Moms: Uvidenhed om svig ændrer ikke leveringsstedet for B2B-tjenesteydelser ifølge artikel 44 i Momsdirektivet

Sagen vedrører en præjudiciel anmodning fra Bundesfinanzgericht (Østrig) om fortolkningen af Rådets direktiv 2006/112/EF (Momsdirektivet), specifikt vedrørende fastlæggelsen af leveringsstedet for tjenesteydelser, når leverandøren har kendskab til momssvig.

Climate Corporation Emissions Trading GmbH (etableret i Østrig) overdrog drivhusgasemissionskvoter – som i momsmæssig henseende er klassificeret som tjenesteydelser – til Bauduin Handelsgesellschaft mbH (etableret i Tyskland). De østrigske skattemyndigheder (Finanzamt Österreich) forsøgte at pålægge moms på disse transaktioner i Østrig. Myndighederne argumenterede, at Climate Corporation burde have vidst, at modtageren i Tyskland deltog i momskarruselsvig, og at denne viden derfor skulle føre til, at leveringsstedet for moms formelt skulle flyttes fra Tyskland til Østrig.

Konflikt om beskatningskompetence

I henhold til momsdirektivets artikel 44 er hovedreglen for leveringsstedet for tjenesteydelser leveret til en afgiftspligtig person (B2B-reglen) det sted, hvor modtageren er etableret. I dette tilfælde var det Tyskland, hvorved modtageren var betalingspligtig for momsen via reglerne om omvendt betalingspligt. Østrigske myndigheder ønskede at fravige denne klare regel for at bekæmpe svig.

Det centrale spørgsmål for Domstolen var, om antimusbrugsprincippet, der tillader medlemsstater at nægte rettigheder (såsom momsfritagelse for varer inden for Fællesskabet) i tilfælde af svig, også kunne anvendes analogt til at tilsidesætte de regler, der fastlægger medlemsstaternes beskatningskompetence (leveringsstedet).

Domstolen fastslår, at momsdirektivet er til hinder for, at en medlemsstat ændrer leveringsstedet for grænseoverskridende B2B-tjenesteydelser, som klart er fastsat i artikel 44, selvom leverandøren vidste eller burde have vidst, at transaktionen medvirkede til momssvig begået af modtageren.

Begrundelse

• Klare regler om kompetencefordeling: Artikel 44 fastsætter entydigt, at leveringsstedet for ydelser til en afgiftspligtig person er det sted, hvor modtageren er etableret (destinationprincippet). Formålet med disse regler er en ensartet afgrænsning af medlemsstaternes beskatningskompetence for at undgå kompetencekonflikter og dobbeltbeskatning (præmis 30-31).
• Ingen overførsel af kompetence: En fortolkning, der tillader ændring af leveringsstedet på grund af svig, ville stride mod formålet med og opbygningen af artikel 44. Det ville i praksis overføre beskatningskompetencen fra modtagerens etableringsstat (Tyskland) til leverandørens etableringsstat (Østrig) uden retsgrundlag i direktivet.
• Skelnen mellem rettigheder og jurisdiktion: Domstolen understreger en afgørende forskel mellem at nægte en fastsat i direktivet (f.eks. fritagelse for moms for levering inden for Fællesskabet) og at ændre de regler, der fastlægger en medlemsstats (leveringsstedet).