-årige vil skulle have gennemgået den samme køreuddannelse og bestået såvel den teoretiske som praktiske køreprøve, jf. § 56, stk. 2, nr. 3, og stk. 4, der med lovforslaget bliver stk. 6. Køreuddannelsen vil i medfør af de gældende regler i kørekortbekendtgørelsen kunne påbegyndes tre måneder før det fyldte 17. år.

Den foreslåede bestemmelse vil alene give ret til at erhverve kørekort som 17-årig til almindelig bil (kategori B). Der vil med den foreslåede bestemmelse således ikke kunne erhverves selvstændig ret til at føre stor knallert (kategori AM) som 17-årig, ligesom førerret til lille motorcykel (kategori A1) og under visse omstændigheder mellemstor motorcykel (kategori A2) først kan erhverves som 18-årig.

I medfør af den gældende generelle bemyndigelsesbestemmelse i færdselslovens § 56, stk. 5, der med lovforslaget bliver stk. 7, vil der i kørekortbekendtgørelsen blive fastsat regler om, hvilke køretøjer førerret til almindelig bil (kategori B) erhvervet som 17-årig giver ret til at føre. Der vil blive fastsat regler, der svarer til forsøgsordningsbekendtgørelsens § 1, stk. 1. Det vil blandt andet indebære, at førerret til almindelig bil (kategori B) erhvervet som 17-årig efter den foreslåede bestemmelse i færdselslovens § 56, stk. 3, 1. pkt., ikke vil give ret til at føre stor knallert (kategori AM). Der henvises herved nærmere til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 8.

Med den foreslåede bestemmelse vil der fortsat i medfør af den gældende færdselslovs § 57, stk. 1, kunne udstedes kørekort til langsomtkørende invalidekøretøj til en person, der er fyldt 15 år, uden at dette vil være betinget af ledsaget kørsel i tidsrummet mellem kl. 20.00 og kl. 05.00.

Den foreslåede bestemmelse i § 56, stk. 3, 2. pkt., hvorefter ledsageren under kørslen skal sidde på forreste passagersæde og under kørslen være opmærksom på de omkringværende trafikale forhold og bistå den 17-årige fører med råd og vejledning, vil ikke indebære, at ledsageren har et særskilt retligt ansvar for selve kørslen. Ledsagerens funktion vil alene være vejledende. Det er føreren af bilen, det vil sige den 17-årige, der har ansvaret for kørslen, og den 17-årige fører af bilen vil skulle leve op til færdselslovens regler for førere.

Kravet om, at ledsageren skal være opmærksom på de omkringværende trafikale forhold, medfører, at ledsageren vil skulle have sin opmærksomhed rettet mod trafikken under kørslen. Bestemmelsen indebærer ikke et direkte forbud mod brug af kommunikationsapparater, herunder mobiltelefon, eller et direkte forbud mod andre opmærksomhedskrævende gøremål. Det vil dog være en overtrædelse af bestemmelsen, der vil kunne straffes efter den foreslåede § 118, stk. 11, jf. lovslagets § 1, nr. 15, hvis ledsageren gennem længere tid har sin opmærksomhed rettet mod eksempelvis sin mobiltelefon og dermed ikke kan være fuld opmærksom på trafikken.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke medføre ændringer i, hvornår ledsageren anses for at blive selvstændig fører af køretøjet som følge af sin direkte indgriben i kørslen. Der er endvidere med den foreslåede bestemmelse ikke tilsigtet ændringer i forhold til betingelserne for at pålægge ledsageren et medvirkensansvar efter straffelovens § 23 for den 17-åriges færdselsforseelser i øvrigt.

Det følger af den foreslåede § 56, stk. 3, 3. pkt., at færdselslovens §§ 53 og 54, § 55, stk. 1 og 2, og regler fastsat i medfør af § 55, stk. 4, 1. pkt., finder tilsvarende anvendelse for ledsageren.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at ledsageren vil være underlagt de samme restriktioner i forhold til alkohol og bevidsthedspåvirkende stoffer og medicin m.v., som gælder for føreren af bilen, lige så vel som ledsageren vil være underlagt de samme regler om politiets prøvetagning m.v. med henblik på kontrol for spiritus- og narkokørsel m.v. Den 17-årige fører vil således ikke kunne anvendes som chauffør for en ledsager, der ikke selv er i stand til at føre bilen.

I medfør af den foreslåede § 56, stk. 3, 4. pkt., skal den 17-årige kørekortindehaver inden kørslens påbegyndelse oplyse ledsageren om, at vedkommende fungerer som ledsager, og oplyse ledsageren om de betingelser, der stilles til ledsageren. Hermed sikres det, at ledsageren ved, hvornår vedkommende fungerer som ledsager, og at ledsageren i den forbindelse kan tage stilling til, om vedkommende opfylder betingelser for at kunne fungere som ledsager. Et strafansvar for ledsageren vil endvidere forudsætte, at vedkommende er vidende om og har indvilliget i at være ledsager. Det påhviler den 17-årige fører at sikre dette, jf. den foreslåede § 56, stk. 3, 4. pkt.

Den foreslåede bestemmelse indeholder ikke formkrav til, hvordan oplysningerne skal gives. Den 17-årige fører vil dog i forbindelse med en eventuelt efterfølgende sag skulle kunne påvise, at føreren har oplyst ledsageren om, at vedkommende fungerer som ledsager, og om de krav, ledsageren skal opfylde. I praksis vil det derfor være hensigtsmæssigt, at føreren opfylder sin oplysningspligt på skriftligt grundlag. En fortrykte ledsagerblanket, udfærdiget af Færdselsstyrelsen og gjort tilgængelig på styrelsens hjemmeside, vil kunne anvendes, men det er ikke et krav efter den foreslåede bestemmelse.

Det følger af den foreslåede § 56, stk. 4, at betingelsen om ledsaget kørsel i den foreslåede stk. 3 ikke finder anvendelse for kørsel med motordrevet køretøj, som der kan erhverves ret til at føre før det fyldte 17. år.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at ledsagerkravet i tidsrummet mellem kl. 20.00 og kl. 05.00 ikke vil finde anvendelse for kørsel med lille knallert og traktor/motorredskab, idet selvstændig ret til at føre disse køretøjer kan erhverves allerede fra det fyldte henholdsvis 15. og 16. år.

Ifølge færdselslovens § 56, stk. 1, 1. pkt., må motorkøretøj og stor knallert kun føres af en person, der har erhvervet kørekort. Det følger af bestemmelsens 2. pkt., at føreren under kørslen skal have kørekortet hos sig og skal på forlangende vise det til politiet.

Det foreslås i § 56, stk. 1, 2. pkt., efter »Føreren« at indsætte »og en person, der agerer ledsager, jf. stk. 3, 1. pkt.,«.

Den foreslåede ændring vil medføre, at en ledsager, der agerer ledsager for en 17-årig fører i henhold til den foreslåede § 56, stk. 3, 1. pkt., skal have sit kørekort hos sig under den ledsagende kørsel og på forlangende vise det til politiet.

Kravet om at skulle have kørekortet hos sig skal forstås på samme måde som den gældende § 56, stk. 1, 2. pkt., i forhold til det gældende krav til føreren. Ledsageren skal således, på samme måde som føreren, straks kunne forevise kørekortet og overgive det til politiet, når politiet anmoder herom. Hvis ledsagerens manglende medbringelse af kørekortet skyldes, at ledsagerens kørekort har været bortkommet i mere end ét år, eller at kørekortet ikke er fornyet eller ombyttet, vil det ligeledes, på samme måde som det gældende krav til føreren, skulle betragtes som manglende medbringelse af kørekortet, jf. herved Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om Færdsel – Kørsel uden kørekort (færdselslovens § 56), afsnit 5.5.

Ledsagerens overtrædelse af det foreslåede krav om at skulle have kørekortet hos sig og på forlangende vise det til politiet, vil kunne straffes i medfør af den gældende færdselslovs § 117 d, stk. 2. Bøden for ledsagerens overtrædelse af den foreslåede bestemmelse forudsættes som udgangspunkt udmålt til 1.000 kr. i henhold til de gældende retningslinjer for overtrædelse af § 56, stk. 1, 2. pkt., jf. herved Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om Færdsel – Kørsel uden kørekort (færdselslovens § 56), afsnit 5.5.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Ifølge færdselslovens § 56, stk. 5, fastsætter transportministeren bestemmelser om køreuddannelsen, herunder om køretøjer, der anvendes til køreprøver, og om undervisning på særlige lukkede øvelsespladser og anlæg. Transportministeren fastsætter endvidere bestemmelser om betingelserne for at få udstedt kørekort, herunder om køreprøven, samt om kørekortets udseende og indhold. Transportministeren kan fastsætte bestemmelser om, at udgifter til tolk i forbindelse med aflæggelse af køreprøve afholdes af ansøgeren.

Bestemmelsen udgør en bred bemyndigelse for transportministeren til at fastsætte regler om kørekortmæssige forhold, herunder blandt andet køreuddannelsen, betingelserne for udstedelse og erhvervelse af kørekort og kørekortets udseende og indhold. Bemyndigelsen er navnlig udmøntet i kørekortbekendtgørelsen, der også indeholder regler om, hvilke køretøjer og køretøjskombinationer, de forskellige kategorier af kørekort giver ret til at føre.

Det foreslås, at der i § 56, stk. 5 , der med lovforslaget bliver stk. 7, efter 3. pkt. indsættes et nyt pkt., hvoraf følger, at transportministeren kan fastsætte bestemmelser om betingelser for at kunne agere som ledsager efter stk. 3, 1. pkt., udover de, der følger af stk. 3, 2. og 3. pkt.

Der vil i medfør af den foreslåede bestemmelse blandt andet kunne fastsættes krav til ledsagerens alder, erfaring og frakendelseshistorik. Det forventes, at der i kørekortbekendtgørelsen vil blive fastsat krav om, at ledsageren skal være mindst 24 år, have haft kørekort til almindelig bil (kategori B) i minimum 5 år og ikke må have været frakendt førerretten betinget eller ubetinget i de seneste 5 år.

Det vil endvidere i kørekortbekendtgørelsen i medfør af den gældende færdselslovs § 118, stk. 13, der med lovforslaget bliver stk. 15, blive fastsat strafbestemmelser om, at ledsagerens overtrædelse af disse krav vil skulle straffes med bøde. Bøden til ledsageren for at agere ledsager uden at opfylde de i kørekortbekendtgørelsen fastsatte alders- og erfaringsmæssige krav og krav til frakendelseshistorik forudsættes som udgangspunkt fastsat til 3.500 kr.

For så vidt angår sanktionsfastsættelsen for ledsagerens overtrædelser af de krav, der vil blive fastsat i medfør af den foreslåede § 56, stk. 7, henvises i øvrigt til pkt. 2.3.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Transportministeren vil i medfør af den gældende bestemmelse i § 56, stk. 5, 2. pkt., kunne fastsætte regler om, hvilke køretøjer og køretøjskombinationer kørekort til almindelig bil (kategori B) erhvervet som 17-årig i medfør af den foreslåede § 56, stk. 3,

1. pkt., giver ret til at føre. Der lægges med lovforslaget op til, at det i medfør heraf i kørekortbekendtgørelsen vil blive fastsat, at kørekort til almindelig bil (kategori B) erhvervet som 17-årig i medfør af den foreslåede § 56, sk. 3, 1. pkt., vil give ret til at føre lille knallert, personbil indrettet til befordring af højst otte personer foruden føreren og en tilladt totalvægt på ikke over 3.500 kg, varebil med en tilladt totalvægt på ikke over 3.500 kg, vogntog bestående af person- eller varebil og et påhængskøretøj med en tilladt totalvægt på ikke over 750 kg, vogntog bestående af en person- eller varebil og et påhængskøretøj med en tilladt totalvægt på over 750 kg, men med en samlet totalvægt, der ikke overstiger 3.500 kg, og traktor/motorredskab. Det forventes således, at der vil blive fastsat regler, der svarer til forsøgsordningsbekendtgørelsens § 1, stk. 1.

Efter færdselslovens § 56, stk. 2, nr. 1, kan kørekort udstedes til en person, der er fyldt 18 år, jf. dog § 57.

Ifølge § 57, stk. 1, kan transportministeren tillade, at kørekort til langsomtkørende invalidekøretøj udstedes til en person, der er fyldt 15 år. Efter § 57, stk. 2, kan transportministeren fastsætte yderligere betingelser og særlige regler for erhvervelse af kørekort til motorkøretøjer, der benyttes til særlige formål, herunder blandt andet erhvervsmæssig personbefordring og godstransport.

§ 57, stk. 3, indeholder en bemyndigelsesbestemmelse til at fastsætte regler om en forsøgsordning, hvormed alderskravet for erhvervelse af kørekort sættes ned til 17 år betinget af ledsaget kørsel indtil det fyldte 18. år. Bemyndigelsen er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 1594 af 15. december 2016 om forsøgsordning med udstedelse af kørekort til 17-årige.

Det foreslås, at der i § 56, stk. 2, nr. 1, efter »dog« indsættes tilføjelsen »stk. 3 og«.

Den foreslåede ændring vil sikre, at opmærksomheden henledes på den foreslåede bestemmelse i § 56, stk. 3, som foreslås indsat ved lovforslagets § 1, nr. 7, om muligheden for at udstede kørekort til almindelig bil (kategori B) til 17-årige personer. Bemyndigelsesbestemmelsen i den gældende § 57, stk. 3, foreslås ved lovforslagets § 1, nr. 9, samtidig hermed ophævet. Der henvises nærmere til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 7 og 9.

Efter færdselslovens § 57, stk. 3, kan transportministeren fastsætte regler om en forsøgsordning, hvormed alderskravet for erhvervelse af kørekort sættes ned til 17 år betinget af ledsaget kørsel indtil det fyldte 18. år. Transportministeren kan i den forbindelse fravige § 56, stk. 2, nr. 1, § 128, stk. 4, § 129, stk. 4, 1. og 2. pkt., og § 131, stk. 1, og fastsætte, at § 56, stk. 1, 2. pkt., tillige finder anvendelse for ledsageren. Transportministeren kan endvidere efter forhandling med justitsministeren fastsætte, at § 55, stk. 1 og 2 og stk. 4, 1. pkt., med de fornødne tilpasninger tillige finder anvendelse for ledsageren. Bemyndigelsen er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 1594 af 15. december 2016 om forsøgsordning med udstedelse af kørekort til 17-årige (herefter forsøgsordningsbekendtgørelsen).

Det foreslås at ophæve § 57, stk. 3.

Den foreslåede ophævelse af færdselslovens § 57, stk. 3, der udgør forsøgsordningsbekendtgørelsens hjemmelsbestemmelse, vil medføre, at forsøgsordningsbekendtgørelsen samtidig vil være at betragte som ophævet. Den foreslåede ophævelse medføre således, at forsøgsordningen med udstedelse af kørekort til 17-årige vil ophøre.

Forsøgsordningen foreslås med lovforslaget i stedet, med visse tilpasninger, gjort permanent, og de nærmere regler herom foreslås indarbejdet i færdselsloven, jf. nærmere lovforslagets § 1, nr. 5-9, 11, 13-15, 18-20, 22 og 24-25.

For så vidt angår gyldigheden af kørekort til 17-årige, der er udstedt i medfør af forsøgsordningsbekendtgørelsen, henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 2, stk. 2.

Færdselslovens § 60 c indeholder regler om gengivelse af førerret efter pålagt kørselsforbud og generhvervelse af førerret efter ubetinget frakendelse for forhold begået inden for de første 3 år efter førstegangserhvervelse af førerret.

Det følger af færdselslovens § 60 c, stk. 3, at for at generhverve førerretten skal fornyet, særlig køreundervisning være gennemført og kontrollerende køreprøve bestået, hvis føreren inden for de første 3 år efter førstegangserhvervelse af førerret har begået en forseelse, for hvilken førerretten er frakendt ubetinget 1) i medfør af § 126, stk. 1, nr. 4, 2) som følge af at føreren har gjort sig skyldig i flere forhold, der hver for sig er omfattet af § 125, stk. 1-3, hvoraf et af forholdene er omfattet af stk. 1, nr. 1-4, eller stk. 3 og dette forhold er begået inden for de første 3 år efter førstegangserhvervelse af førerret, eller 3) som følge af at føreren har gjort sig skyldig i forhold, der er omfattet af § 125, stk. 1, nr. 1-4, eller stk. 3, der medfører en ubetinget frakendelse af førerretten i medfør af § 126, stk. 1, nr. 7 eller 9.

Det foreslås, at der i § 60 c, stk. 3, to steder ændres »førerret« til: »retten til at føre motorkøretøj eller stor knallert«.

De foreslåede ændringer er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 16 og 17, hvorved foreslås forskellige præciseringer af færdselslovens § 125, stk. 3, og § 127 i forhold til begrebet førstegangserhvervelse af førerret, hvor det i bestemmelserne præciseres, at der skal være tale om førstegangserhvervelse af retten til at føre motorkøretøj eller stor knallert. Der henvises nærmere til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 16 og 17.

De foreslåede ændringer i § 60 c, stk. 3, vil således sikre en konsekvent præcisering af begrebet førstegangserhverver.

De foreslåede ændringer medfører i øvrigt ikke ændringer i de krav, der i § 60 c, stk. 3, stilles for at generhverve førerretten efter en ubetinget frakendelse.

Ifølge færdselslovens § 62, stk. 1, må traktor og motorredskab kun føres af personer, der har erhvervet kørekort til bil eller særligt kørekort til traktor/motorredskab.

Det følger endvidere af § 62, stk. 3, at §§ 56-60 e, bortset fra § 56, stk. 2, nr. 1, og stk. 4, § 57, stk. 1, og § 60 c, også gælder med hensyn til kørekort til traktor/motorredskab. Kørekortet kan udstedes til personer, der er fyldt 16 år.

Det følger således af bestemmelsen, at færdselslovens bestemmelser om kørekort til motorkøretøj og stor knallert finder anvendelse for kørekort til traktor/motorredskab. Undtaget herfra er dog § 56, stk. 2, nr. 1, om alderskravet på 18 år for erhvervelse af kørekort, § 56, stk. 4, om kravene om undervisning hos en godkendt kørelærer og brug af lukkede øvelsespladser og særlige køretekniske anlæg, § 57, stk. 1, om kørekort til langsomtkørende invalidekøretøj, og § 60 c om gengivelse af førerret efter pålagt kørselsforbud.

Det foreslås i § 62, stk. 3, at ændre »stk. 4« til » stk. 6«.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at der med lovforslagets § 1, nr. 7, foreslås indsat et nyt stk. 3 og 4 i færdselslovens § 56. Som følge af den foreslåede indsættelse af et nyt stk. 3 og 4 i § 56 bliver de gældende bestemmelser i § 56, stk. 3-5 herefter til stk. 5-7. Det nødvendiggør en ændring af henvisningen til § 56, stk. 4, i § 62, stk. 3.

Den foreslåede ændring i § 62, stk. 3, er således alene en konsekvensændring, der ikke indebærer materielle ændringer af bestemmelsen.

Efter færdselslovens § 67, stk. 3, har føreren ansvar for, at køretøjet er i forsvarlig og forskriftsmæssig stand, særligt at styre-, bremse-, signal- og tegngivningsapparater samt at lygter virker forskriftsmæssigt og sikkert, og at tilkoblingen til eventuelt påhængskøretøj er forsvarlig. Førerens ansvar for køretøjets forsvarlige stand efter bestemmelsen omfatter også monterede dæk på køretøjet.

Det følger herudover af færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 1, kan den, der overtræder § 67, straffes med bøde.

Det foreslås, at der i § 67, stk. 3, efter »sikkert,« indsættes »at køretøjet ikke er forsynet med åbenbart uegnede dæk«.

Med bestemmelsen vil der blive sikret et retsgrundlag, hvorefter førerens ansvar for køretøjets lovlige og ansvarlige stand tillige omfatter, at køretøjet ved kørsel ikke er monteret med åbenbart uegnede dæk til den konkrete kørsel. Der skal tages udgangspunkt i det aktuelle føre, dækkets type og dækkets stand, når det skal afklares, om dækket er åbenbart uegnet. Ved kørsel på sne- eller isdækkede veje er dæk, som ikke er typegodkendte vinterdæk, åbenbart uegnede dæk, og ved kørsel i hårdt vinterføre er dæk, som ikke er typegodkendte vinterdæk og snegrebsmærket (3PMSF-mærket), uegnede, medmindre køretøjet er monteret med specialdæk eller terrændæk, som er konstrueret til kørsel under blandede forhold eller i terræn.

Vurderingen skal foretages konkret som led i politiets kontrol af dækkenes forskriftsmæssige stand. Færdselsstyrelsen vil løbende udarbejde vejledninger om egnede dæk for såvel lette som tunge køretøjer. I forhold til tunge køretøjer vil der blive taget højde for, hvilken betydning dæk monteret på aksler, som ikke er drivende aksler eller styrende foraksler, har for vejgrebet i det konkrete føre som følge af disse øvrige dæks funktion.

Den foreslåede bestemmelse vil endvidere medføre, at føreren kan straffes med bøde efter den gældende § 118 i færdselsloven, hvis køretøjet er monteret med dæk, som er åbenbart uegnede.

Ifølge færdselslovens § 77, stk. 1, 1. pkt., kan politiet standse et køretøj og lade det undersøge for fejl og mangler samt kontrollere, at føreren opfylder betingelserne for lovligt at kunne føre køretøjet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.1.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger om gældende ret.

Det foreslås, at der i § 77, stk. 1, 1., pkt., efter »køretøjet« indsættes », og at ledsageren opfylder betingelserne for ledsagere, jf. § 56, stk. 3, og regler udstedt i medfør af § 56, stk. 7«.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at politiet vil kunne standse et køretøj med henblik på at kontrollere, om en passager i køretøjet fungerer som ledsager efter den foreslåede ledsagerordning for 17-årige, der har fået udstedt kørekort i henhold til den foreslåede § 56, stk. 3, og om ledsageren opfylder de betingelser, der stilles til ledsagere.

For så vidt angår de betingelser, der stiles til ledsageren, og politiets kontrolmuligheder hermed henvises nærmere til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 5, 7 og 8.

Politiets standsning af et køretøj efter den foreslåede bestemmelse med henblik på kontrol af en ledsager vil i øvrigt skulle ske inden for hjemlen i § 77, stk. 1.

Politiets kontrol af den 17-årige fører vil i øvrigt skulle ske efter den gældende bestemmelse i § 77, stk. 1, der indeholder hjemmel for politiets standsning og kontrol af førere af køretøjer.

Den gældende bestemmelse i færdselslovens § 82 regulerer køretøjers belæsning. Bestemmelsens stk. 4-8 udgør bemyndigelsesbestemmelser. Ifølge færdselslovens § 82, stk. 4, kan transportministeren fastsætte bestemmelser om anbringelse af last og om fastgørelse af denne samt om afmærkning af langt eller bredt gods. Derudover følger det af færdselslovens § 82, stk. 5, at transportministeren kan fastsætte bestemmelser om transport af farligt gods, herunder om tvungen ansvarsforsikring til dækning af erstatningsansvar, der opstår i forbindelse med transport af sådant gods. Det følger endvidere af færdselslovens § 82, stk. 6, at transportministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, til enhver tid uden retskendelse mod behørig legitimation har adgang til en virksomheds forretningslokaler, herunder lagerlokaler, transportmidler og gods, forretningsbøger, dokumenter, herunder materiale, der opbevares i elektronisk form, med henblik på at føre kontrol med bestemmelser fastsat i medfør af stk. 4 og 5. Herunder har transportministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, adgang til at foretage undersøgelser af dokumenter m.v. og udtage prøver af farligt gods eller emballager med henblik på nærmere undersøgelse.

Det følger desuden af § 6 i bekendtgørelse nr. 1618 af 8. december 2023 om sikkerhedsrådgivere for vejtransport af farligt gods skal virksomhederne senest 30 dage efter udpegelsen indsende en kopi af sikkerhedsrådgiverbeviset og en blanket med oplysninger om den eller de udpegede sikkerhedsrådgiver(e) til Færdselsstyrelsen. Virksomheden skal oplyse Færdselsstyrelsen om ændringer i oplysningerne samt oplyse om tilfælde, hvor en sikkerhedsrådgiver ophører med at varetage hvervet i virksomheden. En sikkerhedsrådgiver kan ved meddelelse til Færdselsstyrelsen afmelde sig som sikkerhedsrådgiver for en virksomhed, hvis denne ikke længere varetager hvervet i virksomheden. Oplysninger og meddelelse kan sendes ved digital selvbetjening via www.virk.dk. Virksomhederne eller sikkerhedsrådgiverne kan således selv vælge, om de ønsker at benytte den digitale selvbetjeningsløsning, som Færdselsstyrelsen stiller til rådighed, eller på anden måde indsende oplysningerne, eksempelvis ved brug af fysisk post.

Der er imidlertid ikke hjemmel til, at transportministeren kan fastsætte regler om, at oplysninger om en virksomheds udpegede sikkerhedsrådgivere for vejtransport af farligt gods, skal indsendes ved anvendelse af den digitale løsning, som ministeren stiller til rådighed. Herved er det ikke muligt at gøre brug af en obligatorisk selvbetjeningsløsning.

Det foreslås at indsætte et nyt § 82, stk. 10, hvorefter transportministeren kan fastsætte regler om, at oplysninger om en virksomheds udpegede sikkerhedsrådgivere for vejtransport af farligt gods, skal indsendes ved anvendelse af den digitale løsning, som ministeren stiller til rådighed.

Der er tale om en ny bestemmelse. Bestemmelsen har til formål at reducere papirbaseret kommunikation mellem virksomheder og offentlige myndigheder. Formålet er at reducere de administrative omkostninger i forbindelse med den administrerende myndigheds behandling af indsendte oplysninger og herved frigive tid og ressourcer.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Færdselsstyrelsen eller den, transportministeren bemyndiger dertil, kan fastsætte krav om, at oplysninger om en virksomheds udpegede sikkerhedsrådgivere for vejtransport af farligt gods skal indsendes ved anvendelse af en digital selvbetjeningsløsning. Hvis oplysningerne ikke indgives ved anvendelse af den anviste digitale selvbetjeningsløsning, vil den som udgangspunkt blive afvist medmindre det vurderes, at særlige grunde taler for, at den digitale selvbetjeningsløsning kan fraviges, for eksempel hvis løsningen er ude af drift.

Krav til dokumenter og oplysninger, der skal indgives, fastsættes ved bekendtgørelse.

Overskriften til færdselslovens § 91 er »Udlægning af hovedveje og motortrafikveje«.

Det foreslås, at overskriften før § 91 ophæves.

Forslaget er en konsekvensændring som følge af ophævelsen af færdselslovens § 91. Der henvises til § 1, nr. 2, og bemærkningerne hertil.

I henhold til færdselslovens § 91, stk. 1, træffer politiet med samtykke fra vejmyndigheden bestemmelser om udlægning af hovedveje og motortrafikveje. Hvis der er uenighed mellem politi og vejmyndighed afgøres sagen af transportministeren, jf. stk. 2.

Det foreslås, at § 91 ophæves.

Det foreslåede vil medføre, at det vil være vejmyndigheden, der vil skulle varetage de trafikale-, færdselsmæssige og vejtekniske hensyn i planlægning og udlægning af veje. Ophævelsen understreger desuden, at vejloven er den særlige lovgivning, der regulerer planlægning af offentlige veje, herunder udlægning.

Der henvises til pkt. 2.1 i de almindelige bemærkninger.

Efter færdselslovens § 92 g, stk. 2, skal forsøg efter stk. 1 gennemføres på bestemte vejstrækninger og kan afgrænses til bestemte tidspunkter. Forsøg skal altid gennemføres færdselssikkerhedsmæssigt forsvarligt.

Det følger af den foreslåede ændring af § 92 g, stk. 2, at ændres kravet om bestemte vejstrækninger til bestemte områder.

Af hensyn til muligheden for at udbrede kørsel med selvkørende motorkøretøjer foreslås det med ændringen, at forsøg kan gennemføres på bestemte områder i stedet for bestemte vejstrækninger. Dette vil betyde, at i stedet for at skulle angive samtlige vejstrækninger, som man ønsker at udføre forsøg på, vil man fremadrettet skulle søge om at udføre forsøg i et helt område. Dette vil blandt andet gøre det mere enkelt for ansøger at ændre en rute, hvis der opstår forhold, som eksempelvis vejarbejde, som gør, at den pågældende rute skal ændres.

Formålet med ændringen er således at give større fleksibilitet til ansøgerne, ligesom at formålet er at gøre det mere enkelt for ansøgerne at tilrettelægge deres forsøg. Når ansøger indgiver sin ansøgning om tilladelse til forsøg med selvkørende motorkøretøjer, skal ansøgningen indeholde en redegørelse for forsøgets geografiske udstrækning, hvoraf det fremgår, nøjagtigt hvilke områder der vil blive omfattet af forsøget. Ansøger kan via et kort, henvisninger til vejstrækninger eller vejnavne eller på anden vis redegøre herfor.

Det er endvidere stadig et grundlæggende krav, at forsøg kan gennemføres færdselssikkerhedsmæssigt forsvarligt. Ændringen vurderes ikke at gå ud over færdselssikkerheden, da en assessor fortsat skal foretage en vurdering af, hvorvidt forsøget kan foregå færdselssikkerhedsmæssigt forsvarligt, ligesom den lokale vejmyndighed og politi vil blive hørt i forbindelse med ansøgningen om tilladelse til forsøg i et bestemt område.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det følger af færdselslovens § 92 g, stk. 5, at transportministeren fastsætter nærmere bestemmelser om forsøg med selvkørende motorkøretøjer.

Det foreslås, at § 92 g, stk. 5, affattes på ny.

Det foreslås i § 92 g, stk. 5, 1. pkt., at transportministeren fastsætter regler for forsøg med kørsel med selvkørende motorkøretøjer.

Med forslaget vil der blive fastsat overordnede regler for forsøg med selvkørende motorkøretøjer. De overordnede regler vil blive fastsat i en rammebekendtgørelse, som gælder for alle forsøg med selvkørende motorkøretøjer. Bekendtgørelsen vil blandt andet indeholde krav til den fysiske person, ansøgningen, straf m.v. Dette skal danne grundlaget for en hurtigere og mere smidig sagsbehandling, da der ikke længere vil skulle udstedes særskilte bekendtgørelser for hvert enkelt forsøg.

Der vil, ligesom i dag, skulle udstedes administrative tilladelser, men det vil være i henhold til den overordnede rammebekendtgørelse, hvorfor sagsbehandlingen vil blive lettet, idet der ikke længere skal udstedes både en administrativ tilladelse samt en særskilt bekendtgørelse til hvert enkelt forsøg.

Det foreslås i § 92 g, stk. 5, 2. pkt., at transportministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser for de enkelte forsøg.

Det foreslåede vil indebære, at transportministeren kan fastsætte konkrete betingelser for det enkelte forsøg.

Da det ikke kan afvises, at der er enkelte forsøg, som kan indeholde særlige forhold som kræver, at der, ligesom i dag, skal fastsættes konkrete betingelser for det enkelte forsøg, giver den foreslåede bestemmelse transportministeren bemyndigelse hertil. Dette kan eksempelvis være, hvis der skal fastsættes særlige strafbestemmelser eller hvis der skal fastsættes bestemmelser efter den foreslåede § 92 g, stk. 7, hvorefter ministeren kan bestemme, at et konkret forsøg skal være omfattet af lov om trafikselskaber.

De konkrete betingelser vil blive fastsat i en særskilt bekendtgørelse, som vil gælde sideløbende med den administrative tilladelse.

Det foreslås i § 92 g, stk. 5, 3. pkt., at transportministeren i denne forbindelse kan fravige bestemmelserne i kapitel 2, 4, 5, 9-11 og 13 a, jf. dog stk. 3.

Det vil formentlig særligt være relevant at fravige bestemmelserne i de nævnte kapitler i de tilfælde, hvor kørslen sker på en niveau 4-forsøgsstrækning, hvor der ikke er krav om en fysisk fører. Som fastsat i § 92 g, stk. 3, kan der dog i ingen tilfælde ske fravigelse fra reglerne i lovens §§ 53 og 54, som omhandler spirituskørsel samt kørsel under påvirkning af bevidsthedspåvirkende stoffer, sygdom, m.v.

Hjemlen til at fravige færdselslovens kapitel 5 om hastighed kan alene anvendes til at tillade en lavere hastighed, end hvad der følger af de almindelige hastighedsgrænser. Der kan således forekomme situationer, hvor der under forsøg eksempelvis tillades kørsel på en bestemt vej med selvkørende biler med en maksimal hastighed på 20 km i timen, mens hastighedsgrænsen for almindelige køretøjer er 50 km i timen. Lav hastighed kan imidlertid volde problemer både i forhold til fremkommeligheden i trafikken og for færdselssikkerheden, og sådanne aspekter skal derfor indgå i assessors færdselssikkerhedsmæssige vurdering af forsøget.

Efter de gældende regler i færdselslovens § 92 j, kan transportministeren efter høring af trafikselskabet fastsætte regler om, at lov om trafikselskaber ikke finder anvendelse på forsøget.

Det foreslås i § 92 g, stk. 6, at lov om trafikselskaber ikke finder anvendelse på forsøg med selvkørende motorkøretøjer.

Forslaget vil indebære, at der kan meddeles tilladelse til, at forsøg med selvkørende motorkøretøjer, uden at det skal udføres i regi af det trafikselskab, som er oprettet i den pågældende region, hvor forsøget rent geografisk skal finde sted. Konsekvensen af, at lov om trafikselskaber ikke finder anvendelse, er, at trafik omfattet af forsøget ikke bliver betragtet som offentlig servicetrafik, som kun må udføres i regi af trafikselskaberne og inden for rammerne af lov om trafikselskaber. Den foreslåede bestemmelse om, at lov om trafikselskaber ikke finder anvendelse, vil medføre, at der f.eks. ikke er krav om, at der i forsøget skal anvendes bestemte takster. Der vil heller ikke være krav om, at der skal indhentes en tilladelse til rutekørsel, således som det normalt følger af kapitel 3 i lov om trafikselskaber.

Det foreslås i § 92 g, stk. 7, at transportministeren kan fastsætte regler om, at lov om trafikselskaber finder anvendelse, hvis det vurderes, at et forsøg har karakter af offentlig servicetrafik.

Med forslaget kan transportministeren, hvis det vurderes, at et forsøg har karakter af offentlig servicetrafik, bestemme, at lov om trafikselskaber finder anvendelse.

Baggrunden for dette er, at såfremt der udføres forsøg, som har karakter af offentlig servicetrafik, eksempelvis hvis et trafikselskab indsætter en selvkørende bus i stedet for en almindelig bus med en chauffør på en busrute, da vil lov om trafikselskaber skulle finde anvendelse, idet forsøget dermed er offentlig servicetrafik i form af almindelig rutekørsel. Der vil således skulle være et krav om, at der i forsøget anvendes de takster, der ellers gælder for offentlig servicetrafik i trafikselskabets område. Desuden vil de øvrige regler i lov om trafikselskaber ligeledes finde anvendelse, og kørslen vil være omfattet af trafikselskabets tilladelse til almindelig rutekørsel.

Såfremt transportministeren fastsætter regler om, at lov om trafikselskaber finder anvendelse, vil dette ske i en særskilt bekendtgørelse, som vil gælde sideløbende med den administrative tilladelse, som det også fremgår under bemærkningerne til § 92 g, stk. 5, 2. pkt.

Efter de gældende regler i færdselslovens § 92 k, kan transportministeren efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om straf, herunder bestemmelser om ansvarssubjekt for overtrædelser af færdselslovens regler. Transportministeren kan i den forbindelse efter forhandling med justitsministeren fravige kapitel 17 og 18. Transportministeren kan endvidere i forbindelse med fastsættelse af regler om straf efter forhandling med justitsministeren bestemme, at en tilladelsesindehaver kan pålægges bødeansvar, selvom overtrædelsen ikke kan tilregnes den pågældende som forsætlig eller uagtsom. Tilsvarende gælder for en juridisk person, der er tilladelsesindehaver, selvom der inden for dens virksomhed ikke er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en eller flere til den juridiske person knyttede personer eller den juridiske person som sådan.

Med bestemmelsen i § 92 g, stk. 8, foreslås det, at ved fastsættelse af bestemmelser om forsøg efter stk. 5, fastsætter transportministeren efter forhandling med justitsministeren regler om straf, herunder bestemmelser om ansvarssubjekt for overtrædelser af færdselslovens regler. Transportministeren kan i den forbindelse efter forhandling med justitsministeren fravige kapitel 17 og 18.

Forsøg med selvkørende motorkøretøjer vil efter omstændighederne medføre, at færdselslovens gældende bestemmelser om straf mv. i kapitel 17 og 18 ikke finder anvendelse, når overtrædelsen af færdselsloven udelukkende skyldes en teknisk indretning i et selvkørende motorkøretøj. Der vil således kunne opstå et straffrit rum, hvor der ikke vil være et strafferetligt ansvarssubjekt.

Da færdselslovens strafbestemmelser i kapitel 17 og 18 er formuleret i lyset af, at strafsubjektet er en fysisk person med kørekort, vil strafbestemmelserne ikke i alle tilfælde kunne anvendes. Dette er eksempelvis tilfældet, hvor en overtrædelse sanktioneres med en frakendelse af førerretten.

Bestemmelsen er en videreførelse af den hidtidige § 92 k, stk. 1, i færdselsloven, og er således alene flyttet op til § 92 g for at samle rammebetingelser for forsøgene i en bestemmelse. Der er tale om en uændret videreførelse af retstilstanden, som sikrer, at der kan fastsættes fyldestgørende straffebestemmelser, som er afpasset med hvert enkelt forsøg. Der henvises til lovforslag nr. L120 som fremsat, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, side 8 ff. for en nærmere beskrivelse heraf. Som noget nyt foreslås dog med dette lovforslag, at visse straffebestemmelser kan fastsættes ens for alle i en ny rammebekendtgørelse, men med fortsat mulighed for om nødvendigt at fastsætte særregler for konkrete forsøg i særbekendtgørelser.

Den foreslåede bestemmelse giver transportministeren bemyndigelse til, i forbindelse med udarbejdelse af den samlede rammebekendtgørelse efter den foreslåede § 92 g, stk. 5, efter forhandling med justitsministeren, at tage stilling til, hvem der skal kunne gøres strafferetligt ansvarlig for de overtrædelser af færdselsloven, som føreren eller det selvkørende motorkøretøj forårsager.

Transportministeren vil i den forbindelse efter forhandling med justitsministeren fastsætte de nærmere regler om straf for overtrædelser af færdselslovens bestemmelser, herunder om, hvordan sådanne overtrædelser skal strafsanktioneres, samt hvornår reglerne i færdselslovens kapitel 17 og kapitel 18 skal fraviges.

I de fire forsøg, som har været gennemført med den nuværende ordning, er der fastsat de samme strafbestemmelser i alle fire bekendtgørelser, som påtænkes at komme til at fremgå af den overordnede rammebekendtgørelse. Strafbestemmelserne vil som udgangspunkt være følgende: 1) færdselslovens kapitel 17 og 18 om straf og frakendelse af førerret m.v. finder anvendelse, når en fysisk person, som har overtaget føringen af et selvkørende motorkøretøj, overtræder færdselslovens eller straffelovens regler, samt hvis den fysisk person, som har til ansvar at overtage føringen af det selvkørende motorkøretøj, undlader at overtage føringen af køretøjet, 2) færdselslovens kapitel 17 og 18 om straf og frakendelse af førerret m.v. finder anvendelse, når en fysisk person, som har til ansvar at overtage føringen, overtræder færdselslovens §§ 53 og 54, 3) tilladelsesindehaveren kan straffes med bøde efter færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 2, hvis vilkår for en tilladelse tilsidesættes, eller såfremt den fysiske person ikke kan straffes, 4) juridiske personer kan pålægges strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5, og 5) strafansvar kan pålægges juridiske personer, selv om der inden for den juridiske persons virksomhed ikke er begået en overtrædelse, som kan tilregnes en eller flere til den juridiske persons knyttede personer.

Bemyndigelsen vil dog også kunne anvendes til, at transportministeren, efter den foreslåede § 92 g, stk. 5, 2. pkt., kan fastsætte særskilte strafbestemmelser for de enkelte forsøg, såfremt det findes nødvendigt.

Her tænkes særligt på, at der kan være tilfælde, hvor de overordnede strafbestemmelser ikke er dækkede for et forsøg, og der således opstår behov for at fastsætte særlige strafbestemmelser for det enkelte forsøg. I det tilfælde kan transportministeren anvende bemyndigelse til at udstede særlige regler for det pågældende forsøg. Der vil således blive udstedt en særskilt bekendtgørelse til det pågældende forsøg, som vil indeholde de særlige strafbestemmelser. Såfremt det er konkrete vilkår, som fremgår af den administrative tilladelse, der skal strafbelægges, vil disse vilkår fremgå af den særbekendtgørelse, som udstedes til forsøget.

Der vil fortsat blive udstedt administrative tilladelser, som vil udgøre almindelige afgørelser i overensstemmelse med forvaltningsloven, og som vil gælde sideløbende med den overordnede rammebekendtgørelse og eventuelle særskilte bekendtgørelser. Den administrative tilladelse vil indeholde de nærmere vilkår for tilladelsen.

Den foreslåede ændring vil således indeholde en bemyndigelse til både at fastsætte generelle regler i en rammebekendtgørelse samt at fastsætte særlige regler for de enkelte forsøg i særskilte bekendtgørelser.

Bemyndigelsen vil også kunne anvendes til at fastsætte regler om straf for handlinger eller undladelser, som ikke er strafsanktionerede efter den nugældende færdselslov, der kan tilregnes føreren, den fysiske person i køretøjet, der deltager i forsøget som passiv fører, operatøren eller tilladelsesindehaveren. Det kan eksempelvis tænkes, at der viser sig behov for at regulere en færdselssikkerhedsmæssigt uhensigtsmæssig til- og frakobling af den tekniske indretning under kørslen. I det tilfælde, hvor køretøjet føres helt eller delvist af en operatør, kan operatørens eventuelle særlige opgaver ligeledes nødvendiggøre, at der fastsættes særlige regler om operatørens dispositioner. Hvis der efter en konkret vurdering er behov for at fastsætte bestemmelser om straf for overtrædelser af sådanne regler, vil bemyndigelsen kunne anvendes hertil.

Bemyndigelsen vil endvidere efter omstændighederne kunne anvendes til at pålægge tilladelsesindehaveren et objektivt strafansvar for visse overtrædelser af færdselslovens regler, jf. den foreslåede bestemmelse i § 92 g, stk. 9.

Den foreslåede bemyndigelse gør det muligt både at fastsætte overordnede strafbestemmelser i rammebekendtgørelsen samt at fastsætte særskilte strafbestemmelser fra forsøg til forsøg, herunder at tilpasse ansvarssubjektet og reglerne om straf til det enkelte forsøgs rammer, som de særlige behov, som kørsel på henholdsvis niveau 3-forsøgsstrækninger og niveau 4-forsøgsstrækninger afføder. Ved udnyttelsen af den foreslåede bemyndigelse vil føreransvaret og færdselslovens normale ansvarssystem i øvrigt blive fastholdt i det omfang, det er muligt og hensigtsmæssigt.

Kørsel på niveau 0, 1 og 2 inden for den geografiske afgrænsning af et forsøg, som også omfatter niveau 3-forsøgsstrækninger eller niveau 4-forsøgsstrækninger, vil ske inden for rammerne af færdselslovens almindelige bestemmelser om straf. For at sikre, at der ikke er tvivl om, hvilke bestemmelser om straf der er gældende for en given kørsel, vil det i den overordnede bekendtgørelse, der fastsættes i medfør af § 92 g, stk. 5, være nøje angivet, hvornår kørsel går fra et automatiseringsniveau til et andet.

Den foreslåede ordning ændrer ikke på anvendelsesområdet for straffelovens § 241 om uagtsomt manddrab og straffelovens § 249 om uagtsom betydelig legemsbeskadigelse. En fører, en fysisk person i køretøjet, der deltager i forsøget som passiv fører, en operatør eller en tilladelsesindehaver, der uagtsomt forvolder en andens død eller tilføjer nogen betydelig skade på legeme og helbred, kan således ifalde strafansvar efter straffelovens §§ 241 og 249, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

Med bestemmelsen i § 92 g, stk. 9, foreslås det, at transportministeren i forbindelse med fastsættelse af regler om straf efter stk. 8 efter forhandling med justitsministeren kan bestemme, at en tilladelsesindehaver kan pålægges bødeansvar, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes den pågældende som forsætlig eller uagtsom. Tilsvarende gælder en juridisk person, der er tilladelsesindehaver, selv om der inden for dens virksomhed ikke er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en eller flere til den juridiske person knyttede personer eller den juridiske person som sådan.

Bestemmelsen er en videreførelse af den hidtidige § 92 k, stk. 2, i færdselsloven, og er således alene flyttet op til § 92 g for at samle rammebetingelser for forsøgene i en bestemmelse. Der er tale om en uændret videreførelse af retstilstanden, som sikrer, at der kan fastsættes fyldestgørende straffebestemmelser, som er afpasset med hvert enkelt forsøg, dog således at visse straffebestemmelser fastsættes ens for alle i rammebekendtgørelsen med mulighed for om nødvendigt at fastsætte særregler for konkrete forsøg i særbekendtgørelser.

Med bestemmelsen tilvejebringes hjemmel til at fastsætte regler om rent objektivt strafansvar for tilladelsesindehaveren, som vil kunne udformes i lyset af, at det er det selvkørende motorkøretøj – og ikke en fører m.v. – der umiddelbart forårsager overtrædelsen. Et sådant ansvar vil således af bevismæssige og praktiske grunde hverken være betinget af, at overtrædelsen kan tilregnes en fysisk tilladelsesindehaver eller en juridisk person som sådan, ligesom ansvaret heller ikke vil være betinget af, at overtrædelsen kan tilregnes en person, der er ansat af eller knyttet til tilladelsesindehaveren. Dette vil bl.a. kunne imødegå, at der kan opstå et straffrit rum i de situationer, hvor køretøjet føres af en teknisk indretning, og hvor føreren ikke har pådraget sig et strafferetligt ansvar.

Hjemlen vil alene skulle anvendes i forhold til de bestemmelser i færdselsloven eller regler fastsat i medfør af § 92 g, stk. 5, hvor det vil være hensigtsmæssigt at straffe tilladelsesindehaveren på objektivt grundlag, f.eks. fordi føreren, den fysiske person i køretøjet, der deltager i forsøget som passiv fører, eller operatøren har en beføjet forventning om, at tilladelsesindehaveren har indrettet den tekniske indretning af køretøjet på en måde, så det reagerer korrekt i overensstemmelse med reglerne.

Det kan f.eks. dreje sig om fortolkning af signalanlæg, hvor fremkørsel ved rødt lys udgør en handling, som utvetydigt vil være en overtrædelse af færdselsloven. Andre eksempler kan være overtrædelse af den maksimalt tilladte hastighed på en vejstrækning eller forkert fortolkning af færdselstavler eller af afmærkninger på kørebanen.

Hjemlen forventes primært anvendt i situationer, hvor juridiske personer får tilladelse til forsøg. Hjemlen vil ikke blive anvendt til at fastsætte regler om objektivt strafansvar for andre end tilladelsesindehaveren. Der fastsættes ingen forvandlingsstraf for bødeansvaret.

Efter de gældende regler i færdselslovens § 92 h, stk. 6, kan transportministeren fastsætte regler om godkendelse af assessorer, herunder om assessorers uafhængighed og kompetence, og om tilsyn med godkendte assessorer. Transportministeren kan endvidere fastsætte regler om tavshedspligt for assessorer, assessorers ansvarsforsikring og krav til assessorers underleverandører.

Da forsøgene altid skal kunne gennemføres færdselssikkerhedsmæssigt forsvarligt, jf. § 92 g, stk. 2, er det således et krav for at opnå tilladelse til forsøget, at en godkendt assessor vurderer forsøget.

Det foreslås, at der i § 92 h, stk. 6, indsættes et 3. pkt., hvoraf det fremgår, at transportministeren kan fastsætte nærmere regler om de forhold, som assessoren skal vurdere efter stk. 4.

Med ændringen kan der i en bekendtgørelse fastsættes regler om, hvilke forhold, som assessoren skal vurdere, herunder om forsøget kan gennemføres færdselssikkerhedsmæssigt forsvarligt, køretøjets indretning og udstyr, vejens infrastruktur, førerens eller operatørens rolle, ansøgers organisation m.v.

Det foreslås endvidere, at der i § 92 h, stk. 6, indsættes et 4. pkt., hvoraf det fremgår, at transportministeren kan fastsætte regler om, at en assessorvurdering helt eller delvist kan genanvendes, såfremt ansøgeren søger om tilladelse til et nyt forsøg i et nyt område med samme type køretøj, ligesom transportministeren kan fastsætte regler om lempeligere vilkår for assessorvurderingen for FN- eller EU-typegodkendte køretøjer og køretøjer, hvor der er en sikkerhedschauffør i køretøjet.

Bestemmelsen vil give hjemmel til, at transportministeren kan fastsætte regler om, at en assessorvurdering helt eller delvist kan genanvendes, såfremt ansøgeren søger om tilladelse til et nyt forsøg i et nyt område med samme type køretøj. Såfremt en ansøger, som tidligere har fået tilladelse til forsøg med selvkørende motorkøretøjer med et specifikt køretøj, søger om tilladelse til kørsel i et nyt område med samme køretøj, kan ansøger genanvende dele af assessorvurderingen, som vedrører selve køretøjet samt dele af assessorvurderingen, som vedrører føreren/operatørens rolle, ansøgers organisation samt tiltag, som kan reducere risikoen for ulykker. Assessoren skal fortsat vurdere, om forsøget kan gennemføres færdselssikkerhedsmæssigt forsvarligt i det nye område.

Derudover vil hjemlen kunne benyttes til, at transportministeren kan fastsætte regler om lempeligere vilkår for assessorvurderingen for FN- eller EU-typegodkendte køretøjer og køretøjer, hvor der er en sikkerhedschauffør i køretøjet.

Ved et EU-typegodkendt køretøj forstås et køretøj, som har gennemgået EU-typegodkendelsesprocessen, og som dermed er typegodkendt efter forordning 2018/858. Ved et FN-typegodkendt køretøj forstås derimod et køretøj, som er typegodkendt efter FN-regulativer, men som ikke nødvendigvis har været igennem EU-typegodkendelsesprocessen. Begge typer af køretøjer har således gennemgået en international godkendelsesproces, og det vurderes på den baggrund, at der kan fastsættes lempeligere krav til assessorens vurdering ved disse køretøjer. De nærmere regler for, hvilke krav assessorens kan lempe på i forbindelse med genanvendelse af assessorvurderingen samt ved FN- og EU-typegodkendte køretøjer og køretøjer, hvor der er en sikkerhedschauffør i køretøjet, vil blive fastsat i en særskilt bekendtgørelse.

Der fremgår af § 6 i den gældende bekendtgørelse om assessorer i forbindelse med forsøg med selvkørende motorkøretøjer en række forhold, som skal indgå i assessorens vurdering af et konkret forsøg, herunder en vurdering af køretøjets tekniske egenskaber, indretning og udstyr. Anvendes der FN- eller EU-typegodkendte køretøjer vil der med en ændring af bekendtgørelsen blive åbnet for, at assessoren i vidt omfang kan lægge til grund for sin vurdering af det element i forsøget, at køretøjets tekniske egenskaber, indretning og udstyr er færdselssikkerhedsmæssigt forsvarligt og anvendeligt, eftersom der allerede er foretaget myndighedsvurderinger og -godkendelser heraf. Tilsvarende vil der med en ændring af bekendtgørelsen blive tilvejebragt mulighed for, at assessor kan lægge mindre vægt på at vurdere tiltag, som kan reducere risikoen for ulykker, ved forsøg, når der er en fysisk sikkerhedschauffør ombord i køretøjet. Det er vurderingen, at det bedste redskab til at håndtere uforudsete situationer i trafikken m.v. er en fysisk person i køretøjet, som kan gribe ind og overtage styringen. Det betyder ikke, at mulige tiltag til at reducere ulykker ikke skal vurderes ved alle forsøg, men alene, at tiltag, som konkret kan varetages lige så godt eller bedre af en sikkerhedschauffør ombord i køretøjet, kan vægtes mindre i assessorens samlede vurdering.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger for så vidt angår assessorvurderingen.

Efter færdselslovens § 92 h, stk. 7, kan transportministeren fastsætte nærmere regler om krav til ansøgningen om tilladelse til forsøg, jf. stk. 4, herunder om, hvilken dokumentation der skal vedlægges ansøgningen.

Det foreslås i § 92 h, stk. 7, der bliver stk. 6, at »stk. 4« ændres til: »stk. 2«.

Baggrunden for ændringen er, at § 92 h, stk. 2-4, jf. lovforslagets § 1, nr. 6 og 7, foreslås ophævet, hvorfor henvisningen skal ændres.

Efter de gældende regler i færdselslovens § 92 h, stk. 1, meddeler transportministeren efter høring af vejmyndigheden og politiet tilladelse til forsøg i henhold til regler fastsat i medfør af § 92 g, stk. 5. Transportministeren fastlægger nærmere vilkår for de enkelte forsøg. Tilladelse kan først meddeles, efter at sagen har været forelagt et af Folketinget nedsat udvalg.

Det foreslås, at § 92 h, stk. 1, 3. pkt., ophæves.

Med den foreslåede ophævelse skal sagerne ikke længere forelægges for Folketingets Transportudvalg.

Formålet med den foreslåede ændring er således at forenkle processen i forbindelse med ansøgning om forsøg med selvkørende motorkøretøjer. Dette gøres ved, at der, i stedet for udstedelse af enkelte bekendtgørelser til hvert enkelt forsøg, udstedes en overordnet rammebekendtgørelse, som gælder for alle forsøg med selvkørende motorkøretøjer. Transportministeren vil dog fortsat have mulighed for at udstede særskilte bekendtgørelser til de enkelte forsøg, såfremt dette findes nødvendigt, jf. den foreslåede ændring i § 92 g, stk. 5. Med den foreslåede ændring vil ansøgningerne ikke skulle forelægges for Folketingets Transportudvalg. Transportministeren vil i stedet løbende udarbejde en orientering til Transportudvalget, hvor udvalget vil blive orienteret om de forsøg, som der er givet tilladelse til. Dette vil gøre den politiske proces mere enkel og mindre tidskrævende.

Tilladelsen meddeles den enkelte ansøger som en konkret afgørelse i henhold til den fastsatte rammebekendtgørelse for forsøg med selvkørende motorkøretøjer. Tilladelsen skal indeholde de specifikke vilkår, som gælder for det pågældende forsøg.

I visse tilfælde vil gennemførelse af et forsøg dog forudsætte, at ansøger opnår tilladelse af andre myndigheder eller undtagelser fra anden lovgivning. Såfremt Transportministeriet konstaterer, at gennemførelsen af et forsøg forudsætter, at ansøger opnår tilladelse fra andre myndigheder eller dispensation fra anden lovgivning, vil dette fremgå som et vilkår i afgørelsen. Det kan også være tilfældet, at der er særlige regler, som skal gælde for det enkelte forsøg. I dette tilfælde vil transportministeren udstede en særskilt bekendtgørelse med de bestemmelser, som skal gælde for det pågældende forsøg, jf. den foreslåede § 92 g, stk. 5.

Ønsker en tilladelsesindehaver i løbet af den periode, hvortil der er givet tilladelse til forsøg, at ændre på dele af et forsøg, kan dette ske gennem en henvendelse til Transportministeriet.

Imødekommelse af en anmodning om at ændre på dele af et forsøg forudsætter dog, at tilladelsesindehaveren vedlægger en udtalelse fra forsøgets assessor, jf. § 92 h, stk. 4, hvori det bekræftes, at ændringen vil være færdselssikkerhedsmæssigt forsvarlig. Ændringer af forsøg har ingen virkning i forhold til den periode, hvortil den oprindelige tilladelse blev givet.

I henhold til færdselslovens § 134 a, stk. 2, kan transportministeren fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter § 134 a, stk. 1, herunder at afgørelserne ikke skal kunne indbringes for ministeren. I det tilfælde, at transportministeren meddeler et afslag på en ansøgning om forsøg med selvkørende motorkøretøjer, afslag på henvendelse om forlængelse af et forsøg, afslag på henvendelse om ændring af et forsøg eller delvist afslag på henvendelse om ændring af et forsøg, skal afgørelsen begrundes. Kompetencen til at meddele tilladelse til eller afslag på forsøg med selvkørende motorkøretøjer vil blive delegeret til Vejdirektoratet. I overensstemmelse med færdselslovens § 134 a, stk. 2, vil der – ligesom i dag – blive fastsat regler om, at der ikke er mulighed for at påklage afgørelsen administrativt fra Vejdirektoratet til transportministeren. Dette skyldes, at ansøgninger om selvkørende motorkøretøjer er karakteriseret ved høj teknisk kompleksitet, som forudsætter særlige faglige kompetencer at behandle. Transportministeriets departement besidder ikke sådanne kompetencer og vil derfor ikke være egnet til at varetage en saglig klagesagsbehandling. Afgørelser vil dog kunne indbringes for Folketingets Ombudsmand eller domstolene.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger for så vidt angår ansøgningsprocessen.

Det følger af færdselslovens § 92 h, stk. 4, at ansøgning om tilladelse til forsøg efter stk. 1 indsendes til Transportministeriet ledsaget af en nærmere beskrivelse af forsøget. Ansøgningen skal indeholde en beskrivelse af de motorkøretøjer, der indgår i forsøget, en detaljeret plan for gennemførelsen af forsøget, herunder hvilke niveauer af automatisering der er tale om, de vejstrækninger, forsøget ønskes gennemført på, og de trafikale og vejrmæssige forhold, hvori forsøget forventes at blive gennemført, og en beskrivelse af forsøgets organisering. Ansøgningen skal endvidere indeholde en gennemarbejdet plan for indsamling, registrering, systematisering, opbevaring, brug, videregivelse, samkøring og sletning af data, der genereres i forbindelse med kørslen.

Det foreslås, at § 92 h, stk. 4, ophæves.

For så vidt angår de specifikke krav til indholdet af ansøgningen henvises der til den overordnet rammebekendtgørelse, som vil træde i kraft samtidig med ændringerne til loven, og som vil indeholde kravene til ansøgningen.

Det følger af færdselslovens § 92 h, stk. 5, at ansøgning om tilladelse efter stk. 4 vedlægges en vurdering fra en godkendt assessor om konsekvenserne for færdselssikkerheden ved gennemførelse af forsøget.

Det foreslås, i lovforslagets § 92 h, stk. 5, der bliver stk. 3, at henvisningen til stk. 4 ændres til stk. 2.

Baggrunden for ændringen er, at § 92 h, stk. 2 og 4, er ophævet, jf. lovforslagets § 1, nr. 6 og 7, hvorfor henvisningen skal ændres.

Det følger af færdselslovens § 92 h, stk. 2, at tilladelse til forsøg efter stk. 1 meddeles for en periode på op til 2 år. Tilladelsen kan fornyes af transportministeren efter høring af vejmyndigheden og politiet.

Det foreslås, at § 92 h, stk. 2 , ophæves og det i stedet indsættes, at ansøgning om tilladelse til forsøg efter stk. 1 skal indsendes til transportministeren ledsaget af en nærmere beskrivelse af forsøget. Der vil blive udarbejdet en overordnet rammebekendtgørelse, som vil omfatte alle forsøg med selvkørende motorkøretøjer. Det følger i dag af § 92 h, stk. 2, at tilladelse til forsøg efter stk. 1 meddeles for en periode op til 2 år samt at tilladelsen kan fornyes af transportministeren efter høring af vejmyndigheden og politiet. Dette vil fremover fremgå af rammebekendtgørelsen.

Det følger i dag af § 92 h, stk. 4, at ansøgning om tilladelse til forsøg efter stk. 1 skal indsendes til Transportministeriet ledsaget af en nærmere beskrivelse af forsøget. Ansøgningen skal indeholde en beskrivelse af de motorkøretøjer, der indgår i forsøget, en detaljeret plan for gennemførelsen af forsøget, herunder hvilke niveauer af automatisering der er tale om, de vejstrækninger, forsøget ønskes gennemført på, og de trafikale og vejrmæssige forhold, hvori forsøget forventes at blive gennemført, og en beskrivelse af forsøgets organisering. Det fremgår endvidere af § 92 h, stk. 4, at ansøgningen skal indeholde en gennemarbejdet plan for indsamling, registrering, systematisering, opbevaring, brug, videregivelse, samkøring og sletning af data, der genereres i forbindelse med kørslen. Disse krav til indholdet af ansøgningen vil med ophævelsen af § 92 h, stk. 4, herefter fremgå af rammebekendtgørelsen.

Det skal bemærkes, at for så vidt angår beskrivelsen af de motorkøretøjer, der indgår i forsøget, vil Transportministeriet i sin vurdering lægge vægt på, at der er dokumentation for, at de anvendte selvkørende motorkøretøjer er EU-typegodkendte, FN-godkendte eller nationalt godkendte. Køretøjer, som ikke er EU-typegodkendte eller FN-godkendte kan i stedet opnå en national godkendelse ved at være undersøgt og vurderet af en godkendt prøvningsinstans for deres sikkerhed i forhold til gældende regler.

Det bemærkes i den forbindelse, at tilladelsesindehaver – i tilfælde af, at forsøget ændres undervejs – vil være forpligtet til at overveje, om ændringen kan rummes inden for den udstedte tilladelse. Er der tale om væsentlig ændring, fx udskiftning af køretøjer med andre tekniske egenskaber end det tilladte, vil det kunne være påkrævet at igangsætte en fornyet ansøgningsproces. Der vil være tale om en konkret vurdering af, hvor væsentlig ændringen er for forsøget og de vilkår, som forsøget kører under. Tilladelsesindehaver vil til støtte for en sådan vurdering kunne søge vejledning hos Vejdirektoratet som tilladelsesudsteder.

Efter Færdselslovens § 92 h, stk. 6, 1. pkt., kan transportministeren fastsætte regler om godkendelse af assessorer, jf. stk. 5, herunder om assessorers uafhængighed og kompetence, og om tilsyn med godkendte assessorer. Transportministeren kan endvidere fastsætte regler om tavshedspligt for assessorer, assessorers ansvarsforsikring og krav til assessorers underleverandører.

Det foreslås, i lovforslagets § 92 h, stk. 6, 1. pkt., der bliver stk. 5, 1. pkt., at henvisningen til stk. 5 ændres til stk. 4.

Ændringen er en konsekvens af, at det i lovforslagets § 1, nr. 6, foreslås, at § 92 h, stk. 4, ophæves, hvorefter stk. 5-7 bliver stk. 4-6.

Efter de gældende regler i færdselslovens § 92 i, kan udgifter, der påføres det offentlige efter forsøg, der gennemføres efter tilladelse meddelt i henhold til regler fastsat i medfør af § 92 g, stk. 5, jf. § 92 h, stk. 1, pålægges tilladelsesindehaveren. Transportministeren kan pålægge ansøgeren at stille sikkerhed for sådanne udgifter.

Det foreslås, at der i § 92 i, indsættes et stk. 2, hvorefter transportministeren kan fastsætte regler om betaling af gebyr for behandling af ansøgning om og udstedelse af tilladelse til forsøg med selvkørende motorkøretøjer, jf. § 92 h, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at transportministeren kan fastsætte regler om, at forsøgsordningen vil blive brugerbetalt af ansøgere om tilladelse, hvormed statens udgifter i forbindelse med administrationen af forsøgsordningen for selvkørende motorkøretøjer dækkes.

Gebyrordningen vil følge de almindelige principper i Finansministeriets Budgetvejledning, hvoraf bl.a. fremgår, at gebyrer skal fastsættes således, at der opnås fuld dækning for de omkostninger, som er forbundet med det gebyrbelagte område. Der må dog ikke opnås mere end fuld dækning. Det foreslås, at der betales gebyr efter regning for medgået tid til sagsbehandling af ansøgning om tilladelse til forsøg med selvkørende motorkøretøjer.

Regler om fastsættelse af betaling af gebyr for behandling af ansøgning om og udstedelse af tilladelse til forsøg med selvkørende motorkøretøjer vil blive fastsat i en særskilt bekendtgørelse.

De samlede omkostninger for behandlingen af en ansøgning om tilladelse til forsøg vil variere afhængig af det ansøgte forsøgs kompleksitet og omfang.

Med den nuværende ordning er der i alt kun givet tilladelse til fire forsøg, hvorfor det ikke forventes, at der vil komme mange ansøgninger. Men da der med revisionen af forsøgsordningen bliver lempet på kravene til ansøgningsprocessen, herunder også assessorvurderingen, er det forhåbningen, at flere vil gøre brug af forsøgsordningen, og at der dermed vil komme flere ansøgninger.

Det følger af færdselslovens § 92 j, at transportministeren i forbindelse med fastsættelse af regler efter § 92 g, stk. 5, efter høring af trafikselskabet kan fastsætte, at lov om trafikselskaber ikke finder anvendelse på forsøget.

Det følger endvidere af færdselslovens § 92 k, stk. 1, at ved fastsættelse af bestemmelser om forsøg efter § 92 g, stk. 5, fastsætter transportministeren efter forhandling med justitsministeren regler om straf, herunder bestemmelser om ansvarssubjekt for overtrædelser af færdselslovens regler. Transportministeren kan i den forbindelse efter forhandling med justitsministeren fravige kapitel 17 og 18.

Af § 92 k, stk. 2, fremgår det, at transportministeren i forbindelse med fastsættelse af regler om straf efter stk. 1 efter forhandling med justitsministeren kan bestemme, at en tilladelsesindehaver kan pålægges bødeansvar, selvom overtrædelsen ikke kan tilregnes den pågældende som forsætlig eller uagtsom. Tilsvarende gælder en juridisk person, der er tilladelsesindehaver, selvom der inden for dens virksomhed ikke er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en eller flere til den juridiske person knyttede personer eller den juridiske person som sådan.

Det foreslås, at §§ 92 j og 92 k, ophæves.

Ophævelsen sker som følge af, at bestemmelserne flyttes til § 92 g, stk. 3, samt i § 92 g, stk. 8 og 9, i lovforslaget. Bestemmelserne i § 92 k, stk. 1 og 2, videreføres i sin helhed.

Det følger af færdselslovens § 92 j, at transportministeren i forbindelse med fastsættelse af regler efter § 92 g, stk. 5, efter høring af trafikselskabet kan fastsætte, at lov om trafikselskaber ikke finder anvendelse på forsøget.

Det følger endvidere af færdselslovens § 92 k, stk. 1, at ved fastsættelse af bestemmelser om forsøg efter § 92 g, stk. 5, fastsætter transportministeren efter forhandling med justitsministeren regler om straf, herunder bestemmelser om ansvarssubjekt for overtrædelser af færdselslovens regler. Transportministeren kan i den forbindelse efter forhandling med justitsministeren fravige kapitel 17 og 18.

Af § 92 k, stk. 2, fremgår det, at transportministeren i forbindelse med fastsættelse af regler om straf efter stk. 1 efter forhandling med justitsministeren kan bestemme, at en tilladelsesindehaver kan pålægges bødeansvar, selvom overtrædelsen ikke kan tilregnes den pågældende som forsætlig eller uagtsom. Tilsvarende gælder en juridisk person, der er tilladelsesindehaver, selvom der inden for dens virksomhed ikke er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en eller flere til den juridiske person knyttede personer eller den juridiske person som sådan.

Det foreslås, at §§ 92 j og 92 k, ophæves.

Ophævelsen sker som følge af, at bestemmelserne flyttes til § 92 g, stk. 3, samt i § 92 g, stk. 8 og 9, i lovforslaget. Bestemmelserne i § 92 k, stk. 1 og 2, videreføres i sin helhed.

Efter færdselslovens § 92 l, forstås ved en selvkørende enhed et førerløst emissionsfrit køretøj, der kører med lav hastighed på hjul, bælter el.lign., og som er teknisk indrettet således, at en fysisk person kan overtage kontrollen af køretøjet.

Det foreslås, at der i § 92 l efter »emissionsfrit køretøj,« indsættes »jf. dog § 92 m, stk. 6,«.

Ændringen skal ses i lyset af, at det i § 1, nr. 17, foreslås at indsætte et nyt § 92 m, stk. 6 , hvorefter transportministeren til konkrete forsøg med selvkørende enheder kan dispensere fra kravet om, at enheden skal være emissionsfri, jf. § 92 l.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 17, og pkt. 2.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det følger af § 92 m, stk. 3, 1. pkt., at forsøg med selvkørende enheder alene må foretages af erhvervsdrivende, forsknings- og undervisningsinstitutter og offentlige myndigheder. Privatpersoner kan derved ikke udføre forsøg med selvkørende enheder. Efter stk. 3, 2. pkt., må selvkørende enheder ikke anvendes til personbefordring.

Som det fremgår af de almindelige bemærkninger til lovforslaget, der indførte forsøgsordningen, jf. Folketingstidende 2020-21, tillæg A, L 37 som fremsat, side 7, er denne begrænsning af, hvem der kan få tilladelse til at foretage forsøg med selvkørende enheder indsat for at sikre, at der sker en gradvis introduktion af de selvkørende enheder på færdselslovens område.

Det følger af bestemmelsens bemærkninger, jf. Folketingstidende 2020-21, tillæg A, L 37 som fremsat, side 21, at forsøgene skal udføres som led i erhvervsudøvelse, forskningsvirksomhed eller myndighedsudøvelse. Det vil dermed ikke være muligt for privatpersoner at opnå tilladelse til forsøg med selvkørende enheder. Det fremgår, at med begrebet offentlige myndigheder menes i øvrigt myndigheder, der i henhold til offentlighedsloven betragtes som myndigheder inden for den offentlige forvaltning.

Det foreslås, at 1. pkt. i § 92 m, stk. 3, der bliver stk. 8, affattes således, at tilladelse til forsøg med eller test af selvkørende enheder kan meddeles til erhvervsdrivende, forsknings- og undervisningsinstitutter, foreninger, organisationer, offentlige myndigheder, selskaber og institutioner samt selvejende og private institutioner.

Det foreslåede vil åbne for, at flere typer af aktører vil kunne udføre forsøg med selvkørende enheder, enten i form af forsøg med selvkørende enheder eller i form af test af selvkørende enheder inden for en udpeget testzone, så selvkørende enheder kan bruges i større dele af samfundet.

Privatpersoner vil med denne udvidelse af bestemmelsen fortsat ikke kunne udføre forsøg med eller test af selvkørende enheder. Med denne fortsatte begrænsning sikres det, at der fortsat vil ske en gradvis introduktion af de selvkørende enheder på færdselslovens område.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at forsøg med selvkørende enheder og test af selvkørende enheder inden for en udpeget testzone kan udføres af erhvervsdrivende, forsknings- og undervisningsinstitutter, foreninger, organisationer, offentlige myndigheder, selskaber og institutioner samt selvejende og private institutioner.

Denne udvidelse af kredsen af ansøgere tager sigte på, at alle private og selvejende institutioner såsom uddannelsesinstitutioner, plejehjem, daginstitutioner, fonde m.v., der ønsker at anvende selvkørende enheder på færdselslovens område, vil få mulighed for at ansøge om tilladelse hertil. Herudover foreslås det, at foreninger og organisationer vil kunne ansøge om forsøg med selvkørende enheder. Det kan f.eks. være sports- og idrætsforeninger, bolig- og ejerforeninger og andre organisationer og forbund. Den foreslåede ændring tager også sigte på, at f.eks. DSB, Sund & Bælt Holding A/S eller andre offentlige selskaber skal kunne bruge ordningen og muligheden for at bruge selvkørende enheder. Det forudsættes stadig, at forsøgene eller testene udføres, som led i udøvelsen af det pågældende erhverv eller virke.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter færdselslovens § 92 m, stk. 4, kan transportministeren fastsætte nærmere regler om forsøg med selvkørende enheder, herunder om selvkørende enheders hastighed, placering på vej, brug af signaler og tegn, lygteføring, fragt af gods og identifikationsnummer og om krav til ansøgning om tilladelse til forsøg.

Det foreslås, at i § 92 m, stk. 4, der bliver stk. 9, ændres »forsøg med selvkørende enheder« til »forsøg med og test af selvkørende enheder«, og »tilladelse til forsøg« ændres til »tilladelse til forsøg eller test«.

Ændringen skal ses i lyset af, at der med den foreslåede ændring i lovforslagets § 1, nr. 17, sondres mellem forsøg med selvkørende enheder og test af selvkørende enheder. Det er hensigten, at transportministerens bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler skal gælde både for forsøg med selvkørende enheder og for test af selvkørende enheder, der foretages inden for vejmyndighedens udpegede testzoner.

Den foreslåede ændring vil medføre, at transportministerens bemyndigelse gælder både forsøg med selvkørende enheder og test af selvkørende enheder.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 17, og pkt. 2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter færdselslovens § 92 m, stk. 5, forudsætter tilladelse til forsøg med selvkørende enheder, at en fysisk person kan overtage kontrollen af enheden, når dette anvises af den selvkørende enheds tekniske indretning, eller når den fysiske person vurderer, at der er behov herfor. Den fysiske person skal overholde reglerne om spirituskørsel og kørsel under påvirkning af bevidsthedspåvirkende stoffer, sygdom m.v. i §§ 53 og 54. Transportministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte, at § 55, stk. 1 og 2, og bestemmelser fastsat i medfør af § 55, stk. 4, 1. pkt., finder anvendelse i forhold til den fysiske person. Transportministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte, at § 77, stk. 1, 1. pkt., finder anvendelse i forhold til selvkørende enheder og den fysiske person.

Det foreslås, at i § 92 m, stk. 5, 1. pkt., der bliver stk. 10, 1. pkt., ændres »forsøg med selvkørende enheder« ændres til »forsøg med eller test af selvkørende enheder«.

Ændringen skal ses i lyset af, at der med den foreslåede ændring i lovforslagets § 1, nr. 17, sondres mellem forsøg med selvkørende enheder og test af selvkørende enheder. Den foreslåede ændring vil medføre, at betingelsen om, at en fysisk person kan overtage kontrollen af en selvkørende enhed, når dette anvises af den selvkørende enheds tekniske indretning, eller når den fysiske person vurderer, at der er behov herfor, vil gælde for både forsøg med selvkørende enheder og for test af selvkørende enheder, der foretages inden for vejmyndighedens udpegede testzoner.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 17, og pkt. 2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter færdselslovens § 92 m, stk. 1, 1. pkt., må kørsel med en selvkørende enhed på færdselslovens anvendelsesområde alene finde sted, hvis transportministeren har meddelt tilladelse hertil. Efter § 92 m, stk. 1, 2. pkt., kan der alene meddeles tilladelse til kørsel med selvkørende enheder på strækninger og i områder, som i begrænset omfang anvendes til almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter.

Efter færdselslovens § 92 kan vejmyndigheden træffe færdselsmæssige bestemmelser, som indvirker på vejens udnyttelse eller indretning, bl.a. bestemmelser om parkering og standsning, etablering af fodgængerfelter og forbud mod visse færdselsarter, herunder med henblik på etablering af gågader.

Det foreslås, at § 92 m, stk. 1, 2. pkt. , affattes således, at der kan meddeles tilladelse til forsøg med eller test af selvkørende enheder efter en vurdering af de nødvendige færdselssikkerhedsmæssige forhold, herunder de tekniske og sikkerhedsmæssige egenskaber for den enhed, der ønskes anvendt i forsøget eller testen, omfanget og karakteren af færdslen og fremkommeligheden på den strækning eller i det område, hvor forsøget eller testen ønskes gennemført, samt eventuelt planlagt afmærkning, afspærring eller øvrige sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med forsøget eller testen.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at der fremover ikke vil være en generel begrænsning i brugen af forsøgsordningen, så der kun kan meddeles tilladelse til forsøg eller test i områder, som i begrænset omfang anvendes til almindelig færdsel. Der vil fortsat være et afgørende fokus på færdselssikkerheden, men det vil fremover bero på en helhedsvurdering af det ansøgte forsøg eller den ansøgte test, om der vil kunne meddeles tilladelse til forsøget eller testen. Der vil således blive foretaget en vurdering af færdslen i området eller på strækningen, hvor forsøget eller testen ønskes gennemført, af fremkommeligheden og indretningen af området eller strækningen, af planlagte sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med forsøget eller testen, og den selvkørende enhed, der ønskes anvendt.

Efter forslaget vil der således fortsat være tale om en forsøgsordning og om en tilladelsesordning, og der vil fortsat være et afgørende fokus på de samme sikkerhedsmæssige krav til den selvkørende enhed og dens egenskaber, herunder at maskindirektivets regler om CE-mærkning, overholdes.

Det vil fortsat som udgangspunkt være en forudsætning for tilladelse til forsøg med eller test af selvkørende enheder, at der er tale om en førerløs emissionsfri enhed, der kører med lav hastighed, og at en fysisk person, kan overtage kontrollen af enheden, enten ved hjælp af en fjernbetjening eller f.eks. via computerstyring af enheden. Det vil fortsat gælde, at selvkørende enheder ikke må anvendes til personbefordring.

Vurderingen af det ansøgte forsøg eller den ansøgte test vil skulle tage udgangspunkt i færdselsbilledet på det ansøgte område sammenholdt med udformningen af den selvkørende enhed. Færdselsbilledet vil i den forbindelse være et udtryk for blandt andet kompleksiteten af forskellige færdselsarter, trafikintensiteten, herunder på forskellige tider af døgnet, og den tilstedeværende infrastruktur på det konkrete område.

Tilsvarende vil den selvkørende enheds størrelse, vægt, sikkerhedssystemer og udformning spille en rolle i vurderingen af forsøgets risiko. Et forsøg med en mindre robotplæneklipper, som, udover at være CE-mærket efter maskindirektivet, er konstrueret efter specifikke sikkerhedsstandarder for sådanne maskiner, og derigennem har en veldokumenteret egensikkerhed, som skal køre i en park i tidsrum, hvor der er et begrænset omfang af færdsel på græsarealerne, vil f.eks. kunne vurderes som et lavrisikoforsøg, og vil kunne foretages med få og enkle vilkår.

Modsat vil et forsøg med f.eks. en robot, som skal klippe hæk, og derfor har eksponerede skarpe dele, i en park eller på et stisystem i tidsrum med almindelig færdsel kunne anses som et højrisikoforsøg, og det vil derfor være nødvendigt at fastsætte yderligere vilkår for forsøget. Det kan f.eks. være et vilkår om, at forsøget skal superviseres af en person, som er fysisk til stede ved robotten, og som kan gribe ind eller stoppe robotten, hvis der opstår farlige situationer, ligesom der kan fastsættes vilkår om afmærkning af området, når enheden kører, og vilkår om, at enheden kun kan benyttes på bestemte tider af døgnet m.v.

For at opnå tilladelse til forsøg med selvkørende enheder skal der således være sikkerhed for de basale egenskaber for maskinen, og der vil derudover også blive set på den generelle fremkommelighed og på karakteren og mængden af færdsel på det pågældende område, hvor forsøget ønskes gennemført. Alt efter vurderingen af det samspil, vil der blive stillet krav om passende vilkår om monitorering, varighed og opfølgning, og det vil være relevant for vejmyndigheden at benytte nogle af de redskaber, der er hjemmel til at træffe beslutning om i færdselslovens § 92 i forbindelse med forsøg med selvkørende enheder.

Færdselsstyrelsen, der har den tekniske fagkundskab inden for køretøjsteknik, vil være egnet til at foretage denne vurdering af sikkerheden i et ansøgt forsøg med eller test af selvkørende enheder, herunder med behørigt input fra vejmyndigheden. Administrationen af ordningen vil fortsat blive varetaget af Færdselsstyrelsen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 15 og 16

Efter færdselslovens § 92 m, stk. 2, meddeler transportministeren tilladelse til forsøg med selvkørende enheder efter høring af vejmyndigheden. Kompetencen til at administrere ordningen er i bekendtgørelse nr. 373 af 9. april 2024 om Færdselsstyrelsens opgaver og beføjelser samt klageadgang delegeret til Færdselsstyrelsen, der har den tekniske fagkundskab inden for køretøjsteknik. Det er således Færdselsstyrelsen, der står for sagsbehandlingen af ordningen, mens vejmyndigheden bidrager som høringspart.

Vejdirektoratet har i medfør af § 6, stk. 1 og 2, i vejloven fået henlagt administrationen af statens veje af transportministeren. Vejdirektoratet er dermed den administrerende vejmyndighed for statens veje. Kommunalbestyrelsen er vejmyndighed for kommuneveje, jf. § 7 i vejloven, og for private fællesveje og private fællesstier, jf. § 1, stk. 2, i privatvejsloven. For så vidt angår private veje er den pågældende vejejer vejmyndighed.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, der indførte den gældende forsøgsordning, jf. Folketingstidende 2020-21, tillæg A, L 37 som fremsat, side 20, at formålet med høringen af vejmyndigheden er, at vejmyndigheden derved kan bidrage med oplysninger og klarhed over, om der skal tages særlige hensyn til trafikmængden eller eventuelt vejarbejde på den strækning eller det område, hvor et forsøg med selvkørende enheder ønskes udført. Det fremgår også, at transportministeren ikke er forpligtet til at følge vejmyndighedens bemærkninger, men vejmyndighedens bemærkninger skal indgå i den endelige vurdering af, om tilladelse skal gives, og i givet fald på hvilke vilkår.

Det fremgår derudover, at hvis en ansøger af tilladelse til forsøg med selvkørende enheder ønsker at udføre et forsøg på et privatejet område, hvor færdselsloven finder anvendelse, og ansøgeren ikke samtidig er ejer af det pågældende område, vil det i forbindelse med indsendelse af ansøgning om tilladelse til forsøg være påkrævet, at ansøgeren fremsender et samtykke fra den pågældende private vejejer.

Efter færdselslovens § 92 kan vejmyndigheden træffe færdselsmæssige bestemmelser, som indvirker på vejens udnyttelse eller indretning, bl.a. bestemmelser om parkering og standsning, etablering af fodgængerfelter og forbud mod visse færdselsarter, herunder med henblik på etablering af gågader.

I administrationen af ordningen oplever Færdselsstyrelsen store forskelle på, i hvilken grad vejmyndigheden har været inddraget i sagen, inden ansøgningen sendes til Færdselsstyrelsen. I nogle tilfælde har vejmyndigheden været medafsender på ansøgningen eller har lagt en grundig udtalelse med i ansøgningsmaterialet.

Det foreslås, at i § 92 m, stk. 2, 1. pkt., udgår »efter høring af vejmyndigheden« og », jf. stk. 1«.

Det foreslås samtidig, at der i § 92 m, stk. 2, efter 1. pkt. indsættes et nyt punktum, hvorefter Transportministeren inden meddelelsen af en tilladelse skal påse, at vejmyndigheden er blevet hørt om det pågældende forsøg.

Formålet med den foreslåede formulering, at transportministeren ”skal påse, at vejmyndigheden er blevet hørt”, er i højere grad at ramme en mere smidig sagsbehandling, der i højere grad kan tilpasses den modtagne ansøgning.

Derudover er der foretaget en redaktionel ændring af bestemmelsen, idet den gældende henvisning fra stk. stk. 2 til stk. 1 i samme bestemmelse ikke er nødvendig. Der er alene tale om en lovteknisk justering uden indholdsmæssig betydning.

Den foreslåede ændring vil medføre, at en ansøgning om forsøg med en selvkørende enhed ikke skal sendes i høring til den pågældende vejmyndighed igen, hvis vejmyndigheden er kommet med fyldestgørende bemærkninger i forbindelse med ansøgningen eller på et andet tidspunkt.

Det vil dog kræve en fornyet inddragelse eller høring af vejmyndigheden, hvis sagen ændrer sig undervejs i behandlingen af ansøgningen, eller hvis det af andre saglige grunde vurderes nødvendigt at høre vejmyndigheden igen. Det kan f.eks. være, hvis der sker ændringer i ansøgningsmaterialet, der medfører, at vejmyndighedens oprindelige udtalelse om sagen ikke længere vurderes at dække det fulde billede af sagens omstændigheder, eller hvis der efter vejmyndighedens udtalelse sker ændringer i det fysiske område eller den strækning, hvor forsøget ønskes gennemført.

Det kan være relevant for vejmyndigheden at benytte nogle af de redskaber, der allerede findes i færdselsloven med henblik på at træffe passende foranstaltninger for at opretholde færdselssikkerheden på vejene, f.eks. i forhold til afmærkning eller foranstaltninger efter færdselslovens § 92. Der vil selvsagt skulle være tale om foranstaltninger, der har tilknytning til det konkrete forsøg med selvkørende enheder.

Alt efter de fysiske rammer og de konkrete ansøgninger om tilladelse til forsøg med selvkørende enheder, kan der godt i det konkrete tilfælde være tale om meget små sikkerhedsforanstaltninger, eller at der slet ikke er behov for nye færdselssikkerhedsmæssige foranstaltninger. Men vejmyndigheden bør i alle tilfælde forholde sig til spørgsmålet om eventuelt behov for f.eks. foranstaltninger efter § 92.

Hvis Færdselsstyrelsen ved behandlingen af en konkret ansøgning om forsøg vurderer, at der ikke er truffet beslutning om tilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger, kan Færdselsstyrelsen opfordre den pågældende vejmyndighed til at forholde sig til spørgsmålet om sikkerhedsforanstaltninger eller eventuelt meddele afslag på den konkrete ansøgning om tilladelse til forsøg med en begrundelse om, at fraværet af f.eks. sikkerhedsforanstaltninger efter færdselslovens § 92 konkret indebærer, at gennemførslen af forsøget ikke er færdselssikkerhedsmæssigt forsvarligt.

Der henvises i øvrigt til punkt 2.2.1.1.3 og 2.2.1.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter færdselslovens § 92 l forstås ved en selvkørende enhed et førerløst emissionsfrit køretøj, der kører med lav hastighed på hjul, bælter el.lign., og som er teknisk indrettet således, at en fysisk person kan overtage kontrollen af køretøjet.

Det fremgår af § 92 m, stk. 1, at kørsel med en selvkørende enhed på færdselslovens anvendelsesområde jf. færdselslovens § 1, alene må finde sted, hvis transportministeren har meddelt tilladelse hertil. Det fremgår videre af stk. 2, at transportministeren meddeler tilladelse til forsøg med selvkørende enheder, jf. stk. 1, efter høring af vejmyndigheden.

Kompetencen til at administrere ordningen er delegeret til Færdselsstyrelsen, der har den tekniske fagkundskab inden for køretøjsteknik. Det er således Færdselsstyrelsen, der står for sagsbehandlingen af ordningen, mens vejmyndigheden bidrager som høringspart, men ikke har en selvstændig beslutningskompetence.

Vejdirektoratet har i medfør af § 6, stk. 1 og 2, i vejloven fået henlagt administrationen af statens veje af transportministeren. Vejdirektoratet er dermed den administrerende vejmyndighed for statens veje. Kommunalbestyrelsen er vejmyndighed for kommuneveje, jf. § 7 i vejloven, og for private fællesveje og private fællesstier, jf. § 1, stk. 2, i privatvejsloven. For så vidt angår private veje er den pågældende vejejer vejmyndighed.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, der indførte den gældende forsøgsordning, jf. Folketingstidende 2020-21, tillæg A, L 37 som fremsat, side 20, at formålet med høringen er, at vejmyndigheden derved kan bidrage med oplysninger og klarhed over, om der skal tages særlige hensyn til trafikmængden eller eventuelt vejarbejde på den strækning eller område, hvor et forsøg med selvkørende enheder ønskes udført.

Det fremgår også, at transportministeren ikke er forpligtet til at følge vejmyndighedens bemærkninger, men vejmyndighedens bemærkninger skal indgå i den endelige vurdering af, om tilladelse skal gives, og i givet fald på hvilke vilkår.

Det fremgår derudover, at hvis en ansøger af tilladelse til forsøg med selvkørende enheder ønsker at udføre et forsøg på et privatejet område, hvor færdselsloven finder anvendelse, og ansøgeren ikke samtidig er ejer af det pågældende område, er det i forbindelse med indsendelse af ansøgning om tilladelse til forsøg påkrævet, at ansøgeren fremsender et samtykke fra den pågældende private vejejer.

Ifølge vejlovens § 80 (Lovbekendtgørelse nr. 435 af 24. april 2024 om offentlige veje), kan det offentlige vejareal med vejmyndighedens tilladelse anvendes til 1) varig eller midlertidig anbringelse af affald, containere, materiel, materialer, løsøregenstande, skure, skurvogne, boder, automater, skilte, reklamer, hegn el.lign., 2) anbringelse af køretøjer med henblik på salg eller udlejning, jf. dog §§ 80 a og 80 b, eller 3) anbringelse af køretøjer i forbindelse med reparation, påfyldning af drivmidler, rengøring el.lign., når dette sker som led i erhvervsmæssig virksomhed.

Efter færdselslovens § 92, kan vejmyndigheden træffe færdselsmæssige bestemmelser, som indvirker på vejens udnyttelse eller indretning, bl.a. bestemmelser om parkering og standsning, etablering af fodgængerfelter og forbud mod visse færdselsarter, herunder med henblik på etablering af gågader.

Det følger af almindelige forvaltningsretlige principper, at en tilladelse kan tilbagekaldes, hvis vilkårene i tilladelsen ikke overholdes eller hvis forudsætningerne for tilladelsen ændrer sig.

Rammerne for forsøgsordningen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 941 af 19. maj 2021 om forsøg med selvkørende enheder, jf. i færdselslovens § 68, stk. 1, 1. pkt., § 82, stk. 4, § 84, stk. 1, § 85, stk. 1, § 92 m, stk. 4, stk. 5, 3. og 4. pkt., og stk. 6 og 7, § 92 p, § 118, stk. 13, 1. pkt., og § 134 a, stk. 2, i færdselsloven og § 3, stk. 1, i bekendtgørelsen om Færdselsstyrelsens opgaver, beføjelser og klageadgang, udmøntet i bekendtgørelse nr. 941 af 19. maj 2021 om forsøg med selvkørende enheder. Kompetencen til at meddele tilladelse til forsøg med selvkørende enheder og til at føre tilsyn med meddelte tilladelser m.v. i bekendtgørelsen om forsøg med selvkørende enheder er med hjemmel i § 3, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 373 af 9. april 2024 om Færdselsstyrelsens opgaver, beføjelser samt klageadgang, jf. færdselslovens § 134 a, stk. 1, delegeret til Færdselsstyrelsen, der har den tekniske fagkundskab inden for køretøjsteknik.

Det foreslås, at der i § 92 m, efter stk. 2, indsættes et nyt stk. 3, 1. pkt., hvorefter den kommunale vejmyndighed kan udpege områder i kommunen som testzoner til brug for test af selvkørende enheder i et testegnet miljø.

Den foreslåede ændring vil medføre, at den kommunale vejmyndighed kan udpege områder i kommunen som testzoner til brug for test af selvkørende enheder i et testegnet miljø. Hermed får kommunen beføjelse til at anvende en præcist afgrænset del af kommunens arealer til, at robotvirksomheder kan teste selvkørende enheder, uden at enhederne udfører driftsmæssige opgaver. Testzonen kan således alene anvendes til at udvikle enheden, herunder særligt enhedens egenskaber i forhold til interaktion med andre færdselsarter. Det forudsættes også herved, at en sådan testzone placeres i et område, hvor den øvrige trafik er egnet til interaktion med selvkørende enheder.

Det kan være relevant, at vejmyndigheden i forbindelse med udpegningen af testzonen har forholdt sig til spørgsmålet om færdselssikkerhedsmæssige foranstaltninger og om nødvendigt truffet beslutning om at benytte nogle af de redskaber, der er hjemmel til at træffe beslutning om i færdselslovens § 92. Der vil skulle være tale om foranstaltninger, der er nødvendige som følge af udpegningen af testzonen. Alt efter de fysiske rammer og de test af selvkørende enheder, der forventes at blive gennemført inden for testzonen, kan der godt i det konkrete tilfælde være tale om meget små sikkerhedsforanstaltninger, eller at der slet ikke er behov for nye sikkerhedsforanstaltninger. Vejmyndigheden bør dog forholde sig til spørgsmålet og eventuelt træffe beslutninger om foranstaltninger efter § 92.

Da det foreslås, at udpegningen af en testzone ikke skal godkendes af Færdselsstyrelsen, vil en vurdering af om vejmyndigheden har forholdt sig til spørgsmålet om sikkerhedsforanstaltninger i mange tilfælde ske i forbindelse med ansøgninger om tilladelse til konkrete test af selvkørende enheder inden for den udpegede testzone. Hvis Færdselsstyrelsen ved behandlingen af en sådan konkret ansøgning vurderer, at den ansøgte enhed ikke kan opereres i testzonen forsvarligt, når der ikke er truffet beslutning om tilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger, kan Færdselsstyrelsen gå i dialog med pågældende vejmyndighed om spørgsmålet om sikkerhedsforanstaltninger i området. I sidste ende må Færdselsstyrelsen meddele afslag på den konkrete ansøgning om tilladelse til test af selvkørende enheder, hvis fraværet af tilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger gør, at gennemførslen af forsøget ikke vurderes færdselssikkerhedsmæssigt forsvarligt.

Det foreslås endvidere, at der indsættes et § 92 m, stk. 3, 2. pkt ., hvorefter vejmyndigheden skal give transportministeren besked om udpegningen af en testzone og offentliggøre udpegningen.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at vejmyndigheden skal give transportministeren besked om udpegningen af en testzone samt offentliggøre udpegningen af testzonen. Der foreslås ikke fastsat specifikke krav til offentliggørelsen af udpegningen af testzonen. Det vil følge den metode, den pågældende kommune sædvanligvis benytter til at offentliggøre den type af beslutninger. Det må dog antages, at beslutningen som minimum skal fremgå af kommunens hjemmeside. Det forudsættes, at vejmyndigheden revurderer udpegningen af testzonen, hvis der sker væsentlige ændringer af området.

Udpegning af testzoner efter § 92 m, stk. 3, vil ikke være omfattet af vejlovens § 80. Idet der er tale om en forsøgsordning, vurderes det ikke at være relevant med en eventuel permanent ændring af vejlovens § 80. Udpegningen af en testzone vil selvsagt skulle være i overensstemmelse med øvrige tilladelser givet efter § 80 på samme areal.

Det foreslås også, at der indsættes et nyt § 92 m, stk. 4, hvorefter transportministeren meddeler tilladelse til konkrete test af selvkørende enheder inden for en udpeget testzone.

Med den foreslåede bestemmelse kan transportministeren give tilladelse til mere testlignende forsøg, der vil kunne gennemføres i de testzoner, som det foreslås, at den kommunale vejmyndighed kan udpege. Her vil der være tale om såkaldte ”sandkasser”, hvor der kan gennemføres test med selvkørende enheder, der har brug for en højere grad af afprøvning blandt en grad af almindelig færdsel, der ikke er en del af et organiseret forsøg, inden de vil være klar til et mere driftslignende forsøg.

I disse test af selvkørende enheder vil der også skulle tages nødvendige sikkerhedsmæssige forholdsregler, der passer til den enkelte selvkørende enhed, der ønskes testet indenfor et sådant område, og det vil være relevant for vejmyndigheden at benytte nogle af de redskaber, der er hjemmel til at træffe beslutning om i færdselslovens § 92, i forbindelse med konkrete ansøgninger om test af selvkørende enheder. Der vil selvsagt skulle være tale om foranstaltninger, der har tilknytning til den konkrete test af selvkørende enheder, og ved test af selvkørende enheder inden for en testzone vil der være en større mulighed for at afprøve enhedernes tekniske funktioner og samspillet med den færdsel, enhederne møder, som led i at udvikle enheden til at kunne løse driftslignende opgaver.

Alt efter de fysiske rammer og de konkrete ansøgninger om tilladelse til test af selvkørende enheder, kan der godt i det konkrete tilfælde være tale om meget små sikkerhedsforanstaltninger, eller at der slet ikke er behov for nye færdselssikkerhedsmæssige foranstaltninger. Men vejmyndigheden bør i alle tilfælde forholde sig til spørgsmålet om eventuelt behov for f.eks. foranstaltninger efter § 92.

Hvis Færdselsstyrelsen ved behandlingen af en konkret ansøgning om test vurderer, at der ikke er truffet beslutning om tilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger, kan Færdselsstyrelsen opfordre den pågældende vejmyndighed til at forholde sig til spørgsmålet om sikkerhedsforanstaltninger eller eventuelt meddele afslag på den konkrete ansøgning om tilladelse til test med en begrundelse om, at fraværet af f.eks. sikkerhedsforanstaltninger efter færdselslovens § 92 konkret indebærer, at gennemførslen af testen ikke er færdselssikkerhedsmæssigt forsvarligt.

For fortsat at sikre, at test af nye teknologier og nye selvkørende enheder udføres færdselssikkerhedsmæssigt forsvarligt, og uden at det skaber unødig utryghed for øvrige trafikantgrupper, forslås det, at der fortsat vil være tale om en forsøgsordning, hvor selve testen af en selvkørende enhed inden for den udpegede testzone kræver en konkret tilladelse fra transportministeren. Her vil der fortsat ske en nøje vurdering af de nødvendige færdselssikkerhedsmæssige forhold i forbindelse med testen.

Færdselsstyrelsen, der foreslås at varetage administrationen af ordningen, vil ved denne type af godkendelser, som hovedregel ikke tage stilling til det geografiske område, som testen forsøges gennemført i, da vejmyndigheden ved udpegning af testzonen allerede har taget stilling til det geografiske område og områdets egnethed som testzone. Færdselsstyrelsen vil stadig vurdere den selvkørende enhed, der ønskes testet i den konkrete ansøgning, og vurdere de overordnede færdselssikkerhedsmæssige forhold ved den ønskede test.

Ved disse test af selvkørende enheder inden for en testzone vil det også være relevant, at vejmyndigheden træffer beslutning om eventuelle nødvendige sikkerhedsforanstaltninger, afmærkning m.v., jf. færdselslovens § 92. Der vil skulle være tale om foranstaltninger, der er medført af de konkrete test af selvkørende enheder.

Det foreslås i den foreslåede § 92 m, stk. 4, 2. pkt., videreført fra den gældende forsøgsordning, at transportministeren skal underrette politiet om meddelte tilladelser forud for testens igangsættelse.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at transportministeren forud for testens igangsættelse vil skulle underrette det stedlige politi om den tilladte test. Politiet vil hermed blive bekendt med den forestående test.

Derudover foreslås det, at der indsættes et § 92 m, stk. 5 , hvorefter transportministeren ved meddelelse af tilladelse til forsøg med eller test af selvkørende enheder, kan fastsætte vilkår om monitorering, varighed, opfølgning m.v.

Det vil være op til en vurdering af det konkrete forsøg at bestemme, hvilke vilkår der vil være relevante i det enkelte forsøg. Denne vurdering vil have en tæt sammenhæng med de sikkerhedsforanstaltninger, der er planlagt for forsøget. Man kan dog ikke forestille sig et forsøg, hvor der ikke vil blive stillet nogen vilkår. Selv i de forsøg, der som udgangspunkt udgør en meget lille færdselssikkerhedsmæssig risiko, vil alene forsøgselementet medføre vilkår om f.eks. varighed og opfølgning m.v.

Det foreslås, at der i § 92 m , indsættes et stk. 6, hvorefter transportministeren til konkrete forsøg med selvkørende enheder kan dispensere fra kravet om, at enheden skal være emissionsfri, jf. § 92 l.

Det vil fortsat være en del af den grundlæggende definition af en selvkørende enhed, at der er tale om emissionsfri køretøjer, men den foreslåede ændring vil medføre, at det krav vil kunne fraviges i konkrete tilfælde. Der vil være tale om en konkret vurdering, hvor det vil skulle indgå, om det vurderes, at den konkrete enhed bruger mindre energi end en traditionel maskine, der ellers ville blive anvendt, så der stadig er en energimæssig besparelse, selvom der ikke anvendes en helt emissionsfri enhed.

Det forventes, at den konkrete kompetence til at træffe afgørelser efter denne undtagelse vil ligge hos Færdselsstyrelsen, der står for den generelle administration af forsøgsordningen.

Det foreslås, at der i § 92 m, indsættes et stk. 7, hvorefter transportministeren til enhver tid kan tilbagekalde en tilladelse til forsøg eller test med den virkning, at forsøget eller testen umiddelbart skal bringes til ophør.

Det foreslåede vil medføre, at der skabes udtrykkelig hjemmel til, at der som en del af forsøgsordningen kan ske tilbagekaldelse af en tilladelse i nødvendige tilfælde.

Tilbagekaldelse af en tilladelse vil bl.a. kunne ske med baggrund i hændelser med betydning for færdselssikkerheden, eller hvis der af andre grunde opstår tvivl om, hvorvidt forsøget eller testen fortsat kan gennemføres færdselssikkerhedsmæssigt forsvarligt. Det vil bero på transportministerens skøn, om den opståede tvivl om forsøgets færdselssikkerhedsmæssige forsvarlighed har en sådan karakter, at tilladelsen skal tilbagekaldes.

Bestemmelsen vil medføre, at en tilladelse til forsøg med eller test af selvkørende enheder kan tilbagekaldes, hvis den selvkørende enhed anvendes til et andet formål end det, der er givet tilladelse til. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis en selvkørende enhed anvendes til ulovlig dataindsamling i form af f.eks. billeder eller video, eller hvis en selvkørende enhed anvendes til transport af ulovligt gods. Det kan også være tilfældet, hvis et forsøg eller en test med selvkørende enheder viser sig at være til fare for færdselssikkerheden, eller hvis en tilladelsesindehaver nægter at udlevere dokumentation og oplysninger, som anmodet om i forbindelse med transportministerens udførelse af tilsyn i medfør af § 92 n, stk. 1 og 2, hvis der er skabt tilstrækkelig tvivl om de færdselssikkerhedsmæssige aspekter af det pågældende forsøg med selvkørende enheder.

Kompetencen til at meddele tilladelse til forsøg med selvkørende enheder og til at føre tilsyn med meddelte tilladelser m.v., er delegeret til Færdselsstyrelsen, der har den tekniske fagkundskab inden for køretøjsteknik, og det vil i praksis være Færdselsstyrelsen, der vil træffe afgørelse om tilbagekaldelse af en tilladelse til forsøg med eller test af selvkørende enheder.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.1 og 2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter Færdselslovens § 92 m, stk. 4, kan transportministeren fastsætte nærmere regler om forsøg med selvkørende enheder, herunder om selvkørende enheders hastighed, placering på vej, brug af signaler og tegn, lygteføring, fragt af gods og identifikationsnummer og om krav til ansøgning om tilladelse til forsøg.

Efter § 92 m, stk. 6, kan transportministeren også fastsætte regler vedrørende den fysiske person, der kan overtage kontrollen af den selvkørende enhed, herunder bestemmelser om alderskrav, krav til kompetencer og krav til den fysiske persons placering m.v.

Efter § 92 m, stk. 7, kan transportministeren ved fastsættelse af regler i medfør af stk. 4 og 6, fravige bestemmelserne i færdselslovens kapitel 2-5 og 10 og § 70, jf. dog stk. 5.

Det foreslås, at i § 92 m, stk. 7, der bliver stk. 12, ændres »stk. 4 og 6« til »stk. 9 og 11«, og »stk. 5« ændres til »stk. 10«.

Ændringen er en konsekvens af, at der med den foreslåede ændring i lovforslagets § 1, nr. 17, indsættes 5 nye stykker, hvorefter § 92 m, stk. 3-7 herefter bliver stk. 8-12.

Efter færdselslovens § 92 m, stk. 1, 1. pkt., må kørsel med en selvkørende enhed på færdselslovens anvendelsesområde alene finde sted, hvis transportministeren har meddelt tilladelse hertil.

Det foreslås, at indsætte et nyt § 92 m, stk. 13 , hvorefter transportministeren kan fastsætte regler om, at forsøg med eller test af selvkørende enheder med nærmere definerede egenskaber vedrørende f.eks. størrelse, hastighed og anvendelsesområde kan gennemføres uden en forudgående tilladelse.

Ændringen vil medføre, at transportministeren kan beslutte, at der ikke skal søges om tilladelse til at anvende visse specifikke typer af selvkørende enheder under forsøgsordningen. Det kan være relevant, hvis der opstår en situation, hvor nogle typer af selvkørende enheder, vurderes at være færdselssikkerhedsmæssigt uproblematiske køre med. Det kunne f.eks. være små enheder med meget lav hastighed, der ikke krydser stier eller veje, eller enheder med andre lignede karakteristika.

Forsøgsordningen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 941 af 19 maj 2021 om forsøg med selvkørende enheder. En fremtidig beslutning om, at en særlig type af selvkørende enheder, skal kunne køre under forsøgsordningen uden en forudgående tilladelse, vil kunne udmøntes i bekendtgørelsen.

Der henvises til pkt. 2.2.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter færdselslovens § 92 m, stk. 2, meddeler transportministeren tilladelse til forsøg med selvkørende enheder. Efter færdselslovens § 92 n, stk. 1, fører transportministeren tilsyn med forsøg med selvkørende enheder, der gennemføres i henhold til tilladelse efter § 92 m, stk. 2.

Det foreslås, at i § 92 n, stk. 1, ændres »forsøg med selvkørende enheder« til »forsøg med og test af selvkørende enheder«, og »§ 92 m, stk. 2« ændres til »§ 92 m, stk. 2 og 4«.

Ændringen skal ses i lyset af, at det med den foreslåede ændring i § 1, nr. 17, foreslås, at den kommunale vejmyndighed kan udpege områder i kommunen som testzoner til brug for test af selvkørende enheder i et testegnet miljø, og at transportministeren meddeler tilladelse til konkrete test af selvkørende enheder inden for den udpegede testzone. Der skal således sondres mellem forsøg med selvkørende enheder og test af selvkørende enheder, der udføres inden for en udpeget testzone. Bestemmelsen vil medføre, at transportministeren fører tilsyn med både forsøg med selvkørende enheder og tilladelse til test af selvkørende enheder inden for en udpeget testzone meddelt efter denne forsøgsordning.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 17, og til pkt. 2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter færdselslovens § 92 m, stk. 2, meddeler transportministeren tilladelse til forsøg med selvkørende enheder. Efter færdselslovens § 92 n, stk. 1, fører transportministeren tilsyn med forsøg med selvkørende enheder, der gennemføres i henhold til tilladelse efter § 92 m, stk. 2.

Efter § 92 o, stk. 3, kan udgifter, der påføres det offentlige efter forsøg, der gennemføres efter tilladelse meddelt i henhold til § 92 m, stk. 2, pålægges tilladelsesindehaveren. Transportministeren kan pålægge ansøgeren at stille sikkerhed for sådanne udgifter.

Det foreslås, at i § 92 o, stk. 3, 1. pkt., ændres »forsøg« til »forsøg eller test«, og »§ 92 m, stk. 2« ændres til »§ 92 m, stk. 2 eller 4«.

Ændringen skal ses i lyset af, at der med den foreslåede ændring i § 1, nr. 17, foreslås, at den kommunale vejmyndighed kan udpege områder i kommunen som testzoner til brug for test af selvkørende enheder i et testegnet miljø, og at transportministeren meddeler tilladelse til konkrete test af selvkørende enheder inden for den udpegede testzone. Der skal således sondres mellem forsøg med selvkørende enheder og test af selvkørende enheder, der udføres inden for en udpeget testzone. Bestemmelsen vil medføre, at udgifter, der påføres det offentlige efter forsøg eller test, der gennemføres efter tilladelse meddelt i henhold til § 92 m, stk. 2 eller 4, kan pålægges tilladelsesindehaveren, og at det vil være muligt at pålægge ansøgeren at stille sikkerhed for sådanne udgifter.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 17, og til pkt. 2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter færdselslovens § 92 m, stk. 2, meddeler transportministeren tilladelse til forsøg med selvkørende enheder. Efter færdselslovens § 92 n, stk. 1, fører transportministeren tilsyn med forsøg med selvkørende enheder, der gennemføres i henhold til tilladelse efter § 92 m, stk. 2.

Efter § 92 o, stk. 2, kan transportministeren fastsætte regler om, at ansøgeren og tilladelsesindehaveren skal afholde udgifter til sagkyndig bistand, der er indhentet ved behandling af en ansøgning om tilladelse til forsøg, jf. § 92 m, stk. 2, og ved udførelse af tilsyn, jf. § 92 n, stk. 1.

Det foreslås, at i § 92 o, stk. 2, ændres »tilladelse til forsøg« til »tilladelse til forsøg eller test«, og »§ 92 m, stk. 2« ændres til »§ 92 m, stk. 2 og 4«.

Ændringen skal ses i lyset af, at der med den foreslåede ændring i § 1, nr. 17, foreslås, at den kommunale vejmyndighed kan udpege områder i kommunen som testzoner til brug for test af selvkørende enheder i et testegnet miljø, og at transportministeren meddeler tilladelse til konkrete test af selvkørende enheder inden for den udpegede testzone. Der skal således sondres mellem forsøg med selvkørende enheder og test af selvkørende enheder, der udføres inden for en udpeget testzone. Bestemmelsen vil medføre, at transportministeren kan fastsætte regler om, at ansøgeren og tilladelsesindehaveren skal afholde udgifter til sagkyndig bistand, der er indhentet ved behandling af en ansøgning, ved både forsøg med og test af selvkørende enheder.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 17, og til pkt. 2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter færdselslovens § 92 m, stk. 2, meddeler transportministeren tilladelse til forsøg med selvkørende enheder. Efter færdselslovens § 92 n, stk. 1, fører transportministeren tilsyn med forsøg med selvkørende enheder, der gennemføres i henhold til tilladelse efter § 92 m, stk. 2.

Efter § 92 o, stk. 1, kan transportministeren fastsætte regler om betaling af gebyr for behandling af ansøgning om og udstedelse af tilladelse til forsøg med selvkørende enheder og for udførelse af tilsyn, jf. § 92 m, stk. 2, og § 92 n, stk. 1.

Det foreslås, at i § 92 o, stk. 1, ændres »forsøg med selvkørende enheder« ændres til »forsøg med eller test af selvkørende enheder«, og »§ 92 m, stk. 2« ændres til »§ 92 m, stk. 2 og 4«.

Ændringen skal ses i lyset af, at der med den foreslåede ændring i § 1, nr. 17, foreslås, at den kommunale vejmyndighed kan udpege områder i kommunen som testzoner til brug for test af selvkørende enheder i et testegnet miljø, og at transportministeren meddeler tilladelse til konkrete test af selvkørende enheder inden for den udpegede testzone. Der skal således sondres mellem forsøg med selvkørende enheder og test af selvkørende enheder, der udføres inden for en udpeget testzone. Bestemmelsen vil medføre, at transportministeren kan fastsætte regler om betaling af gebyr for behandling af ansøgning om og udstedelse af tilladelse til både forsøg med og test af selvkørende enheder og for udførelse af tilsyn med begge typer af tilladelser.

Bekendtgørelse nr. 557 af 28. maj 2024 om gebyrer og afgifter på Færdselsstyrelsens område indeholder i dag nærmere bestemmelser om Færdselsstyrelsens opkrævning af gebyr i forbindelse med behandling af ansøgninger om og tilsyn med forsøg med selvkørende enheder.

Ved den nærmere udmøntning af den ændrede forsøgsordning på baggrund af dette lovforslag, forventes det, at der på bekendtgørelsesniveau vil blive medtaget bestemmelser om kommunernes mulighed for at opkræve gebyr fra ansøger for udgifter i forbindelse med behandling af ansøgninger og ved opgaver i forbindelse med tilsyn. Kommunerne vil kun kunne få dækket omkostningerne i forbindelse med sagsbehandlingen og må ikke oppebære et overskud på ordningen.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 17, og til pkt. 2.2.2 og 2.2.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter Færdselslovens § 92 m, stk. 4, kan transportministeren fastsætte nærmere regler om forsøg med selvkørende enheder, herunder om selvkørende enheders hastighed, placering på vej, brug af signaler og tegn, lygteføring, fragt af gods og identifikationsnummer og om krav til ansøgning om tilladelse til forsøg.

Efter § 92 m, stk. 6, kan transportministeren også fastsætte regler vedrørende den fysiske person, der kan overtage kontrollen af den selvkørende enhed, herunder bestemmelser om alderskrav, krav til kompetencer og krav til den fysiske persons placering m.v.

Efter § 92 m, stk. 7, kan transportministeren ved fastsættelse af regler i medfør af stk. 4 og 6, fravige bestemmelserne i færdselslovens kapitel 2-5 og 10 og § 70, jf. dog stk. 5.

Det følger af § 92 p, at ved fastsættelse af regler om forsøg efter § 92 m, stk. 7, 9 og 10, fastsætter transportministeren efter forhandling med justitsministeren regler om straf, herunder regler om ansvarssubjekt for overtrædelse af færdselslovens regler og regler udstedt i medfør heraf. Transportministeren kan i den forbindelse efter forhandling med justitsministeren fravige kapitel 17.

Det foreslås, at i § 92 p, 1. pkt., ændres »regler om forsøg« til »regler om forsøg eller test«, og »stk. 4, 6 og 7« ændres til: »stk. 9, 11 og 12«.

Ændringen skal ses i lyset af, at der med den foreslåede ændring i § 1, nr. 17, foreslås, at den kommunale vejmyndighed kan udpege områder i kommunen som testzoner til brug for test af selvkørende enheder i et testegnet miljø, og at transportministeren meddeler tilladelse til konkrete test af selvkørende enheder inden for den udpegede testzone. Der skal således sondres mellem forsøg med selvkørende enheder og test af selvkørende enheder, der udføres inden for en udpeget testzone.

Ændringen er derudover en konsekvens af, at der med den foreslåede ændring i lovforslagets § 1, nr. 17, indsættes fem nye stykker, hvorefter § 92 m, stk. 3-7, herefter bliver stk. 8-12.

Bestemmelsen vil medføre, at transportministeren ved fastsættelse af regler om forsøg eller test efter § 92 m, stk. 9, 11 og 12, efter forhandling med justitsministeren fastsætter regler om straf, herunder regler om ansvarssubjekt for overtrædelse af færdselslovens regler og regler udstedt i medfør heraf. Transportministeren vil i den forbindelse efter forhandling med justitsministeren kunne fravige kapitel 17.

Formålet med ændringen er således, at test af selvkørende enheder skal være omfattet af bemyndigelsesbestemmelsen, ligesom forsøg med selvkørende enheder, der er omfattet i dag. Ændringen indebærer ikke, at der vil blive fastsat ændrede regler om straf for overtrædelse af færdselslovens regler og regler udstedt i medfør heraf.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 17, og til pkt. 2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det følger af færdselslovens § 97, stk. 1, at anvendelse af den afmærkning, der er nævnt i § 95, på eller ved en privat fællesvej omfattet af §§ 25-86 i privatvejsloven (byreglerne) kræver godkendelse. Hvis der ved afmærkningen indføres færdselsmæssige bestemmelser omfattet af §§ 92 og 92 a, meddeles godkendelsen efter reglerne i de nævnte bestemmelser. Anden afmærkning godkendes af vejmyndigheden.

Private fællesveje på landet er reguleret i privatvejslovens afsnit II, §§ 11-24 a.

Af § 97, stk. 2 fremgår, at anvendelse af afmærkning efter færdselslovens § 95 på private fællesveje på landet og på private veje og broer kræver politiets samtykke.

Det fremgår af færdselslovens § 97, stk. 3, at hvis en vej- eller broejer, der er berettiget til uden tilladelse efter privatvejslovens § 57, stk. 1, at forbyde visse arter af færdsel, ønsker at gennemføre et sådant forbud ved opsætning af bomme eller på anden tilsvarende måde, skal politiets godkendelse forinden indhentes.

Det følger af § 97, stk. 4, at afgørelser efter stk. 2 og 3 kan påklages til transportministeren.

Færdselslovens § 97, stk. 1, regulerer anvendelsen af den afmærkning, der er fastsat i medfør af færdselslovens § 95, stk. 1 og 3 (autoriseret afmærkning), på private fællesveje i by og bymæssigt område. Afmærkning på private fællesveje i by og bymæssigt område er ligeledes reguleret af vejafmærkningsbekendtgørelsen, anvendelsesbekendtgørelsen og bekendtgørelse nr. 818 af 22. juni 2017, med senere ændringer, om afmærkning af vejarbejder m.v.

Bestemmelserne i § 97, stk. 2 og 3, vedrører private fællesveje på landet samt andre rent private veje og broer, hvor kompetencen til at meddele samtykke om anvendelsen af afmærkning m.v. på disse veje og broer er henlagt til politiet. § 97, stk. 2, giver dog ikke politiet en selvstændig kompetence til at træffe afgørelser om den bagved liggende regulering af færdslen, der er et privatretligt anliggende, medmindre forholdet er særskilt reguleret i færdselsloven.

Kompetencen til at træffe afgørelser vedrørende regulering af færdslen på offentlige veje og private fællesveje i by og bymæssigt område er efter gældende ret forankret i privatvejslovens § 57 og færdselslovens §§ 92 og 92 a.

Det foreslås i færdselslovens § 97, stk. 1, at anvendelse af den afmærkning, der er nævnt i § 95 på private fællesveje omfattet af §§ 11-24 a i privatvejsloven og på private veje, kræver politiets samtykke. Det foreslås endvidere, at politiet kan, hvor det skønnes nødvendigt, forlange, at sådan afmærkning tilvejebringes og bekostes af vejejeren, og at politiet kan, hvor færdselsmæssige grunde taler herfor, kræve, at afmærkning på disse veje, der ikke er i overensstemmelse med de forskrifter, der udfærdiges i medfør af § 95, stk. 1, fjernes.

Det foreslåede vil betyde, at politiet vil kunne regulere anvendelsen af autoriseret afmærkning på private fællesveje i landzone og på rent private veje. Det foreslåede vil ikke tillægge politiet en selvstændig kompetence til at træffe afgørelser om den bagved liggende regulering af færdslen. Det vil fortsat være et privatretligt anliggende, hvilket svarer til gældende ret.

Det foreslås i § 97, stk. 2, at foranstaltninger til gennemførelse af et forbud mod visse arter af færdsel ved opsætning af bomme eller lignende ikke må etableres uden politiets forudgående stillingtagen til, om ansøgeren skal etablere afmærkning og belysning af foranstaltningen med henblik på at afværge fare for færdslen på vejen og på umiddelbart tilstødende veje. Politiet kan ligeledes træffe bestemmelser om foranstaltningernes nærmere udformning med henblik på at tilgodese hensynet til beredskabet.

Det foreslåede vil betyde, at politiet vil have kompetence til at beslutte afmærkningen af bomme eller lignende foranstaltninger, f.eks. kæder hen over vejen. Beslutningen om at afspærre vejen for motoriseret færdsel vil derimod fortsat blive truffet på privatretligt grundlag, typisk af vejejeren, eller efter forhold nævnt i en vejretsaftale.

Det bemærkes, at hvad angår gående, cyklende og ridende færdsel kan ejerens adgang til at afspærre vejen med henblik på at afmærke et forbud mod færdsel være begrænset af bestemmelserne om offentlighedens adgang til naturen, jf. kapitel 4 om offentlighedens adgang til naturen i lov om naturbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024.

Selvom politiet ikke vil skulle godkende det bagvedliggende forbud mod uvedkommende færdsel, vil politiet fortsat under varetagelse af hensynet til beredskab og redningstjenester kunne tage stilling til, om en afspærring skal være aflåst, herunder om nøgler skal udleveres til bestemte aktører, om der skal opsættes nøglebokse ved afspærringen eller om trafiksikkerhedsmæssige hensyn taler imod en aflåsning af foranstaltningen med den pågældende placering.

Virkningen af den foreslåede nyaffattelse er desuden, at der ikke vil være adgang til at påklage politiets afgørelser om anvendelse af autoriseret afmærkning på private fællesveje i landzone og på rent private veje eller adgang til at påklage politiets påbud om at fjerne uautoriseret afmærkning. Der vil endvidere ikke være adgang til at klage over politiets afgørelse om forbud mod visse arter af færdsel ved opsætning af bomme eller på anden tilsvarende måde regulering af færdslen.

Overskriften til færdselslovens § 97 er »Adgang til anvendelse af afmærkning på private veje«.

Det foreslås, at overskriften før § 97 affattes således »Adgang til at anvende afmærkning på private fællesveje på landet og på private veje«.

Forslaget skal ses i sammenhæng med nyaffattelsen af færdselslovens § 97 og som følge af bestemmelsens nye indhold. Der henvises til § 1, nr. 4, og bemærkningerne hertil.

Færdselslovens § 118 indeholder regler om straffastsættelse for overtrædelser af reglerne i færdselsloven.

Det foreslås, at henvisningen til stk. 10 og 11 i § 118, stk. 1, 1. pkt., ændres til en henvisning til stk. 12 og 13.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 15, hvorved det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 10 og 11 i § 118. Som følge heraf bliver de gældende bestemmelser i § 118, stk. 10-15, til stk. 12-17. Det nødvendiggør en ændring af henvisningen i § 118, stk. 1, 1. pkt., til disse stykker i § 118.

Ændringen i § 118, stk. 1, 1. pkt., er således alene en konsekvensændring, der ikke indebærer materielle ændringer.

I medfør af færdselslovens § 57, stk. 3, er der i forsøgsordningsbekendtgørelsen fastsat regler om en forsøgsordning med udstedelse af kørekort til 17-årige. Overtrædelse af forsøgsordningsbekendtgørelsens regler straffes i medfør af bekendtgørelsens §§ 13 og 14 med bøde.

Med lovforslagets § 1, nr. 7, foreslås indsat et nyt stk. 3 og 4 i færdselslovens § 56, hvorefter kørekort til almindelig bil (kategori B) vil kunne udstedes til en person, der er fyldt 17 år, betinget af ledsaget kørsel i tidsrummet mellem kl. 20.00 til kl. 05.00 frem til det fyldte 18. år.

Muligheden for at udstede kørekort til almindelig bil (kategori B) til 17-årige foreslås hermed, med visse tilpasninger, gjort permanent, og de nærmere regler herom foreslås indarbejdet i færdselsloven, jf. nærmere lovforslagets § 1, nr. 5-9, 11, 13-15, 18-20, 22 og 24-25. Forsøgsordningen med udstedelse af kørekort til 17-årige ophører samtidig hermed.

Færdselslovens § 118 indeholder regler om straffastsættelse for overtrædelser af reglerne i færdselsloven.

Det foreslås i § 118 efter stk. 9 at indsætte et nyt stk. 10 og 11.

Det følger af det foreslåede stk. 10 , at kørsel uden ledsager i strid med § 56, stk. 3, 1. pkt., og overtrædelse af § 56, stk. 3, 4. pkt., straffes med bøde efter § 117 d, stk. 2, jf. § 56, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at kørsel uden ledsager i tidsrummet mellem kl. 20.00 til 05.00, straffes med bøde efter reglerne om straf for at føre motorkøretøj og stor knallert uden at have erhvervet førerret. Det samme gør sig gældende for den 17-årige førers overtrædelse af den foreslåede § 56, stk. 3, 4. pkt., om pligten til at informere ledsageren om, at vedkommende fungerer som ledsager og om de betingelser, der stilles til ledsageren. Den 17-årige førers overtrædelse af ledsagerordningens betingelser vil dog alene kunne straffes med bøde, og ikke fængsel.

Bøden for overtrædelse af den foreslåede § 56, stk. 3, 1. og 4. pkt., forudsættes i førstegangstilfælde fastsat til 3.000 kr., hvilket er samme udgangspunkt som gælder for 17-årige, der har kørt uden erhvervet førerret, men som har gennemført et ikke uvæsentligt antal køretimer. Ved fastlæggelsen af bødeniveauet er der således taget hensyn til de særlige retningslinjer, der i retspraksis gælder for personer under 18 år, og bøden bør derfor ikke nedsættes yderligere.

Det tilsigtes med henvisningen til § 117 d, stk. 2, jf. § 56, stk. 1, i den foreslåede bestemmelse, at gentagne overtrædelser af den foreslåede § 56, stk. 3, 1. og 4. pkt., i overensstemmelse med principperne for udmålingspraksis efter § 117 d, stk. 2, vil skulle tillægges gentagelsesvirkning. Dette vil også gælde indbyrdes mellem de to forseelsestyper.

Endvidere vil en førers tidligere kørsler med en ledsager, der ikke opfylder betingelserne for at kunne fungere som ledsager, jf. nærmere herom nedenfor vedrørende den foreslåede § 118, stk. 11, 2. pkt., også skulle tillægges indbyrdes gentagelsesvirkning i forhold til førerens overtrædelser omfattet af den foreslåede § 118, stk. 10.

Ved opgørelse over antallet af tidligere afgørelser om kørsel uden erhvervet kørekort forudsættes overtrædelser af § 117 a om kørsel i frakendelsestiden efter almindelig praksis medregnet.

Der foreslås herefter følgende retningslinjer for straffastsættelsen efter den foreslåede bestemmelse i § 118, stk. 10, for den 17- årige førers overtrædelse af den foreslåede § 56, stk. 3, 1. og 4. pkt.:

   

Overtrædelse af § 56, stk. 3, 1. og 4 pkt. Bødetakst kr.

1. gang 3.000 kr.

2. gang 3.500 kr.

3. gang 4.000 kr.

   

Ved flere overtrædelser af ledsagerordningens krav til samtidig pådømmelse vil færdselslovens § 118 a, stk. 2 og 4, om absolut kumulation finde anvendelse.

For kørsel uden erhvervet kørekort forudsættes de gældende vejledende bødetakster og de almindelige regler i færdselsloven og praksis for gentagelsesvirkning fortsat anvendt.

Det bemærkes, at bødestørrelsen for førerens overtrædelse af ledsagerordningens betingelser, uanset de ovenfor angivne retningslinjer for bødens fastsættelse, fortsat vil bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af sagens omstændigheder. Det angivne bødeniveau vil således kunne fraviges i både op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

En 17-årige førers overtrædelse af ledsagerordningens krav udløser ikke andre retsvirkninger, herunder frakendelse af førerretten eller konfiskation.

Det følger af det foreslåede stk. 11, 1. pkt. , at en ledsagers overtrædelse af §§ 53 og 54, jf. § 56, stk. 3, 3. pkt., og ledsagerens overtrædelse af § 56, stk. 3, 2. pkt., straffes med bøde.

Et strafansvar for ledsageren vil forudsætte, at vedkommende er vidende om og har indvilliget i at være ledsager. Det påhviler den 17-årige fører at sikre dette, jf. den foreslåede § 56, stk. 3, 4. pkt.

Bøden til ledsageren for overtrædelse af færdselslovens bestemmelser om spiritus- og narkokørsel m.v. i §§ 53 og 54 og overtrædelse af kravet om, at ledsageren under kørslen skal sidde på forreste passagersæde og være opmærksom på de omkringværende trafikale forhold og yde vejledning til føreren, hvis nødvendigt, forudsættes som udgangspunkt fastsat til 3.500 kr.

Det er ikke tiltænkt, at tilfælde, hvor ledsageren i forbindelse med sin ageren som ledsager har overtrådt færdselslovens §§ 53 og 54, vil skulle tillægges gentagelsesvirkning eller i øvrigt have indvirkning på sanktionsfastsættelsen for forhold, hvor ledsageren som fører af et motordrevet køretøj i anden sammenhæng måtte have overtrådt §§ 53 og 54.

For så vidt angår ledsagerens overtrædelse af de krav til ledsagerens alder, erfaring og frakendelseshistorik, som i medfør af den foreslåede ændring af § 56, stk. 5, der med lovforslaget bliver stk. 7, vil blive fastsat i kørekortbekendtgørelsen, henvises nærmere til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 8.

Det foreslåede krav om, at ledsageren skal medbringe sit kørekort under kørslen, når denne fungerer som ledsager, jf. den foreslåede ændring af § 56, stk. 1, 2. pkt., vil i medfør af den gældende bestemmelse i § 117 d, stk. 2, skulle straffes med bøde. Bøden vil for denne forseelse vejledende skulle fastsættes til 1.000 kr. i overensstemmelse med de retningslinjer, der i retspraksis gælder for udmåling af bøde for kørsel uden medbringelse af kørekort.

Ved flere overtrædelser af ledsagerordningens krav til samtidig pådømmelse vil færdselslovens § 118 a, stk. 2 og 4, om absolut kumulation finde anvendelse.

Det er ikke tiltænkt, at sanktionering af ledsageren, der knytter sig til en tilsidesættelse af betingelserne for ledsagelse, vil skulle have gentagelsesvirkning eller andre retsvirkninger, herunder frakendelse af førerretten eller konfiskation.

Det bemærkes, at bødestørrelsen for en ledsagers overtrædelser af kravene for ledsagelse, uanset de ovenfor angivne retningslinjer for bødens fastsættelse, fortsat vil bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af sagens omstændigheder. Det angivne bødeniveau vil således kunne fraviges i både op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Det følger af den foreslåede stk. 11, 2. pkt. , at hvis føreren har kendskab til de forhold, der begrunder ledsagerens overtrædelse, jf. 1. pkt., eller ledsagerens overtrædelse af § 56, stk. 1, 2. pkt., straffes føreren med bøde efter § 117 d, stk. 2, jf. § 56, stk. 1.

Det vil endvidere i kørekortbekendtgørelsen i medfør af den gældende færdselslovs § 118, stk. 13, der med lovforslaget bliver stk. 15, i kørekortbekendtgørelsen blive fastsat en tilsvarende strafbestemmelse om, at føreren vil skulle straffes med bøde efter færdselslovens § 117 d, stk. 2, jf. § 56, stk. 1, for ledsagerens overtrædelse af bekendtgørelsens regler om krav til ledsageren, hvis føreren har kendskab til, at ledsageren ikke opfylder de pågældende krav.

For så vidt angår den 17-årige førers strafansvar for ledsagerens overtrædelse af de krav til ledsagerens alder, erfaring og frakendelseshistorik, som i medfør af den foreslåede ændring af § 56, stk. 5, der med lovforslaget bliver stk. 7, vil blive fastsat i kørekortbekendtgørelsen, henvises nærmere til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 8.

Det vil både i forhold til den foreslåede bestemmelse i § 118, stk. 11, 2. pkt., og i medfør af de strafbestemmelser, der vil blive fastsat i kørekortbekendtgørelsen vedrørende førerens strafansvar for ledsagerens overtrædelser, være en forudsætning for strafansvar, at føreren har kendskab til de forhold, der begrunder ledsagerens overtrædelse. I modsætning til færdselslovens almindelige tilregnelseskrav, der er uagtsomhed, vil den 17-årige førers strafansvar i de nævnte tilfælde dermed kræve forsæt.

Bøden til føreren for ledsagerens manglende medbringelse af kørekort under den ledsagede kørsel (overtrædelse af den foreslåede § 56, stk. 1, 2. pkt.), forudsættes som udgangspunkt fastsat til 1.000 kr. Bøden forudsættes dog nedsat til det halve beløb i overensstemmelse med de almindelige retningslinjer om sanktionspåstande i færdselssager vedrørende personer mellem 15 og 18 år, jf. Rigsadvokatsmeddelelsen, afsnittet om Færdsel – Generelle retningslinjer for sanktionspåstande i færdselssager, afsnit 5.2.1.

Bøden til føreren for alle andre tilfælde af ledsagerens overtrædelser af ledsagerordningens betingelser, forudsættes som udgangspunkt fastsat til 3.000 kr. Hermed forudsættes bøden for kørsel med en ledsager, der ikke opfylder betingelserne for at kunne fungere som ledsager, udmålt efter samme retningslinjer, som vil gælde for førerens kørsel uden ledsager, jf. ovenfor vedrørende den foreslåede § 118, stk. 10. Da der i disse tilfælde er tale om samme vejledende takst, som gælder for 17-årige, der har kørt uden erhvervet førerret, men som har gennemført et ikke uvæsentligt antal køretimer, er der således allerede ved fastlæggelsen af bødeniveauet taget hensyn til de særlige retningslinjer, der i retspraksis gælder for personer under 18 år, og bøden bør derfor ikke nedsættes yderligere.

Det er med henvisningen i den foreslåede bestemmelse til § 117 d, stk. 2, jf. § 56, stk. 1, tilsigtet, at en føreres gentagne kørsler med en ledsager, der ikke opfylder betingelserne for at kunne agere som ledsager, i overensstemmelse med principperne for udmålingspraksis efter § 117 d, stk. 2, vil skulle tillægges gentagelsesvirkning. Dette vil også gælde i forhold til kørsler med en ledsager, der ikke opfylder de krav, der vil blive fastsat i kørekortbekendtgørelsen.

Alle tilfælde af kørsler, hvor ledsageren ikke opfylder betingelserne for at kunne agere som ledsager, forudsættes således tillagt gentagelsesvirkning i forhold til udmåling af bøden til den 17-årige fører. Dette vil være uafhængig af, hvilke betingelser ledsageren ikke opfylder, dog med undtagelse af ledsagerens manglende medbringelse af kørekort under kørslen.

Endvidere vil førerens overtrædelser af den foreslåede § 56, stk. 3, 1. og 4. pkt., jf. den foreslåede § 118, stk. 10, også skulle tillægges indbyrdes gentagelsesvirkning i forhold til de nævnte overtrædelser omfattet af den foreslåede § 118, stk. 11, 2. pkt., og overtrædelser af kørekortbekendtgørelsens kommende regler om krav til ledsagerens alder, erfaring og frakendelseshistorik.

Der foreslås herefter følgende retningslinjer for straffastsættelsen efter den foreslåede bestemmelse i § 118, stk. 11, 2. pkt., for den 17- årige førers ansvar for ledsagerens overtrædelser af den foreslåede § 56, stk. 3, 2. og 3. pkt.:

   

Førerens ansvar for ledsagerens overtrædelse af § Bødetakst kr. 56, stk. 3, 2. og 3. pkt.

1. gang 3.000 kr.

2. gang 3.500 kr.

3. gang 4.000 kr.

   

Ved flere overtrædelser af ledsagerordningens krav til samtidig pådømmelse vil færdselslovens § 118 a, stk. 2 og 4, om absolut kumulation finde anvendelse.

Det bemærkes, at bødestørrelsen fortsat vil bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne bødeniveau vil således kunne fraviges i både op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

En 17-årige førers kørsel med en ledsager, der ikke opfylder ledsagerordningens betingelser, udløser ikke andre retsvirkninger, herunder frakendelse af førerretten og konfiskation.

Det følger af færdselslovens § 125, stk. 3, at føreren betinget frakendes retten til at føre et motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, hvis føreren har gjort sig skyldig i to forhold omfattet af færdselslovens § 125, stk. 2, og forholdene er begået inden for de første 3 år efter førstegangserhvervelse af førerret.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger om gældende ret.

Det foreslås i § 125, stk. 3, at »et motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert« ændres til »motorkøretøj og stor knallert«, og at »førerret« ændres til »retten til at føre motorkøretøj eller stor knallert«.

Den foreslåede bestemmelse præciserer, at der ved begrebet førstegangserhverver alene vil skulle lægges vægt på tidspunktet for førerens erhvervelse af førerret til motorkøretøj (bil og motorcykel) eller stor knallert. Tidspunktet for førerens erhvervelse af ret til at føre lille knallert eller traktor/motorredskab vil således være uden betydning.

Den foreslåede ændring medfører i øvrigt ikke ændringer af førstegangserhververbegrebet. Der vil således fortsat ikke være tale om førstegangserhvervelse, hvis der er tale om generhvervelse af førerretten efter en ubetinget frakendelse, hvis der er tale om gengivelse af førerretten efter et kørselsforbud, hvis kørekortet udvides til at omfatte yderligere kategorier, eller hvis der er tale om fornyelse eller ombytning af kørekort. En fører vil ligeledes fortsat skulle anses som førstegangserhverver, hvis den pågældende inden for de tre første år efter førstegangserhvervelse af retten til at føre motorkøretøj eller stor knallert udvider kørekortet til at omfatte yderligere kategorier. En udvidelse af førerretten ophæver eller forkorter således ikke den periode, hvor der i tilknytning til en førstegangserhvervelse kan pålægges kørselsforbud.

Den foreslåede ændring medfører endvidere ikke ændringer i sanktionerne overfor førstegangserhververes overtrædelser af færdselsloven og forskrifter udstedt i medfør heraf.

Det følger af færdselslovens § 127, at hvis en forseelse omfattet af § 125, stk. 1, nr. 1-6 eller 8, § 125, stk. 3, eller § 126, stk. 2, jf. § 126, stk. 1, nr. 1, 2, 4, 5, 10 eller 11, bliver begået inden for de første 3 år efter førstegangserhvervelse af førerret, træder et kørselsforbud i stedet for en betinget frakendelse. Ved et kørselsforbud inddrages førerens ret til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, indtil særlig køreundervisning eller ANT-kursus, jf. § 60 c, stk. 1 og 2, er gennemført og kontrollerende køreprøve er bestået.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger om gældende ret.

Det foreslås i § 127, 1. pkt., at »førerret« ændres til »retten til at føre motorkøretøj eller stor knallert«, og i 2. pkt., at »motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert,« ændres til »motorkøretøj og stor knallert«.

Den foreslåede bestemmelse præciserer, at der ved begrebet førstegangserhverver alene vil skulle lægges vægt på tidspunktet for førerens erhvervelse af førerret til motorkøretøj (bil og motorcykel) eller stor knallert. Tidspunktet for førerens erhvervelse af ret til at føre lille knallert eller traktor/motorredskab vil således være uden betydning.

Den foreslåede ændring medfører ikke indholdsmæssige ændringer af førstegangserhververbegrebet. Der vil således fortsat ikke være tale om førstegangserhvervelse, hvis der er tale om generhvervelse af førerretten efter en ubetinget frakendelse, hvis der er tale om gengivelse af førerretten efter et kørselsforbud, hvis kørekortet udvides til at omfatte yderligere kategorier, eller hvis der er tale om fornyelse eller ombytning af kørekort. En fører vil ligeledes fortsat skulle anses som førstegangserhverver, hvis den pågældende inden for de tre første år efter førstegangserhvervelse af retten til at føre motorkøretøj eller stor knallert udvider kørekortet til at omfatte yderligere kategorier. En udvidelse af førerretten ophæver eller forkorter således ikke den periode, hvor der i tilknytning til en førstegangserhvervelse kan pålægges kørselsforbud.

Den foreslåede ændring medfører endvidere ikke ændringer i sanktionerne overfor førstegangserhververes overtrædelser af færdselsloven og forskrifter udstedt i medfør heraf.

Færdselslovens udgangspunktet for ubetinget frakendelse af førerretten er, at frakendelsestiden regnes fra afgørelsestidspunktet.

Det følger imidlertid af færdselslovens § 128, stk. 4, at hvis føreren er under 18 år på det tidspunkt, hvor en ubetinget frakendelse af førerretten vedtages eller fastslås ved endelig dom, regnes frakendelsestiden fra den dag, hvor føreren fylder 18 år. I de pågældende tilfælde vil føreren ikke have erhvervet førerret, da vedkommende er under 18 år, og det er således retten til at erhverve førerret, der frakendes ubetinget for en nærmere periode.

Efter færdselslovens § 56, stk. 2, nr. 1, jf. stk. 1, kan kørekort til motorkøretøj og stor knallert kun udstedes til en person, der er fyldt 18 år, jf. dog § 57. Ifølge færdselslovens § 2, nr. 15, inddeles motorkøretøjer i bil og motorcykel.

Det foreslås i § 128, stk. 4, efter »fylder 18 år« at indsætte », for så vidt angår kørekort med et alderskrav på 18 år«. Den foreslåede bestemmelse medfører, at hvis en fører er under 18 år på det tidspunkt, hvor en ubetinget frakendelse af førerretten vedtages eller fastslås ved endelig dom, vil frakendelsestiden kun skulle regnes fra den dag, hvor føreren fylder 18 år i forhold til kørekort med et alderskrav på 18 år.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 7, hvorved det foreslås at indsætte et nyt stk. 3 og 4 i § 56, hvorefter kørekort til almindelig bil (kategori B) vil kunne udstedes til en person, der er fyldt 17 år, betinget af ledsaget kørsel i tidsrummet mellem kl. 20.00 til kl. 05.00 frem til det fyldte 18. år. Lovforslagets § 1, nr. 7, omfatter kun kørekort til almindelig bil (kategori B). Der vil endvidere i medfør af den bemyndigelsesbestemmelse, der med lovforslagets § 1, nr. 8, foreslås indsat i § 56, stk. 5, der bliver stk. 7, blive udstedt administrative regler om, at kørekort til almindelig bil (kategori B), der er erhvervet som 17-årig, ikke vil give ret til at føre stor knallert, før føreren er fyldt 18 år.

En konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 7, hvorefter det vil blive muligt at udstede kørekort til almindelig bil (kategori B) til en person på 17 år under visse betingelser, vil blive, at alderskravet for erhvervelse af kørekort til almindelig bil (kategori B) generelt vil skulle betragtes som 17 år.

Den foreslåede ændring af § § 128, stk. 4, 1. pkt., vil omfatte beregning af frakendelsestiden for stor knallert (kategori AM), lille motorcykel (kategori A1) og under visse omstændigheder mellemstor motorcykel (kategori A2).

Bestemmelsen vil dog ikke være begrænset hertil. Hvis alderskravet for andre kørekortkategorier fremover måtte blive ændret eller fastsat til 18 år, vil bestemmelsen også finde anvendelse for beregning af frakendelsestiden for sådanne kørekortkategorier.

Den foreslåede ændring vil således medføre, at beregningen af frakendelsesperioden i forhold til erhvervelse af førerret til almindelig bil (kategori B) for en fører, der på det tidspunkt, hvor en ubetinget frakendelse vedtages eller fastslås ved endelig dom, er fyldt 17 år, vil skulle ske efter færdselslovens almindelige udgangspunkt, det vil sige fra afgørelsestidspunktet.

For en fører, der er fyldt 17 år, vil beregning af frakendelsestiden derfor i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 128, stk. 4, 1. pkt., skulle ske fra forskellige tidspunkter i forhold til forskellige kørekortkategorier. Er føreren for eksempel 17 år og 4 måneder gammel på afgørelsestidspunktet, vil en ubetinget frakendelse på 3 år i forhold til almindelig bil (kategori B) udløbe, når føreren er 20 år og 4 måneder, hvorimod den i forhold til kørekort med et alderskrav på 18 år, herunder blandt andet stor knallert (kategori AM) og lille motorcykel (kategori A1), først vil udløbe, når føreren er 21 år. Hvis føreren i det nævnte eksempel vælger at erhverve kørekort til almindelig bil (kategori B) før det fyldte 21. år, vil dette kørekort imidlertid også give ret til at føre stor knallert i medfør af kørekortbekendtgørelsens gældende regler om erhvervelse af kørekort til almindelig bil (kategori B). Retten til at føre stor knallert (kategori AM) og andre køretøjer med et alderskrav på 18 år vil dog i eksemplet ikke kunne erhverves selvstændigt, før føreren er fyldt 21 år.

For så vidt angår beregning af frakendelsestiden, hvis føreren er under 17 år på tidspunktet for en ubetinget frakendelse henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 19.

Færdselslovens udgangspunktet for ubetinget frakendelse af førerretten er, at frakendelsestiden regnes fra afgørelsestidspunktet.

Det følger imidlertid af færdselslovens § 128, stk. 4, at hvis føreren er under 18 år på det tidspunkt, hvor en ubetinget frakendelse af førerretten vedtages eller fastslås ved endelig dom, regnes frakendelsestiden fra den dag, hvor føreren fylder 18 år. I de pågældende tilfælde vil føreren ikke have erhvervet førerret, da vedkommende er under 18 år, og det er således retten til at erhverve førerret, der frakendes ubetinget for en nærmere periode.

Efter færdselslovens § 56, stk. 2, nr. 1, jf. stk. 1, kan kørekort til motorkøretøj og stor knallert kun udstedes til en person, der er fyldt 18 år, jf. dog § 57. Ifølge færdselslovens § 2, nr. 15, inddeles motorkøretøjer i bil og motorcykel.

Det foreslås i § 128, stk. 4, efter 1. pkt., at indsætte et nyt punktum, der bliver 2. pkt., hvoraf følger, at hvis føreren er under 17 år på det tidspunkt, hvor en ubetinget frakendelse af førerretten vedtages eller fastslås ved endelig dom, vil frakendelsestiden endvidere skulle regnes fra den dag, hvor føreren fylder 17 år, for så vidt angår kørekort med et alderskrav på 17 år.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 7, hvorved det foreslås at indsætte et nyt stk. 3 og 4 i § 56, hvorefter kørekort til almindelig bil (kategori B) vil kunne udstedes til en person, der er fyldt 17 år, betinget af ledsaget kørsel i tidsrummet mellem kl. 20.00 til kl. 05.00 frem til det fyldte 18. år. Lovforslagets § 1, nr. 7, vil kun omfatte kørekort til almindelig bil (kategori B). Der vil endvidere i medfør af den bemyndigelsesbestemmelse, der med lovforslagets § 1, nr. 8, foreslås indsat i § 56, stk. 5, der bliver stk. 7, blive udstedt administrative regler om, at kørekort til almindelig bil (kategori B), der er erhvervet som 17-årig, ikke vil give ret til at føre stor knallert, før føreren er fyldt 18 år. Der vil således fortsat være et alderskrav på 18 år for at erhverve førerret til stor knallert, lille motorcykel (kategori A1) og under visse omstændigheder mellemstor motorcykel (kategori A2).

Den foreslåede bestemmelse i § 128, stk. 4, 2. pkt., vil omfatte beregning af frakendelsestiden for så vidt angår kørekort til almindelig bil (kategori B), hvis føreren er under 17 år på det tidspunkt, hvor en ubetinget frakendelse af retten til at erhverve førerret vedtages eller fastslås ved endelig dom. Dette er en konsekvens af, at alderskravet for erhvervelse af kørekort til almindelig bil (kategori B) efter lovforslagets § 1, nr. 7, generelt vil skulle betragtes som 17 år. Perioden for en ubetinget frakendelse af retten til at erhverve førerret til almindelig bil (kategori B) vil således i de pågældende tilfælde skulle regnes fra føreren fylder 17 år.

En fører under 17 år vil også være under 18 år. Derfor vil beregningen af frakendelsestiden for så vidt angår retten til at erhverve førerret til stor knallert (kategori AM), lille motorcykel (kategori A1) og under visse omstændigheder mellemstor motorcykel (kategori A2), der har et alderskrav på 18 år, for en fører, der er under 17 år, skulle ske efter den foreslåede bestemmelse i § 128, stk. 4, 1. pkt., det vil sige fra det fyldte 18. år. Der henvises nærmere til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 18.

For en fører, der er under 17 år, vil beregning af frakendelsestiden derfor skulle ske fra forskellige tidspunkter i forhold til forskellige kørekortkategorier. Hvis en fører er 16 år på det tidspunkt, hvor en ubetinget frakendelse af retten til at erhverve førerret i for eksempel 3 år vedtages eller fastslås ved endelig dom, vil frakendelsesperioden i forhold til at erhverve kørekort til almindelig bil (kategori B), skulle regnes fra føreren fylder 17 år, jf. den foreslåede bestemmelse i § 128, stk. 4, 2. pkt., og den ubetingede frakendelse vil således udløbe, når føreren er 20 år i forhold til kørekort til almindelig bil (kategori B). I forhold til kørekort med et alderskrav på 18 år, herunder blandt andet stor knallert (kategori AM) og lille motorcykel (kategori A1), vil frakendelsesperioden derimod skulle regnes fra føreren fylder 18 år, jf. den foreslåede bestemmelse i § 128, stk. 4, 1 pkt., og den ubetingede frakendelse vil for disse kørekortkategorier først udløbe, når føreren er 21 år. Hvis føreren i det nævnte eksempel vælger at erhverve kørekort til almindelig bil (kategori B) som 20-årig, vil dette kørekort imidlertid også give ret til at føre stor knallert i medfør af kørekortbekendtgørelsens gældende regler om erhvervelse af kørekort til almindelig bil (kategori B). Retten til at føre stor knallert (kategori AM) og andre køretøjer med et alderskrav på 18 år vil dog i eksemplet ikke kunne erhverves selvstændigt, før føreren er fyldt 21 år.

For så vidt angår beregning af frakendelsestiden for en fører, der er 17 år, henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 18.

Det følger af færdselslovens § 129, stk. 4, 1. pkt., at hvis den fører, der ubetinget frakendes retten til at føre lille knallert, er under 18 år på gerningstidspunktet, udskydes det tidspunkt, hvor den pågældende efter sin alder kan erhverve førerret, desuden i 6 måneder, for så vidt angår kørekort med et alderskrav på 18 år. Det følger endvidere af § 129, stk. 4, 2. pkt., at har føreren på afgørelsestidspunktet erhvervet førerret, frakendes førerretten ubetinget i 6 måneder. Det følger derudover af § 129, stk. 4, 3. pkt., at bestemmelsen i § 60 a, om de almindelige betingelser for generhvervelse af førerretten, ikke finder anvendelse i disse tilfælde. Det følger endelig af § 129, stk. 4, 4. pkt., at frakendelse af førerretten under særlige omstændigheder kan undlades.

Det foreslås i § 129, stk. 4, efter 1. pkt., at indsætte et nyt punktum, der bliver 2. pkt. , hvoraf fremgår, at er den fører, der ubetinget frakendes retten til at føre lille knallert efter stk. 3, under 17 år på gerningstidspunktet, udskydes det tidspunkt, hvor den pågældende efter sin alder kan erhverve førerret, endvidere i 6 måneder, for så vidt angår kørekort med et alderskrav på 17 år.

Med lovforslagets § 1, nr. 7, foreslås det at indsætte et nyt stk. 3 og 4 i § 56, hvorefter kørekort til almindelig bil (kategori B) vil kunne udstedes til en person, der er fyldt 17 år, betinget af ledsaget kørsel i tidsrummet mellem kl. 20.00 til kl. 05.00 frem til det fyldte 18. år. En konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 7, vil blive, at alderskravet for erhvervelse af kørekort til almindelig bil (kategori B) generelt vil skulle betragtes som 17 år.

Indsættelsen af et nyt 2. pkt. i § 129, stk. 4, sammenholdt med lovforslagets § 1, nr. 7, vil således medføre, at en ubetinget frakendelse af retten til at føre lille knallert vil medføre en udskydelse af retten til at erhverve førerret til almindelig bil (kategori B) i seks måneder, hvis føreren er under 17 år på gerningstidspunktet.

Den foreslåede bestemmelse medfører alene udskydelse af retten til at erhverve førerret til almindelig bil (kategori B). Retten til at erhverve førerret til traktor/motorredskab udskydes fortsat ikke på grund af en ubetinget frakendelse af retten til at føre lille knallert, da kørekort til traktor/motorredskab har et alderskrav på 16 år.

For så vidt angår udskydelse af retten til at erhverve kørekort med et alderskrav på 18 år, herunder blandt andet stor knallert (kategori AM) og lille motorcykel (kategori A1), vil dette fortsat skulle ske i 6 måneder i medfør af den gældende bestemmelse i § 129, stk. 4, 1. pkt. En fører, der er under 17 år på gerningstidspunktet, og som ubetinget frakendes retten til at føre lille knallert, vil således fortsat både få udskudt retten til at erhverve førerret til almindelig bil (kategori B) og til alle kørekortkategorier med et alderskrav på 18 år, herunder blandt andet stor knallert (kategori AM) og lille motorcykel (kategori A1).

Den foreslåede bestemmelse indebærer ikke øvrige ændringer af § 129, stk. 4. Det betyder blandt andet, at hvis føreren på afgørelsestidspunktet har erhvervet førerret, frakendes førerretten fortsat ubetinget i 6 måneder, jf. § 129, stk. 4, 2. pkt., der bliver 3. pkt.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvornår en sådan ubetinget frakendelse skal regnes fra, henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 18 og 19, vedrørende de foreslåede ændringer af § 128, stk. 4.

Det fremgår af færdselslovens § 129, stk. 6, at hvis føreren er under 15 år på det tidspunkt, hvor en ubetinget frakendelse af retten til at føre lille knallert vedtages eller fastslås ved endelig dom, regnes frakendelsestiden fra den dag, hvor føreren fylder 15 år.

Ifølge straffelovens § 15 er den kriminelle lavalder 15 år. Den kriminelle lavalder er både gældende for overtrædelser af straffeloven og for overtrædelser af speciallovgivningen, herunder færdselsloven.

Da børn under 15 år ikke kan straffes for overtrædelser af færdselsloven og derfor ikke kan retsforfølges for færdselslovsovertrædelser med henblik på idømmelse af en strafferetlig sanktion i form af frakendelse af førerretten, har bestemmelsen i færdselslovens § 129, stk. 6, ingen retlig betydning.

Det foreslås, at § 129, stk. 6, ophæves. Dette sker af ordensmæssige hensyn, idet der ikke bør fremgå bestemmelser i færdselsloven, der er uden retlig betydning.

Den foreslåede ophævelse vil ikke have praktisk betydning, da de regler, der foreslås ophævet, ikke længere har retlig relevans.

Ifølge § 131, stk. 1, 1. pkt., har anke af en dom, hvorved der er sket ubetinget frakendelse, efter at førerretten eller retten til at føre lille knallert har været inddraget i medfør af § 130, ikke opsættende virkning for dommens bestemmelse om frakendelse, medmindre andet bestemmes af byretten ved kendelse. Det samme gælder ifølge § 131, stk. 1, 2. pkt., anke af en dom, hvorved en person over 18 år, der ikke har førerret, ubetinget er frakendt retten til at erhverve denne ret. I andre tilfælde kan byretten i medfør af bestemmelsen på begæring af anklagemyndigheden ved kendelse bestemme, at anke ikke skal have opsættende virkning.

Det foreslås i § 131, stk. 1, 2. pkt., at ændre »18 år« til »17 år«.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 7, hvorved alderskravet for erhvervelse af kørekort til almindelig bil (kategori B) under nærmere fastsatte betingelser nedsættes til 17 år.

Den foreslåede bestemmelse indebærer ikke øvrige ændringer af § 131, stk. 1

Det følger af § 132 c, at spørgsmålet om generhvervelse af retten til at føre lille knallert inden frakendelsestidens udløb ud over de i § 132 nævnte tilfælde kan indbringes for domstolene, hvis føreren var under 15 år på tidspunktet for frakendelsen og frakendelsestiden udløber, efter at føreren er fyldt 18 år. Indbringelse sker efter reglerne i straffelovens § 78, stk. 3, og kan tidligst finde sted, når den pågældende er fyldt 18 år. Retten kan kun gengives, når ganske særlige omstændigheder foreligger.

Ifølge straffelovens § 15 er den kriminelle lavalder 15 år. Den kriminelle lavalder er både gældende for overtrædelser af straffeloven og for overtrædelser af speciallovgivningen, herunder færdselsloven.

Da børn under 15 år ikke kan straffes for overtrædelser af færdselsloven og derfor ikke kan retsforfølges for færdselslovsovertrædelser med henblik på idømmelse af en strafferetlig sanktion i form af frakendelse af førerretten, kan den situation, der er omfattet af § 132 c, ikke opstå.

Det foreslås, at § 132 c ophæves. Dette sker af ordensmæssige hensyn, idet der ikke bør fremgå bestemmelser i færdselsloven, der er uden retlig betydning.

Den foreslåede ophævelse vil ikke have praktisk betydning, da de regler, der foreslås ophævet, ikke længere har retlig relevans.

Færdselslovens § 134 indeholder regler om handlinger foretaget i udlandet. Det følger af § 134, stk. 4, at § 118, stk. 12, ikke gælder for de i stk. 1-3 nævnte sager.

Det foreslås, at henvisningen til § 118, stk. 12, i § 134, stk. 4, ændres til en henvisning til § 118, stk. 14.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 15, hvorved det foreslås at ændre § 118, således at der indsættes et nyt stk. 10 og 11. Som følge af de foreslåede ændringer bliver de gældende bestemmelser i § 118, stk. 10-15 herefter til stk. 12-17. Det nødvendiggør ændring af henvisningen til § 118, stk. 12, i § 134, stk. 4.

Ændringen i § 134, stk. 4, er alene en konsekvensændring, der ikke indebærer materielle ændringer af bestemmelsen.