Afsalg på lovliggørende dispensation til terrasseudvidelse i beskyttet hede ved Hvide Sande

Miljø- og Fødevareklagenævnet ændrede kommunens afgørelse til et afslag for så vidt angår terrasseudvidelsen og brugsarealerne. Nævnet fandt, at der ikke forelå de nødvendige "særlige tilfælde" til at fravige forbuddet i Naturbeskyttelsesloven § 3, jf. Naturbeskyttelsesloven § 65, stk. 2.

Manglende grundlag for berettigede forventninger

Nævnet lagde afgørende vægt på, at lokalplanen for området eksplicit angiver, at arealet er omfattet af Naturbeskyttelsesloven § 3, og at ændringer kræver dispensation. Derfor kunne ejeren ikke have en berettiget forventning om at kunne inddrage den beskyttede natur til terrasseformål. Nævnet udtalte:

"Ved afgørelsen har Miljø- og Fødevareklagenævnet vurderet, at den konkrete planlægningsmæssige forhistorie for området ikke kan have bibragt ejeren af ejendommen en berettiget forventning om udvidelse af terrasse og etablering af brugsarealer."

Hensynet til natur og præcedens

Nævnet vurderede, at udvidelsen udgjorde et væsentligt indgreb i en beskyttet naturtype, der ikke var uden naturbeskyttelsesmæssig interesse. Endvidere blev det understreget, at:

• Privatøkonomiske interesser ikke kan begrunde en dispensation.
• Etablering af erstatningsnatur ikke i sig selv kan retfærdiggøre en dispensation, der ellers ville være givet afslag på.
• En dispensation ville skabe uønsket præcedens for lignende sager i beskyttet natur.

Afgørelsen er truffet i overensstemmelse med Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8. Tilsynet med den faktiske lovliggørelse (fjernelse af anlæggene) påhviler nu kommunen jf. Naturbeskyttelsesloven § 73, stk. 5. Afgørelsen er endelig jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1.

Klagepunkter

• Klager anførte, at hendes mor var i god tro ved opførelsen.
• Klager anførte, at Naturstyrelsen havde angivet forkert størrelse på udhuset.
• Klager henviste til andre sager, hvor der var meddelt dispensation.