Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Sagen vedrører Silkeborg Kommunes dispensation til etablering af en bådebro (1 m x 6 m) med en platform (2 m x 2 m) i Silkeborg Langsø. Silkeborg Langsø er registreret som en beskyttet sø, der er omfattet af forbuddet mod tilstandsændringer i Naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 1. Kommunen meddelte dispensationen mod forvaltningens indstilling efter behandling i Klima- og Miljøudvalget.
Silkeborg Kommune vurderede, at anlæggets beskedne omfang og minimale miljøpåvirkning ikke ville påvirke miljømålet for søen i henhold til vandområdeplanen, og at det ikke havde betydning for Natura 2000-områder eller bilag IV-arter.
Ansøger påpegede, at en afvisning ville være uheldig og ulige i forhold til øvrige ejendomme i området, særligt i lyset af, at kommunens vejledende retningslinjer var blevet ophævet. Ansøger anførte desuden, at området i forvejen var tæt bebygget og præget af mange eksisterende bådebroer og menneskelig aktivitet, og at broen ville mindske fysisk slid på den brednære bevoksning.
Danmarks Naturfredningsforening, lokalafdeling Silkeborg, påklagede afgørelsen. Klager gjorde gældende, at private, rekreative interesser ikke udgør særlige omstændigheder, der kan begrunde dispensation fra § 3-beskyttelsen, jf. Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2. De argumenterede for, at broen ikke var et naturforbedrende tiltag eller af bagatelmæssigt omfang, og at dispensationen ville skabe en uheldig præcedens, da broer skaber skygge, der reducerer undervandsvegetationen, og at de ofte medfører fjernelse af rørskov.
Miljø- og Fødevareklagenævnet ændrede Silkeborg Kommunes afgørelse om dispensation til etablering af bådebroen i Silkeborg Langsø til et afslag.
Nævnet lagde til grund, at etablering af en bådebro udgør en dispensationskrævende tilstandsændring efter Naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 1. Afgørelsen blev truffet i medfør af Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2.
Nævnet henviste til den restriktive praksis, hvorefter der skal foreligge særlige omstændigheder, før der kan meddeles dispensation til foranstaltninger, der ændrer tilstanden i de beskyttede naturtyper. Nævnet fandt, at der ikke var tale om et sådant særligt tilfælde, der kunne begrunde dispensation til det ansøgte.
Ved vurderingen har Miljø- og Fødevareklagenævnet lagt vægt på, at indgrebet ikke har en naturforbedrende funktion, og at formålet med det ansøgte alene har privat, rekreativ karakter, hvilket ikke i sig selv kan begrunde en dispensation.
Nævnet lagde desuden vægt på den uønskede præcedensvirkning, som en dispensation ville kunne medføre i andre lignende sager om etablering af anlæg i beskyttet natur.
Nævnet afviste ansøgers argumenter om, at den bynære placering, eksisterende aktivitet og det store antal allerede etablerede broer skulle føre til en dispensation. Nævnet bemærkede, at § 3-beskyttelsen af søer gælder uanset, hvor det findes, og at den omstændighed, at et beskyttet areal i forvejen er påvirket eller uden særlig høj naturværdi, ikke i sig selv kan begrunde en dispensation.
Miljø- og Fødevareklagenævnet anførte i forhold til ansøgers henvisning til tidligere praksis og vejledende retningslinjer, at lighedsgrundsætningen ikke betyder, at en myndighed ikke kan ændre praksis. Nævnet er heller ikke bundet af tidligere dispensationspraksis hos førsteinstanser.
Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 6.
Regeringen har fremsat et lovforslag, der skal modernisere det 45 år gamle strandområde og give de fem ejerkommuner friere rammer til at udvikle faciliteterne.
Sagen omhandler en klage over Stevns Kommunes afslag på lovliggørende dispensation til to broer, Bro 1 og Bro 2, beliggende ved en sø på en sommerhusgrund i Strøby. Søen, der er ca. 800 m² stor, er en beskyttet naturtype i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 1. Klager erhvervede ejendommen i 2010 og havde tidligere fået dispensation til anlæggelse af en sti rundt om søen, dog med vilkår om, at kun en mindre del (under 10 %) måtte udføres som gangbro, og at der ikke måtte ske opfyldning af søen med sten eller grus.
Klager anlagde en ca. 10 m x 1 m bro (Bro 1) parallelt med søen og en 1 m x 1 m bro (Bro 2) vinkelret ud i søen. Klager hævdede, at etableringen af Bro 1 skete i samråd med en kommunal medarbejder, som efterfølgende godkendte udførelsen. Kommunen udstedte dog påbud om fjernelse af broerne den 26. januar 2015, da de ikke var i overensstemmelse med den oprindelige dispensation. Kommunen anerkendte dog, at dialogen med den tidligere medarbejder kunne have givet klager en opfattelse af, at Bro 1 var i orden, og tilbød økonomisk kompensation for dette forhold. Bro 2 var derimod etableret uden kommunens inddragelse.
For 45 år siden blev det syv kilometer lange strand- og naturområde, Køge Bugt Strandpark, anlagt på den sjællandske vestegn. Med sine mange natur- og strandområder, fire lystbådehavne og kunstmuseet Arken er strandparken allerede i dag et trækplaster for områdets op mod 200.000 indbyggere og gæster fra hele regionen.
Minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin vil med en ændring af planloven give kommunerne mulighed for at placere nye boliger i det åbne land, fx når boliger må nedrives i forbindelse med etablering af grøn energi eller udvidelse af motorveje mv.
Natur- og Miljøklagenævnet stadfæstede i 2015 kommunens påbud om fjernelse af broerne, idet de var opført i strid med dispensationen. Nævnet bemærkede dog, at spørgsmålet om den tidligere medarbejders tilkendegivelser kunne inddrages i en vurdering af en eventuel lovliggørende dispensation efter Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 3. Efterfølgende afslog Stevns Kommune en ansøgning om lovliggørende dispensation, men denne afgørelse blev hjemvist af Natur- og Miljøklagenævnet i 2016, da kommunen skulle vurdere, om dialogen med medarbejderen udgjorde en særlig omstændighed, der kunne begrunde en dispensation.
Stevns Kommune traf den 18. april 2016 igen afslag på ansøgning om lovliggørende dispensation til begge broer. Kommunen vurderede, at broernes placering og udformning skyggede kantzonen og dele af søen, hvilket påvirkede den biologiske mangfoldighed. Kommunen fastholdt dog, at klager kunne have været i god tro ved etablering af Bro 1 på grund af dialogen med den tidligere medarbejder, men fastholdt afslaget for Bro 2, da denne var etableret uden kommunal inddragelse.
Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Ringsted Kommunes afgørelse om, at en renovering/retablering af e...
Læs mereSagen omhandler et afslag på lovliggørende dispensation til etablering af andehold og indhegning i et beskyttet naturomr...
Læs mere