Stadfæstelse af tidsubegrænset behandlingsdom: Ingen hjemmel til efterfølgende at fastsætte længstetid

Sagen angik en person, D, som i 2013 blev idømt en behandlingsdom for overtrædelse af Straffeloven § 119, stk. 1 (vold mod tjenestemand). Foranstaltningen bestod af ambulant psykiatrisk behandling med mulighed for genindlæggelse, jf. Straffeloven § 68a, og blev idømt uden fastsat længstetid.

D havde anmodet om domsændring i medfør af Straffeloven § 72 og påstod primært, at foranstaltningen skulle ophæves, og subsidiært at der skulle fastsættes en kortere længstetid for behandlingen og ophold på institution.

Psykiatrisk vurdering og risiko for recidiv

Regionspsykiatrien og Kriminalforsorgen afgav udtalelser, hvori de kraftigt anbefalede, at foranstaltningen blev opretholdt. D led af paranoid skizofreni, og hans aktuelle tilstand blev vurderet som ustabil med hyppige psykotiske symptomer, herunder forfølgelses- og storhedsforestillinger, samt vrede og trusler mod personalet.

Regionspsykiatrien konkluderede, at risikoen for fornyet kriminalitet (vold, trusler og absentering) ville være meget høj, hvis D blev udskrevet på daværende tidspunkt. Der var fortsat behov for længerevarende indlæggelse mhp. behandling og rehabilitering.

D's synspunkt

D forklarede, at han havde fået det bedre med ny medicin og regnede med snart at blive udskrevet til sin lejlighed. Han fastholdt, at han selv kunne passe sin sygdom og medicinering uden en behandlingsdom, og at han blev syg af at være lukket inde på institution.

Vestre Landsret stadfæstede Retten i Holstebros kendelse om opretholdelse af den idømte foranstaltning.

Begrundelse for opretholdelse

Landsretten foretog en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder Regionspsykiatriens udtalelse, og lagde til grund, at der var en nærliggende risiko for, at D ville begå ny ligeartet kriminalitet, hvis foranstaltningen blev ophævet.

Landsretten fandt, at proportionalitetshensyn ikke kunne føre til ophævelse af foranstaltningen på nuværende tidspunkt, når den blev afvejet over for risikoen for ny, ligeartet kriminalitet.

Afvisning af fastsættelse af længstetid

Landsretten afviste D's subsidiære påstand om fastsættelse af en længstetid for foranstaltningen.

Dette skyldtes, at foranstaltningen oprindeligt var idømt uden længstetid, jf. Straffeloven § 68a, stk. 2. Landsretten fastslog, at der ikke var hjemmel i , jf. , til senere, i forbindelse med opretholdelse, at fastsætte en længstetid.