Statsstøtte til italienske mælkeproducenter: Overtrædelse af Rådets betingelser for tilbagebetalingsordning omdanner eksisterende støtte til ny støtte

Denne appel fra Europa-Kommissionen vedrører gyldigheden af statsstøtte, som Den Italienske Republik har tildelt sine mælkeproducenter i form af en rateordning til tilbagebetaling af tillægsafgifter for mælk (mælkeafgifter). Rateordningen blev oprindeligt godkendt af Rådet i 2003 (Beslutning 2003/530/EF) som undtagelsesvis forenelig med det indre marked, men var strengt betinget af, at producenterne fuldt ud tilbagebetalte gælden i lige store årlige rater over maksimalt 14 år.

I 2011 indførte Italien ensidigt en lovændring, der gav mælkeproducenterne en henstand med betalingen af en årlig rate, der forfaldt i december 2010 (den såkaldte betalingshenstand). Kommissionen traf i 2013 afgørelse om, at denne tilsidesættelse af godkendelsesbetingelserne omdannede hele den oprindelige rateordning til ny og ulovlig statsstøtte for de producenter, der blev begunstiget af henstanden, hvilket nødvendiggjorde fuld tilbagesøgning af al tildelt støtte.

Retssagen i Første Instans

Den Italienske Republik anlagde sag ved Retten, som delvist annullerede Kommissionens afgørelse (T-527/13). Retten fastslog, at Kommissionen begik en fejl ved at omkvalificere hele den eksisterende støtte til ny støtte, da Kommissionen ikke havde godtgjort, at ændringen (betalingshenstanden) påvirkede selve indholdet af den eksisterende støtte væsentligt. Retten mente derfor kun, at den nye betalingshenstand i sig selv skulle tilbagesøges.

Kommissionen appellerede Domstolens fortolkning af begreberne "ny støtte" og "eksisterende støtte" i henhold til statsstøttereglerne, idet den hævdede, at tilsidesættelse af en kompatibilitetsbetingelse automatisk omdanner hele den betingede støtte til ny støtte.

Domstolen (Fjerde Afdeling) ophæver Den Europæiske Unions Rets dom og fastslår, at Kommissionen med rette kvalificerede hele den oprindelige rateordning som ny og ulovlig støtte, for så vidt angår de producenter, der blev begunstiget af betalingshenstanden.

Domstolen fastslår, at Retten begik en retlig fejl ved at kræve, at Kommissionen skulle godtgøre, at den ensidige ændring (betalingshenstanden) påvirkede selve indholdet af den eksisterende støtte væsentligt for at kunne omkvalificere hele ordningen.

Domstolens afgørende begrundelse

• Den oprindelige godkendelse af rateordningen var udtrykkeligt betinget af overholdelse af vilkår, herunder fuld tilbagebetaling i lige store årlige rater (præmis 38-41).
• Italiens indførelse af betalingshenstanden var i direkte strid med denne betingelse, som Rådet havde fastsat for at sikre støttens forenelighed med det indre marked (præmis 43).